Husk mig
▼ Indhold

De kantede parentesers tyranni

Af Jeppe Branner, Generation K

The Brick. Alene navnet kan sikkert sætte mareridt i gang hos mange af verdens klimaforhandlere. Betegnelsen dækker over den bastante klump tekst, der danner udgangspunktet for selve rugbrødsforhandlingerne på COP15. En tekstklump, der gennem lang tids tilføjelse af uanede mængder kantede parenteser (brackets) har vokset sig stor og uhåndterlig.

UNFCCC's to ad hoc-arbejdsgrupper, der bærer de mundrette navne AWG-LCA og AWG-KP, arbejder begge med en sådan mastodontisk tekstklump, og jeg havde i går den udsøgte fornøjelse at stifte bekendtskab med arbejdsgangen i en såkaldt contact group under KP'en, dvs. gruppen, der arbejder ud fra Kyotosporet.

Mere nøjagtigt valgte jeg at kigge indenfor i Contact group on potential consequences. Naiv som jeg var, forestillede jeg mig, at mødet ville dreje sig om klimaændringernes mulige konsekvenser, såsom havvandsstigninger, tørke m.m. Men det blev hurtigt klart, at jeg ikke skulle gøre mig forhåbninger om noget så håndgribeligt.

Jeg kan lige så godt indrømme med det samme, at jeg ikke fattede særlig meget af, hvad der foregik i rummet. Der er tale om jura på højt plan, og så vidt jeg kunne forstå, drejede de omtalte consequences sig først og fremmest om interne konsekvenser i det snørklede UNFCCC-system. Men selvom min forståelse af substansen lå på et meget begrænset niveau, vil jeg vove at påstå, at det var lidt af en øjenåbner overhovedet at se, hvordan der arbejdes, og hvilken stemning, der herskede i lokalet.

Det skal siges, at pressen ikke har adgang til de forhandlinger, der foregår i kontaktgrupperne. Der er tale om "closed meetings" med et bord til hvert party, samt et par rækker bagerst med plads til "observers" (NGO'er). At de færreste journalister sikkert ville kunne holde sig vågne til foretagendet i længere tidsrum ad gangen burde i virkeligheden overflødiggøre reglen. Men at det lykkedes mig ikke at falde i søvn skyldtes faktisk, at det slet ikke var indholdet, men snarere det absurde i selve situationen, der fangede min opmærksomhed.
COP15 er blevet kaldt det vigtigste møde i menneskehedens historie. Jeg vil ikke diskutere den påstand her, men at overvære dette delmøde gav mig i hvert fald ikke noget indtryk af, at problemerne var særligt presserende for de forsamlede. Snarere havde jeg indtrykket af at træde ind i en grotesk, kafkask verden, hvor fremskridt og udvikling i processen synes at være begreber fra en fremmed planet.

Kort beskrivelse: 200 grå embedsmænd er låst inde i et iltfattigt rum, flyttende kantede parenteser i et gnidret Word-dokument blæst op på storskærm.

Længere beskrivelse: FN-systemet er baseret på konsensus. Det betyder, at hvert af verdens lande i princippet kan tilføje passager til forhandlingsteksten eller sætte allerede skrevne passager i kantede parenteser. Denne procedure gør, at det snarere er reglen end undtagelsen, at teksten indeholder op til tre-fire kantede parenteser inden i hinanden, og at der ofte kan gå halve sider uden punktum eller ophold. Kort og godt: som erfaren tekstlæser må jeg indrømme, at jeg nok aldrig har set noget så ulæseligt.
Formålet med mødet var derfor fornuftigvis at korte teksten ned og gøre den mere "ren". Men sådan som jeg kunne vurdere, helt uafhængigt af om jeg forstod substansen, så blev der nu engang tilføjet mindst lige så mange "brackets", som der blev fjernet.
Håber man på at se fremskridt i processen, er den slags i sagens natur trist og dybt demoraliserende at overvære.

Sat i relief af den korte tidsfrist og af samfundets høje forventninger til COP15 virkede foretagendet således mere end absurd.
Modsætningen mellem de egentlige forhandlingers tekniske realiteter og den højtidelige åbningsceremoni blot et par dage forinden kunne næppe illustreres tydeligere. De højtravende taler, det alvorsfyldte pigekors version af Kaj Munks Blå Anemone og den patosfyldte kortfilm med de bombastiske slutord "We have the power to save the world" syntes med ét at være lysår borte.
Og sådan skal det vel også være, når topmødehverdagen går i gang. Men alligevel var det som udenforstående ikke til at undgå at tage sig til hovedet. For hvis dét er tempoet, en klimaaftale skrives i, så er det ikke så mærkeligt, at det er svært at blive færdige i København - og det uanset eventuelle udefrakommende forhindringer, det være sig Obamas problemer med sit bagland eller en forstyrrende finanskrise.
Som en bekendt i salen skrev til mig i en SMS under seancen: "Godt det ikke er sådan man skriver sit speciale. Tror kun man kunne aflevere 3 sider efter et halvt år..."

Det er derfor ikke tilfældigt, at Youth Day, der tilfældigvis fandt sted samme dag, som jeg befandt mig i det iltfattige forhandlingsrum, havde mottoet "Don't bracket our future" – Sæt ikke vores fremtid i parentes. Et enkelt, men slagkraftigt motto, der dagen igennem sås på ungdomsdelegationernes orangefarvede T-shirts overalt på Bella Center.





12. december 2009, 00:15 1 kommentar(er) · 3599 fremvisninger

Kommentarer
branner 3. januar 2010, 03:38
Her kan I se, hvordan der tilføjes brackets til dokumentet: http://www.klimadebat.dk/video/brackets.mp4!
Deltag aktivt i debatten om artiklen De kantede parentesers tyranni:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik