COP10

Af Catharina Magdalena Merle Toft
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2011.

< COP9

Indholdsfortegnelse

COP11 >

4.11. COP10
Det følgende afsnit vil undersøge den etablerede diskurs og talehandlingerne under COP10¹⁸⁸.

Hvor diskursen hidtil hovedsageligt har advaret om de følgevirkninger, som klimaforandringer på sigt vil medføre, bliver diskursen under COP10, at klimaforandringernes følgevirkninger allerede ses. Derudover er USAs manglende ratificering af Kyoto-Protokollen et meget omdiskuteret emne.

Gonzalez Garcia, argentinsk miljøminister og formand for COP10, påstår, at Argentina lider under klimaforandringernes påvirkning af økosystemet og det menneskelige helbred. Han anmoder derfor COP10s deltagere, og herunder især ilandene, om, at intensivere deres indsats i bekæmpelsen af klimaforandringerne og levere de resultater, som verden forventer, så enighed kan blive nået på alle punkter.¹⁸⁹

Anibal Ibarra, guvernør i Buenos Aires, anmoder ilandene om politiske beslutninger. Dette er en henvisning til, at ilandene har de fornødne teknologiske og økonomiske kompetencer til at forandre noget, og at USA på trods heraf ikke ratificerer Kyoto-Protokollen.¹⁹⁰

Nestor Kirchner, argentinsk præsident, påstår og advarer om, at klimaforandringerne er en global udfordring, der truer civilisationens fundament. Transformationen fremkommet af moderne teknologi har forstyrret planetens økologiske ligevægt. Klimaforandringer er istand til at forværre fattigdom og hunger i mange områder, og hele samfundet kan være dødsdømt, hvis ikke de, der har ansvaret, er villige til at påtage sig den nødvendige indsats.

”(...) climate change was a global challenge threatening the very foundations of human civilization. (…) Climate change was likely to exacerbate poverty and hunger in many areas around the globe. (…) Whole societies could be doomed to disappear if those who had the responsibility were not willing to undertake the efforts necessary to prevent this happening.”

Han henviser hermed igen til USAs manglende ratificering af Kyoto-Protokollen og anmoder om, at landene erkender fakta og omfanget af problemet, og at især de finansielt og teknologisk stærke medlemslande udvikler troværdige og vedvarende løsninger. Mitigation- og adaptationsbyrden bør deles ligeligt, og alle ilande bør ratificere Kyoto-Protokollen og deltage i udviklingsforanstaltningerne, der vil lede til konkrete løsninger.¹⁹¹

De argentinske aktører etablerer på vegne af ulandene en diskurs om, at konventionen ikke har nogen effekt, når verdens førende drivhusgasudledere ikke vil forpligte sig.

Kofi Annan forsøger at afhjælpe diskursen om, at konventionen ikke har nogen effekt, og påstår, at konventionen har placeret klimaforandringer på lokale, nationale og internationale agendaer. Han henviser til, at konventionen også har etableret institutionerne og processerne, eksempelvis CDM, hvormed klimaforandringer kan adresseres. Han leder fokus fra reducering af drivhusgasudledninger og påstår, at den fremtidige udfordring vil være at fremme brugen af kulstoffattige energikilder, teknologier, vedvarende og klimavenlige energikilder. Han anmoder i den sammenhæng konferencens deltagere om at få CDM til at fungere.¹⁹²

Joke Waller-Hunter anmoder konferencens deltagere om at planlægge de næste skridt i kampen mod klimaforandringerne.¹⁹³

Paneldiskussionen mellem ministre og delegerede når frem til påstanden om, at der er en øget trend i drivhusgasudledninger i mange ilande og en manglende implementering ift. forpligtelserne, hvilket tydeligt viser, at ulandene udgør hovedparten af forhandlingsbordet. Der advares i den sammenhæng om, at der ligger store udfordringer forude, og at muligheden for en bæredygtig udvikling er i fare, hvis ikke klimaforandringerne bliver adresseret, hvorfor der anmodes derfor om nye forpligtelser for ilandene.¹⁹⁴

< COP9

Indholdsfortegnelse

COP11 >