At være ung NGO'er på et klimatopmøde

Samtale mellem to klimaaktive:

Bjarke:
Man snakker meget om, hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabte eller ej, og om de er ægte eller ej. Her har jeg den holdning, at når videnskaben i meget lang tid har peget i den retning, så er det bare om at gå samme vej. Men hvorfor er det, at folk ikke begynder at bevæge sig? Er det fordi, forskere som Henrik Svensmark siger, at vi ikke kan gøre noget? Er det fordi klimaskeptikere som Bjørn Lomborg prøver at overbevise os om, at det ikke kan betale sig? Jeg ved det ikke. Men en ting er sikkert jeg vil gerne være med til at prøve at redde jorden nu. For jeg tør ikke satse på, at Henrik Svensmark har ret.

Desuden sker der ikke noget ved at arbejde for et bedre klima. Du får faktisk et bedre liv, hvis du lever økologisk og i overensstemmelse med naturen og prøver at give tilbage til naturen, hvad du har brugt.

Hvis du for eksempel kører i en mindre bil, bliver der mere plads i byerne, der er mindre partikelforurening, mindre støj og mere plads til menneskerne og natur. Hvis du spiser økologisk og skærer ned på dit kødforbrug, er det sundere for din krop, sundere for naturen og regnskovene hvor meget kød stammer fra - det er sundere at cykle på arbejde. Og på den måde er det en rigtig god forretning at passe på jorden og samtidig passe på sig selv.

Uanset om klimaskeptikerne har ret eller ej, så synes jeg stadig, at det er mit ansvar og min pligt at gøre noget for at hjælpe de fattige lande, som ikke har de samme muligheder, som vi har. Så det er os, der skal hjælpe de fattige, for det er os, der har midlerne til det, og hvis vi samtidig får et bedre liv, så er jeg sådan set ligeglad med, hvad forskningen siger.

Bjarke:
Noget, jeg synes man hører meget i debatten, er: Handl lokalt og tænk globalt. Det er et rigtig godt slogan. Men nogle vil nok mangler troen på, at der også er nogen, der handler globalt. For global opvarmning er et GLOBALT problem. For man kan sagtens plante et træ, og så har man god samvittighed og har fået en event og presseomtale ud af det. Men det, vi vil, er at handle globalt. Så ved at støtte vores klimaarbejde, så giver I os mandat til, at vi går ud og gør det ude i verden, som vi siger vi vil.

Eline:
Ja, det er netop det, der er det vigtige. For når jeg snakker med politikere og journalister om klimatopmødet, så kan jeg høre, at de dybest set ikke har forstået, hvad klimatopmødet handler om: nemlig at vi skal handle globalt.

Når vi er ude at snakke med en skoleklasse og fortæller om vores arbejde, så forstår eleverne godt, at klimatopmødet er vigtigt, for der er rigtig mange mennesker, der taler om det. Men mange har svært ved at forstå, hvad det egentlig er, der skal ske. For det virker meget uoverskueligt og meget kompleks. Det er derfor, vi går ud og holder skoleoplæg om, hvordan det var, da Bjarke var til klimatopmøde på Bali, og vi begge og en masse andre unge mennesker var i Polen i december og oplevede et klimatopmøde indefra.

Eline:
En af grundene til, at vi gør det og synes, det er vigtigt, er, at vi kan komme tilbage til danske unge og sige: “Nu skal I høre her: Når man kommer ind på et klimatopmøde, så ser det sådan her ud, der er dé og dé mennesker til stede, og det er muligt at gå hen og snakke med diverse klimaforskere eller den indiske ambassadør eller holde taler til klimaforsamlingen.” De muligheder har man som ung, og det betyder, at man kan skabe opmærksomhed og resultater. Pludselig bliver det ikke så stort og uoverskueligt, og de unge, der sidder i den skoleklasse kan pludselig se sig selv i det. Så dermed kan vi vise folk, at man som ung rent faktisk har en mulighed for at handle globalt.

Det er vigtigt for os at komme ud på en god måde til danske unge. På en måde der er autentisk. Og vi oplever en positiv respons fra eleverne. Efter et skoleoplæg kom en pige hen til os og sagde, at det lød rigtig spændende. Hun ville høre, om der var plads til hende i vores organisation. “Jamen selvfølgelig! KOM!”

Jeg fornemmer, at rundt omkring sidder der nogen elever, måske kun én i hver anden folkeskoleklasse, som siger til sig selv: “Nej, hvor kunne jeg godt tænke mig at gå ind i det her og være aktiv for klimaet, men hvor skal jeg dog starte?”

Bjarke:
Jeg ser det meget som, at børn og unge gerne vil være med til at lave nogle fede ting, og vi giver dem muligheden for at bruge deres stemme. Vi fortæller om, hvordan det politiske system fungerer, og hvordan kan man gebærde sig inden for systemet.

Bjarke:
Noget, jeg gerne vil sige er, at man ikke skal være bange for de der store og kloge eksperter. De er også bare mennesker, som laver fejl, som har egeninteresser, og som man godt kan snakke med. Det er slet ikke super overmennesker, som får alting rigtigt i første forsøg.

Eline:
Det er rigtig svært at komme frem til resultater. For eksempel er saudierne jo ikke tilfredse med at se på, at der bliver lavet en global klimaaftale, som reducerer brugen af olie på verdensplan. Det er ikke i deres økonomiske interesse. Problemet ligger i, at i det her FN-system skal alle være enige. Og det er jo vildt svært at få folk til at stemme for noget, der strider mod deres lands interesser.

Det er ikke kun som observatører, at vi er med til topmøderne. Vi havde blandt andet gang i en kampagne med budskabet “Survival is not negotiable”. Den gik ud på, at klimaaftalen skal være så ambitiøs, at alle lande og folkeslag skal overleve klimaforandringerne. Det fik vi over 80 lande til at skrive under på, og det ud af de 190 lande, der var med i Polen. Man begyndte bagefter at tale om overlevelse i pressen, så vi fik sat overlevelse på dagsordenen.

Så man kan sige, at rent politisk, så rykker vi og har mulighed for at påvirke forhandlingerne.

Bjarke:
I den modsatte grøft har vi jo så alle de ø-stater, der bl.a. ligger ude i Stillehavet. I klimadebatten snakker man meget om et mål på to grader. Der går ud på at verden ikke må blive mere end to grader varmere, for så for vil en selvforstærkende mekanisme gå i gang, og vandene kommer til at stige, og vejret går amok.

Men det, man glemmer at sige, er, at selv om man holder sig inden for de 2 graders stigning, så vil der alligevel komme op mod en meters stigning i vandstanden. Her er det så, at nogle af de førnævnte ø-stater ikke ligger mere end 2-3-4 meter over havets overflade. Og hvis så vandet stiger en meter, og der så lige kommer en bølge – ja, så er øen væk.

Et mål på to grader betyder, at ø-staterne skal skrive under på at det er okay med en meters vandstandsstigning, og så skriver de faktisk under på, at de vil flytte hele deres befolkning til et andet land. Det svarer til, at vores statsminister skriver under på, at det er okay, at Danmarks bliver uboeligt, og alle danskere skal flytte til Tyskland.

Vi mener, at man bliver nødt til at have en anden tilgang til forhandlingerne, så den bliver tilstrækkelig ambitiøs til, at man kan sikre, at alle nationer kan overleve.

Tak til Natur & Ungdom for materiale.

< Tilbage til Generation K's blog