Af Rose Maria Laden Holdt
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2009.14 Anbefalinger til kommunerI de foregående to kapitler, er det gennemgået, hvordan en eventuel opgørelse af emissioner fra vareforbrug kan foretages på kommunalt niveau samt hvilke erfaringer, der findes i Danmark omkring regulering af forbrug i et miljøperspektiv. På baggrund heraf vil dette kapitel argumentere for og tydeliggøre en række anbefalinger til kommuner.
14.1 Anbefalinger på baggrund af beregning af emissioner fra vareforbrug
Beregningseksemplerne i Kapitel 12 for emissioner fra vareforbrug i Københavns Kommune giver anledning til at opstille en række generelle anbefalinger til kommuner om opgørelse af CO2 fra vareforbrug. Anbefalingerne opsummeres løbende.
14.1.1 Kommuners brug af opgørelse over emissioner fra varer
Det er muligt at foretage vurderinger af emissioner fra vareforbrug med for kommunerne tilgængelige data (Danmarks Statistik) og IT-værktøjer (Excell) på et simpelt grundlag. Der er dog store usikkerheder forbundet med denne form for opgørelse. Til gengæld er der potentialer til at udvikle mere konsistente og akkurate beregningsmetoder til opgørelse af emissioner fra vareforbruget.
På denne baggrund anbefales kommuner at foretage et overslag over, hvilken relativ betydning, emissioner fra vareforbrug har i kommunens samlede CO2-opgørelse. Dette overslag bør offentliggøres sammen med opgørelsen efter CO2-beregnerens metode, gerne som en grafisk afbildning, da disse har en høj kommunikationsværdi. Hvis kommunen finder for store usikkerheder forbundet med overslaget til at offentliggøre det, bør det som minimum indgå i kommunens interne arbejdsmateriale og prioritering af indsatsen.
Der kan argumenteres for, at det er uhensigtsmæssigt at hver enkelt kommunen foretager en selvstændig vurdering og træffer forskellige valg om ansvarstagen for skjulte emissioner, da dette ville skabe inkonsistens i fordelingen af emissioner mellem kommuner. I lyset af diskussion (jf. Retningslinjer for benchmark og undgåelse af dobbelttællinger) om mere konsistens i opgørelse efter CO2-beregneren, forstærkes denne uhensigtsmæssighed på den ene side.
På den anden side taler en række argumenter for, at kommuner foretager vurderingen. For det første er der pt. ikke udviklet en konsistent og mere akkurat opgørelsesmetode for emissioner fra varer ud fra et forbrugsperspektiv. For det andet er CO2-beregnerens opgørelsesmetode inden for el og fjernvarme samt transport også designet efter et forbrugsperspektiv. For det tredje er CO2- beregneren alligevel ikke designet, så alle landets kommunale CO2-opgørelser sammenlagt giver resultatet fra den nationale CO2-opgørelse. Derfor anbefales det at foretage en selvstændig vurdering af emissioner fra vareforbrug til trods for risici for dobbelttællinger og undladelser.
Anbefalinger
1: Kommuner bør foretage en simpel opgørelse af emissioner fra varer med tilgængelige data og værktøjer indtil en evt. konsistent metode er udviklet og tilgængelig.
2: Kommuner bør offentliggøre opgørelsen grafisk, eller som minimum benytte den internt ifm. Indsatsprioritering |
14.1.2 Forstærket indsats over for vareforbrug
Beregningseksemplet for Københavns Kommune viste, at det har stor betydning for resultatet af opgørelsen, om en kommune som København vælger at tage ansvar for henholdsvis skjulte emissioner i udlandet eller tilmed for skjulte emissioner i andre danske kommuner eller ingen af delene. Tendensen vil forstærkes hvis fødevarer inkluderes i beregningen. Det er derfor vigtigt, at der internt i kommunen såvel som i dialog med kommunens borgere og virksomheder tages stilling til hvor meget ansvar, der skal tages i forhold til den påvirkning af klimaet, der genereres ved vareforbruget.
Vælger kommunen at fastholde produktionsperspektivet som opgørelsesprincip ved emissioner fra vareforbrug, bør kommunen overveje at synliggøre vareforbruget i den samlede aktuelle opgørelse. Selvom emissionerne fra vareforbrug herved ikke vil have en stor relativ betydning i kommuner som København, vil det alligevel bidrage til et øget fokus på denne udfordring, både internt i kommunen og blandt borgerne.
Vælger kommunen at tage ansvar for skjulte emissioner vil den samlede opgørelse ændres markant, som tilfældet var i Københavns Kommune, hvilket bør afspejles i indsatsprioriteringen. I Københavns Kommune ville vareforbrug stå for 30 % af de samlede emissioner, jf. Kapitel 12. Til sammenligning ville el (til andre formål end produktion) stå for 35 % af de samlede emissioner. Emissioner fra vareforbrug har altså næsten lige så stor relativ betydning som el. Igen vil tendensen forstærkes, hvis fødevarer inkluderes i billedet. I tilfældet med Københavns Kommune bør det genovervejes, om kun 4 % af de planlagte reduktioner skal komme fra borgerne, jf. “Københavnerne og klimaet” i klimaplanen (Københavns Kommune 2009).
Anbefalinger
3: En kommune bør, i dialog med borgere, tage stilling til, om der skal tages et medansvar for skjulte emissioner i andre lande og evt. andre danske kommuner som følge af kommunens vareforbrug
4: Fastholdes opgørelse af emissioner fra varer til produktionsperspektivet, bør en kommune overveje at synliggøre emissioner fra vareforbrug i den gældende opgørelse for at skabe fokus på disse emissioner.
5. Vælges en opgørelsesmetode, der afspejler større ansvarstagen for emissioner fra udland og andre kommuner, og viser overslaget, at vareforbrug udgør en markant relativ betydning af kommunens samlede emissioner, bør kommunen have emissioner fra vareforbrug som et højt prioriteret indsatsområde. |
Uanset opgørelsesprincip eksisterer der jf. Del 2 et problem med emissioner fra vareforbrug. Derfor vil følgende anbefalinger, baseret på tidligere erfaringer om forbrug i dansk miljøpolitik (Kapitel 13), omhandle kommuners muligheder for at gøre noget ved vareforbruget.
14.2 Anbefalinger på baggrund af erfaringer om miljø og forbrug
Der er i Danmark en tradition for at regulere forbrug, og denne tradition er essentiel for en fornyet indsats over for vareforbrug. Teknologiske løsninger og effektiviseringer implementeres succesfuldt gennem miljøpolitikker, for eksempel er energibesparelser på vej frem over alt i samfundet. Det stigende materielle forbrug undergraver dog disse besparelser. Derfor vil der i det følgende blive præsenteret en række anbefalinger til kommuners indsats over for forbruget af varer i kommunen. Anbefalingerne fremhæves løbende, efter at de er introduceret i en kontekst.
14.2.1 Kommunikationsstrategi og grøn indkøbspolitik
Det er vigtigt for kommunerne at erkende, at indsatsen over for vareforbrug må betragtes som et langt, sejt træk, hvor ændringerne vil være små, måske endda umærkbare. Samtidig vil forskellige andre samfundstendenser modarbejde et mindre vareforbrug, hvilket gør udfordringen endnu sværere. Ikke desto mindre argumenterer nærværende rapport for, at ændring eller reduktion af vareforbrug er et nødvendigt fokus, set i lyset af den globale udfordring om nedbringelse af drivhusgasudslip. Heldigvis findes der en del tiltag, som er mulige for kommunerne at foretage.
Kommunernes muligheder for at påvirke borgernes vareforbrug omhandler fortrinsvist kommunikation, dialog, information og inddragelse. Desuden bør en kommunal grøn indkøbspolitik kunne fremhæves som det gode eksempel på bevidst valg af varer og stillingtagen til nødvendigheden af disse varer samt deres miljøpåvirkning. En grøn indkøbspolitik bør synliggøres i kommunikationen til borgere og virksomheder som aktiv del af indsatsen.
Overordnet kan det anbefales at lade en kommunikationsstrategi tage udgangspunkt i erfaringerne med forbrugerorienteret miljøpolitik, herunder barrierer for et bæredygtigt forbrug og samfundstendenserne, der påvirker forbruget.
Anbefalinger
6: Kommuner bør benytte egen grøn indkøbspolitik som det gode eksempel over for borgere, virksomheder og institutioner og synliggøre denne i kommunikationsindsatsen
7:Kommuner bør udarbejde en kommunikationsstrategi som omdrejningspunkt for indsatsen med udgangspunkt i erfaringer med forbrugerorienteret miljøpolitik |
14.2.2 Forbrugets betydning i daglige praksisser
Jf. 13.1 Forskellige typer miljøpolitik, er det vigtigt at se vareforbrugets sammenhæng med de sociale praksisser, som forbruget sker i, herunder hverdagens praksisser. Samtidig er det vigtigt, at forbrugeren selv får til opgave at definere handlemuligheder inden for bestemte forbrugsområder, for at forhindre kompartmentalisering og give forbrugeren ejerskab til indsatsen. På denne baggrund anbefales det, at kommunen tager initiativ til en borgergruppe, som ud fra egen dagligdag bedes definere hvilke varegrupper, der er mulige at ændre eller reducere. Det stiller store krav til kommunen at få skabt disse rammer for borgernes engagement.
Forbrugerens utilstrækkelige muligheder for at ændre forbruget er en barriere for et bæredygtigt forbrug jf. 13.2 Drivkræfter for øget forbrug. På denne baggrund er det vigtigt, at kommunen i samarbejde med borgerne klart definerer eksempler på muligheder for at ændre det uden velfærdstab, og formidler dette budskab. Det kunne for eksempel udformes i samme stil, som råd, der opstilles til at spare på energien eller købe økologisk, men hvor rådene i højere grad går på typen eller mængden af vareforbruget, efter princippet om eco-sufficiency.
For at synliggøre muligheder for at minimere vareforbruget kan kommunen også opstille demonstrationseksempler på boliger, i samme stil som demonstrationsboliger fra energisparekampagner. Tilsvarende skulle en sådan demonstration fremvise en intelligent, kvalitetsfyldt livsstil uden overflødige produkter, for eksempel:
- Hvor kommer ting og møbler fra?
- Er træmøbler certificeret?
- Hvad er der i køleskabet og fryseren? Måske er der et køligt spisekammer?
- Hvilke materialer findes der blandt børnelegetøjet?
- Hvor mange ting kommer fra Kina?
- Hvor mange fjernsyn og computere er der?
- Hvad er flowet på et år af genstande, købt ind/gaver og smidt ud?
- Sammenligning af holdbarhed ved genstande
Anbefalinger
8: Kommuner bør skabe rammer for borgergruppers identifikation af muligheder for reduceret vareforbrug og ændret forbrugsmønster
9: Kommuner bør definere eksempler på reduceret vareforbrug uden velfærdstab og formidle disse, for eksempel i stil med elspareråd
10: Kommuner bør opstille demonstrationseksempler på intelligent, kvalitetsfyldt livsstil |
14.2.3 Ændring af opfattelser
Jf. 13.1.1 Effektivisering versus undgået forbrug, er det stigende forbrug af varer ikke blevet problematiseret af miljøpolitikkerne i Danmark. Kommunerne bør derfor via en kommunikationskampagne starte debatten om det problematiske vareforbrug. Der kan være en risiko forbundet hermed, idet en fejlslagen kommunikationsindsats i værste fald kan have den modsatte effekt. Det er derfor vigtigt, at kampagnen gør den ønskede livsstil trendy, attraktiv og æstetisk. Der kan for eksempel kommunikeres om fremme af genstande, der i sig selv er smukke og derfor ikke går af mode med det samme, og tilmed holdbare, så de kan bruges i mange år. Dette er ikke en ny tanke i forbrugerøjemed, og derfor bør den være mulig at appellere til. Hvis en kommune vælger at gå denne vej, kan emissioner fra vareforbrug sagtens kobles med allerede eksisterende begreber som livsstilen Simple Living og bevægelsen Cittaslow for bæredygtige og kvalitetsfyldte byer. Svendborg Kommune har som den første danske kommune opnået medlemskab af Cittaslowbevægelsen. Københavns Kommune giver via KlimaKBH-sitet råd, som præges af eco-efficiency såvel som råd, præget af eco-sufficiency.
Problematiseringen af vareforbruget er kontroversiel om end nødvendig. Problematiseres det ikke, vil en forbruger ikke sætte køb af varer i relation til mangel på drikkevand for millioner af mennesker, for blot at nævne én af konsekvenserne ved de globale klimaforandringer. Viden og debat om disse sammenhænge vil kunne få nogle forbrugere til at ændre opfattelse. For andre forbrugere, vil mere viden være ubetydelig. Her må der i stedet skabes en motivation for at handle, hvilket uddybes nedenfor.
Anbefalinger
11: Kommuner bør problematisere vareforbruget ved at fremhæve en alternativ, trendy og attraktiv livsstil
12: Kommuner bør fokusere både på viden og motivation for at ramme flere forbrugergrupper |
14.2.4 Motivationsskabelse
En vigtig opgave for kommunerne er at undersøge hvad der kan motivere borgere, virksomheder og institutioner. Denne viden er helt essentiel for en effektfuld kommunikation. For eksempel kan indsatsen kobles med andre, mere motiverende handlinger som leg, sammenhold, konkurrence, skuespil eller strategiske spil for at gøre indsatsen nærværende og relevant for borgerne.
En kommunes kommunikationsindsats over for det stigende forbrug, kan virke som en omvendt reklame. En kommune kan dog ikke styre samfundstendenserne, men blot kommunikere om en ønsket udvikling. I Københavns Kommune forsøger klimaplanen at sætte rammer for et fællesskab med mange borgerrettede initiativer, der sammen skal opnå et mål, hvilket er et godt eksempel på motivationsskabelse.
En minimering af vareforbrug må nødvendigvis opnås med adfærdsændringer, og her bør kommunerne trække på erfaringerne med det lokale Agenda 21-arbejde. Igen kan Københavns Kommune fremhæves med de såkaldte miljøpunkter, som inddrager københavnerne i miljø- og bæredygtighedsspørgsmål.
Anbefalinger
13: Kommuner bør motivere borgere gennem konkurrence, spil o. lign.
14: Kommuner bør sætte rammer for fælles indsats med mange borgerrettede tiltag
15: Kommuner bør trække på erfaringer med lokalt Agenda 21-arbejde |
14.2.5 Modstridende politikker – og synergi mellem politikker
Et eksempel på en lokal politik, der er uforenelig med en problematisering af forbrug af lokale varer, er en politik om at fastholde arbejdspladser ved lokal produktion. På denne baggrund kan det anbefales, at kommuner klarlægger, hvor der er modstridende politikker, og hvordan de prioriteres. Herved opnås også bedre overblik over politikker mellem hvilke, der er synergi.
14.2.6 Påvirkning af andre myndigheder
Skatter og afgifter kan bruges som virkemiddel til at styre forbrug, men kan ikke implementeres af en lokal myndighed. Derfor må kommunen i samarbejde med andre myndigheder forsøge at påvirke andre beslutningstagere for at opnå effektive skatter og afgifter. De nationale politikere kan heller ikke alene forøge skatter og afgifter på varer drastisk, da det ville skævvride konkurrencen. EU er i denne sammenhæng en central medspiller.
Et andet virkemiddel kan være at påvirke beslutningstagere til national regulering af produktion i Danmark, for eksempel en CO2-vurdering ved miljøgodkendelser til husdyrbrug, da landbrugssektoren ikke er reguleret under EU’s kvoteloft for CO2-udledning.
Det kan spørges, om det virkelig er en lokal myndigheds opgave at problematisere forbruget. Det må være et fælles ansvar, og ved at begynde på dette, tager kommunerne deres del af ansvaret, og herfra følge udviklingen i samfundet.
Ud fra miljømæssigt synspunkt er det vigtigt, at vareforbruget problematiseres netop i 2009, hvor der i Danmark grundet COP15 er et forstærket fokus på handling på klimaområdet, og det er legitimt at italesætte emner, som for blot få år siden var uhørte, for eksempel “prutafgift” på køer, elektrificering af jernbanen, CCS og atomkraft.
Anbefalinger
16: Kommuner bør påvirke andre beslutningstagere på kommunalt niveau, nationalt niveau og i EU til forbrugsreducerende miljøpolitikker
17: Kommuner bør påvirke beslutningstagere på nationalt niveau til regulering af produktion, for eksempel CO2-vurdering ved miljøgodkendelser
18: Kommuner bør starte med en indsats for at tage del i ansvaret og derefter følge samfundsudviklingen
19: Kommuner bør problematisere vareforbruget mens der er stærkt politisk fokus på klima |
Med disse anbefalinger afsluttes rapportens analyser og vurderinger, som sammenfattes i næste kapitel.