Tidligere forskning har vist, at jordens sydligste landområder i
Antarktis nærmest var upåvirkede af den globale opvarmning. Men ny forskning viser, at temperaturen nu også stiger over disse isvidder.
Særlig i den vestlige del af Antarktis er der en markant temperaturstingning, mens den østlige del af kontinentet ikke er blevet varmere, snarere en smule koldere. I Vestantarktis er temperaturen steget med 0,1 grad pr. tiår i de sidste 50 år. Denne stigning er højere end temperaturfaldet på kontinentets østlige del.
Undersøgelsen er foretaget ved at sammenligne satellitmålinger med data fra jordbaserede vejrstationer, og resultatet er offentliggjort i en rapport fra det amerikanske National Center for Atmospheric Research, skriver ScienceDaily.com.
"Man hører hele tiden, at Antarktis bliver køligere, og det er ikke tilfældet. Om noget er det omvendt, men det er mere kompliceret end som så. Antarktis bliver ikke varmere med samme hastighed over det hele, og mens nogle områder er blevet koldere i en lang periode, beviser vores undersøgelse, at kontinentet som helhed bliver varmere," siger Eric Steig, professor ved University of Washington og en af bidragyderne til forskningsprojektet.
Kilde: ScienceDaily.com