CO2-beregneren: Forventninger, metodisk omfang, planproces og virkemidler

Af Rose Maria Laden Holdt
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2009.

< CO2-beregnerens virkemidler

Indholdsfortegnelse

Metoder til vurdering af vareforbrug >

6 CO2-beregneren: Forventninger, metodisk omfang, planproces og virkemidler
Efter analysen af forventninger til CO2-beregneren, dens omfang, rolle og virkemidler, vurderes de fire undersøgelsesspørgsmål som afslutning på rapportens Del 1. Essensen af vurderingerne opsummeres løbende.

6.1 Forventninger

Forventningerne til værktøjet sammenholdes i det følgende med kommuners erfaringer med værktøjet.

6.1.1 Kommunernes kendskab til, efterspørgsel på og brug af værktøjet

Udviklerne af CO2-beregneren havde en forhåbning om, at værktøjet ville få status af at være dét værktøj, som kommuner benytter til opgørelse af drivhusgasser. Til gengæld har udviklerne ikke defineret hvor mange kommuner, der skal benytte beregneren for, at det betragtes som en succes. Interessen for værktøjet har været stor, vurderet ud fra deltagelse i kurser om CO2-beregneren samt download fra Danmarks Miljøportal. Hvor mange kommuner, der vil benytte værktøjet, er svært at sige endnu. Ud fra Grontmij Carl Bros 12 kommuneinterviews og de fem kommuneinterviews fra nærværende projekt vurderes det dog, at værktøjet kun i et mindre antal kommuner spiller en central rolle i kommunal klimaplanlægning. Hvorvidt værktøjet vil blive anerkendt som det værktøj, kommunerne bruger, er for tidligt at vurdere.

Forventningen har endvidere været, at værktøjet skulle medvirke til at undgå, at kommuner investerer i hver deres metodeopbygning til CO2-opgørelse. Denne forventning tyder på at blive imødekommet. Sønderborg Kommune er dog et eksempel på en kommune, der havde investeret før dette værktøj kom, og derfor valgte at gå videre med sin egen. Det må formodes at dreje sig om få kommuner, idet efterspørgslen på Danmarks Miljøportal indikerer interessen for det gratis værktøj.

Kommunebarriereanalysen konkluderede, at kendskabet til værktøjet var begrænset, men at der var forventninger til det. I Københavns Kommune vurderes værktøjet at få en central rolle, idet beregningsmodellen er blevet videreudviklet, og kommunen har prioriteret beregning af udvikling i drivhusgasudledninger samt opstillet kvantitative, politiske reduktionsmål, hvis tilhørende indsats skal monitoreres på baggrund af CO2-beregnerens resultater. I Thisted Kommune har værktøjet haft betydning for prioritering af indsatsen. Dog har kommunen været aktiv med klimatiltag længe inden en opgørelse var mulig, og værktøjet har dermed ikke haft direkte indflydelse på omfanget af indsatsen. Frederikshavn Kommune har også haft fokus på handling uanfægtet af muligheden for opgørelse, og ser værktøjet som en fremtidig hjælp til prioritering af indsats. Dog kræver dette en videreudvikling af værktøjet. I Århus Kommune spiller værktøjet en central rolle, idet resultaterne er med til at prioritere indsatsen. Der er dog tilsyneladende uklarhed om metodevalg for opgørelse samt om beslutningen med at genberegne hvert andet år.

Samlet set vurderes værktøjet at kunne være en betydelig støtte for kommuners klimaplanlægningsproces, men at den ikke nødvendigvis vil være det. Samtidig vil en videreudvikling på en række områder give den større mulighed for at udgøre denne støtte, for eksempel en sammenkobling af værktøjet med centrale dataregistre. Beregneren ser i højere grad ud til at blive et hjælpemiddel, end en drivkraft i sig selv, vurderet ud fra kommunebarriereinterviews samt egne interviews.

6.1.2 Forhåndsafgrænsning fra vareforbrug

KL og Klima- og Energiministeriets forhåndsbeslutning om, at den kommunale beregner skulle følge FN’s opgørelsesprincipper, har betydet, at der var et udgangspunkt at arbejde ud fra, men at skjult CO2 fra forbrug af importerede varer er udeladt. Flere kommuner undrer sig over, at et område som dette ikke indgår i opgørelsen, især taget i betragtning af, af værktøjet er udviklet med henblik på at skabe incitament for handling i lokalområdet. Metoder til inkludering vareforbruget overvejes for nuværende af udviklerne.

6.1.3 Forventninger til benchmark mellem kommuner

Der har været en forventning fra nogle af udviklerne samt fra kommuner om, at værktøjet kunne bruges direkte til at benchmarke kommunerne imellem. Dette vil kræve udarbejdelse af retningslinjer for valg af Tier-niveau ved hver enkelt beregning. Dette skal ifølge KL og Klima- og Energiministeriet komme fra kommunerne selv. Frederikshavn og Thisted Kommuner mener, at dette er for ressourcekrævende at gå ind i uden en ekstrabevilling. Det er ifølge kommunebarrierekataloget ikke kommunikeret tilstrækkeligt til kommunerne, at beregneren vanskeligt kan bruges til benchmark. Benchmarking kunne have en konkurrenceforstærkende effekt imellem kommunerne som endnu en motivationsfaktor. Til sammenligning har en udviklet CO2- beregner for Norges kommuner dette element i sig (Miljøsystemanalyse 2008). Beregneren kan findes online hvorefter kommunens navn blot indtastes, se Figur 6.



Figur 6: Eksempel på norsk kommunes fordeling af udslip samt barometer for udslip i forhold til landsgennemsnittet (Miljøsystemanalyse 2008)

Denne norske CO2-beregner opgør imidlertid emissionerne for kommunen som virksomhed, hvilket også fremgår af cirkeldiagrammet i Figur 6.

Spørgsmål: I hvilken grad ser udviklernes og kommunernes forventninger til værktøjet ud til at blive opfyldt? Udviklernes forventninger er svære at evaluere, da der ikke er formuleret et egentligt succeskriterium for kommuners brug af værktøjet. Efterspørgslen på værktøjet vurderes dog at være stor, hvorfor det vurderes, at kommuner, der ikke har investeret i eget opgørelsesværktøj inden CO2-beregnerens udgivelse, vil foretrække det gratis værktøj. Kendskabet til værktøjets egenskaber er endnu ikke udbredt blandt kommunerne. Værktøjet ser ud til at være mere hjælpemiddel end drivkraft for en kommunal klimaindsats. Værktøjet har potentiale til videreudvikling, set både fra udviklernes og kommunernes side. Forventningen om at kommunal CO2-opgørelse skulle være en miniudgave af den nationale CO2-opgørelse betyder, at skjult CO2 fra vareforbrug er udeladt, hvilket kan virke uforståeligt ud fra lokal synsvinkel. Udviklerne forventede at værktøjet kunne benyttes til benchmark kommunerne imellem, men det har pga. muligheden for at beregne på flere datadetaljeringsniveauer ikke været muligt. Kommunerne ser dog ud til stadig at stå med denne forventning. Konkurrenceaspektet forsvinder desværre, når benchmark ikke umiddelbart er mulig. Forventninger til og brug af værktøjet er i konstant udvikling, og vurderingen afspejler summen af indtryk, der er indsamlet i perioden februar til april 2009.

6.2 Værktøjets metodiske omfang

En række metodevalg er udpeget som mulige svagheder ved værktøjet. Nogle af de mest principielle svagheder, og dermed de største udviklingspotentialer vil blive vurderet i det følgende.

6.2.1 Afgrænsningsvalg

En af den kommunale CO2-beregners væsentligste udeladelser, i forhold til FN’s opgørelsesprincipper, er ifølge DMU emissionerne fra udvinding af fossile brændsler i Nordsøen. Det er ifølge DMU valgt at udelade emissionerne med henvisning til, at kommunerne ikke har indflydelse herpå. Argumentet for denne udeladelse kan dog diskuteres. Kommunerne har ganske vist ikke en direkte indflydelse på udvindingen af fossile brændsler. På den anden side er der få processer, kommunerne har direkte indflydelse på, men som alligevel er inkluderet i opgørelsesmetoden. Dertil kommer, at nogle kommuner faktisk kan have indflydelse via brændselsvalg på decentrale kraftværker eller kraftvarmeværker, hvor der kan vælges mellem fossil eller vedvarende energi. Kommuner har eksempelvis ikke større indflydelse på reduktion af landmændenes samlede husdyrbestand eller på privatpersoners transportmiddelvalg end på brændselsvalg til lokal el- og varmeforsyning. I de tilfælde hvor forsyningen ejes af kommunen, er der endda større mulighed for indflydelse. Det kan selvfølgelig anføres, at bruger Danmark ikke selv sine fossile brændsler, bliver de blot solgt til udlandet. Men samme argument må være gældende for eksempel inden for reduktion af den samlede husdyrbestand. Set i dette lys bør kommuners manglende incitament til handling ikke være et argument for fravalg af disse emissioner, da kommunen kan sende et signal om en ønsket udvikling.

6.2.2 Vurdering af økonomi og synergieffekter

Udviklerne af værktøjet havde et ønske om at lade virkemidlerne være suppleret af en økonomiberegner, men forskelle i lokale forhold gjorde det umuligt at designe en fælles økonomiberegner. COWI vurderer dog, at en form for økonomisk beregning vil blive udviklet.

En større udfordring er det at håndtere reduktionseffekten af et virkemiddel, når det har synergi med andre virkemidler. Det er værktøjet ikke i stand til. Et eksempel her på kan ses i Københavns Kommunes klimaplan, hvor det ikke er muligt at lægge effekten af hvert enkelt virkemiddel sammen for derved at få det samlede reduktionspotentiale. Ved så kompleks en udfordring som vurdering af synergieffekter vil det muligvis være mere til gavn at udvikle andre værktøjer til vurdering end at forsøge at opgøre synergieffekterne. Københavns klimaplan løser denne udfordring ved at beskrive såvel positive som negative effekter ved hvert enkelt virkemiddel, hvilket kan hjælpe til at prioritere indsatsen.

6.2.3 Retningslinjer for benchmark og undgåelse af dobbelttællinger

Værktøjet har ifølge både udviklere og kommuner potentiale til at blive mere konsistent. Udviklere og kommuner har eksempelvis fremhævet benchmark af resultater mellem kommuner samt sikring af, at dobbelttællinger undgås. På baggrund af de fremhævdede konsistensproblemer, vil følgende afsnit diskutere muligheder, hvorved problemerne på et overordnet plan kan tilgås.

Benchmark vil være en motivationsfaktor, og udvikling af retningslinjer herfor kan være en mulighed, der gør værktøjet i stand til dette. En risiko er, at benchmark-retningslinjen vil kræve højt datadetaljeringsniveau, for eksempel udarbejdelse af en kommunal trafikmodel, hvilket er en stor opgave for mindre kommuner. På sigt kan dataudfordringen imødekommes ved at gøre CO2- beregneren til et online værktøj koblet til centrale dataregistre, så kommunernes dataindsamling mindskes. Et online værktøj vil også være en fordel i forbindelse med benchmark, som i den norske kommunale beregner, jf. 6.1.3 Forventninger til benchmark mellem kommuner. En udbygning heraf kunne være en “udstilling” af kommunernes udledning, år for år, hvor reduktionerne tydeliggøres samt hvordan reduktionerne er opnået. Herved vil det blive spændende som kommune at følge med i, hvor kommunen er placeret i den nye årsopgørelse. Det kunne arrangeres, så kommunerne tilmeldte sig frivilligt, og på den måde, vil der være et pres på de, der ikke er gået i gang endnu.

På samme måde som retningslinjer for benchmark burde der udarbejdes retningslinjer for undgåelse af dobbelttællinger. To fremhævede risici for dobbelttællinger omhandler fordelingen af vindenergi og biogas.

For vindenergi består risikoen for dobbelttællinger i, at vindmøller beliggende inden for én kommunes geopolitiske enhed, som en anden kommune har investeret penge i, kan godskrives i beregneren af begge kommuner og således tælle dobbelt. En mulig, logisk retningslinje kunne bestå i at lade møllen tælle efter geografisk placering, når der er tale om CO2-opgørelsen for kommunen som geografisk enhed og lade den tælle efter ejerskab og – allokere godskrivningen efter hvor mange andele, der ejes – når der er tale om CO2-opgørelsen for kommunen som virksomhed. Dette ville kunne skabe konsistens. En anden allokeringsmetode kunne være at lade ejerskab afgøre fordelingen ved opgørelsen for kommunen som geografisk enhed. Hvor privatpersoner har ejerskab i møllen, vil de tælle alt efter hvilken kommune, disse privatpersoner bor i. Andele ejet af private selskaber uden lokalt tilhørsforhold, for eksempel de store energiselskabers investeringer i vindmølleparker, ville da ikke tælle med i nogen kommuners opgørelse. Dette vil også skabe konsistens i allokeringsmetoden.

Det andet problem med godskrivning af vindenergi består i, at emissionsfaktoren for el, som beskriver CO2-udledninger fra alt el på elnettet, skal korrigeres – i praksis forhøjes, idet en vedvarende energikilde er “taget ud af fællespuljen". Hver gang emissionsfaktoren korrigeres, burde den således være nyt grundlag for alle kommuners CO2-opgørelser for elsektoren. Dette er ifølge udviklerne ikke muligt at løse på nuværende tidspunkt (pers. komm. Werner Nielsen 2009). Men hvis beregneren i stedet blev gjort til et online værktøj, ville der i princippet være mulighed for at opdatere emissionsfaktoren, hver gang en kommune tog ejerskab til vindenergi. Alternativt kunne CO2-beregeren i dens nuværende form trække al VE ud af fællespuljen og fordele mellem kommunerne ud fra et af de ovenfor forslåede principper.

For biogasanlæg består risikoen for dobbelttælling i, at et biogasanlæg både kan godskrives af den kommune, hvori anlægget er beliggende og den kommune, hvor gylleforsyningen stammer fra. Et bud på en konsistent allokeringsmetode kunne være at give anlæggets beliggenhed halvdelen af godskrivningen og fordele resten på gyllen ud fra den tilhørende landbrugsbedrifts beliggenhed. Baggrunden for dette forslag er, at det hverken ville være hensigtsmæssigt at give fuld allokering efter anlæggets beliggenhed eller ikke at give beliggenheden en betydning, da ønsket må være at give kommuner incitament til at udpege areal til biogasanlæg og skabe motivation for landmænd, uden at der sker en uhensigtsmæssig placering af anlægget blot fordi det skal ligge på en bestemt side af kommunegrænsen.

6.2.4 Mere livscyklustankegang i metodevalgene

DMU fremhævede, at en væsentlig forskel på FN’s opgørelsesprincip og den kommunale CO2-beregner er, at den kommunale i energisektoren og i affaldssektoren allokerer emissioner ud fra et forbrugsprincip. Emissioner fra energisektoren beregnes efter energiforbrug og affald tilskrives den kommune, hvor det er produceret, uanset hvor det efterfølgende er behandlet. Begge disse metoder er i tråd med princippet om, at kommunen skal have incitament til handling. Forbrugerperspektivet bør dog udvides, hvilket både er fremført af udviklere og kommuner, særligt på tre områder, som omfatter konsekvenser, der i høj grad sker i andre lande som følge af en handling foretaget i Danmark. Den ene er på affaldsområdet, hvor kommunen ikke får et tilstrækkeligt incitament til at fremme genbrug. Der eksisterer et mindre incitament ved, at kommunens affaldsmængde reduceres, men undgåede materialer til samt produktion af et tilsvarende nye produkt godskrives ikke i værktøjet, selvom der kan være tale om betydelige emissioner, for eksempel undgået fældning af skov ved genbrug af papir.

Det andet område er selve opgørelsen af varer, hvor CO2-beregneren ikke tager højde for den skjulte CO2-udledning ved udenlandske varer. Udeladelse fra værktøjet kan betyde, at der heller ikke fokuseres på dette område i kommunernes klimastrategi, hvilket bekræftes af kommuneinterviewene.

6.2.5 CO2-beregneren som performance-indikator

Politiske målsætninger er vigtige drivkræfter for kommunerne. Vil kommuner følge indsatsen hen i mod et reduktionsmål eller CO2-neutralitet, kan CO2-beregneren virke som et oplagt hjælpemiddel til at indikere performance. Der kan dog stilles spørgsmålstegn ved hensigtsmæssigheden i, at en kommune benytter beregningsresultatet som performance-indikator for indsatsen. For det første fordi emissionsfaktoren for energi kan ændre sig markant fra år til år alt efter vind- og vandmængder samt udbygning af fossil og vedvarende energi i Danmark og de lande, der leverer el til Danmark. For det andet fordi usikkerhederne ved data muligvis kan have større indflydelse på resultatet, end kommunens performance har. Sammenholdt med ressourcerne, det kræver (op til et halvt år for en Tier 3-beregning (pers. komm. Werner Nielsen 2009)), kan andre typer performance-indikatorer med fordel vælges, for eksempel antal kilowatttimer ved energi eller antal kilogram ved affald på årsbasis.

Spørgsmål: Hvad tager CO2-beregneren højde for, og hvor er der potentiale for en videreudvikling? CO2-beregning forudsætter en række valg om afgrænsninger og allokeringsmetoder, og da værktøjet tager udgangspunkt i de nationale opgørelser, findes der formegentlig ikke andre så komplette værktøjer i Danmark, hverken for kommuner eller virksomheder. Når det er sagt, så er nogle få valg ikke er i tråd med udviklernes metodeprincip om, at opgørelsesmetoden skal give kommunerne incitament til handling. Fravalg af emissioner fra udvinding af fossile brændsler i Nordsøen er ikke konsistent med princippet om incitament for kommunerne, og der mistes en vigtig signalværdi i kommunernes indflydelse på lokalt brændselsvalg. Aktiviteter, der medfører emissioner eller undgåede emissioner i udlandet er ikke mulig at håndtere i værktøjet, hvilket heller ikke er konsistent med princippet om incitament for kommunerne, til for eksempel en grøn indkøbspolitik. Disse områder er for eksempel 1) undgåede nye materialer og produktion ved genbrug, 2) skjulte emissioner fra importerede varer og 3) ændret arealanvendelse ved dyrkning af biobrændsler samt fødevarekonkurrence ved de såkaldte agrofuels. En konsistent allokeringsmetode for godskrivning af vindenergi kan skabes ved at lade møllen tælle efter geografisk placering ved kommunen som geografisk enhed og lade den tælle efter ejerskab ved kommunen som virksomhed. Alternativt kunne ejerskab afgøre fordelingen ved kommunen som geografisk enhed. For biogas kunne en konsistent allokeringsmetode skabes ved at give anlæggets beliggenhed halvdelen af godskrivningen og fordele resten på gyllen ud fra den tilhørende landbrugsbedrifts beliggenhed. Det er tvivlsomt, om værktøjet kan benyttes som årlig performance-indikator pga. usikkerheder og skiftende emissionsfaktorer. Beskrivelse af synergieffekter er et godt supplement til CO2-opgørelsen som grundlag for en prioritering af tiltag. En fremtidig version af CO2-beregneren kunne udgives online og kobles til centrale dataregistre, så dataindsamling bliver mindre krævende og samtidig skabe en platform for frivilligt benchmark kommuner imellem. Hertil kunne knyttes en database med links til borgerrettede virkemidler, som holdes opdateret.

6.3 Risiko for bureaukratisk planproces

Figur 7 viser elementer, som kommunal klimaplanlægning kan bestå af. Figuren p henblik på at give et bud på en forståelsesramme for, at kommunal klimaplanlægning består af adskillelige andre elementer end opgørelse af CO2.



Figur 7: Elementer i kommunal klimaplanlægning. Inspireret af Laden Nielsen (2009a)

Flere kommuner peger på, at Tier 1-beregninger er for usikre og ubrugelige. Til gengæld er Tier 2- og 3-beregninger for datakrævende, hvilket kan give anledning til at overveje om værktøjet kommer til at dominere planlægningsprocessen og hermed indirekte underkender vigtigheden af såvel en multistakeholder-proces som af synergien med andre planlægningsområder. Ud fra Figur 7 kan der argumenteres for, at opgørelse af drivhusgasser blot er ét af mange elementer i kommunal klimaplanlægning. Denne skepsis understøttes af DN (pers. komm. LaCour 26.02.09), som finder værktøjet datatungt, og er skeptisk fordi beregningsdelen kan flytte ressourcer og fokus fra handlingsdelen.

Udviklerne af værktøjet pointerer alle, at inddragelsesprocessen er afgørende, og ser ikke CO2-beregneren som begrænsende herfor. Klima- og Energiministeriet pointerer, at kommunerne via opgørelsen ser hvor mange sektorer, der bidrager med drivhusgasemissioner, og dermed får forståelse for indsatsens aktørkompleksitet. I Thisted, Frederikshavn, København og Århus vurderes det heller ikke, at værktøjet overskygger handlingsaspektet eller flytter fokus fra inddragelsesprocessen. Dog har Frederikshavn Kommune ikke lavet en opgørelse, hvilket viser, at dataindsamlingen kan være en væsentlig barriere for at foretage opgørelsen.

Spørgsmål: Hvordan påvirker værktøjets signifikante datakrav inddragelsen af interne og eksterne aktører? Flere kommuner fremhæver, at Tier 1 ved de fleste beregninger ikke er et tilstrækkeligt datadetaljeringsniveau, hvorimod Tier 2 og 3 i flere tilfælde er svære eller dyre at skaffe. Data indsamlingen kan derfor være en barriere, selv for nogle af testkommunerne i værktøjets udviklingsfase. Den problematiske dataindsamling vurderes dog ikke at have indflydelse på kommunernes ressourcer til planprocessens øvrige elementer, set i lyset af flere kommuners allerede iværksatte tiltag.

6.4 Virkemidlernes karakter

Klima- og Energiministeriet erkender, at værktøjet har begrænsede virkemidler, men mener ikke, at kommunerne vil overse de blødere virkemidler som adfærdsændringer, da de ikke nødvendigvis koster så meget nu og her i forhold til tekniske projekter.

Analysen af værktøjets virkemilder og tilhørende inspirationsliste i Kapitel 5 siger ikke noget om reduktionspotentialernes størrelsesorden, men prøver at karakterisere spredningen af forskellige typer af tiltag. Analysen giver ikke belæg for at antage en klar risiko for nedprioritering af overforbrug og livsstil samt udeblivende borgerinddragelse, men viser en tendens hertil, og giver dermed belæg for opmærksomhed omkring dette aspekt. Der eksisterer ingen virkemidler omkring eksempelvis forbrug af dagligvarer eller elektronikprodukter, ligesom udvinding af materialer heller ikke godskrives ved reduktion eller ændring.

Endvidere understreges vigtigheden af at inspirationslistens forslag inddrages i planlægningen. Der ligger en særlig udfordring for udviklerne af værktøjet i at kommunikere til kommunerne, at virkemiddelkataloget ikke er udtømmende.

De borgerrettede virkemidler ligger hovedsageligt inden for transportsektoren. Det ville være et godt supplement at udbygge værktøjet med borgerrettede virkemidler inden for øvrige sektorer.

Spørgsmål: I hvilken grad kan CO2-beregnerens virkemidler karakteriseres som hhv. tekniske og adfærdsmæssige? Der er en tendens til nedprioritering af overforbrug og livsstil til trods for, at for eksempel dagligvarer er kendte emner i den verserende, offentlige klimadebat. For både virkemiddelkataloget og inspirationslisten er der en kommunikationsudfordring i at formidle, at de ikke er udtømmende. Inspirationslisten indeholder flere adfærdsmæssige og borgerrettede virkemidler, også i andre sektorer end transportsektoren, som CO2-beregnerens adfærdsmæssige og borgerrettede virkemidler omhandler. Inspirationslisten kunne med fordel indeholde forslag til opmuntrende virkemidler for moderne, low-impact livsstil.

6.5 Nærmere fokus på vareforbrug

Ovenstående vurdering besvarede de fire undersøgelsesspørgsmål og pegede på en række inkonsistente metoder og udviklingspotentialer for CO2-beregneren. CO2-beregnerens udeladelse af skjult CO2 fra vareforbrug er ét af flere udviklingspotentialer, identificeret i Del 1, og udvælges som nærmere undersøgelsesfelt. Dette gøres fordi, der tilsyneladende er risiko for, at en kommunal prioriteringsindsats ikke vil lade aspektet med skjult CO2 fra vareforbrug indgå i en klimahandlingsplan.

Klima- og Energiministeriets foruddefinerede rammer for værktøjet, og herved udeladelse af vareforbruget, sender et signal om, at ministeriet ikke forventer, at kommunerne interesseret sig for vareforbruget. Derfor vil Del 2 også se på betydningen af emissioner fra vareforbrug og grunden til, at der på nationalt og internationalt plan, ikke er fokus på skjult CO2 fra vareforbrug.

< CO2-beregnerens virkemidler

Indholdsfortegnelse

Metoder til vurdering af vareforbrug >