Husk mig
▼ Indhold

Afbødning af klimaproblemer

De fleste er enige om, at verden skal nedbringe mængden af drivhusgasser og i særdeleshed CO2-udslippet – men hvordan gør man så lige det?

I dag er det især de industrialiserede lande, der forurener med CO2. Når man taler om at nedbringe CO2 mængderne i atmosfæren, er der derfor også en stor udfordring: Hvordan nedbringer vi mængden af CO2, samtidig med at mange fattige lande får lov at udvikle sig og ikke bliver frosset fast i den situation, de er i nu? Det vil typisk kræve, at disse lande i en periode kan producere mere CO2, end de gør i dag. Men det vil også kræve, at de fattige landes udvikling baserer sig på ren teknologi fra starten.

I 1997 indgik en lang række lande i verden en aftale om at arbejde for et bedre klima. Aftalen hedder Kyoto-aftalen. Den trådte i kraft i 2005, og den gælder frem til år 2012. I 2006 havde 166 lande tiltrådt aftalen. Heraf var de 35 lande industrilande. I Kyoto-aftalen har de forskellige lande hver især forpligtet sig til at mindske de globale klimaforandringer, som skyldes skovfældning og udledning af drivhusgasser som CO2 (kuldioxid), NO2 (lattergas), CH4 (metan) og visse industrigasser.

Der er især et stort behov for at få mere vedvarende energi ind i el- og varmeproduktionen og inden for transport. I Danmark giver vindenergi allerede et stort bidrag til elforsyningen – og det kan blive endnu større i de kommende år. Men der skal også tænkes i andre vedvarende energiformer som f.eks. bioenergi, bølgekraft, solenergi og brint til brændselsceller.

Inden for transport skal man gøre en helt særlig indsats. Energiforbruget til transport stiger nemlig støt, mens det er stabilt eller ligefrem faldende inden for andre sektorer. Også i transport-sektoren skal der tænkes i renere og mere vedvarende energi.

Man kan handle med CO2-kvoter
De forskellige lande har blandt andet aftalt at overholde bestemte CO2-kvoter – det vil sige bestemte mængder CO2, som hvert land må slippe ud. Men I Kyoto-aftalen er der også tre særlige muligheder, som gør, at et industriland kan supplere sin indsats på ”hjemmebane” med andre indsatser:
  • Man kan betale sig fra sin forurening ved at købe CO2-kvoter fra et land, som ikke udnytter hele sin ret til at slippe CO2 ud.
  • Et i-land kan hjælpe med at udvikle og investere i energirigtig teknologi i u-lande, der ikke har en forpligtelse til at reducere deres CO2-udslip – typisk fordi de ikke udsender ret meget. Det kan både være teknologi, der nedbringer udslippet af CO2. Men det kan også være teknologi eller dyrkningsmetoder, der øger optaget af CO2, som f.eks. når man genplanter regnskov. Her tæller indsatsen delvist som en nedsættelse af i-landets eget CO2-udslip. Det kalder man også Clean Development Mechanism eller CDM-projekter.
  • Et i-land kan bidrage til at udvikle og investere i energirigtig teknologi i et andet industriland – typisk et Østeuropæisk land. Her tæller indsatsen igen delvist som en nedsættelse af i-landets eget CO2-udslip. Det kalder man også Joint Implementation-projekter.
Disse tre særlige ordninger hænger bl.a. sammen med, at forurening med drivhusgasser er global. Så i princippet er det mere vigtigt, at der sker en reduktion end hvor den sker.

Spørgsmål
Hvor meget forurening skal man kunne købe sig ret til? Er det rimeligt at forurene videre i sit eget land, mens man hjælper med at ”rydde op” i andre lande? Eller ville vi overhovedet få nedbragt CO2-udslippet, hvis det ikke var muligt at betale for at forurene?

Tanke-eksperiment: Hvad er der sket med afbødningen af klimaproblemerne i fremtiden?
Energikursen skal ændres i nær fremtid
Der skal både tænkes og arbejdes hurtigt, hvis vi skal sikre, at verdens klima ikke kommer ud af kontrol. Det har FN’s klimapanel meldt klart og tydeligt ud i foråret 2007. De mener, at vi allerede om otte år skal knække kurven for CO2-udslip. Det vil sige, at efter år 2015, skal CO2-udslippet begynde at falde. Spørgsmålet er, hvor mange – og hvilke - lande der er villige til både at tænke og handle hurtigt.

På verdensplan har 166 lande allerede tilsluttet sig Kyoto-aftalen, som netop handler om at sikre og forbedre det globale klima. Men allerede i 2012 skal en væsentlig del af Kyoto-aftalen være indfriet. Og hvad skal der så ske bagefter?

De fleste er enige om, at der er brug for en afløser af Kyoto-aftalen, så man fortsat laver aftaler landene i mellem om, hvordan man skal gribe klima-forbedringerne an. I december år 2009 skal Danmark være vært for et stort klima-topmøde, som skal finde sted i København. Det kunne være en oplagt chance for at indgå en ny aftale for fremtidens klima-arbejde. Men det kræver et stort arbejde, og det skal startes nu, hvis der skal være en ny aftale klar til underskrift i 2009.

Tre bestemte lande skulle gerne med
Der er tre lande, som spiller en helt særlig rolle i en ny klima-aftale. Det er USA, Kina og Indien. De vil ikke være med i Kyoto-aftalen, selv om det er nogle af de helt centrale lande, når man ser på udslip af CO2 både nu og i fremtiden.

Både i Kina og Indien har en befolkning på mere end 1 milliard indbyggere. Begge lande er i rivende udvikling. Og hvis så mange mennesker skal øge deres levevilkår, hurtigt og på en energirigtig måde, så skal der fra starten tænkes i miljørigtige løsninger. Det gælder, uanset om energien skal bruges til transport, industri eller f.eks. opvarmning af huse. I USA er befolkningen ikke nær så stor. Alligevel står USA alene for omkring 25% af hele verdens udslip af CO2. Det er bl.a., fordi USA har en høj levestandard, en stor industri og et meget højt forbrug af energi – især af olie. Derfor er der også mange lande, der arbejder på at få USA med i en ny klimaaftale.

Spørgsmål
Hvor mange kræfter skal man bruge på at få f.eks. USA, Kina og Indien med i en ny klimaaftale?

Hvad skal vi satse på i fremtiden?
Hvordan sikrer vi en fremtid med fortsat udvikling – samtidig med at vi nedbringer vores energiforbrug? Eksperter mener, at det kan lade sig gøre, uden at vi kommer til at mærke en nedgang i komfort. Det handler bl.a. om at vil skal øge energi-effektiviteten, det vil sige at sørge for, at vi ikke spilder energi, når vi producerer og bruger energi. Men hvad betyder det helt konkret?

FN’s klimapanel peger bl.a. på at vi skal satse mere på sol- og vindkraft, mere energirigtige bygninger og belysning, bedre offentlig transport og biler, der kører langt på literen, samt at CO2 fra kulfyrede kraftværker bliver opsamlet og lagret i undergrunden.

Man kan også gøre meget ved at bremse afskovningen og forbedre dyrkningsmetoderne i landbruget. Afskovningen vil sikre, at der er flere træer til at optage CO2 fra atmosfæren. Og i landbruget man kan nedsætte udslippet af den stærke drivhusgas metan, som bl.a. stammer fra husdyr og rismarker

Kernekraft og/eller vedvarende energi?
Endelig kan kernekraft komme til at spille en større rolle. I nogle Europæiske lande er kernekraft allerede en vigtig energiform. Omkring en tredjedel af elektriciteten og 15 procent af al energi, der forbruges i EU, kommer i dag fra kernekraft.

Kernekraft har været en af de energiformer, som EU har brugt til at begrænse CO2-udslippet. Men kernekraft er et kildent spørgsmål i EU, og Kommissionen træder varsomt. I flere lande har der nemlig været modstand mod kernekraften bl.a. på grund af risikoen ved det radioaktive affald. Det er - og vil fortsat være - op til hvert medlemsland at afgøre, om det vil satse på kernekraft eller ikke. Men hvis kernekraftproduktionen falder i EU, må nedgangen ske i takt med indførelsen af andre CO2-fattige energikilder til elproduktion, mener Kommissionen. Ellers kan man ikke nå målet for nedskæring af drivhusgasudledningen og forbedring af forsyningssikkerheden.

I følge FN’s klimapanel kan kernekraftens andel af elproduktionen øges med to procent fra 16% til 18% frem til år 2030. Men i samme tidsrum kan de vedvarende energikilders andel af strømproduktionen næsten fordobles - fra 18 procent i 2005 til 35 procent i 2030.

Danmark er med i front
Danmark har rigtig gode muligheder for at følge med i den nye udvikling på energiområdet. Dansk forskning og erhvervsliv har nemlig længe været toneangivende indenfor udvikling af vedvarende energi og andre miljøteknologier.

Hvor meget skal vi satse på at holde fast i den position? Hvor mange penge skal der sættes af til at støtte den videre forskning, udvikling og demonstration? Kan vi tillade os at lade være med at bidrage med udvikling og forskning, når vi er et af de lande, der udleder mest CO2 i hele verden?

Hvordan gør en hel verden noget ved klimaet – sammen?
Forhåbentlig har vi nedbragt CO2-udslippet meget indenfor de næste 8 år. Det er nemlig den tidsfrist, som FN’s klimapanel har givet os, hvis vi skal nå at ændre energi-kurs, så klimaændringerne ikke bliver uoverskuelige. Men der er store udfordringer i at ændre energikurs for en hel verden med alle de forskelle, der er mellem de enkelte lande.

Frem til år 2030 er der en række områder, hvor det er mest oplagt at spare på energien. Her gælder det først og fremmest om at gøre vores bygninger, apparater og køretøjer mere energieffektive. Der er store energibesparelser at hente indenfor energisektoren, husholdninger, industrien, landbruget, transport, skovbrug og affald.

På nogle af disse områder er det i udviklingslandene, at vi finder de større muligheder for at spare på energien og CO2-udslippet, da mange industrialiserede lande allerede har gjort en del. Danmark er for eksempel et af de mest energieffektive lande i verden.

Her er en kort oversigt over muligheder for at nedbringe CO2-udslippet indenfor de forskellige sektorer:

Energisektoren
  • skift fra kul til naturgas eller vedvarende energikilder (vind, biomasse, vandkraft, sol, geotermi og bølgeenergi)
  • mere effektiv energiforsyning og produktion
  • fjernelse af CO2 fra kul og naturgas og lagring af kulstof bl.a. i jorden
  • kernekraft
Transport
  • mere energieffektive køretøjer (biler, lastbiler, busser med mere)
  • hybridbiler, som har både brændstof- og el-motor
  • renere brændstof
  • mere biobrændstof
  • skift fra privat bilisme til offentlig transport
  • bedre planlægning af transportinfrastrukturen og byer
  • flere cykelstier med videre
Bygninger
  • bedre isolering
  • effektiv belysning og mere brug af dagslys
  • mere effektive køle- og varmesystemer
  • effektive husholdningsapparater (køleskabe, ovne, vaskemaskiner med mere)
  • effektivt IT-udstyr (computere, kopimaskiner, printere m.v.)
Industri
  • mere effektiv forbrug af energien - bl.a. i produktionsprocesser og i de elektriske systemer
  • spare på el, varme og brændsler
  • mere genanvendelse
  • kontrol med udledning af andre klimagasser end CO2-gasser
Landbrug
  • bedre græsning og dyrkning af afgrøder for at holde mere kulstof i jorden
  • effektiv risproduktion for at mindske udslip af metan (CH4)
  • bedre håndtering af dyr og deres afføring, for at undgå udslip af metan (CH4)
  • bedre gødningsteknik med nitrogenholdig gødning for at mindske udslip af N2O
Skov
  • skovrejsning
  • mindre fældning af skovenes træer
  • brug af træ affald til at erstatte fossile brændstoffer som kul og olie
Affald
  • mindske metan udslip fra lossepladser
  • mere kompostering af husholdningsaffald
Hvad koster det at stabilisere atmosfærens koncentration af CO2?
Eksperter fra FN’s Klimapanel IPCC har regnet på, hvad det vil koste at stabilisere CO2 udslippet.

De har set på, hvor meget indsatsen vil nedsætte verdens bruttonationalprodukt. De er nået frem til 3 mulige scenarier:
  • et stabiliseringsniveau på 445 til 535 ppm CO2 ækvivalenter betyder at ”prisen” i 2030 er mindre end 3% af det globale BNP. Her forventes temperaturen at stige 2-2,8 °C.
  • hvis vi accepterer et højere stabiliseringsniveau hvor koncentrationen i atmosfæren er på 535-590 ppm CO2 ækvivalenter, så vil det ”koste” 0,6% af det globale BNP i 2030. Her forventes temperaturen at stige 2,8 til 3,2 °C.
  • Hvis vi accepterer et endnu hørere niveau af CO2 – nemlig 590-710 ppm CO2, så vil prisen være 0,2 af det globale BNP i 2030. Her vil temperaturen stige 3,2-4 °C.
Positiv sidegevinst
Når man nedsætter udslippet af CO2, kan man ofte også spare penge andre steder f.eks. i sundhedssektoren. Samtidig med at man nedsætter mængden af drivhusgasser nedsætter man nemlig også tit luftforureningen med andre stoffer. På den måde øger man sundheden, så færre mennesker bliver syge.

Motivation til at ændre livsstil
Ændringer i livsstil og adfærd kan hjælpe med til at nedbringe udslippet af drivhusgasser indenfor alle sektorer. Her kan det også hjælpe, at man f.eks. skal betale for retten til at udlede CO2. På den måde motiverer man både private og virksomheder til at forurene mindre med CO2, fordi de sparer penge ved at lade være.

Tre centrale globale udfordringer
En effektiv omlægning af vores energiforbrug og energiforsyning kan kun få succes, hvis alle lande er med. Der er stadig 1,6 milliarder mennesker, der ikke har adgang til moderne energi. De skal bl.a. sikres en moderne energiforsyning, hvor man fra starten tænker i bæredygtig energi, som ikke bidrager til et voldsomt udslip af CO2.

Globalt set tegner der sig tre centrale udfordringer for udviklingen af fremtidens energisystemer:
  • den regionale, nationale og internationale forsyningssikkerhed skal styrkes
  • udledningen af CO2 skal nedbringes for at bremse klimaforandringer
  • fremtidens energisystemer skal være med til at formindske fattigdom
Disse tre udfordringer vil kræve, at de enkelte lande satser mere på energieffektivitet og vedvarende energi i fremtiden. Det gælder både energi fra vind, sol, biomasse, vand, bølger samt geotermisk energi. Det vil nedbringe udslippet af CO2-gasser og dermed være med til at bremse drivhuseffekten samtidig med at langt flere lande bliver mere selvforsynende med energi.

De tre udfordringer hænger sammen, og derfor er det helt afgørende, at man forsøger at arbejde på alle tre områder samtidig – eller i det mindste sikrer sig, at forbedringer af ét område ikke gør de øvrige områder dårligere.

Industrilandene bruger mest energi
Det er især de industrialiserede lande, der har et højt energiforbrug. Derfor er det også især industrilandene, der må reducere energiforbruget – eller finde andre energiformer, som ikke udvikler så mange drivhusgasser, der belaster klimaet. Heldigvis mener FN’s klimapanel, at det ikke nødvendigvis bliver særlig dyrt at sikre Jordens klima. Verdens rigdom kan stadig vokse – bare ikke helt så hurtigt, som hvis vi fortsætter uden at gøre noget.

Spørgsmål
Hvor meget må de fattige lande øge deres energiforbrug for at udvikle sig? Hvor meget er du parat til at sænke dit energiforbrug, for at de fattige lande kan øge deres? Skal vi indføre større og flere ”straffe” for at forurene med CO2?

Kilde: SEAS-NVE






 0 kommentar(er) · 3862 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Afbødning af klimaproblemer:

Husk mig

Lignende indhold
DebatterSvarSeneste indlæg
Håndtering af klimaproblemer513-12-2013 19:39
▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik