Husk mig
▼ Indhold

Danmark som case

Af Mikkel Kjær og Rune P. Wingård
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2012.


< Teorien om en økonomi i dynamisk ligevægtIndholdsfortegnelseKonkrete politiske forslag til omstillingen af den danske økonomi >


KAPITEL 6: DANMARK SOM CASE
I dette kapitel undersøges Danmark som case med henblik på at vurdere den nuværende tilstand for den danske økonomi, det danske miljø og det danske samfund. Kapitlet opdeles i tre afsnit og afsluttes med en diskussion. I afsnittene om økonomi og miljø opridses kort den nuværende tilstand og dernæst analyseres aktuelle relevante politiske tiltag og handlingsplaner. I afsnittet om den samfundsmæssige tilstand analyserer vi i stedet fire temaer som er: Ulighed, økonomisk stabilitet, arbejdsløshed og generel trivsel. Afslutningsvis diskuteres i hvor høj grad udviklingen i dansk økonomi lever op til de to opstillede grundforudsætninger.

Økonomi
Dansk økonomi er generelt i en god stand, med overskud på betalingsbalancen gennem en lang årrække og en relativt lav offentlig gæld sammenlignet med andre lande (OECD 2012d: 12). Disse faktorer har blandt andet gjort at Danmark bliver betragtet som såkaldt “sikker havn” for investorer, og har en AAA rating fra de store internationale ratingbureauer (OECD 2012e: 122). Dette har medført at Danmark i øjeblikket kan låne penge til en meget lav rente, hvilke regeringen understreger er gavnligt for borgere, virksomheder og staten (Regeringen 2012a: 23, 86).


Figur 14. Denne figur viser udviklingen i Danmarks BNP samt den offentlige saldo i nyere år (Regeringen 2012a: 85).

Fra figuren ses at den internationale finanskrise ramte Danmark hårdt, hvor den samlede velstand (målt ved BNP) faldt med næsten 9 pct. fra slutningen af 2007 og til midten af 2009. I samme periode er store offentlige overskud før krisen blevet vendt til betydelige underskud (Regeringen 2012a: 85). Op til krisen var der historisk lav arbejdsløshed som derefter steg skarpt og nu befinder sig på 7,7 pct.. Til sammenligning er arbejdsløsheden for hele EU på 10,7 pct., pr. oktober 2012 (OECD 2012b).

OECD beskriver at Danmark stadig lider under en boligboble, hvilket de blandt andet begrunder med at de danske huspriser relativt er langt dyrere end i resten af OECD landene. Det Økonomiske Råd deler denne holdning og beskriver at den primære årsag er VK-regeringens skattestop med fastfrysning af boligskatterne. Resultatet er at Danmark, ifølge de økonomiske vismænd, lider under af de mest ekstreme prisbobler i verden, hvilket bidrager til ustabilitet i dansk økonomi (Sørensen et al. 2009).

OECD påpeger desuden at det danske finansielle system lider under en række sårbarheder der skaber ustabilitet. De understreger nødvendigheden af at overvåge de største danske banker i større omfang for at undgå fremtidige kriser. Desuden er det væsentligt at regulere og overvåge udstedelsen af flexlån og afdragsfrie lån i langt højere grad end tilfældet er i dag. OECD fremhæver at disse typer af lån bidrog til at skabe boligboblen, og kan skabe ubalance og instabilitet, hvis renten stiger, og låntagerne får svært ved at betale af på lånene (OECD 2012d: 11-12).

Opsummerende har Danmark en relativt sund økonomi med lavere arbejdsløshed end EU-gennemsnittet, overskud på betalingsbalance, relativ lav offentlig gæld m.v., hvilket har betydet at de offentlige finanser er i en langt bedre tilstand end i de fleste andre OECD-lande (OECD 2012d: 12). Der er dog vigtigt at understrege at der ligeledes er svagheder i den danske økonomi, herunder særligt på boligmarkedet og i finanssektoren. Det følgende afsnit vil præsentere de mest centrale aspekter af regeringens økonomiske planer for fremtiden.

Regeringens 2020-plan
Ifølge regeringens 2020-plan står dansk økonomi over for tre grundlæggende udfordringer som den er designet til at imødekomme. Den første er at den danske konkurrenceevne er alvorligt svækket, og at produktiviteten er vokset for lidt. Den anden er en demografisk udfordring, der består af en aldrende befolkning, hvilket antages at føre til manglende hænder på arbejdsmarkedet når det forventede opsving kommer. Den tredje udfordring er en stram offentlig økonomi der skal sikre balance mellem udgifter og indtægter i det offentlige, for at værne om tilliden til dansk økonomi og understøtte økonomiske fremgang. Omfanget af disse udfordringer betyder at regeringen finder det nødvendigt at igangsætte initiativer der på kort sigt stimulerer dansk økonomi, samtidig med at der gennemføres en række langsigtede tiltag. Initiativerne til at understøtte økonomien på kort sigt er særligt finansloven fra 2012, der bl.a. omfatter en kickstart af den danske økonomi som indebærer en fremrykning af anlægsinvesteringer mv., der gerne skal bidrage til skabelsen af 8.000 jobs i både 2012 og 2013. Desuden skal tilbagebetalingen af efterlønsbidragene i 2012 medvirke til at skabe øget privat forbrug, og derigennem en større økonomisk aktivitet og en forøgelse af beskæftigelsen med 2.500 til 3.000 personer i både 2012 og 2013. Et andet tiltag der skal fremme væksten og beskæftigelsen, er energiaftalen som blev indgået i marts 2012 af et bredt flertal i folketinget. Det antages at initiativet i energiaftalen antages at medføre markant øgede investeringer i vedvarende energi og energieffektivitet frem mod 2020 på 90 til 150 mia. kr. (Regeringen 2012a: 10-20).

Regeringens ambition med de langsigtede initiativer er løbende at sikre høj beskæftigelse og lav ledighed (Regeringen 2012a: 22). De langsigtede initiativer inkluderede en trepartsaftale om øget arbejdstid mv. der skulle have forbedret de offentlige finanser med 4 mia. kr. årligt i 2020 (Regeringen 2012a: 27). Det lykkedes dog ikke parterne at indgå en aftale, hvilket betyder at regeringen indtil videre må se bort fra denne post i deres langsigtede strategi. Et andet langsigtet forslag var en fuldt finansieret skattereform, med det formål at sænke skatten på arbejde og varigt styrke de offentlige finanser med 3 mia. kr. årligt (Regeringen 2012a: 27). Regeringen indgik i juni 2012 en aftale om en skattereform med Venstre og det konservative folkeparti der samlet set skønnes at styrke de offentlige finanser varigt med 2,7 mia. kr. årligt (Regeringen 2012b: 42). Regeringen har desuden forskellige andre initiativer der skal bidrage til at forbedre de offentlige finanser. Dette inkluderer en reform af kontanthjælpen og en modernisering af den offentlige sektor (Regeringen 2012b: 23 og 43). Ovennævnte politik forventes isoleret set at resultere i øget beskæftigelse på 21.000 jobs i 2013. Hvis der korrigeres for den underliggende stramning af finanspolitikken, herunder den tidligere regerings genopretningsaftale, skønnes beskæftigelsen samlet at stige med 11.500 jobs (Regeringen 2012b: 40). I august 2012 regnede regeringen med en økonomisk vækst i 2012 på 0,9 pct. og en vækst på 1,7 pct. i 2013. I december 2012 fremlagde økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager en ny økonomisk redegørelse for dansk økonomi i 2012 og 2013. Regeringen forventer nu at væksten bliver på -0,4 pct. i 2012 og 1,2 pct. i 2013. Samtidig antages en fortsat stigning i arbejdsløshed der først forventes at toppe i første halvdel af 2013 (Lund & Hvass 2012).

Sammenfattende er der tydeligvis et stort fokus på at sikre økonomisk vækst og øget beskæftigelse. Ordet “vækst” nævnes 368 gange og “BNP” 110 gange alene i 2020-planen (Nielsen 2012e). Metoden til at sikre opnåelsen af disse mål er en keynesiansk kontracyklisk ekspansiv finanspolitik kombineret med sparetiltag der kan siges at være inspireret af neoklassisk økonomisk teoris fokus på at øge arbejdsudbuddet.

Miljø
Dette afsnit indledes med en status over miljøets tilstand og udviklingen de sidste år i både et nationalt og internationalt perspektiv. Efterfølgende præsenteres de relevante politiske planer for at analysere hvilke tiltag Danmark foretager sig på miljøområdet.

Nationalt niveau
I den årlige rapport fra Det Miljøøkonomiske Råd konkluderes det at Danmark ikke kan betragtes som et foregangsland på miljøområdet (Det Miljøøkonomiske Råd 2012: 112-113). Ifølge rapporten er udviklingen de sidste 10 år samlet set positiv, dog langt fra på alle områder. Her fokuseres på de områder der blev fremhævet i kapitel 3.

“Både globalt og i Danmark er biodiversiteten i tilbagegang. Det vurderes, at ca. en femtedel af alle de ca. 32.000 forskellige danske arter er truet. De væsentligste trusler er tab og forringelser af levesteder, som især kan føres tilbage til skovdrift og landbrugsdrift.” (Det Miljøøkonomiske Råd 2012: 7).

Som påpeget i kapitel 3 har tab af biodiversitet alvorlige konsekvenser for den generelle modstandsdygtighed i naturen og tilbagegangen for den danske biodiversitet er derfor problematisk. I forhold til vandmiljøet er der sket forbedringer de sidste 10 år, men målene omkring udvaskningen af kvælstof er ikke nået. Danmark har desuden et godt stykke vej til at opnå vandrammedirektivets29 mål om god økologisk og kemisk tilstand i grundvand, vandløb og søer inden 2015 (Det Miljøøkonomiske Råd 2012: 127-128). Dansk Naturfredningsforening påpeger at der i dag spredes sprøjtegifte over 62 pct. af Danmarks areal, og at der er alt for mange sprøjtegifte i det danske grundvand og drikkevand (Bisschop-Larsen 2012). Som kapitel 3 har vist er kemikalier særdeles skadelige for både mennesker og naturen, hvilket indebærer at vi i Danmark har en stor udfordring ift. at sikre det danske grundvand og drikkevand mod forurening.

Landbruget udleder store mængder kvælstof og på trods af en halvering er niveauet stadig uhensigtsmæssigt højt. Begrebet kvælstofoverskuddet henviser til forskellen mellem hvor meget kvælstof der bliver tilført og hvor meget der bliver fraført, og konsekvenserne af et stort overskud er at store mængder kvælstof ledes ud i naturen (Dansk Naturfredningsforening et al. 2011: 22). Kapitel 3 viste hvor negative konsekvenser disse udledninger kan have, og derfor er det problematisk at det danske landbrug fortsat har høje kvælstofudledninger.

Fosforoverskuddet fra landbruget er reduceret med 79 pct. siden 1990, men er ifølge Dansk Naturfredningsforening et al. stadig uholdbart højt, da det udgør en trussel for vandmiljøet (Dansk Naturfredningsforening et al. 2011: 25-26). Fosformangel er et globalt problem, det er derfor væsentlig at forbedre udnyttelsen af fosfor bl.a. fordi priserne vil stige i fremtiden. Afslutningsvis er det værd at nævne at Danmark er det mest intensivt dyrkede land i verden, hvor 58 pct. af det samlede areal er intensivt dyrket (Dansk Naturfredningsforening et al. 2011: 6-7). Som beskrevet i dette afsnit skaber omfanget og strukturen af det danske landbrug en række alvorlige miljømæssige problemer.

Den danske økonomis miljømæssige rolle i et internationalt perspektiv
På grund af den tiltagende globalisering er det relevant at undersøge hvilken rolle dansk økonomi spiller i et internationalt perspektiv, for at kunne vurdere om udviklingen i den danske økonomi kan siges at være miljømæssig bæredygtig. Vi fokuserer primært på drivhusgasudledninger og ressourceforbrug. Danmark udledte i 2010 49,2 millioner ton CO2 (Nilsen 2011), og Danmark er dermed et af de mest udledende EU lande målt pr. indbygger (Færgeman 2012: 39). Danskerne udleder 13 ton CO2 pr. indbygger om året i gennemsnit, men den grønne tænketank Concito fremhæver at dette tal faktisk er en underdrivelse af danskernes reelle udledninger pr. indbygger. Medregnes forbrug af importerede varer, bliver man også nødt til at medregne den mængde CO2 der blev udledt i forbindelse med produktionen af disse varer, og dermed ender resultatet på omtrent 18 ton CO2 om året (Færgeman 2012: 18).

Danmark har et overraskende stort økologisk fodaftryk. Det økologisk fodaftryk er en indikator der viser hvor mange ressourcer et land forbruger sammenlignet med hvor meget biologisk produktivt landområdet der er tilgængeligt inden for landets grænser til at levere de ressourcer. På den seneste liste fra miljøorganisationen WWF m.fl. befinder Danmark sig på en fjerdeplads over de lande der har det største økologiske fodaftryk (Grooten et al. 2012:43). Christian Ege, sekretariatsleder for Det Økologiske Råd, er en smule forbeholden over for den beregningsmetode der anvendes til at udregne det økologiske fodaftryk. Dette er han af flere årsager, blandt andet at det er et problem at bestemme om den store danske handelsflådes udledninger skal medregnes i det danske regnskab eller i regnskabet hos de lande der er kunder hos flåden30 [Ege interview: 17]. Den pan-europæiske tænketank Sustainable Europe Research Institutes (SERI) forskning viser dog også at Danmark har et meget materialeforbrug målt pr. indbygger. Danmark har et af de højeste materialeforbrug i Europa og lå på en 19. plads i verden i 2008 (Dittrich et al. 2012: 31).

Kombinationen af et højt økologisk fodaftryk og SERIs forskning tyder på at Danmark reelt stort har et for stort ressourceforbrug. På trods af at Danmark klarer sig relativt godt på de fleste nationale miljømæssige indikatorer, må vi konstatere at Danmark globalt set har en rolle som forurener på grund af de store CO2 udledninger og stort ressourceforbrug.

De aktuelle politiske handlingsplaner
Dette afsnit vil beskrive de aktuelle politiske handlingsplaner der søger at gøre noget ved de klima og miljøproblemer det danske samfund står over for. I foråret 2012 indgik regeringen et energiforlig med alle partierne i folketinget undtagen Liberal Alliance. Hovedelementerne i denne energiaftale er at Danmark skal reducere sine drivhusgasudledninger med 34. pct. i 2020 i forhold til 1990. Derudover skal energiforbruget falde med 12 pct. i 2020 i forhold til 2006 niveau. Desuden skal 35 pct. af energien i 2020 komme fra vedvarende energi, heraf 49,5 pct. fra vindenergi (Klima, Energi og Bygningsministeriet 2012). Den samlede energiaftale har en pris på 3,9 milliarder kr. der finansieres via finansloven samt ved hævede energiafgifter og tariffer31 (Færgeman 2012: 7).

“Aftalen er [...] en vigtig milepæl på vej til at omstille hele Danmarks energiforsyning (el, varme, industri og transport) til vedvarende energi i 2050.” (Klima, Energi og Bygningsministeriet 2012).

I regeringsgrundlaget står der at regeringen ønsker at reducere drivhusgasudledninger, udbygge vedvarende energi og generelt fremme en grøn omstilling af den danske økonomi (Regeringen 2011: 27-28). Energiaftalen er tydeligvis et udtryk for at man forsøger at realisere dette.

Energiaftalen er første led i en samlet klimalov der skal sørge for, at de samlede drivhusgasudledninger reduceres med 40 pct. i 2020 i forhold til 1990. Den skal som allerede nævnt reducere drivhusgasudledningerne med 34 pct. Næste led er en klimaplan der vil blive fremlagt inden udgangen af 2012 og som skal bidrage med de sidste 6 pct. drivhusgasreduktion. Arbejdet med at udvikle klimaplanen foregår i et samarbejde mellem Klima- Energi- og Bygningsministeriet, Transportministeriet, Ministeriet for Fødevarer og Landbrug og Miljøministeriet. I september blev der afholdt en konference om klimaplanen med nøgleinteressenter hvor de mest effektive tiltag på transportområdet, på landbrugsområdet, ift. genanvendelse af affald og spildevand (Miljøministeriets område) og området for bygninger (Lidegaard 2012). I forbindelse med natur og landbrug afventes anbefalingerne fra den nedsatte Natur- og landbrugskommission der skal udarbejde en plan for at genoprette dansk natur (Lidegaard 2012). Samt “forslag til løsning af landbrugets strukturelle og økonomiske og miljømæssige udfordringer, herunder hvordan erhvervet kan bidrage i klimaindsatsen og til miljø- og naturindsatsen” (Regeringen 2011). Resultatet af kommissionens arbejde skal præsenteres inden marts 2013. Regeringen forventes at præsentere et forslag til den samlede klimalov i 2013 og regeringsgrundlaget indeholder et løfte om at den skal være inspireret af britisk og skotsk lovgivning på området (Regeringen 2011 og NOAH).

“Disse love udmærker sig ved at de pålægger den til enhver tid siddende regering, at opfylde klimalovens mål, de indeholder bindende reduktionsmål helt frem til 2050, opstiller nationale drivhusgasbudgetter der konkretiserer indsatsen på kort sigt, og etablerer en uafhængig klimakommission der skal være rådgivende og holde den til enhver tid siddende regering i ørerne mht. målopfyldelse og rapportering.” (NOAH 2012).

I juni 2012 vedtog regeringen en skattereform sammen med det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Skattereformen er blevet kritiseret flere steder fra for at være mangelfuld i forhold til grønne skatter og afgifter [Ege interview: 2] (Wolfhagen 2012). Fraværet af et grønt element i skattereformen betyder at den ikke fungerer som et supplement til de grønne tiltag på energiområdet. Dermed blev en unik mulighed for at anvende skattereformen som et værktøj til at reducere danskernes ressourceforbrug forpasset.

I forhold til at sikre de nødvendige investeringer for at realisere en grøn omstilling spiller diskonteringsrenten en central rolle. Denne fastsættes af finansministeriet og forsøger at muliggøre sammenligning mellem forskellige offentlige investeringsprojekter for at være i stand til at prioritere imellem dem. Den gør det muligt at sammenligne omkostninger og gevinster ved at omsætte disse til nutidsværdi. Den nuværende diskonteringsrente er på 5 pct., hvilket er relativt højt sammenlignet med andre lande samt uafhængige økonomers anbefalinger. Fra 1999 til 2011 var den endda 6 pct. og konsekvensen af den for høje diskonteringsrente har været manglende investeringer i eksempelvis vedvarende energi (Nielsen 2012g). Årsagen til dette er at projekter som fx en ny vindmøllepark eller et fjernvarmeanlæg har høje etableringsomkostninger, men lave driftsomkostninger. Derimod har fx et kulkraftværk lave forholdsvis lave etableringsomkostninger og høje driftsomkostninger (Seminar om diskonteringsrenten).

“Den nævnte høje rentesats bremser projekter der ville kunne understøtte regeringens grønne omstillingsstrategi og skabelsen af grønne job” Kim Mortensen, direktør i brancheorganisationen Dansk Fjernvarme (Nielsen 2012g).

Igennem et stykke tid har finansministeriet forhandlet med andre ministerier om en sænkelse af diskonteringsrenten. Ifølge Dagbladet Informations oplysninger står Finansministeriet stejlt på kun at gå med til en nedsættelse til 4,25 pct. Det store flertal af øvrige ministerier ser gerne en sænkning til 3,25 pct. og enkelte vil gerne endnu længere ned. De økonomisk vismænd anbefaler en diskonteringsrente på 3 pct., samtidig anbefaler EU Danmark en sats på 3,5 pct. eller lavere for projekter med særlig lang tidshorisont (Nielsen 2012g). Christian Ege og det Økologiske Råd mener at renten bør være endnu lavere helt ned til 1 pct. for investeringer som har relevans for klima og miljø. Konsekvenser af dette vil være at man har to diskonteringsrenter (Ege interview: 2-3). Den høje diskonteringsrente udgør altså en form for barriere for at gennemføre en omstilling af den danske økonomi.

Hvorvidt den økonomiske udvikling i Danmark lever op til den første grundforudsætning vil blive debatteret i den afsluttende diskussion.

Samfund
Dette afsnit vil kort beskrive de vigtigste elementer af samfundsudviklingen de senere år. Her undersøges flere af de temaer der blev beskrevet i kapitel 4 ift. den udeblevne stigning i menneskelig trivsel i de rige lande. Derfor fokuseres på ulighed, økonomisk stabilitet, arbejdsløshed og generel trivsel.

Ulighed
Danmark er kendetegnet ved en høj grad af lighed. Graden af lighed har ligget ret stabilt fra 1980 til 2000 (Rasborg 2011). Tal fra EU-kommissionens officielle statistikbureau Eurostat viser dog at uligheden i Danmark er steget markant siden 2001, fra en gini koefficient på 0,22 i til 0,27 i 2010. Danmark er dermed gået fra at være det mest lige land i Europa til nu at være nummer 8 på listen. Herunder ses en figur over udviklingen i ulighed fra 2001 til 2010 (Schytz-Juul 2012: 2).


Figur 15. Figuren viser udviklingen i ulighed målt på gine-koefficient i en række europæiske land, i perioden 2001-2010 (Schytz-Juul 2012: 2).

Årsagerne til stigningen er blandt andet ‘boomet’ på finansmarkedet, ‘boligboblen’, fastfrysningen af ejendomsskatten i 2001 under Anders Fogh Rasmussen regeringen og skattelettelser til de rigeste. Desuden er en række sociale ydelser blevet beskåret eller fjernet. Ydermere har de højeste indkomstgrupper i det danske samfund oplevet en gennemsnitligt årlig vækst i den disponible realindkomst, der er seks gange større end grupperne med den laveste indkomst (Rasborg 2011: 72-73).

Fattigdommen i Danmark er relativt lav sammenlignet med resten af EU (Jørgensen 2012: 76-77). De nyeste tal viser at der er 242.000 fattige i Danmark, hvis man udelader de studerende fra opgørelsen og benytter OECD’s fattigdomsgrænse på 50 pct. af medianindkomsten. Antallet af fattige er steget med 90.000 siden 2002 svarende til en stigning på 60 pct. (Schytz-Juul & Wandsøe 2012: 2). Udviklingen betyder ifølge chefanalytiker hos Arbejdernes erhvervsråd Jonas Schytz-Juul at “Danmark bliver polariseret økonomisk og geografisk. Og det risikerer at gå ud over sammenhængskraften”. (Ritzau 2012d).

I kapitel 4 beskrev vi hvilke negative samfundsmæssige konsekvenser ulighed kan have. Det kan formodes at den stigende ulighed i Danmark vil have og allerede har fået en tilsvarende effekt for danskerne. Den danske regering har i regeringsgrundlaget skrevet at det er et mål at reducere ulighed i samfundet, men der er indtil videre ikke vedtaget konkrete reformer med henblik på at realisere dette (Regeringen 2011: 5). Tværtimod ventes den for nyligt vedtagne skattereform at føre til en lille stigning i uligheden (0,25 pct. point i forhold til Gini-koefficienten) (Hald & Schaarup 2012: 1).

Økonomisk stabilitet
Den globale finansielle og økonomiske krise ramte Danmark relativt hårdt i 2008, og som allerede påpeget i afsnittet om den danske økonomi førte det til recession, stigende underskud på de offentlige budgetter og højere arbejdsløshed. Danmark blev altså ramt af sammenbruddet i den globale økonomi, men der var også nogle interne årsager i Danmark til at krisen ramte forholdsvist hårdt. Ifølge 2020 planen var der allerede før krisen tegn på overophedning i økonomien i form af høje lønstigninger og desuden var den økonomiske politik særdeles lempelig (Regeringen 2012a: 85). Dette betød at både danske virksomheders lønmæssige gavmildhed og den daværende danske regerings økonomiske politik bidrog til at forstærke krisens omfang. Den uholdbare prisudvikling på boligmarkedet var en anden medvirkende årsag til at krisen ramte hårdere end den ellers ville have gjort (Regeringen 2012a: 85). En af årsagerne til boligboblen var VK-regeringens fastfrysning af boligskatterne (jf. afsnittet om økonomi). I 00’erne blev der også udstedt mange flex- og afdragsfrie lån, hvilket den dag i dag skaber ustabilitet i den danske økonomi (OECD 2012d: 11-12).

Ifølge OECD er den danske finansielle sektor ustabil, hvilket både var en medvirkende årsag til omfanget af finanskrisen og desuden øger risikoen for en ny krise. Det var altså både private virksomheder (lønstigninger), den daværende regering og finanssektoren der bidrog til at forstærke krisen. Denne forårsager stadig i dag utryghed for den enkelte dansker i form af høj arbejdsløshed, faldet i boligpriser - der har medført at mange danskere er ramt af teknisk insolvens - samt generel usikkerhed om fremtiden.

Den nuværende regering har indtil videre ikke formået at gøre noget ved den boligboble som stadig eksisterer i Danmark. Tværtimod er der blevet indgået et forlig med Venstre og Det Konservative Folkeparti der indebærer en videreførelse af fastfrysningen af boligskatten til 2020 (Ritzau 2012b). Som tidligere nævnt spillede de danske bankers risikable udlån en rolle i destabiliseringen af den danske økonomi, men hverken den nuværende eller den forhenværende regering har lovgivet omkring en strammere regulering inden for flexog afdragsfrie lån.

Arbejdsløshed
Som nævnt i økonomiafsnittet var der op til krisen historisk lav arbejdsløshed, som dog steg skarpt og nu befinder sig på 7,7 pct. imens ungdomsarbejdsløsheden (under 25 år) er på 13,7 pct. (Eurostat 2012: 4). Ifølge Dansk Statistik er der 180.000 ledige i Danmark (Dansk Statistik 2012). Som nævnt i kapitel 4 medfører høj arbejdsløshed sociale problemer og nedsat menneskelig trivsel. De ledige beskriver ofte at de føler sig dårligt behandlet i det offentlige system og bliver bedt om at søge bredere og flytte sig geografisk for at finde et arbejde (Dehlholm 2012). Den generelle fortælling er altså at problemet er de lediges, og ikke at det er samfundets ansvar at skabe arbejdspladser til de ledige.

“Faktisk vil de fleste hellere end gerne arbejde. De vil endda arbejde det samme for væsentligt færre penge, for udover fattigdom afstedkommer ledighed skam, mindreværd og isolation. Således oplyser seks ud af 10 af de ledige at de føler sig mindre værd.” (Esbensen 2012)

Som beskrevet i økonomiafsnittet har regeringen igangsat en række initiativer i håb om at reducere arbejdsløsheden. Der er foretaget offentlige investeringer der skal skabe flere arbejdspladser samt gennemført reformer med henblik på at øge arbejdsudbuddet, hvilket antages at føre til at flere kommer i arbejde på lang sigt. Desuden forventes udbetaling af efterløn at øge det private forbrug, og dermed den økonomiske vækst, hvilket ligeledes antages at føre til flere arbejdspladser. Et stigende antal økonomer og forskere stiller dog spørgsmålstegn ved om det at øge arbejdsudbuddet reelt set fører til øget beskæftigelse (Jespersen 2012b, Kongshøj 2012 og Steen & Wiese 2012). Denne debat vil vi tage op i den efterfølgende diskussion. Regeringen har som beskrevet i økonomiafsnittet desuden måtte justere sine prognoser for vækst og beskæftigelse, fordi udviklingen går langsommere end de havde ventet. Usikkerhed ift. om den øgede beskæftigelse realiseres betyder at mange mennesker risikerer at forblive arbejdsløse.

Generel trivsel
Dette afsnit vil dykke ned i hvordan den generelle trivsel i Danmark er. Danmark er i år igen blevet kåret til verdens lykkeligste folk af FN (Christiansen 2012). I undersøgelserne henvises der ofte til at Danmark har et højt niveau af tillid, en velfungerende velfærdsstat og materiel velstand (Jørgensen 2012: 13). Men samtidig viser en række tal at der er en væsentlig del af den danske befolkning der er præget af sociale problemer. Professor i klinisk psykologi Carsten René Jørgensen behandler denne problemstilling i sin nye bog Danmark på briksen. Statens Institut for Folkesundhed anslår at omkring 20 pct. af den danske befolkning, svarende til godt 800.000, har psykiske symptomer i en grad så at de opfylder diagnosen for en eller flere psykiske lidelser (Jørgensen 2012: 43). I 2009 var en halv million danskere i antidepressiv medicinsk behandling, hvilket er en tredoblet siden 1994 (Jørgensen 2012: 45). Samtidig havde 585.000 voksne et skadeligt forbrug af alkohol, og der er en eksplosion i antallet af drenge og unge mænd på ADHD medicin (Jørgensen 52-53). Desuden var næsten 700.000 danskere på en form for offentlig forsørgelse (fraregnet SU og folkepension) primært førtidspension, dagpenge og kontanthjælp i 2011 (Jørgensen 2012: 12).

Jørgensen påpeger i forbindelse med hans undersøgelser af stress og mental sundhed i den danske befolkning at der “tegner sig omridset af et dansk arbejdsmarked, hvor kravene er så høje , at en ikke ubetydelig del af arbejdsstyrken bukker under eller bliver kasseret og ender på permanent offentlig forsørgelse” (Jørgensen 2012: 56).

“Umiddelbart er der grund til at formode, at en betydelig gruppe danskere ikke helt kan genkende sig selv og deres eget liv i det glansbillede af Danmark og det ovenud lykkelige danske folk, som tegnes i disse undersøgelser” (Jørgensen 2012: 13).

Jørgensens undersøgelser viser billedet af et rigt og på mange måder velfungerende samfund som dog samtidig døjer med alvorlige sociale problemer. Hvorvidt den økonomiske udvikling lever op til grundforudsætning nummer to vil blive debatteret i diskussionen.

Diskussion
Denne diskussion vil forsøge at vurdere hvorvidt den økonomiske udvikling i Danmark lever op til de opstillede grundforudsætninger. Vi starter med den første grundforudsætning om at: Den økonomisk udvikling skal være miljømæssigt bæredygtig.

Vi må starte med at rose regeringen og forligspartierne for et meget ambitiøst energiforlig der af Katherine Richardson bliver beskrevet om det mest ambitiøse i verden [Richardson interview: 9]. Der er blevet sat betydelige mål om CO2-reduktion i 2020 på 34 pct., og en række tiltag på energiområdet skal hjælpe med at nå disse mål. Disse tiltag er i høj grad inspireret af Klimakommissionens arbejde, og er derved udviklet fra et velfunderet grundlag [Richardson interview: 17] . Resultatet er at Danmark røg til tops på Climate Performance Index 2013 der er udarbejdet af en række miljøorganisationer, og beskriver landes klimapolitik ud fra en række indikatorer. Danmark indtager 4. pladsen fordi miljøorganisationerne vurderer at ingen lande har gjort sig fortjent til de første 3 pladser. Dette skyldes at samtlige landes klimapolitik vurderes som værende utilstrækkelig: Selv hvis alle lande var lige så aktive som fx Danmark og Sverige (5. pladsen) ville “farlige klimaforandringer” stadig ikke kunne undgås (Burck et al. 2012: 4-6). Den grønne tænketank Concito har udarbejdet avancerede analyser for at undersøge om Danmark lever op til sine internationale aftaler inden for EU om at reducere drivhusgasudledninger frem mod 2050 med 90 pct. ift. 1990 (Færgeman 2012: 9). Concito vurderer at Danmark lige nu pænt følger denne plan og på denne måde lever op til tænketankens vurdering af hvad den ønskede udvikling for Danmark bør være ift. nationale drivhusgasudledninger (Færgeman 2012: 7-8). Et problem i denne sammenhæng er dog at Concito baserer sig på IPCC’s stabiliserings mål på 450 ppm. Som vi har beskrevet tidligere er dette mål højst sandsynlig for optimistisk, og 350 ppm er et langt mere sikkert mål som mange dygtige miljøforskere anbefaler (jf. kapitel 3).

“Men ift. udfordringens størrelse [ift. bæredygtighed og CO2] – der er det igen kun produktionsfokuseret. Altså det handler kun om Danmark. Så forestillingen om at vi er CO2-neutrale eller hvad skal man sige i 2050 – det er jo så kun det direkte energiforbrug. Det er ikke den energi vi importerer i varerne […] Så dvs. at du vil stadigvæk godt kunne have et kæmpestort økologisk fodspor, fordi det handler kun om omstillingen af det danske energisystem.” [Røpke interview: 16-17]

Som Inge Røpke påpeger i ovenstående citat er det et problem at mange målemetoder primært fokuserer på national produktion og hvordan den kan gøres bæredygtig. På denne måde overses det faktum at den store import af varer også fører til udledning af drivhusgasser, og desuden belaster miljøet på andre områder. Videnschef i Concito Torben Chrintz giver udtryk for den samme holdning som Røpke og påpeger at i Norge og Sverige er der lave nationale drivhusgasudledninger, men på grund af deres store import har de store reelle drivhusgasudledninger. Han understreger at selvom Danmark formår at reducere de nationale drivhusgasudledninger med 90 pct. i 2050, så kan udviklingen ikke nødvendigvis beskrives som miljømæssig bæredygtig, hvis der ikke tages fat i problemet omkring miljøpåvirkningen fra den store import af varer fra udlandet [Chrintz interview]. I dette perspektiv er de politiske planer for reduktion af drivhusgasudledninger i Danmark utilstrækkelige. Desuden er det vigtigt at pointere at energiforliget endnu ikke er fuldt implementeret, og at det i denne sammenhæng er særdeles problematisk, at diskonteringsrenten fortsat er meget høj. Som påpeget i miljøafsnittet har dette en hæmmende effekt i forhold til at gennemføre klimavenlige projekter. Det skaber også usikkerhed om hvorvidt det er realistisk at de ambitiøse mål om reduktion af drivhusgasser i energiaftalen kan gennemføres. På den ene side er der altså nogle virkelig lovende og ambitiøse tiltag i form af energiaftalen, klimaplanen, natur- og landbrugsplanen og den kommende klimalov. På den anden side kan der sættes spørgsmålstegn ved tilstrækkeligheden: Årsagen er som Climate Performance Index 2013 viste, at problemerne er langt mere omfangsrige end de nuværende løsninger. Desuden er det usikkert om Danmarks mål er realistiske med fastholdelsen af en så høj diskonteringsrente.

Et andet stort problem er danskernes ressourceforbrug der er alt for højt. Chrintz påpegede at ca. 40 pct. af det økologiske fodaftryk skyldes importerede varer, og derfor ville det være hensigtsmæssigt ud fra et bæredygtighedsperspektiv at stille krav til de importerede varer. Importandelen ventes dog at stige i de kommende år da meget af den ressource-intensive produktion flyttes til udlandet, der er dog pt. ingen initiativer fra politisk side om at reducere ressourcekrævende import, eller stille krav til dennes bæredygtighed. Et af de primære problemer ved den danske nationale produktion er landbrugssektoren, der i særlig høj grad satser på kødproduktion32 [Chrintz interview]. Regeringen har som allerede nævnt nedsat en hurtigt arbejdende Natur- og landbrugskommission, men det er dog svært at spå om der vil blive gjort tilstrækkeligt fra politisk side for at reformere landbruget. Som nævnt i miljøafsnittet skyldes en lang række af de nationale miljøproblemer størrelsen af det danske landbrug, og derfor er der flere gode grunde til at igangsætte omfattende reformer at det danske landbrug. En anden sektor der vil være særdeles hensigtsmæssigt at reformere er transportsektoren hvor energiforbruget og drivhusgasudledningerne er steget omkring 20 pct. siden 1990. Sektoren er næsten 100 pct. baseret på fossil energi (Nielsen 2012c).

Som diskussionen indtil videre har vist er det særdeles problematisk, at Danmark har så høje udledninger af drivhusgasser og et alt for højt ressourceforbrug. Dermed er det yderst tvivlsomt om den økonomiske udvikling i Danmark kan betegnes som værende miljømæssig bæredygtig.

“ Danmark er ikke bæredygtigt på nogen som helst måde, men der er der heller ikke nogen udviklede lande der er.” [Richardson interview: 7].

Vi vil argumentere for at mainstream økonomisk teori spiller en væsentlig rolle i denne udvikling. Da politikere og beslutningstagere i høj grad er påvirket af denne tankegang, når beslutninger skal tages. Først og fremmest er der et altoverskyggende fokus på økonomisk vækst. Som kapitel 3 har vist er det svært at opnå en miljømæssig bæredygtig udvikling, samtidig med at økonomisk vækst er det primære mål. I kapitel 3 kritiserede vi en lang række centrale teser i neoklassisk økonomisk teori som fx at markedskræfterne kan løse langt de fleste problemer, hvilket indbærer at nationalstater ikke skal tildeles en særlig aktiv rolle. Danmarks energiaftale er et eksempel på at man ikke følger denne tankegang da staten spiller en aktiv rolle i omstillingen af den danske energiforsyning. Lidegaard beskriver i denne sammenhæng, at den store omstillingsprocess af det danske el- og varmesystem kræver en klar energipolitisk strategi. Denne skal omhandle hvilken overordnet rolle, fjernvarme, naturgas, vind, biomasse, energieffektiviseringer osv. skal spille. På denne måde får staten en central rolle ift. at prioritere og koordinere investeringer (Nielsen 2012f). Der er altså tegn på at Danmark på nogle punkter bryder med neoklassisk økonomi mhp. statens rolle.

Samtidig forsøger regeringen med de nyeste tiltag på klima, natur og landbrugsområdet at imødegå en lang række forskellige klima og miljøproblemer samtidigt. Dette er positivt og i modstrid med hvad neoklassiske miljøøkonomer foreslår, der mener klima- og miljøproblemer bedst håndteres hver for sig. Miljøminister Ida Auken har givet udtryk for at hun er opmærksom på den tiltagende ressourceknaphed, og at der er politiske tiltag på vej der har til hensigt at forbedre ressourceeffektiviteten (Auken 2012: 14-15). På den anden side har regeringen ikke formået at introducere en nødvendig grøn skattereform med stigende afgifter på energi- og ressourceforbrug. Dette efterlyses ellers af Christian Ege, Anders Eldrup og forfatterne bag McKinsey rapporten [Ege interview: 2] [Eldrup interview: 2-5] (Dobbs et al. 2011: 1-20). Som Katherine Richardson gør opmærksom på er det en absolut nødvendighed, at vi begynder at anvende ressourcer på en fundamentalt anden måde end vi gør i dag [Richardson interview: 4, 14 og 15]. I denne sammenhæng er det afgørende at regeringens kommende planer på området er ambitiøse nok. På en række områder adskiller regeringens politiske handlingsplaner sig fra mainstream økonomisk tankegang. Men på det måske mest afgørende punkt omkring ønsket om fortsat økonomisk vækst sidder regeringen, og langt de fleste politikere, fast i vækstparadigmet. En væsentlig konsekvens af dette er at finansministeriet besidder en stor magt, og at nye politiske tiltag og handlingsplaner i høj grad måles og vejes i forhold til deres forventede indvirkning på vækst og BNP. Dette kan fx ses på diskussionen omkring diskonteringsrente, hvor finansministeriet tilsyneladende overtrumfer de andre ministerier.

I det følgende diskuteres hvorvidt udviklingen i den danske økonomi opfylder grundforudsætning nummer to: Den økonomiske udvikling skal sørge for menneskelig trivsel.

Det er vigtigt at understrege at Danmark på mange måder er et velfungerende velfærdssamfund med en høj grad af lighed og et bredt socialt sikkerhedsnet. Den stærke økonomi sikrer en vis stabilitet og tryghed, og giver mulighed for en høj levestandard. Den måde hvorpå den danske økonomi i dag fungere, på har dog også en række uheldige bivirkninger eller konsekvenser. Fx den stigende ulighed der højst sandsynligt har haft og har en række negative sociale og sundhedsmæssige effekter. Dansk økonomisk politik har de sidste mange år haft et fokus på at øge arbejdsudbuddet, hvilket bl.a. eksemplificeres ved et stort fokus på lavere skat, halvering af dagpengeperiode fra 4 til 2 år i genopretningspakken fra 2010 og udfasning af efterlønnen (Finansministeriet 2010: 4, Beskæftigelsesministeriet 2012). Den førte politik er blevet fremlagt af politikerne som en nødvendig og ansvarlig økonomisk politik. Når Finansminister Bjarne Corydon af en journalist på Dagbladet Information bliver konfronteret med at økonomisk politik der øger arbejdsudbuddet også øger uligheden i samfundet, svarer han: “Bare du så lige finder ud af, om du synes, DK er mere ulige end sammenlignelige lande med lavere arbejdsudbud og mindre BNP” (Gjerding & Lykkeberg 2012). Citatet illustrerer hvor vigtigt finansministeren anser det at øge arbejdsudbuddet for at sikre et højt BNP. Det store fokus på arbejdsudbud leder til en reduktion af ydelser til ledige, hvilket både skaber stigende fattigdom og et stort pres på de ledige, ift. at finde et job i en tid hvor der er høj arbejdsløshed.

Spørgsmålet er dog hvorvidt de mange reformer der skal øge arbejdsudbuddet i virkeligheden vil føre til skabelsen af flere arbejdspladser? Professor i økonomi fra Roskilde Universitet, Jesper Jespersen fremhæver at finansministeriets beregninger er baseret på den såkaldte DREAM33 model, og at de er behæftet med langt større usikkerheder end hvad ministeriet og regeringen giver udtryk for. Det centrale problem er at denne type model har som beregningsmæssig forudsætning at arbejdsmarkedet befinder sig i ligevægt når der blot kigges 3-5 år ud i fremtiden. Beregningerne er baseret på en antagelse om at der er arbejde til alle der ønsker et job til det gældende lønniveau, men denne antagelse om generel ligevægt er ikke baseret på empiriske studier ifølge Jespersen: Det er hverken baseret på danske eller europæiske erfaringer, og passer dårligt med at fx europæisk arbejdsløshed gennem årtier har ligget på omkring 10 pct., eller at dansk arbejdsløshed lige nu er “ubehagelig høj” (Jespersen 2012b).

Problemet er at eksempelvis forhandlingerne om skattereformen føres under en antagelse om at arbejdsløsheden forsvinder af sig selv. Hvis det derimod ikke sker, vil de ca. 3 milliarder kr. til øget velfærd som beregningerne ellers lover, ikke materialisere sig. Det samme gælder den forventede øgede beskæftigelse på 14.600 (Jespersen 2012b). En lang række andre enkeltpersoner og organisationer, herunder centrum-venstre tænketanken CEVEA og Enhedslisten har fremført kritik af hvorvidt skattereformen vil føre til øget arbejdsudbud, samt om det mulige øgede arbejdsudbud i givet fald vil føre til øget beskæftigelse (Kongshøj 2012, Steen & Wiese 2012 og Enhedslisten 2012). Emnet har været debatteret livligt og bl.a. tænketanken Kraka har fremlagt forskellige empiriske studier der underbygger ideerne i skattereformen om, at lavere skat på arbejde vil medføre øget arbejdsudbud (Elmelund 2012). Det er altså et punkt hvor der er udbredt uenighed. Som nævnt i kapitel 4 har det store fokus på at øge arbejdsudbuddet i EU ikke haft den ønskede effekt på beskæftigelsen. Den høje arbejdsløshed i Europa kan ses som et tegn på at disse reformer ikke nødvendigvis vil have den ønskede effekt i form af skabelsen af arbejdspladser. Derfor er det uhensigtsmæssigt at der fokuseres i en sådan grad på arbejdsudbud, når det tilmed har en række negative sociale konsekvenser. I Danmark er der tilsvarende problemer og ifølge Dansk Statistik faldt beskæftigelsen med 3800 personer fra 2. til 3. kvartal 2012. Cheføkonom i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, Bo Sandberg mener at de seneste tal er tegn på at Danmark ikke er på vej ud af krisen lige foreløbigt (Ritzau 2012e).

Det danske samfund er i hastig, men umiddelbart retningsløs bevægelse, og det er vanskeligt at blive klar over, hvor ‘vi’ bevæger os hen og med hvilket formål” - det danske samfund domineres af en ensidig økonomisk rationalitet - alt skal gå stadig hurtigere på bekostning af eftertanke - konkurrenceevne, vækst og materiel velstand er nøgleordene. Dette fører til at de mere humanistiske værdier bliver trængt i defensiven.” (Jørgensen 2012: 20).

Vi vil argumentere for at den ensidige økonomiske rationalitet som Jørgensen omtaler i ovenstående citat, afspejles i 2020-planen. Som allerede påpeget så nævnes begrebet “vækst” 368 gange i 2020-planen, derimod er fokus på klima og miljø næsten helt fraværende. Hverken “bæredygtighed” eller “økologi” nævnes en eneste gang mens “miljø” nævnes blot to gange (Nielsen 2012e). I planen står at de tre grundlæggende udfordringer Danmark står overfor er konkurrenceevne, den demografiske udvikling og stram offentlig økonomi (Regeringen 2012b: 10-11). Set i lyset af de omfattende klima- og miljøudfordringer det globale samfund står overfor virker det besynderligt at dette ikke nævnes. På samme måde mener vi det er problematisk at der ikke er et større fokus på mennesker, da den overordnede plan for Danmarks økonomiske fremtid bør have som et primært mål at sørge for menneskelig trivsel. Som beskrevet i økonomiafsnittet er den danske økonomi overordnet set stærk34, hvilket åbner op for at prioritere mennesker og miljø i højere grad.

En af de ting man kunne fokusere på er at øge den økonomiske stabilitet og tryghed. Vi mener at det er nødvendigt at indføre strammere og mere hensigtsmæssig regulering af den finansielle sektor. I denne sammenhæng er det problematisk at regeringen ikke har valgt at regulere flex- og afdragsfrie lån langt stærkere end tilfældet er i dag, og heller ikke har gennemført strengere regulering af banksektoren. Et andet tiltag der ville være gavnligt for den finansielle stabilitet er at ophæve fastfrysningen af boligskatterne. Dette har regeringen valgt at undlade for i stedet at “frede boligejerne” til 2020. Som beskrevet i kapitel 4 argumenterer vi for at den manglende økonomiske stabilitet er en af årsagerne til den udeblivende stigning i menneskelig trivsel i de rige lande. I forlængelse af dette kan det hævdes at den økonomiske instabilitet har skabt usikkerhed og utryghed i den danske befolkning, og at dette har påvirket den generelle trivsel negativt. Samtidig medfører den stigende arbejdsløshed stor økonomisk utryghed for de mennesker der mister deres arbejde, og usikkerhed for dem der frygter at miste deres job. Som allerede påpeget mener vi at regeringens reformer er utilstrækkelige til at løse problemerne omkring arbejdsløshed, hvilket den seneste udvikling i beskæftigelsen også tyder på.

På den anden side betyder Danmarks relativt sunde økonomi at regeringen har været i stand til at igangsætte jobskabende offentlige investeringer, og heller ikke har været nødsaget til drastiske nedskæringer på offentlige ydelser som der ellers sker i de sydeuropæiske lande. Med hensyn til den stigende ulighed og fattigdom i Danmark de sidste år har regeringen ikke formået at vende den negative udvikling. Slutteligt mener vi at det er nødvendigt at tage et opgør med den dominerende forbrugskultur, da den har mange negative følgevirkninger for både miljø og samfund (jf. kapitel 3 og 4). I denne sammenhæng er det problematisk at en central politisk aktør som Martin Lidegaard ikke vælger at sætte fokus på danskernes overforbrug. Grundet han ikke tror at han er i stand til overbevise danskerne om, at et mindre forbrug er nødvendigt (Larsen 2012).

Overordnet set mener vi ikke at den økonomiske udvikling i Danmark kan siges at opfylde grundforudsætning nummer to. Dette hænger sammen med at den økonomiske udvikling prioriteres frem for menneskelig trivsel. De primære formål med de nuværende økonomiske planer er at skabe vækst og arbejdspladser. Vi er bevidste om at det udprægede fokus på økonomisk vækst bunder i et ønske om at sikre at Danmark fortsat har råd til velfærd og til at opretholde en høj levestandard i fremtiden. Dog mener vi ikke at det er hensigtsmæssigt for et rigt samfund som det danske at opnåelsen af økonomisk vækst er det primære politiske mål. Dette skyldes at det ensidige fokus på vækst i BNP medfører en lang række miljø- og samfundsmæssige konsekvenser. Samtidig kan det betyde det at politiske tiltag, der kan være med til at løse de mere grundlæggende udfordringer det danske samfund står over for, afvises med den begrundelse at det hæmmer væksten.

Af disse årsager mener vi der er behov for at tænke økonomi anderledes i Danmark, for på denne måde at sikre at den økonomiske udvikling i højere grad kan leve op til de to grundforudsætninger. Som vi har vist i kapitel 5 er der argumenter for at teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt bedre kan sørge for opnåelsen af dette mål. I det følgende kapitel 7 præsenteres konkrete politiske tiltag til at igangsætte en dansk omstilling hen imod en økonomi i dynamisk ligevægt.

< Teorien om en økonomi i dynamisk ligevægtIndholdsfortegnelseKonkrete politiske forslag til omstillingen af den danske økonomi >






 0 kommentar(er) · 5127 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Danmark som case:

Husk mig

Lignende indhold
Artikler
Worst-case-klimaforandringer er en realitet (Mernilds Klumme, april 2009)
▲ Til toppen
Afstemning
Hvordan vil Coronakrisen påvirke klimadebatten?

Mindre opmærksomhed om klima

Ingen større påvirkning

Øget opmærksomhed om klima

Andet/Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2020 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik