Husk mig
▼ Indhold

De faciliterende omstændigheder

Af Catharina Magdalena Merle Toft
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2011.


< Metode og analysestrategiIndholdsfortegnelseAnalyse af rapporterne >


3. De faciliterende omstændigheder
Udover krav til retorikken110, lægger den forudgående teoretiske gennemgang af sikkerhedsliggørelsesteorien op til, at en vellykket sikkerhedsliggørelse kræver, at den sikkerhedsliggørende aktørs absolutte prioritering legitimeres. Den på forhånd etablerede diskurs på området og den sikkerhedsliggørende aktørs sociale status er faciliterende omstændigheder for opnåelsen af den tilsigtede effekt – også kaldet den eksterne kontekstuelle og sociale omstændighed.111

Holger Stritzel112 kritiserer Københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesteoris empiriske undersøgelser af sikkerhedsliggørelser og det faktum, at disse empiriske undersøgelser kun i begrænset omfang tager højde for de faciliterende omstændigheder.

Med en problemformulering om hvorvidt klimadebatten forsøges sikkerhedsliggjort, og i givet fald hvordan, er denne analyse af de eksterne kontekstuelle og sociale faciliterende omstændigheder ikke centrum for analysen. Alligevel vil der blive set nærmere på dem for at undgå samme kritik, som Stritzel retter mod Københavnerskolen.

Der er under afsnittet om sikkerhedsliggørelsens komponenter, og herunder primært under underafsnittene om den sikkerhedsliggørende aktør og om de faciliterende omstændigheder, allerede redegjort for, at der kræves nogle faciliterende omstændigheder, for at kunne gennemføre en succesfuld skkerhedsliggørelse. Ved en vellykket sikkerhedsliggørende talehandling konstruktueres således en intersubjektiv forståelse mellem aktør og publikum.

Formålet med dette kapitel er således at klarlægge de kontekstuelle omstændigheder, der omgiver klimadebatten i UNFCCC-regi.

3.1. Aktørens status

Aktørens status er en vigtig del af sikkerhedsliggørelsen, da aktøren skal have en vis autoritet for at nå igennem med sit budskab.
(...) the posibility for successful securitization will vary dramatically with the position held by the actor.113

Denne faciliterende omstændighed bygger på en antagelse om, at ikke alle aktører har samme magtfulde status og dermed samme mulighed for at virke troværdige og øve indflydelse på publikum. Nogle aktører har således en magtfuld position, der automatisk gør dem til accepterede og troværdige aktører i sikkerhedssektorer. Derfor er en del af analysen af de faciliterende omstændigheder nødvendigvis en analyse af de forskellige sikkerhedsliggørende aktørers teoretiske magtposition.

Den sikkerhedsliggørende aktørs autoritet og sociale status styrker sandsynligheden for en vellykket sikkerhedsliggørelse. Dette er en tankegang med oprindelse i Bourdieus teori om kapital og heriblandt aktørers sociale kapital. Bourdieu beskriver i sin teori, hvordan aktører kan opnå potentielle ressourcer i form af deres medlemskab eller lederskab af en gruppe eller et netværk.114 Når en aktør for en interesseorganisation, for FN, for UNFCCC eller et af medlemslandene således optræder, skal denne aktørs talehandlinger forstås ud fra den autoritet, som taleren får i kraft af sin status i gruppen. Aktørernes sociale kapital forstærkes i kraft af gruppens autoritet.

Nogle af aktørerne og disses sociale kapital blive gennemgået i det følgende.

En af aktørerne er WMOs generalsekretær, der taler på vegne af hele WMO, en særorganisation for meteorologi under FN og FNs stemme om miljøets tilstand og jordens atmosfære, oceanerne, klimaet og fordelingen af vandressourcer. WMO har 189 medlemsstater og territorier, som WMOs generalsekretær kan kalde sit netværk.

En anden aktør er den administrerende direktør for UNEP – en organisation udpeget af FN til at håndtere miljøspørgsmål på globalt og regionalt niveau. UNEPs mandat er at koordinere udviklingen af miljøpolitikkens konsensus ved at holde det globale miljø under revision og informere regeringer og det internationale samfund om nye emner. UNEPs administrerende direktør har således hele FN og FNs medlemslande som netværk og social kapital for sine talehandlinger.

IEAs direktør har et netværk bestående af IEA og IEAs 28 medlemslande. IEA er en selvstændig organisation, der arbejder for at sikre pålidelig, økonomisk overkommelig og ren energi til sine medlemslande. IEA er siden sin etablering i 1973, som reaktion på oliekrisen, blevet kernen af den globale dialog om energi og udgiver udvildig forskning og anbefalinger.

FNs generalsekretær har FN og alle FNs medlemslande som sit netværk, og UNFCCCs sekretariatschef kan tælle landene, der har tilsluttet sig UNFCCC, til sit sociale kapital.

FN og UNFCCCs sociale kapital og magt stiger, eftersom UNFCCC får flere medlemslande.

Jf. afsnittet om diskursteori kan man med rette argumentere for, at UNFCCC som en underorganisation indenfor FN befinder sig i en bestemt diskurs, og indenfor denne har en ekstraordinær position for at bringe et emne på sikkerhedsdagsordenen, især set i lyset af legitimeringen af ekstraordinære midler, eftersom FN er den eneste organisation i verden, der kan legitimere krigshandlinger og interventioner.

COPerne er, baseret på traditionen i FN, bygget op således, at de består af fem regionale grupper: 1. de afrikanske stater, 2. de asiatiske lande, 3. de østeuropæiske lande, 4. Latinamerika og de caribiske stater og 5. de vesteuropæiske og andre stater. Positionen som præsident er genstand for rotation mellem disse fem regionale grupper. Når en COP således afholdes på invitation fra et værtsland, er det almindeligt at vælge en minister fra det pågældende land som præsident. Præsidenten for den pågældende COP taler både på vegne af hele konferencen men også på vegne af sit eget land eller den gruppe, som dette tilhører.

I forbindelse med afholdelsen af COPen vil andre repræsentanter fra værtslandet ofte komme til orde, og det er normalt, at bl.a. værtslandets regeringschef indleder konferencen. En sådan repræsentant opnår social kapital, idet vedkommende taler på vegne af hele værtslandet og vil ofte benytte lejligheden til at gøre opmærksom på de tiltag, værtslandet har taget i kampen mod klimaforandringer, eller hvilke klimarelaterede problemer værtslandet står overfor.

Andre sikkerhedsliggørende aktører kan være lande, der på vegne af en region eller gruppering tager ordet under COPen og frembringer talehandlinger på et område, der bekymrer netop denne gruppe. Dette kunne være et arabisk land på vegne af lande med interesse for oliesektoren eller som under COP13, hvor Maledivernes præsident talte på vegne af AOSIS om lavtliggende østaters bekymringer. I et sådant tilfælde taler aktøren på vegne af de lande, der tilhører en bestemt gruppering eller et bestemt netværk, hvilket styrker aktørens sociale kapital.

Ministererklæringer og aftaler har flere bagvedliggende aktører, men som udgangspunkt har de den sociale kapital af de nationale ministre eller medlemslande, der har været med til at udforme erklæringen eller aftalen. Magten heraf stiger, desto flere medlemslande UNFCCC får.

Der bliver især i talehandlingsanalyserne taget højde for aktørernes sociale kapital, idet en ”påstand” ifølge teorien om talehandlinger kun fungerer, når aktøren har bevis herfor. Bevis kan udover eksempelvis henvisninger til videnskabeligt materiale og historie også være aktørens sociale kapital og erfaring og dermed autoritet og troværdighed.

3.2. Publikums forhåndsopfattelse

Men aktørens position er ikke nok. Ingen er garanteret evnen til at få publikum til at acceptere et krav om nødvendige prioriteringer. Ligeledes skal publikum have en legitimerende forhåndsopfattelse af emnet klima. Derfor er det vigtigt at se nærmere på, hvilken rolle klima spillede inden UNFCCC.

Det er svært at sige noget konkret om publikums forhåndopfattelse af klimadebatten, da det kræver undersøgelser heraf. Derimod kan der siges noget om, hvordan klima er blevet fremstillet inden UNFCCC, og hvilke eksisterende diskurser der anvendes under COPerne for at gøre publikum opmærksom på klimaforandringernes betydning. Klimadebatten eksisterer således også indenfor rammerne af en diskurs.

I dette eksempel vil diskursen under Rio Earth Summit, hvor UNFCCC blev etableret, blive sat lig publikums forhåndsopfattelse af klima- og miljødebatten.

Rio Earth Summit finder sted i 1992 – 20 år efter den første globale miljøkonference, Stockholm Conference115 i 1972, hvor 113 lande deltog. På det tidspunkt var miljøspørgsmålet allerede et emne, og konferencen satte fokus på alt fra ”(...) havforurening, luftforurening, ørkendannelse, spredning af kernevåben samt forurening med radioaktivt affald.”.116 Det er derfor tydeligt, at FN, men med FN også alle medlemslande, i minimum 20 år før UNFCCCs etablering har været bevidste om menneskets skadelige indflydelse på miljøet og klimaet.

FN forsøger med Rio Earth Summit at få regeringerne til at genoverveje den økonomiske udvikling og finde måder at standse ødelæggelsen af uerstattelige naturressourcer og forureningen af planeten. Emnet for konferencen er miljø og udvikling, hvormed der forsøges at bygge bro over Nord-Syd-dilemmaet.117 De vigtigste resultater fra konferencen bliver klimakonventionen, biodiversitetskonventionen, skovprincipperne, Rio-erklæringens principper og Agenda 21. Topmødets budskab er, at intet mindre end en transformation af vores holdninger og adfærd vil føre til de nødvendige ændringer.

UNFCCCs fokus på CO2-udledningers indflydelse på klimaet med alle dets negative konsekvenser gror ud af denne brede diskurs, der eksisterer under Rio Earth Summit.

Kendetegnende for diskursen i UNFCCC-regi er dog ikke kun Rio Earth Summit. Miljødagsordenen har siden Stockholm Conference været præget af mange andre verdensbegivenheder, herunder 70ernes oliekriser, ulandenes forsøg i 70erne at etablere en debat om en ny international økonomisk verdensorden, Brundtlandrapporten om bæredygtig udvikling i 1987, terrorattentatet i New York i 2001, Rio+5 og 2015 målene.118

Det er en tilbagevendende tendens i COPerne, at fokus skifter udfra verdensbegivenhederne, og at der bliver refereret til andre sikkerhedssektorer end udelukkende klimasektoren. Grundlæggende er hele fordelingen af sociale videnskaber i discipliner i høj grad baseret på en præference for at tænke i sektorer. Barry Buzan fortolker sektorerne på følgende måde:
Generally speaking, the military security concerns the two-level interplay of the armed offensive and defensive capabilities of states, and states’ perceptions of each other’s intentions. Political security concerns the organizational stability of states, systems of government and the ideologies that give them legitimacy. Economic security concerns assess to the resources, finance and markets necessary to sustain acceptable levels of welfare and state power. Societal security concerns the sustainability, within acceptable conditions for evolution, of traditional patterns of language, culture and religious and national identity and custom. Environmental security concerns the maintenance of the local and the planetary biosphere as the essentaial support system on which all other human enterprises depend.119

Sektorer kan således identificere karakteristiske mønstre, men de forbliver uadskillelige dele af en mere kompleks helhed.120 Dette er også kendetegnende under COPerne, da bl.a. klimaforandringernes indflydelse på terrorhandlinger og oprindelige stammers udryddelse er et emne – to elementer, der ummidelbart ville blive placeret under en anden sikkerhedssektor. Når aktører på en sådan måde refererer til andre sikkerhedsaspekter, kan det være tegn på deres egne præferencer i debatten. Det kan dog også være et forsøg på at hæve klimadebatten op på et højere og mere legitimt sikkerhedsniveau.

En af de tilbagevendende diskurser, som der refereres til i løbet af COPerne er økonomi. Helmut Kohl nævner i den sammenhæng under COP1 den verdensomspændende recession, og COP12 er præget af den nyligt udkomne Stern-Report, der henviser til, at klimaforandringer vil kunne medføre en stilstand i verdensøkonomien på et niveau med de to verdenskrige og Den Store Depression - begivenheder, som publikum er bekendt med. Økonomisk sikkerhedsliggørelse indeholder traditionelt mange forskellige objekter – lige fra individet over klassesamfund og til stater.121 En ny version af klassesamfundet er også en trussel i klimadebatten, idet der er store økonomiske- og kapacitetsforskelle mellem ilande og ulande.

En anden diskurs, som klimadebatten forsøges ækvivaleret med, er fjendtligheder. Helmut Kohl ækvivalerer forhandlingerne vedr. klimadebatten med forhandlinger vedr. Berlinmuren og henviser til, at alt skal sættes ind for, at klimaforandringer ikke danner grobund for krige.

< Metode og analysestrategiIndholdsfortegnelseAnalyse af rapporterne >






 0 kommentar(er) · 1329 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen De faciliterende omstændigheder:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Vil Donald Trump trække USA ud af Paris-aftalen?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik