Husk mig
▼ Indhold

De miljømæssige konsekvenser af den økonomiske udvikling

Af Mikkel Kjær og Rune P. Wingård
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2012.


< Metode og videnskabsteoriIndholdsfortegnelseDe samfundsmæssige konsekvenser af den nuværende økonomiske udvikling >


KAPITEL 3: DE MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER AF DEN ØKONOMISKE UDVIKLING
Som nævnt i metodeafsnittet mener vi at det bør være en grundforudsætning: At den økonomiske udvikling skal være miljømæssig bæredygtig. Forstået på den måde, at den giver fremtidige generationer mulighed for at leve tilfredsstillende liv. Dette kapitel vil undersøge hvorvidt den nuværende økonomiske udvikling, og de økonomiske modeller der lægger til grund for den, lever op til denne grundforudsætning. For at kunne finde ud af dette bliver vi nødt til først at undersøge miljøets nuværende tilstand hvilket gøres med udgangspunkt i den nyeste klima - og miljøforskning. Derefter vil vi undersøge årsagerne til disse problemer, hvor vi vil støtte os op ad den såkaldte IPAT-ligning der beskriver at belastningen af miljøet er givet af tre faktorer: antal mennesker, størrelsen af økonomien målt i gennemsnitsindkomst pr. indbygger i USD og den teknologiske intensitet af det økonomiske output målt i miljøbelastning pr. USD. Vi analyserer hver af de tre faktorer for at vurdere hvilken indflydelse hver enkelt har, herunder hvilke løsningsforslag mainstream økonomisk teori tilbyder og hvorvidt disse vil være tilstrækkelige. Kapitlet afsluttes med en diskussion af hvorvidt den nuværende økonomiske udvikling er miljømæssig bæredygtig.

Miljøets nuværende tilstand
Stockholm Resilience Center samlede førende klima- og miljøforskere fra en række forskellige discipliner og universiteter verden over for at bestemme hvilke planetare grænser vores planet har. Dette var baseret på nyere miljøteorier omkring Earth System and resilience science, som de gerne ville udfolde i en detaljeret beskrivelse af hvordan jordens økosystemer fungerer, og hvordan vi kan bevare de bedste elementer fra den såkaldte holocene tidsperiode. Den holocene tidsperiode er speciel fordi den kun har eksisteret i 10.000 år, og har været kendetegnet ved et relativt stabilt miljø. Denne stabilitet har været selve fundamentet for at mennesker stoppede med blot at udnytte naturen ift. udelukkende at hente føde fra den, til at investere i den ved at begynde at dyrke landbrug og gradvist udvikle mere komplekse samfund (Van der Leeuw 2008). Den nuværende højt udviklede menneskelige civilisation hviler altså på det stabile fundament som den holocene tidsperiode har tilvejebragt, og denne udgør det eneste globale miljø som vi er sikre på er et “safe operating space” for menneskeheden (Steffen et al. 2011: 747).


Figur 1. Denne figur viser udviklingen i temperatur over de sidste 100.000 år, herunder særligt at der kun har været en relativ stabil temperatur de sidste 10.000 år og denne periode kaldes den holocene periode (Young and Steffen 2009 i Rockström et al. 2009: 3).

Hvis man kigger på ovenstående graf, kan man se at indenfor de sidste 100.000 år er det kun i de sidste 10.000 år, at der har været stabile høje temperaturer som netop har dannet udgangspunktet for at den menneskelige civilisation kunne videreudvikle sig. Faktisk er den holocene tidsperiode så unik at man kan kigge 70. mio. år tilbage i tiden uden at finde en lignende tilstand, da der historisk set har været meget voldsomme temperatursvingninger (Steffen et al. 2011: 748). De seneste århundreders menneskelige aktiviteter har dog haft en stor indflydelse på vores planets klima, hvilket har resulteret i at flere forskere mener, at vi er gået ind i en ny tidsperiode, som bliver kaldt den antropocene tidsperiode. Betegnelsen antropocen henviser til, at de menneskelige aktiviteter udgør den dominerende drivkraft for forandringer på jorden (Steffen et al. 2007).

Problemstillingen er at de omfattende menneskelige aktiviteter er i gang med at ødelægge de dynamikker der har sørget for at fastholde dette stabile klima på vores planet. Vi er i gang med at nedbryde de økosystemer der har sørget for en stor modstandsdygtighed i naturen, og dette kan betyde at vi kan risikere at ødelægge det klima der har muliggjort at mennesker i de sidste 10.000 år har kunnet sprede sig med en hidtil uset hastighed. I en nyere artikel fra 2011 beskriver forskerne (som stort set er de samme som gruppen bag teorien om de planetare grænser) at vi højst sandsynligt definitivt har forladt den holocene tidsperiode, og i stedet skal indstille os på at få den antropocene tidsperiode til at fungere bedst muligt. Hvis vi formår at gøre dette vil vi muligvis kunne bevare de væsentligste aspekter af den holocene tidsperiode, der vil bidrage til at forhindre voldsomme ændringer på vores planet6 (Steffen et al. 2011).

”Omfanget, hastigheden og kompleksiteten af det 21. århundredes udfordringer antyder at tiltag der er baseret på marginale ændringer af den nuværende retning for den menneskelige civilisation – ”lappeløsninger” – risikerer at medføre et kollaps for store befolkningsgrupper eller for dagens globaliserede samfund som sådan.” (Steffen et al. 2011: 752).

Som citatet viser, kan det få meget alvorlige konsekvenser hvis den nuværende kurs ikke ændres radikalt. Det er netop i denne sammenhæng at forskerholdet foreslår at man definerer nogle planetare grænser, som skal hjælpe til at fastholde økosystemernes modstandsdygtighed, og bevare de vigtigste elementer fra den holocene tidsperiode. Det er svært at præcisere eksakte planetare grænser, fordi vi ganske enkelt ikke ved nok om hvordan naturen fungerer, så derfor vil alle grænser naturligvis være baseret på skøn7.

De ni planetare grænser definerer altså de grænser som menneskeheden skal holde sig indenfor, hvis vi vil være sikre på at undgå store menneskeskabte miljømæssige forandringer på globalt niveau. Forskerholdet præsenterer ni planetare grænser, som er klimaforandringer, forsuring af havene, stratosfærisk ozon, biokemisk nitrogen (n) cyklus og fosfor (p) cyklus, global ferskvandsforbrug, forandring i landsystemer, raten for tab af biodiversitet, kemikalier og atmosfærisk partikelforurening (Rockström et al. 2009: 1) Følgende figur viser den foreslåede grænse og den aktuelle status for de første 7 af de 9 planetare grænser. De sidste 2 grænser er endnu ikke blevet defineret, da det på nuværende tidspunkt er alt for komplekst8.


Figur 2. Denne figur viser 7 af de 9 planetare grænser og beskriver den foreslåede grænse og aktuelle status for hver enkelt grænse. Figuren er taget fra Jørgen Steen Nielsens bog Den store omstilling (Nielsen 2012: 51) og er baseret på den omtalte artikel om de planetare grænser. (Rockström et al. 2009).

Ifølge Rockström et al. er det dermed nødvendigt, at vi holder os indenfor disse ni planetare grænser fordi vi risikerer irreversible forandringer i tilfælde af en overskridelse. Overskridelsen af en enkelt planetar grænse kan desuden føre til at grænseværdien for andre grænser må ændres, fordi økosystemerne bliver nedbrudte og har mindre modstandsdygtighed end før. Fx kan interagerende processer drevet af forandringer i brug af landjord og klima føre til, at Amazonas-regnskoven bliver forvandlet til savannelignende vegetation i slutningen af det 21. århundrede. Dette vil ikke kun have regionale effekter, men kan medføre temperaturforandringer i områder så langt væk som Tibet pga. den måde klimaet hænger sammen på. Der kan derved komme mindre regn i Tibet, hvilket kan betyde en stor forskel for de 750 millioner mennesker der bor i regionen. Ifølge forskerne er det altså altafgørende at vi holder os indenfor de ni planetare grænser, fordi det kan have uoverskuelige konsekvenser at overskride bare én af dem (Rockström et al. 2009: 19-20). Uheldigvis har menneskeheden med den nuværende udvikling allerede overskredet tre af disse planetare grænser, og på denne måde har vi bragt os i en farlig situation (Rockström et al. 2009: 20-21). I det følgende vil vi beskrive de tre planetare grænser der er overskredet, og hvilken effekt dette har, samt kort komme ind på de resterende planetare grænser.

Den første planetare grænse, der er overskredet, er klimaforandringer9. Som beskrevet i IPPC´s nyeste klimarapport fra 2007 er der allerede sket betydelige klimatiske ændringer som følge af øgede drivhusgasudledninger. I den præindustrielle tidsalder var mængden af CO2 i atmosfæren 280 ppm, og er siden steget dramatisk til 387 ppm i år 2009 (Rockström et al. 2009: 1). IPCCs rapport fra 2007 vurderer at uden yderligere klimapolitikker vil temperaturen globalt set stige med ca. 1,8 grader til ca. 4 grader (IPCC, 2007: 45). Der er dog tegn på at IPCCs rapport fra 2007 sandsynligvis er alt for optimistisk ift. hvilke temperaturstigninger der vil ske uden en radikal kursændring. IPCC indregner kun hurtige feedback10 mekanismer i naturen, men NASA´s klimachef James Hansen har sammen med en gruppe andre forskere lavet beregninger der inkluderer både langsomme11 og hurtige feedback mekanismer i naturen, og som medfører væsentligt højere temperaturstigninger. Ifølge Hansen et al.s studie vil der ske temperaturstigninger på ca. 6 grader, med en rækkevidde fra 4-8 grader celsius (Hansen et al. 2008). Dette bekræftes af forskning fra det Internationale Energiagentur (IEA), der viser at vi er på vej mod en temperaturstigning på 6 grader, og har brug for akut at ændre kurs ift. at reducere CO2 udledninger (IEA 2011). Rockström et al. skriver at de nuværende klimamodeller i signifikant grad risikerer at undervurdere alvorligheden af fremtidige klimaforandringer på lang sigt. Dette har gjort, at det i brede forskningskredse bliver foreslået at gå væk fra målet om en CO2 koncentration i atmosfæren på 450 ppm, og at man i stedet satte en CO2 koncentration på 350 ppm som målet (Rockström et al. 2009: 10).

2010 var året hvor de globale CO2 udledninger steg med 5,9 pct. og derfor var det højeste niveau nogensinde (Global Carbon Project 2011). Konsekvenserne af den vedvarende stigning i CO2 udledninger kan blive katastrofale og forårsage at menneskeheden definitivt forlader den holocene tidsalder og kommer til at leve på hvad NASA´s klimachef James Hansen kalder ”en helt anden planet” (Nielsen, 2012:60).

Den anden grænse, der er overskredet, er biodiversitet, fordi dyre - og plantearter overalt på jorden er truet og bliver udryddet med en ekstrem hastighed. Dette medfører at den modstandsdygtighed biodiversitet ellers giver til jordens økosystemer bliver nedbrudt. Biodiversitet er med til at vedligeholde økosystemers funktion samt serviceydelser og er med til at forhindre økosystemer i at udvikle sig i uønskede retninger (Folke et al. 2004). Tabet af biodiversitet har omfattende konsekvenser og en foreløbig rapport til Europaparlementets miljøudvalg konkluderede i januar 2011 at faldet i biodiversitet koster Europa 450 mia. euro om året (Alliance of Liberals and Democrats for Europe 2012). Siden påbegyndelsen af den antropocene tidsalder har mennesker forøget raten af udryddelser af arter med 100-1000 gange de rater der har været typiske i jordens historie12 (Rockström et al. 2009: 15). Udryddelse af biodiversitet kan altså være med til at nedbryde vores planets modstandsdygtighed og bidrage til at det miljø, der kendetegnede den holocene tidsalder ændres til stor skade for menneskeheden.

Den sidste planetare grænse, der er overskredet, er kvælstof-cyklussen. Menneskelige aktiviteter omsætter mere kvælstof fra atmosfæren til reaktive former end samtlige af planetens jordlige processer tilsammen. Selvom det primære formål for meget af det nye reaktive kvælstof er at forbedre fødevareproduktionen via fertilisering, ender meget af det til sidst ude i miljøet, hvor det forurener vandveje og kystlige zoner. Globalt set fungerer reaktivt kvælstof som en slags langsom variabel, der gradvist ødelægger modstandsdygtigheden af vigtige subsystemer på jorden13. Hvis menneskehedens industrielle aktivitet ikke ændres radikalt, og særligt landbruget14 kan det med tiden skabe nogle meget store udfordrninger da denne planetare grænse allerede er overskredet i temmelig høj grad (Rockström et al. 2009: 12-13). Den nuværende kvælstofudledning er på 121 megaton pr. år, hvilket er væsentligt højere end den fastsatte grænse på 35 megaton pr. år (Rockström et al. 2009: 19). Den anden del af denne grænse, der handler om fosfor udledninger er endnu ikke overskredet, men vil snart blive det hvis den nuværende udvikling fortsætter. Dette er særdeles alvorligt fordi fosfor er helt nødvendigt i fremstillingen af fødevarer, da det er et essentielt næringsstof for planter.

“Det nuværende fosforforbrug er uden for enhver tvivl stærkt ikke-bæredygtigt, og en fortsættelse af dagens ødsle praksis udgør en trussel mod den moderne civilisations overlevelse.” (Sverdrup og Ragnarsdottir: Under udg.).

Ifølge Katherine Richardson er fosfor et centralt problem fordi det er en ressource som der ikke eksisterer noget alternativ til. Derfor er vi nødt til at anvende forsigtighedsprincippet og sørge for at sikre genanvendelse [Richardson interview: 9].

Tre af de ni planetare grænser er altså allerede overskredet og adskillige andre vil i den kommende årrække højst sandsynligt nærme sig grænsen. Den stigende befolkning på jorden vil kræve mere og mere ferskvand, særligt i forbindelse med dyrkelse af landbrug, og dette vil betyde at vi vil nå til grænsen for hvilken mængde af ferskvand vi kan tillade os at bruge (Rockström et al. 2009: 15-16). Mogens Lykketoft forklarede at i den nordlige del af Kina, hvor 45 pct. af landets befolkning på 1,3 mia. mennesker bor, er vandmangel allerede et stort problem. Situationen er meget alvorligt, fordi den nuværende vandforsyning er baseret på at isen smelter hurtigt i Himalaya, og dermed i en kort periode giver ekstra vand, hvilket dog ikke vil fortsætte. Dette kan betyde at flere hundrede mio. mennesker skal flyttes væk fra det nordlige Kina og til andre dele af landet, hvilket illustrerer at der allerede er alvorlige lokale problemer omkring vandmangel [Lykketoft interview: 2].

Ozonlaget har der været en rimelig stor succes med at bevare gennem Montreal-protokollen, og i dag er nedbrydelse af ozon i atmosfæren ikke en alvorlig trussel, selvom den nedbrydelse der allerede er sket, kommer til at have langvarige effekter (Rockström et al. 2009: 12). Forsuring af havene er derimod et større problem, fordi den stigende mængde af CO2 i atmosfæren betyder, at havene optager mere og mere CO2 hvilket bidrager til yderligere forsuring15 (Rockström et al. 2009: 10-12). Øget forsuring af havene kan ende med at have voldsomme konsekvenser for de tjenesteydelser havet leverer. Havet er den største optager af atmosfærisk CO2, hvilket bidrager til at stabilisere klimaet, og dette begrænser omfanget af klimaforandringerne (Steffen et al. 2011: 740). Den sidste planetare grænse, der indtil videre er defineret, er brug af landjord, og her vil den øgede menneskelige befolkning sandsynligvis også resultere i en stigning af areal der anvendes til landbrug, hvilket vil betyde en overskridelse af denne grænse (Rockström et al. 2009: 16-17).

De to planetare grænser partikelforurening i luften og kemikalier har som tidligere nævnt endnu ikke fået defineret en eksakt grænse. Begge faktorer har meget skadelige indflydelser på den menneskelige sundhed fordi mange mennesker dør som følge af luftforurening, og fordi kemikalier medfører alvorlige fysiske og psykiske sygdomme. Desuden skader både luftforurening og kemikalier miljøet på en lang række områder, hvilket belaster de andre planetare grænser, og dermed indirekte påvirker det menneskelige velvære (Rockström et al. 2009: 18-19).

Den konventionelle miljødebat centrerer sig hovedsageligt omkring klimaforandringer og CO2 udledninger, men som Rockström et al.s forskning viser, er fundamentet for den menneskelige civilisation, det stabile miljø der kendetegnede den holocene tidsperiode, alvorligt truet på en række områder. Dette tyder på at der er nogle fundamentale problemer i den måde den menneskelige civilisation lige nu er indrettet på. Næste afsnit undersøger hvilke faktorer, der bidrager til disse menneskeskabte problemer.

Årsagerne til de tiltagende globale klima – og miljøproblemer
Den såkaldte IPAT-ligning beskriver, at belastningen af miljøet (I for intensity) er produktet af den menneskelige population (P for population) ganget med indkomstniveauet (A for affluence) ganget med den teknologiske intensitet af det økonomiske output (T for technology). Disse tre ovenstående faktorer er afgørende for hvilken økologisk belastning den menneskelige civilisation udsætter naturen for, og dette afsnit vil gå i detaljer med hver af dem (Steffen et al. 2011: 743).

Den menneskelige population
På nuværende tidspunkt er der lidt mere end 7 mia. mennesker på jorden, og ifølge FN´s prognoser vil der i 2050 være mellem 8 og mere end 10 mia. mennesker (O´Neill et al. 2011: 51). Det synes logisk at flere mennesker på jorden vil kræve et større ressourceforbrug for at tilfredsstille disse menneskers behov, og at den voldsomme vækst i antallet af mennesker på jorden gennem de sidste århundreder desuden har været en medvirkende årsag til de klima- og miljøproblemer vi har i dag. Der er dog en vis uenighed om hvor stort problem størrelsen af den menneskelige befolkning er. Steffen et al. skriver at stigningen i den globale BNP udgør en langt større miljømæssig udfordring end tilvæksten i befolkningen (Steffen et al. 2011: 746). Inge Røpke udtalte at størrelsen af den menneskelige befolkning helt sikkert er et væsentligt spørgsmål og at der er behov for at gøre noget ved det både i Danmark og globalt set [Røpke interview: 3]. Katherine Richardson mente derimod at befolkningsspørgsmålet er et for politisk betændt emne, og da det i forvejen er en stor udfordring at få sat fokus på miljøproblematikker, mente hun at man skal vælge sine kampe med omhu [Richardson interview: 5].

Nogle gange bliver overbefolkning beskrevet som et nord-syd spørgsmål, men nogle af de tættest befolkede lande findes i det globale nord, samtidigt med at den største befolkningstilvækst findes i det globale syd. På denne måde er overbefolkning et globalt problem og befolkningsniveauer i alle lande skal stabiliseres eller reduceres, hvis den økologiske belastning af planeten skal reduceres. Heldigvis er denne udfordring ikke helt så uoverskuelig som man kunne frygte, for forskning tyder på at ved af give uddannelse, øge adgangen til prævention og give lige rettigheder til kvinder kan befolkningen stabiliseres. Det vurderes desuden at 40 pct. af alle graviditeter egentligt er uønskede, hvilket tyder på at det er muligt at finde konstruktive løsninger på befolkningstilvæksten. O’Neill et al. skriver at der i dag snarere er lovgivning der forsøger at fremme befolkningstilvækst, fx ved at give økonomisk støtte til mennesker der får børn særligt i rige lande. Der argumenteres for at der generelt er en manglende vilje til at erkende, at det er nødvendigt at begrænse antallet af mennesker på jorden, hvis klima – og miljøproblemerne skal løses (O´Neill et al. 2011: 51). Vi vil dog ikke senere i specialet gå videre ind i problemstillingen omkring befolkningsantal.

Indkomstniveauet
Den anden faktor der er væsentlig, er størrelsen af den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger. Væksten i den globale økonomi er faktisk langt mere omfattende og betydningsfuld end væksten i befolkningsstørrelse, fordi den globale økonomi er vokset så meget i de sidste århundreder. I år 1900 var den samlede globale økonomi på 2 billioner USD i år 1950 var den på 5,3 billioner USD og i år 2011 var den vokset til 55 billioner USD. I løbet af hundrede år er den globale økonomi altså blevet næsten 30-doblet og i sammenligning steg den globale befolkning fra 1,8 mia. i år 1900 til 7 mia. i 2011 (Steffen et al. 2011: 744).


Figur 3. Denne figur viser udviklingen i det globale materialeforbrug (der inkluderer mineraler, biomasse og fossile brændstoffer) fra 1900 til 2005 (Krausmann et al. i O´Neill et al. 2010: 25).

Den voldsomme vækst i den globale økonomi er forbundet med en voldsom vækst i globalt materialeforbrug, hvilket ovenstående graf tydeligt viser, og nedenstående graf uddyber.


Figur 4. Denne figur viser udviklingen i bruttonationalprodukt, materialeforbrug og materialeintensitet i perioden 1980-2005. Informationen er taget fra SERI (Sustainable Europe Research Institute) (O´Neill et al. 2010: 51).

Det globale materialeforbrug er ifølge SERI (se ovenstående graf) vokset med 50 pct. i perioden 1980-2005, og selvom en reduktion i materialeintensiteten er opnået (altså hvor meget materiale der forbruges pr. dollar) hænger den store tilvækst i globalt BNP tæt sammen med den store tilvækst i materialeforbrug.

Der er en tydelig sammenhæng mellem væksten i den globale økonomi og de mange klima – og miljøproblemer, fordi væksten resulterer i et øget materialeforbrug der lægger yderligere pres på jordens økosystem. Organisationen Global Footprint Network har været med til at udbrede information om konceptet det økologiske fodaftryk som handler om hvor mange ressourcer menneskeheden bruger hvert år, ift. hvor mange ressourcer jorden kan gendanne på samme tid. Deres beregninger fra 2011 viser at vi nu bruger ressourcer med en hastighed som det vil kræve mellem 1,2 og 1,5 planeter at understøtte på bæredygtig vis (Global Footprint Network 2011). Det er selvfølgelig vanskeligt fuldstændigt præcist at udregne dette, men der er meget der tyder på at den menneskelige aktivitet belaster planeten langt mere end hvad der er bæredygtigt, og dette er en af hovedårsagerne til de mange klima – og miljøproblemer vi lider under i dag. Væksten i den globale økonomi er altså et alvorligt problem, og et af de mest kendte løsningsforslag på dette problem er begrebet ”grøn vækst”. Konceptet indebærer en erkendelse af problematikken omkring traditionel økonomisk vækst og et ønske om at gøre fremtidig vækst mere miljøvenlig gennem særligt grøn teknologi. Næste afsnit vil gå i detaljer med begrebet grøn vækst for at undersøge om det er en hensigtsmæssig løsning.

Den teknologiske intensitet
Som Rockström et al. viser foregår der en gradvist og accelererende overskridelse af de ni planetare grænser, hvilket er relateret til stigende udledninger af drivhusgasser, øget brug af kvælstof og fosfor og brug af vandressourcer, tiltagende omlægning af landjord til landbrug og stigende udledning af kemikalier og luftforurening. Dette hænger naturligvis sammen med befolkningstilvækst og global økonomisk vækst pr. indbygger, men selve kvaliteten af vores teknologi, vores teknologiske intensitet er væsentlig ift. hvor mange ressourcer vi forbruger pr. USD.

Som nævnt i forrige afsnit fremhæves grøn vækst som et holdbart løsningsforslag til klima – og miljøudfordringerne, hvilket også er beskrevet i problemfeltet. Den britiske økonomiprofessor Tim Jackson stiller i sin bog Prosperity without growth spørgsmålstegn ved ideen om fortsat økonomisk vækst og om at teknologisk udvikling er tilstrækkeligt til at løse klimaproblemerne. Jackson skriver at ift. klimaforandringer er det nødvendigt med absolutte reduktioner i de globale udledninger af carbon på 50-85 pct. i 2050, hvis man skal nå IPCCs stabiliseringsmål om 450 parts pr. million (ppm) (Jackson 2009: 67-73). Jackson præsenterer et interessant regnestykke mhp. om det er muligt at løse udfordringerne med klimaforandringerne vha. teknologiske forbedringer:

I 2007 var den gennemsnitlige carbonintensitet på 768 gram CO2 pr. dollar på verdensplan16. Ifølge FNs prognoser er det sandsynligt at verdens befolkning vil stige til 9 milliarder mennesker i 2050. Hvis disse beregninger godtages, og det samtidig antages at den gennemsnitlige indkomst pr. borger på verdensplan stiger med 1,4 pct. pr. år (som den har gjort siden 1990), er det nødvendigt at teknologien forbedres med 7 pct. pr. år, hvis FNs klimamål skal opnås. I 2050 vil den gennemsnitlige carbonintensitet af det økonomisk output skulle være 36 gram CO2 pr. dollar, hvilket er 21 gange lavere end det nuværende globale gennemsnit. Hvis der til regnestykket tilføjes antagelser om at det bør være et mål at den globale ulighed reduceres, så alle lande når et økonomisk udviklingsniveau som det gennemsnitlige i EU og der desuden indregnes en 2 pct. vækst pr. år (hvilket er en basis forudsætning i de nuværende økonomiske modeller) må carbonintensiteten i 2050 pr. dollar ikke være mere end 6 gram CO2 pr. dollar. Det er næsten 130 gange mindre end den nuværende gennemsnitlige carbonintensitet! I et scenarie med fortsat økonomisk vækst skal teknologien altså forbedres med en faktor på mellem 20 og 130 for at kunne opfylde FN’s klimamål, en udvikling der fremstår urealistisk da det indtil videre ikke er tegn på at det er muligt at opnå den nødvendige afkobling mellem BNP og udledning af CO2 (Jackson 2009: 78-82). Som tidligere omtalt vurderer klimaforskere desuden at grænsen på 450 ppm er for optimistisk, og i stedet foreslået en ny grænse på 350 ppm. Tim Jacksons beregninger kan i dette lys siges at være for optimistiske da de er baserede på en grænse på 450 ppm.

Der er altså noget der tyder på at grøn vækst ikke vil være en tilstrækkelig løsning på de omfattende klima- og miljømæssige udfordringer. Afdelingschef Ulrich Hoffmann fra FN´s handelsorganisation UNCTAD har i et notat opsummeret de barrierer der gør en satsning på grøn vækst problematisk. Han skriver for det første, at det er tvivlsomt hvorvidt de nødvendige reduktioner i klimabelastningen kan gennemføres hurtigt nok, hvis økonomien samtidigt vokser. For det andet er der problemet omkring det såkaldte Jevons paradoks, der indebærer at forbedringer i ressourceeffektivitet ofte blot medfører øget forbrug, hvilket delvist neutraliserer forsøget på afkobling. For det tredje er tilsyneladende gevinster med bl.a. CO2 reduktion i I-lande “falske” fordi de er opnået ved at flytte CO2 belastende produktion ud af landet. For det fjerde kræver vedvarende energi et langt større relativt energi-, råstof- og arealforbrug end den gammeldags energiintensive olie, dette udgør en stor udfordring der vil blive forøget, hvis økonomien samtidigt vokser. For det femte forudsætter en grøn vækst økonomi en så stærk satsning på energirelateret biomasseproduktion, at det koster på naturen og vil modarbejde bæredygtighed (Hoffmann 2011). Hans konklusion er: ”Der er grund til at betvivle, at ”grøn vækst” virkelig kan bane vej for de kolossale forandringer, der er krævet med den knappe tid, der er til rådighed”. (Hoffmann 2011).

Som graferne der illustrerede det globale ressourceforbrug i forrige afsnit indikerede, og som Jackson og Hoffmann har uddybet, er der altså nogle alvorlige problemer forbundet med den fortsatte vækst i den globale økonomi. Inge Røpke delte denne skepsis overfor grøn vækst som løsning, og understregede at der bliver nødt til at blive sat ind ift. alle tre faktorer af IPAT-ligningen. Hun mente altså at det både er nødvendigt at gøre noget ved befolkningens størrelse, økonomiens størrelse og måden vores teknologi eller industri fungerer på [Røpke interview: 10]. Mogens Lykketoft og Jørgen Steen Nielsen er begge enige i at ønsket om fortsat økonomisk vækst udgør et stort problem, og at det er nødvendigt at begynde at kigge efter andre løsninger [Lykketoft interview: 5] (Nielsen 2012). Martin Lidegaard var dybt bekymret over omfanget af klima – og miljøproblemerne, men usikker på om et opgør med vækst er hensigtsmæssigt. Årsagen var at han mente det vigtigste er at få gennemført de nødvendige reformer så hurtigt som muligt, og at et opgør med vækst kunne besværliggøre processen. Desuden var han i tvivl om hvorvidt et fravær af vækst ville betyde langt mindre innovation og udvikling [Lidegaard interview: 1, 2 og 4]. Katherine Richardson var også enig i problematikkerne omkring økonomiens størrelse, men mente heller ikke at den mest centrale udfordring er et opgør med begrebet økonomisk vækst. Hendes opfattelse var at økonomisk vækst højst sandsynligt ikke er muligt på lang sigt og at økonomien derfor mere eller mindre af sig selv vil stoppe med at vokse. I denne forbindelse mener Richardson at det er vigtigere at fokuserer på hvordan ressourceeffektiviteten forbedres, frem for at vi strander i en debat om nedsat forbrug. Hendes største frygt var at netop denne debat ville skræmme almindelige mennesker, og ikke ville kunne skabe tilstrækkelig folkelig opbakning til at gennemføre at de nødvendige reformer, som hun bl.a. har været med til at beskrive i klimakommissionens arbejde [Richardson interview]. Poul Schou mente ikke at det er nødvendigt at sætte ind mod økonomisk vækst som sådan, og han fremhævede i interviewet at han forestiller sig at man sagtens kan fortsætte med økonomisk vækst i i hvert fald 100 år. I denne forbindelse er det blot nødvendigt, at man får gennemført en effektiv regulering af CO2 udledninger hvilket Poul Schou mener, skal gøres gennem én global aftale om prissætning eller kvoteregulering der skal indføres af, hvad han kalder, ”verdensregeringen” [Poul Schou interview: 4 og 7].

Blandt vores interviewpersoner har der altså været forskellige holdninger til begrebet grøn vækst. Bortset fra Poul Schou var der bred enighed om at der er nogle store problemer ved fortsat at forfølge økonomisk vækst. Der var dog forskellige opfattelser af hvordan udfordringer imødegås mest hensigtsmæssigt. Vi mener selv at de historiske sammenhænge mellem vækst i BNP og vækst i materialeforbrug på en lang række områder tydeligt indikerer, at grøn vækst virker som en urealistisk løsning grundet omfanget af klima – og miljøproblemer. Overordnet set finder vi dog Poul Schous opfattelse særligt relevant da vi antager at hans holdninger på dette område deles af flertallet af mainstream økonomer. Derfor vil vi vende tilbage til hans argumentation i diskussionsafsnittet.

Som vi har beskrevet er der meget der tyder på at teknologisk innovation ikke i sig selv vil være nok til at i tilstrækkelig grad at begrænse presset på planeten og bevare de vigtigste elementer fra den holocene tidsperiode. Så længe antallet af mennesker og størrelsen af økonomien vokser, er forbedringer af den teknologiske intensitet utilstrækkelige. Under alle omstændigheder er det essentielt at forbedre den teknologiske intensitet for gradvist at mindske presset på jordens økosystemer og udnyttelsen af ressourcer. Vi mener at der konsekvent bør satses på at forbedre den teknologiske intensitet frem for opnåelsen af økonomisk vækst. McKinsey Global Institute udgav i november 2011 en store rapport med titlen Resource Revolution: Meeting the world´s energy, materials, food and water needs. Rapporten har fået stor opmærksomhed, og blev rosende omtalt af både Katherine Richardson og Anders Eldrup [Richardson interview: 3, Eldrup nterview: 15]. Rapporten beskriver at efterspørgslen efter energi, materialer, fødevarer og vand vil fortsætte med at stige de næste år, særligt fordi at der i de næste 20 år antages at komme op til 3 milliarder flere middelklasseforbrugere. Dette indebærer at det vil være nødvendigt at øge udbuddet af ressourcer og samtidigt drastisk forbedre den produktivitet med hvilket ressourcer bliver udvundet, konverteret og brugt. For at kunne overkomme de store udfordringer der vil være forbundet med at gennemføre den nævnte ressourcerevolution vil det kræve handling på lokale, nationale, regionale og globale niveauer. Forfatterne af rapporten forslår at politikere især bør overveje handling på tre brede fronter: For det første skal de sikre stærkere og vedholdende prissignaler for at sikre forbedret udnyttelse af ressourcesystemet. Samtidig skal de overveje at afskaffe de mere end 1000 milliarder USD de i dag giver i subsidier til ressourcer, herunder energi, landbrug og vand, der er med til at holde priser kunstigt nede og fremme ineffektiv brug af disse ressourcer. For at håndtere klimaforandringer skal regeringer desuden sikre at ressourcepriser reflekterer deres miljømæssige påvirkning, fx gennem mekanismer som prissætning af CO2. For det andet skal de sikre at tilstrækkelig kapital er til rådighed og håndtere markedsfejl forbundet med ejendomsret, incitamenter og innovation. For det tredje skal de sikre samfundets langsigtede modstandsdygtighed gennem at skabe opmærksomhed om ressourceproblemer, beskytte de mest udsatte i landet, uddanne forbrugere og virksomheder i at ændre adfærd og forbedre adgangen til moderne energi til verdens mest udsatte samfund (Dobbs et al. 2011: 1-20). McKinsey beskriver at fremtidens primære udfordring for særligt den private sektor er at sætte ligeså stor vægt på ressourceeffektivitet som man tidligere har gjort på arbejdskraft og kapital. Målet er at skabe en ”cirkulær økonomi” hvor ressourcer i højere grad genanvendes (Dobbs et al. 2011: 12-18 og 144-161). Det er dog vigtigt at forstå at rapporten ikke beskæftiger sig med problematikker omkring fortsat økonomisk vækst, og samtidigt tager udgangspunkt i en grænse på 450 ppm for CO2 (Dobbs et al. 2011: 14) frem for 350 ppm som førende klimaforskere anbefaler. Rapporten sætter altså fokus på hvor meget der kan vindes ved at forbedre ressourceeffektiviteten, men det virker tvivlsomt at dens forslag skulle være nok i en situation med stigende befolkning og stigende globalt forbrug drevet af økonomisk vækst.

Diskussion
Vi står altså overfor en række omfattende klima – og miljøudfordringer der hænger tæt sammen med befolkningstilvækst, økonomisk vækst og måden vi anvender ressourcer på. Denne diskussion har som formål at vurdere om de løsningsforslag mainstream økonomi præsenterer er tilstrækkelige, eller om de snarere er med til at forstærke problemernes omfang. Som vi viste i problemfeltet er både neoklassiske og keynesianske økonomer primært optagede af hvordan man mest effektivt kan få væksten tilbage i den globale økonomi, selvom de er dybt uenige om metoderne til dette. Vi har prøvet at beskrive hvordan økonomisk vækst, også selvom den betegnes som “grøn”, er et dybt problematisk begreb fordi det højst sandsynligt vil lede til et større ressourceforbrug. Årsagen til at vi har valgt at give en detaljeret beskrivelse af nutidens klima – og miljøproblemer er at vi ville vise omfanget af disse, samt hvordan de er dybt forbundet med måden vi har valgt at indrette vores samfund på.

Planetens økosystemer er yderst pressede af de menneskelige aktiviteter, men alligevel fokuserer mainstream økonomer på hvordan man kan øge BNP og altså øge omfanget af de økonomiske aktiviteter. Egentligt kan meget af diskussionen relateres til forholdet mellem udbud og efterspørgsel. Mainstream økonomi har en opfattelse af at hvis efterspørgslen stiger, skal udbuddet øges for at følge med, ligesom de er optaget af at øge udbuddet for at danne fundament for at tilfredsstille fremtidig efterspørgsel. På denne måde skabes en spiral hvor udbud og efterspørgsel hele tiden gensidigt forstærker hinanden, men spørgsmålet er om det behøver at være sådan? Som beskrevet i metodeafsnittet forklarer Sedlacek hvordan der fx hos de græske stoikere var en opfattelse af at hvis efterspørgslen var større end udbuddet, skulle den begrænses så den passede til det eksisterende udbud (Sedlacek 2011: 222). Sedlacek beskriver desuden at det er væsentligt at økonomiske modeller testes på virkeligheden, og hvis de ikke passer, bør vi frigøre os fra de gamle modeller og turde tænke helt nyt. Hvis ideen om fortsat økonomisk vækst ikke er realistisk ift. den måde vores planet reelt set fungerer på, bliver vi nødt til at opgive denne idé og kigge os om efter en alternativ model. Fra et videnskabeligt synspunkt giver det ikke meget mening at forfølge en idé som vi allerede nu ved er uholdbar på lang sigt. Fra et normativt synspunkt er det særdeles uhensigtsmæssigt at følge en økonomisk model der ikke på nogen måde er miljømæssig bæredygtig.

Hvorfor fastholder mainstream økonomer så deres stærke fokus på fortsat økonomisk vækst? Som vi vil beskrive i kapitel 4 er der en række samfundsmæssige årsager til dette, bl.a. fordi udeblivelsen af økonomisk vækst i nutidens økonomiske system vil medføre en række negative konsekvenser i form af øget arbejdsløshed, gæld og fattigdom mv. Desuden er der generelt en opfattelse af at øget materiel rigdom er et definitivt gode, og derfor virker tanken om at tage et opgør med århundreders økonomisk vækst uforståeligt for mange. Problemstillingen er dog at den globale økonomiske vækst resulterer i et overforbrug af ressourcer ift. hvad planeten hvert år naturligt gendanner. Dette illustreres af at det globale økologiske fodaftryk er alt for stort.

De fleste af vores interviewpersoner var enige i at dette udgør et stort problem, og at det nødvendiggør store ændringer i den måde vi indretter vores samfund på. Der var dog en vis uenighed om hvad den mest effektive strategi er. Vores standpunkt er at når modellen viser sig ikke at være gyldigt ud fra et videnskabeligt synspunkt eller ønskværdigt ud fra et normativt, bør den hurtigst muligt afløses af en ny model eller teori. Derfor introducerer vi teorien om en økonomi i en dynamisk ligevægt i kapitel 5, og arbejder siden hen, i kapitel 7, med hvordan den kan konkretiseres i en dansk kontekst. Overordnet mener vi at det er vigtigt at fokusere på det problematiske ved idéen om evigt stigende udbud og efterspørgsel. Dette indebærer at der tænkes i andre baner omkring befolkningstilvækst og økonomisk vækst. Som kapitel 4 vil uddybe er mange af de problemer der plager nutidens samfund, forbundne, og derfor er det væsentligt at vi tør tage en overordnet diskussion af den økonomiske tankegang der danner fundamentet for den økonomiske udvikling. Vi er bevidste om at dette ikke er en simpel diskussion, men den er særdeles nødvendig, og derfor mener vi at den skal tages nu, som led i udviklingen af en ny og bedre økonomisk teori.

I denne sammenhæng mener vi også at det er relevant at diskutere nogle centrale nøglebegreber i mainstream økonomi, fordi disse har så stor indflydelse på den måde vi forsøger at løse klima – og miljøproblemerne. Her tænker vi specielt på hvordan man ser forholdet mellem stat og marked, og desuden hvordan man søger at løse klima – og miljøproblemer enkeltvis, frem for mere helhedsorienteret. Nærværende kritik er særligt rettet imod neoklassisk teori, fordi denne har en så afgørende indflydelse i nutidens samfund. Hvis vi starter med forholdet mellem stat og marked, er der generelt en opfattelse af at markedskræfterne kan løse langt de fleste problemer, og at staten derfor skal spille en mere afdæmpet rolle. Det er netop derfor at en miljøøkonom som Poul Schou mener at CO2 problemerne skal løses gennem et globalt kvotesystem eller en global afgift på udledninger, fordi begge løsningsmodeller er ”økonomiske og markedsbaserede” [Schou interview: 2]. Han fremfører at han selv, Økonomisk Råd og økonomer generelt mener at disse økonomiske reguleringsmetoder er bedre end andre. Disse løsningsmodeller skal gennemføres gennem en samlet global aftale, hvilket Poul Schou godt ved er vanskeligt men mener er den eneste reelle mulighed [Schou interview: 2 og 5]. Da vi spurgte hvad Katherine Richardson mente om denne løsningsmodel svarede hun:

”Hvem pokker skulle aftale en global skat? Altså, vi har ikke nogen global skat. [...] så den ideelle, altså økonomiske løsning – der er ikke nogen der kan gennemføre det”. [Richardson interview: 12].

De praktiske udfordringer der besværliggør vedtagelsen af en samlet global bindende aftale blev senest tydeliggjort ved FNs Rio+20 topmøde i juni 2012 og det netop afsluttede COP18 i Doha17. Disse udfordringer har medført at de førende klima – og miljøforskere nu taler om ”polycentriske” løsninger der involverer at man igangsætter handlinger på både lokalt, nationalt, regionalt og globalt niveau (Steffen et al. 2011). Tidligere omtalte McKinsey rapport har samme udgangspunkt, hvilket er med til at illustrere at der kommer mere og mere opbakning til en polycentrisk løsningsmodel (Dobbs et al. 2011: 1-20). Det er bl.a. af denne årsag at Danmark har vedtaget det nye energiforlig, fordi fx Martin Lidegaard ønsker at Danmark går forrest i en global omstillingsproces [Lidegaard interview]. I denne sammenhæng virker det besynderligt at Økonomisk Råd og Poul Schou er stærkt kritiske over for energiforliget, fordi de ikke mener det er hensigtsmæssigt at Danmark er for ambitiøse på klimaområdet [Schou interview: 6]. Vi vil løbende vende tilbage til denne diskussion i senere kapitler, men her blot fremhæve det problematiske i at mainstream økonomer, som Poul Schou, fokuserer så stærkt på globale løsninger. Konsekvensen af dette bliver nemlig, at de argumenterer imod at finde løsninger på andre niveauer der ellers kunne bane vejen for en global aftale på lang sigt, og desuden bidrage til at løse nogle af klima – og miljøproblemerne.

Et andet væsentligt problem ved neoklassisk økonomi, herunder deres miljøøkonomi, er at de insisterer på at løse hvert klima – og miljøproblem for sig. Dette indebærer at der skal laves én global aftale for CO2, og så kan man så overveje at lave en eller anden tilsvarende økonomisk løsningsmodel for andre problemer, hvor Poul Schou særligt nævner kvælstof, biodiversitet og vandkvalitet [Schou interview: 2 og 8]. Igen er problemstillingen at dette er i direkte modstrid med den måde klimaforskerne beskriver vores planet fungerer på, hvor processerne interagerer med hinanden og fx overskridelsen af én planetar grænse kan påvirke, at grænseværdien for andre må ændres. Desuden er det et problem at man lægger så stor vægt på prisregulering, hvor man fx siger at markedet kan regulere ressourceforbrug: Argumentet er at hvis en råvare bliver knap vil prisen stige og folk vil bruge mindre. Dette medfører at neoklassiske økonomer fremhæver at man i princippet ikke behøver at gøre noget ved ressourceknaphed fra politisk hold [Schou interview: 8]. Forskerholdet bag de planetare grænser beskriver dog at naturen følger ikke-lineære processer, som beskrevet tidligere i forbindelse med at yderligere afskovning i Amazonas kan lede til lokalt kollaps af regnskov samt ændringer af nedbørsmønstre så langt væk som Tibet. Dette vil skabe irreversible forandringer som højere priser på ingen måde ville kunne afhjælpe. Richardson nævnte i den sammenhæng:

”Og det er nok det samme med de økonomiske modeller. De virker fint så længe ressourcerne er ubegrænsede eller hvis du forudsætter, at du altid ville kunne erstatte eller substituere en ressource med en anden” [Richardson interview: 8].

Richardson mente dermed på ingen måde at prisregulering er en effektiv måde til at begrænse klima – og miljøproblemer, særligt fordi det største problem i hendes opfattelse er ressourceknaphed. Dette nødvendiggør at vi bruger ressourcer på en helt anden måde end vi gør i dag [Richardson interview: 4, 14 og 15]. McKinsey rapporten afspejler en tilsvarende opfattelse af udfordringen omkring ressourceknaphed (Dobbs et al. 2011). I denne sammenhæng virker det uhensigtsmæssigt at en miljøøkonom som Poul Schou mener at der slet ikke er behov for politisk regulering ift. ressourceknaphed.

McKinsey rapportens anbefalinger til stater tager udgangspunkt i, at det er strengt nødvendigt at nedtrappe de omfattende globale subsidier på over 1 billion USD der hvert år gives til energi-, landbrug- og vandsektorerne. Til sammenligning skriver de at globale subsidier til vedvarende energi udgør 43-46 mia. USD (Dobbs et al. 2011: 59). Når neoklassiske økonomer generelt fremfører bekymring over statsstøtte til projekter indenfor vedvarende energi, argumenterer de ofte med at det er markedsforvridende. Den Sydkoreanske økonomiprofessor fra Cambridge universitet Ha-Joon Chang er kritisk over for neoklassisk økonomi og argumenterer for at selve ideen om et frit marked er en illusion. Markeder har altid været, og vil altid være, regulerede, og det væsentlige er derfor at diskutere hvordan vi kan regulere dem bedst muligt. I denne sammenhæng er det væsentligt at staten investerer strategisk i bestemte sektorer, og Chang giver en lang række eksempler på hvordan nutidens rige lande har grundlagt deres rigdom på en aktiv industrialiseringsstrategi (Chang 2011). Mange andre økonomer har fremført lignende argumenter, de fleste keynesianske økonomer ligesom Chang (se fx Stiglitz 2006, Kaletsky 2011, Lin & Chang 2009 og Mayer 2009). Vores pointe er at neoklassiske økonomers manglende vilje til at diskutere, hvornår staten kan spille en vigtig rolle i den økonomiske udvikling gennem en aktiv industrialiseringsstrategi, er med til at bremse debatten om hvordan staternes midler anvendes bedst muligt. Det er særdeles uhensigtsmæssigt at bruge så mange midler på subsidier der bremser og sågar modarbejder en grøn omstilling. Midlerne kunne i stedet bruges på at investere i de mange tiltag som fx McKinsey rapporten foreslår (Dobbs et al. 2011), hvilket ville hjælpe til at forbedre den globale ressourceeffektivitet betydeligt.

Det sidste emne denne diskussion vil tage op er problemstillingen omkring det nuværende handelssystem. New Economics Foundation beskriver hvordan gigantiske mængder af varer fremstilles, eksporteres og transporteres over enorme afstande, selvom næsten identiske varer importeres. Det fremhæves at der ikke er nogen dybere grund til at vi fragter frem og tilbage mellem lande, når varerne er stort set er identiske og vi i stedet kunne forbruge varerne lokalt (Boyle & Simms 2009: 109-120). Desuden er det i det hele taget et problem at vi indretter den globale økonomi på en måde der konstant fremmer handel mellem lande, i stedet for at bidrage til at udvikle lokal produktion. Fx bliver mange udviklingslande instrueret i eksportdrevet udvikling, og vilkårene for at modtage lån bliver ofte baseret på at man følger denne vejledning. Der er brug for et nyt udviklingsparadigme for lav – og mellemindkomstlande der i langt højere grad betoner lokal produktion, fordi dette er langt mere miljøvenligt (O´Neill et al. 2010: 97-98). Vi vil ikke gå dybere ind i problemstillingen her, men blot fremhæve at WTO, IMF, Verdensbanken og lignede institutioner har spillet en stor rolle i at etablere og fastholde det nuværende handelssystem - og udviklingsparadigme - og disse er i høj grad inspireret af neoklassisk økonomi med fokus på vækst, markeder, liberalisering mv (Saad-Filho 2010).

Dette kapitel har vist at menneskeheden står overfor nogle meget alvorlige udfordringer på klima- og miljøområdet. Disse problemer hænger sammen med stigende befolkning, økonomisk vækst og ressourceeffektiviteten. Vi har diskuteret hvorvidt mainstream økonomiens idé om grøn vækst kan være en holdbar løsning, og argumenteret for at dette ikke er sandsynligt. Desuden har vi vist at mange af mainstream økonomiens centrale teser om hvordan klima- og miljøudfordringer skal løses er problematiske. Årsagen er at de baserer sig på en forståelse af at markedskræfterne og priser kan løse de fleste problemer, samt at klimaog miljøproblemer kan og skal løses hver for sig. Dybest set handler meget nok om at mainstream økonomer er så fokuserede på økonomiske spørgsmål, og ikke lægger særlig stor vægt på miljøet som vi forklarede i metodeafsnittet. Dette medfører desværre at mange af deres løsninger kommer til at være i modstrid med nyere klimaforskning, hvilket er uhensigtsmæssigt. Alt i alt er dette meget alvorligt fordi den nuværende økonomiske udvikling medfører en risiko for definitivt at forlade de væsentligste aspekter af den holocene tidsperiode, hvilket kan have uoverskuelige konsekvenser. I forhold til stort set alle de planetare grænser bevæger det menneskelige samfund sig i dag i en forkert retning. Mainstream økonomi formår ikke at levere troværdige løsningsforslag på hvordan vi kan vende denne udvikling og sikre en miljømæssigt bæredygtig udvikling. Dermed lever mainstream økonomi ikke op til den første grundforudsætning som vi har opstillet, om at den økonomiske udvikling skal være miljømæssigt bæredygtig. Næste kapitel vil tage fat på om den nuværende økonomiske udvikling formår at leve op til anden grundforudsætning, om at den økonomiske udvikling skal sørge for menneskelig trivsel.

< Metode og videnskabsteoriIndholdsfortegnelseDe samfundsmæssige konsekvenser af den nuværende økonomiske udvikling >






 0 kommentar(er) · 2170 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen De miljømæssige konsekvenser af den økonomiske udvikling:

Husk mig

Lignende indhold
Artikler
De samfundsmæssige konsekvenser af den nuværende økonomiske udvikling
Økonomi (Bionyt: 500 svar om klima)
DebatterSvarSeneste indlæg
Den økonomiske krise323-01-2012 20:17
▲ Til toppen
Afstemning
Vil Donald Trump trække USA ud af Paris-aftalen?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik