Af Catharina Magdalena Merle Toft
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2011.COP3
Det følgende afsnit vil undersøge den etablerede diskurs og talehandlingerne under COP3
138, inkluderende Kyoto-Protokollen.
1997 er året, hvor Earth Summit+5
139 afholdes i New York fra den 23.-27. juni, der kommer med nedslående resultater omkring verdens miljø
140, hvorfor det er forunderligt, at dokumenterne fra COP3 mest indeholder praktiske elementer, såsom anmodninger om at reducere efterspørgslen efter oversatte tekster og anmodninger til konferencens medlemmer om at betale kontingent.
Klimadebatten ækvivaleres med drivhusgasudledninger, hvilket truer økonomien eksistentielt. Derfor skal ilande styrke energieffektiviteten og miljøvenligheden i de relevante sektorer af nationaløkonomien, forske og fremme vedvarende energiformer, minimere drivhusgasudledningen og fremme CDM-projekter.
Energieffektivitet er stadig en væsentlig brik i løsningsforslagene, hvorimod COP3 er første gang, hvor CDM-projekter bliver nævnt som løsningsform.
Der er frem til COP3 blevet lagt op til, at der skal komme en aftale på plads, hvilket også sker med Kyoto-Protokollen. Der kan argumenteres for, at sikkerhedsliggørelsen er lykkedes så vidt, idet også medlemstallet er steget løbende. Det er dog stadig interessant at se nærmere på den talehandling, der sker inden medlemslandene når til enighed om Kyoto-Protokollen.
Chen Chimutengwende, formand for konferencen under COP2, påstår, at den globale opvarmning allerede sker, og at klimaforandringer, på trods af at hovedsageligt ilandene har placeret byrden på resten af verden, udgør en trussel mod alle nationer. I den sammenhæng advarer Chen Chimutengwende om, at klimasystemet kan tage en uigenkaldelig vej, og at indvirkningerne kunne tænkes at være mere alvorlige i ulande, der ikke er istand til at håndtere konsekvenserne. Han anmoder om, at der handles omgående, og at primært ilandene opfylder deres forpligtelser, og ulandene får en fair aftale.
Hiroshi Ohki, klimaminister i Japan og formand for COP3, hævder, at den vigtigste opgave er at lave internationale juridiske rammer for klimaets beskyttelse. Klimaforandringer er en af de mest alvorlige miljøproblemer, som verden står overfor. Derfor anmoder han konferencens medlemmer om i samarbejde at etablere internationale juridiske rammer. Han opfordrer, ligesom Chen Chimutengwende, til, at ilandene tager føringen i samarbejdet. I modsætning til Chen Chimutengwende, så ønsker Hiroshi Ohki, at ulandene bidrager mest muligt.
Keizo Obuchi, talende på vegne af den japanske regering, påstår og advarer om, at den globale opvarmning bliver mere akut og vil få fatale konsekvenser for fremtidige generationer og økosystemet, hvis ikke den nuværende generation tager hånd om problemet. Keizo Obuchi anmoder derfor konferencens parter om at etablere juridisk bindende mål for CO2-udledninger. Han indskriver sig i gruppen, der taler for, at ilande skal gå forrest i kampen mod klimaforandringer, mens ulandene skal gøre deres bedst mulige.