Husk mig
▼ Indhold

Casebeskrivelser

Af Helle Bager Eriksen og Andreas Brunsgaard-Jørgensen
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2008.


< IndledningIndholdsfortegnelseTeoriafsnit >


2. Casebeskrivelser

2.1 Indledning


I dette afsnit beskrives udviklingen i EU's klimapolitik i perioden 1998-2008, disse casebeskrivelser udgør det empiriske grundlag for vores analyse. Vi har valgt at strukturere casebeskrivelserne omkring 3 politiske klimapakker, dette afsnit giver et kort overblik over pakkernes væsentligste indhold. Denne tredeling går igen i strukturen i analysen, hvor klimapakkerne fungerer til at opdele analysen i tre analyseperioder. Analysen behandler primært grundstene i de enkelte forslag hhv. CO2-energiskatten og kvotehandelssystemet, hvorimod dette afsnit beskriver pakkerne og konteksten bredere.

2.2 Klimakonventionen og CO2-energiskatten (første klima-pakke)


I november 1990 vedtog et fælles energi- og miljø ministerråd, at EU’s CO2 udledning i 2000 skulle stabiliseres til 1990 niveau. Målsætningen om at stabilisere EU’s CO2udledning til 1990 niveau var resultatet af en proces, der startede med en meddelelse fra Europa-Kommissionen i 1988 med titlen Drivhusproblematikken og Fællesskabet (Europa-Kommissionen, 1988).

Baggrunden for EU’s stabiliseringsmålsætning for udledning af CO2 var den forstående klimakonference i Geneve, hvor grundstenen til FN’s klimakonvention skulle lægges. Hensigten med EU’s stabiliseringsplan var, at EU på den måde kunne lægge maksimalt pres på de andre lande ved klimakonferencen. Det var forhåbningen, at det kunne bidrage til at opnå et ambitiøst grundlag for klimakonventionen, der skulle vedtages i Rio 1992. Det lykkedes, og klimakonferencen i Geneve endte som en succes set med europæiske øjne (O’Riordan & Jäger, 1996:162-163).

Det stod dog klart, at hvis EU også ville indtage en stærk forhandlingsposition ved klimakonferencen i Rio i 1992, måtte EU hurtigt nå til intern politisk enighed om, hvordan EU konkret ville opnå sit proklamerede mål for stabilisering af CO2 udledningen. Det var således afgørende, at medlemsstaterne hurtigt kunne vedtage konkrete CO2 reducerende politikker.

Europa-Kommissionen præsenterede sin endelige "klimapakke" i 1992 med navnet en strategi for begrænsning af karbon dioxid udledning og forbedret energi effektivitet i EU kort før klimakonferencen i Rio (Europa-Kommissionen, 1992b). Klimapakken bestod af fire detaljerede punkter:

1. Rammedirektiv om energi effektivitet (SAVE)
2. Direktiv om vedvarende energi (ALTENER)
3. Mekanismer til at overvåge medlemsstaternes CO2 udledning
4. Direktiv om kombineret CO2-energi skat

De fire punker i klimapakken ville sammen med det eksisterende THERMIE program medføre en samlet CO2-reduktion i år 2000 på 12 pct. CO2 energiskatten udgjorde det væsentligste element, og det blev anslået, at det ville kunne reducere CO2 -udledningen i EU med 6,5 pct.. SAVE programmet var beregnet til at medføre en reduktion på 3 pct., mens ALTERNER og THERMIE tilsammen kunne føre til en reduktion på 2,5 pct. (Europa-Kommissionen, 1992b). CO2-energiskatten var således med sin 6 pct. det helt centrale reduktionsredskab i Kommissions klimapolitik. Det var således lykkedes Europa-Kommissionen at nå til enighed om en fælles en reduktionsstrategi for EU inden klimakonferencen. EU havde således et solidt forhandlingsgrundlag at tage til forhandlingerne i Rio på. Klimakonventionen blev underskrevet af de forhandlende parter i juni 1992. Europa-Kommissionen stod dog tilbage med en stor udfordring, idet Rådet stadig ikke havde vedtaget klimapakken. Efter to års forhandlinger i Rådet blev Europa-Kommissionens klimapakke vedtaget. Den endelige klimapolitik indeholdt ikke CO2-energiskatten, den var undervejs blev droppet, de resterende tre direktivforslag blev vedtaget dog i en kraftigt modificeret udgaver (mere herom i afsnit 6).

2.3 Kyoto-protokollen og kvotedirektivet (anden klimapakke)


EU's kvotehandelsdirektiv blev endelig vedtaget i oktober 2003 efter en aftale mellem Europa-Parlamentet og Rådet (Wettestad, 2005:1). Baggrunden for det europæiske kvotehandelssystem er bl.a., at EU via Kyoto-protokollen har forpligtiget sig til at reducere sit samlede CO2 udslip med 8 pct. inden 2012 i forhold til 1990 niveauet. Kvotehandelssystemet var en del af de fleksible mekanismer, der blev lanceret med Kyoto-protokollen sammen med Joint Implementation (JI)1 og Clean Development Mechanism (CDM)2. EU havde i processen op til Kyoto-protokollens vedtagelse kæmpet imod kvotehandel som instrument, og havde i stedet forfulgt en risikoforebyggende strategi baseret på en CO2-energiskat som instrument og andre regulerende mekanismer (Cass, 2005:2)( Damro et Mendés, 2003:253). I modsætning hertil var amerikanernes strategi karakteriseret ved en markedsmekanisme tankegang. Amerikanerne var bl.a. bannerførerne for kvotehandelssystemet, som de anså for den mest cost-effektive måde at reducere på. Desuden havde de tidligere haft succes med kvotehandel i kampen mod syreregn og svovl (Damro et Mendés, 2003: 258).

EU' klimapolitik og Kyoto-forhandlingerne
EU havde siden begyndelsen af 90'erne haft høje ambitioner på klimaområdet, men havde ikke kapacitet og lederskab til at efterleve sine ambitiøse CO2 reducerende målsætninger. EU manglede kompetence og en konkret klimapolitik, og de interne stridigheder om CO2-energiskatten begrænsede EU udadtil.(Hovi et al, 2003:17).

Op til forhandlingerne om Kyoto-protokollen i1997 lykkedes det EU at blive enige om en intern byrdefordeling, hvilket muliggjorde en ambitiøs linie i Kyoto. EU tog således til Kyoto-forhandlingerne med et fælles forhandlingsmandat. Mandatet byggede for det første på et obligatorisk reduktionsmål på 15 pct., EU havde dog i realiteten kun en intern byrdefordeling klar på 10 pct. For det andet skulle reduktionerne ske ved hjælp af regulerende mekanismer, der skulle sættes obligatoriske reduktionsmål for de enkelte lande med tilhørende faste tidstabeller, og ulandene skulle ikke forpligtiges. Endelig skulle alle I-landene forpligtiges med samme reduktionsmål. EU kæmpede hårdt i Kyoto, men brugte stadig mere tid på at diskutere internt og måtte acceptere, at USA fik en del elementer igennem. Det betød bl.a., at kvotehandel var en del af instrumentkassen, at I-landene fik differentierede målsætninger, og at Rusland fik mulighed for at sælge " varm luft"3. Til gengæld lykkedes det EU at forhandle sig frem til, at EU kun skulle have et fælles reduktionsmål, som skulle opnås gennem en fælles byrdefordeling, samt at U-landene ikke blev pålagt reduktioner, som USA krævede det4.

Resultatet af Kyoto-aftalen blev, at landene tilsammen skulle reducere deres totale udslip af drivhusgasser med 5,2 pct. i forhold til1990 niveauet i perioden 2008-2012. EU blev forpligtiget til at reducere med 8 pct., USA med 7 pct. og Japan med 6 pct.. I udgangspunktet var der tilfredshed med den aftale, der blev vedtaget i Kyoto ved COP3. Man havde tillid til, at samtlige lande ville ratificere protokollen, herunder også det amerikanske senat.

Efter Kyoto
Til trods for at den amerikanske forhandlingsdelegation havde underskrevet Kyoto-aftalen, trak USA sig fra protokollen i marts 2001, kort efter George Bush var kommet til magten (Hovi et al. 2003:1). Det amerikanske Senat argumenterede for, at de ikke ville acceptere Kyoto-protokollen på grundlag af, at ulandene ikke var blevet pålagt reduktioner. USA's tilbagetrækning var et "åbent vindue"5 for EU. Pladsen som foregangsregion på global kvotehandel og entreprenør inden for klimapolitikken blev ledig. EU arbejdede på at udfylde rollen som global leder af klimapolitikken ved at efterstræbe en tostrenget strategi. På den ene side arbejdede EU aktivt for at redde aftalen ved eksempelvis at forhandle med Rusland om at ratificere protokollen (Cass, 2005:1), og på den anden side ved at demonstrere hvordan reduktion kunne gennemføres gennem aktive politikker i form af et europæisk kvotehandelssystem.

For at opfylde Kyoto målsætningerne og ikke mindst for at vise evnen til at det kunne lade sig gøre lancerede Europa-Kommissionen ECCP- European Climate Change Program i 2000. I 2001 kun et par måneder efter, at USA havde trukket sig ud af processen, lancerede ECCP sin handlingsplan, der bl.a. indebar, at EU skulle ratificere Kyoto-protokollen samt indeholdt et forslag om et Europæisk kvotehandelsprogram(Hovi et al., 2003:10).

Kvotedirektivet bliver til
Et egentligt direktiv blev præsenteret i oktober 2001. Der gik dermed kun ca. 2 år, fra det blev lanceret, til det blev vedtaget i 2003. Det havde betydning for vedtagelsen, at direktivet blev præsenteret som et miljøinstrument og baserede sig på artikel 175(1). Det betød, at direktivet kunne vedtages med kvalificeret flertal i Rådet i fællesskab med Europaparlamentet (Wettestad, 2005:4).

EU kunne således lancere sit eget kvotehandelssystem med starttidspunkt fra 2005-2007 altså før den officielle reduktionsperiode, der løber fra 2008-2012. Medlemsstaterne skal gennem en fælles byrdefordelingsfordeling reducere deres CO2- udledning med 8 pct. ift. til 1990 niveau.

2.4 Klimatopmødet i København og kvotedirektivet (tredje klimapakke)


Europa-Kommissionen lancerede sin 3. klimapakke om en integreret energi- og klimapolitik den 10. januar 2007. Pakken beskriver, at der er stærke videnskabelige beviser for, at udledning af drivhusgasser fører til klimaforandringer primært i form af temperaturstigninger (Europa-Kommissionen, 2007a). EU vedtog her i samme forbindelse en målsætning om, at temperaturen max må stige 2 grader over det præ-industrielle niveau (Europa-Kommissionen, 2007b). På det Europæiske forårstopmøde den 8.-9. marts 2007 under det tyske formandskab vedtog EU’s stats- og regeringschefer, at EU skal reducere det samlede udslip af drivhusgasser og hæve den del af EU’s energiforbrug, der kommer fra vedvarende energikilder. Stats- og regeringscheferne blev enige om at opstille to bindende mål, nemlig at EU i år 2020 skal have reduceret udslippet af drivhusgasser til 20 pct. af 1990-niveauet, mens 20 pct. af den energi, der bruges i EU i 2020, skal komme fra vedvarende energi. Derudover fremgår det, at EU vil reducere CO2 udledningen med yderligere 10 pct. til en samlet reduktionsmålsætning på 30 pct., hvis andre industrialiserede lande også vil indgå som en del af en ny klimaaftale (Det Europæiske Råd, 2007).
Klimatopmødet i København i 2008, hvor en ny klimaaftale for perioden efter 2012 skal forhandles, udgør den internationale kontekst for EU’s tredje klimapakke. Pakken kan, især at EU unilateralt forpligter sig til bindende reduktionsmål, ses i lyset dette og opfattes som et globalt forhandlingsoplæg.

Europa-Kommissionen fremsatte den 23. januar 2008 forslaget til den konkrete udmøntning af den integrerede energi- og klimapakke: To gange 20pct. i 2020 - Europas muligheder i forbindelse med klimaændringerne. (Europa-Kommissionen, 2008a), som EU's stats- og regeringschefer på Det Europæiske Råd opnåede enighed om i foråret 2007. Europa-Kommissionens klimapakke består af fem dele, hvoraf de to første er:

Et forslag om at forbedre og udvide EU’s kvotehandelssystem, så det på sigt dækker flere sektorer, et fælles loft over uddeling af kvoter, at auktionsmetoden bliver den primære fordelingsmetode af kvoter (se mere i kapitel 8) (Europa-Kommissionen, 2008b).
• Et forslag om hvor meget hvert medlemsland skal reducere deres drivhusgasudslip i sektorer, der ikke er omfattet af EU’s nuværende kvotehandelssystem.

Siden 1. januar 2005 har de mest energitunge industrier i EU været omfattet af et kvotehandelssystem, hvor handel med udledningskvoter skal give mulighed for at sænke drivhusgasudledningen dér, hvor omkostningerne er de lavest. De kvoteomfattede virksomheder har også mulighed for at købe klimakreditter fra projekter i Østeuropa eller i udviklingslandene.
Sammenlagt skal ovenstående to forslag sikre, at EU som helhed reducerer udledningen til mindst 20 pct. af 1990-niveauet inden 2020 og har mulighed for at gå op til 30 pct. reduktion, hvis andre industrialiserede lande forpligter sig til en tilsvarende indsats i forbindelse med en ny klimaaftale i fremtiden.
De øvrige tre forslag er:

Et forslag til hvor stor en andel af hvert medlemslands energiforbrug, der skal komme fra vedvarende energikilder i 2020. Forslaget indeholder også kriterierne for bæredygtig produktion af biobrændstoffer.
• En beslutning om ændring i reglerne for statsstøtte så medlemslandene får mulighed for at støtte miljøprojekter.
• Et forslag til en juridisk ramme, der etablerer den sikre og miljøvenlige genindvinding og slutlagring af CO2 Europa-Kommissionen.


På nuværende tidspunkt er Europa-Kommissionens udspil til udmøntning af Rådets unilaterale 2020 reduktionsmål ikke nået frem til forhandlinger i Rådet, hvorfor det derfor ikke muligt, at vurdere om den endelige vedtagelse af EU’s tredje klimapakke vil have samme udformning, som det udspil Europa-Kommissionen præsenterede i januar 2008 (se mere kapitel 8). En ting er dog sikkert, det er, at Europa-Kommissionen og medlemsstaternes regeringer vil kæmpe hårdt for at få vedtaget en konkret implementeringsstrategi for EU’s 2020 reduktionsmål inden klimatopmødet i København i 2009. Uden en konkret EU klimapolitik som forhandlingsgrundlag ved Københavnerforhandlingerne vil det svække EU's muligheder for at kunne indtage en afgørende lederskabsrolle i forhandlingerne.

< IndledningIndholdsfortegnelseTeoriafsnit >






 0 kommentar(er) · 3307 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Casebeskrivelser:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Hvordan vil Coronakrisen påvirke klimadebatten?

Mindre opmærksomhed om klima

Ingen større påvirkning

Øget opmærksomhed om klima

Andet/Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2020 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik