Husk mig
▼ Indhold

De samfundsmæssige konsekvenser af den nuværende økonomiske udvikling

Af Mikkel Kjær og Rune P. Wingård
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2012.


< De miljømæssige konsekvenser af den økonomiske udviklingIndholdsfortegnelseTeorien om en økonomi i dynamisk ligevægt >


KAPITEL 4: DE SAMFUNDSMÆSSIGE KONSEKVENSER AF DEN NUVÆRENDE ØKONOMISKE UDVIKLING
I dette kapitel vender vi blikket mod de samfundsmæssige konsekvenser af den nuværende økonomiske udvikling. Vi undersøger om den økonomiske udvikling lever op til grundforudsætning nummer to, som er: Den økonomiske udvikling skal sørge for menneskelige trivsel.

Kapitlet beskriver de samfundsmæssige konsekvenser af den nuværende økonomiske udvikling i et globalt perspektiv: Vi har valgt at inddele verdens lande i grupper, henholdsvis lav- og mellemindkomstlandene og de rige lande. Afsnit 1 omhandler lav- og mellemindkomstlandene. Her argumenteres der for at de grundlæggende strukturer i det internationale samfund på flere områder forhindrer økonomisk udvikling, der hvor behovet er størst. Rige landes toldmure og subsidier samt kapitalflugt bidrager samtidig til den stigende globale ulighed og til at fattigdom stadig er udbredt. I det følgende afsnit 2 undersøges udviklingen i de rige lande. Langt størstedelen af den globale økonomiske vækst de sidste 200 år har fundet sted i de rige lande (O ´Neill et al. 2010: 95). Samtidig er der tegn på at en medfølgende stigning i menneskelig trivsel er udeblevet (Wilkinson & Pickett 2010). Vi forsøger at belyse årsagerne til denne tilsyneladende paradoksale udvikling. Afsnit 1 og 2 viser at den nuværende økonomisk udvikling ikke formår at leve op til den anden opstillede grundforudsætning. Afsnit 3 består af en diskussion om hvorfor dette er tilfældet. Der argumenteres for at mainstream økonomisk teori har en del af ansvaret for denne udvikling, og at en anden økonomisk tankegang er nødvendig for at løse de enorme udfordringer den globale økonomi og det internationale samfund står over for. Herunder præsenteres dog indledningsvis baggrunden for at opdele verdens lande i to grupper hhv. lavog mellemindkomstlandene og de rige lande.

Opdeling i lav- og mellemindkomstlande og rige lande
Tim Jacksons undersøger i sin bog Prosperity without growth sammenhængen mellem økonomisk vækst og en lang række indikatorer for menneskelig trivsel, såsom levealder, trivsel og lykke, børnedødelighed etc. Den generelle konklusion er at økonomisk vækst er essentiel i fattige samfund hvor de basale behov ikke er opfyldt. Basale behov indebærer adgang til mad, rent vand, logi, tøj og sikkerhed. De fattige lande skal naturligvis stræbe efter, og have hjælp til, at opnå økonomisk vækst for at afskaffe fattigdom og mindske ulighed. Når de fattiges i forvejen meget lave indkomst stiger, vil det med det samme føre til fremgang på livsnødvendige områder som tilstrækkelig mad, mulighed for at arbejde, bedre sundhed, rent vand og sanitering (Jackson 2009). Derfor reporteres en stigning i tilfredshed med tilværelsen når fattige menneskers indkomst stiger (Helliwell et al. 2012: 3). Derimod viser Jacksons forskning at økonomisk vækst ikke fører til den forventede positive udvikling i de rige lande. Jackson påviser at der er en begrænset sammenhæng mellem økonomisk vækst og lykke efter et bestemt velstandsniveau. Disse resultater er betydningsfuld ny viden i en udviklingsmæssig kontekst. Når et bestemt velstandsniveau er opnået, ifølge Jackson omkring 15.000 USD om året pr. indbygger, så vil yderligere indkomststigning ikke medføre en tilsvarende stigning i menneskelig trivsel (Jackson 2009: 40). Dette sætter spørgsmålstegn ved ideén om at mere altid er bedre, og resultaterne tyder på at øget indkomst ikke nødvendigvis betyder en højere grad af menneskeligt trivsel, øget gennemsnitlig levealder og mere livskvalitet. Nedenfor ses Jacksons figur der viser sammenhængen mellem lykke og gennemsnitlig indkomst.


Figur 5. Figuren viser sammenhængen mellem lykke og gennemsnitlig indkomst pr. indbygger. Kilde: (Jackson 2009: 42)

Jackson viser med data fra UNDP at der generelt er evidens for, at lande med et højt indkomstniveau har bedre uddannelse, sundhed og højere forventet levealder end lande med et lavere indkomstniveau. På den anden side ligger nogle lavindkomstlande dog på højde med udviklede lande målt på de nævnte kernemarkører for velfærd. Samtidig er der flere lande med relativ høj indkomst som klarer sig dårligere end lande med lavere indkomstniveau. På figuren herunder ses sammenhængen mellem forventet levealder og gennemsnitlig indkomst pr. indbygger. Det er tydeligt at se at indkomsten stort set kun påvirker den forventede levealder op til et indkomstniveau på 10 - 15.000 USD pr. indbygger. Eksempelvis har lande som Cuba og Costa Rica ligeså høj gennemsnitlig forventet levealder som USA (Jackson 2009: 55-61).


Figur 6. Denne figur viser sammenhængen mellem forventet levealder ved fødslen og gennemsnitlig indkomst (Jackson 2009: 56).

Resultaterne af Jackson forskning sætter i den grad spørgsmålstegn ved korrelationen mellem økonomisk vækst og samfundsmæssig fremgang efter et vist indkomstniveau. Konklusionerne er langt hen af vejen logiske, økonomisk vækst er stadigvæk en absolut nødvendighed i de fattigste lande, men samtidig tyder det på yderligere økonomisk vækst i de rige lande ikke længere leverer den forventede stigning i menneskelig trivsel. På baggrund af Jacksons forskning opdeles her, landene i to grupper, gruppe 1 vælger vi at kalde lavog mellemindkomstlandene. Den anden gruppe af lande kalder vi de rige lande der består af lande med en indkomst på over 10.000-15.000 USD pr. indbygger om året.

Afsnit 1: De samfundsmæssige konsekvenser for lav- og mellemindkomstlandene
I dette afsnit fokuseres på udviklingen i den gruppe vi har valgt at kalde lav- og mellemindkomstlandene. Som beskrevet i det foregående afsnit er økonomisk vækst essentielt for udviklingen i de fattigste lande. Her undersøges hvorvidt den økonomiske udvikling har formået at levere vækst der hvor der er mest brug for det. Afsnittet er inddelt i to dele, den første undersøger hvilke konsekvenser de dominerende udviklingsparadigmer har haft for lav- og mellemindkomstlandene. I anden del er fokus på hvorvidt de internationale strukturer hjælper til opnåelsen af økonomisk vækst og udvikling i denne gruppe af lande. Afslutningsvis diskuteres det hvorvidt den økonomiske udvikling i lav- og mellemindkomstlandene kan siges at opfylde grundforudsætning nummer to.

[ A ] Udviklingsparadigme for lav- og mellemindkomstlandene
I dette afsnit fokuseres på hvilke rammer det nuværende økonomisk system skaber for de fattigste lande og deres befolkninger. Her beskrives de mest afgørende træk ved den udviklingsstrategi der har domineret i større eller mindre grad siden 1980erne. Det er nødvendigt at understrege vigtigheden af de internationale strukturer i den globale økonomi, især de magtfulde institutioner som Verdensbanken, IMF og WTO. Som allerede nævnt har de spillet en afgørende rolle for den økonomiske, og dermed også samfundsmæssige, udvikling i lav- og mellemindkomstlandene (Boyle & Simms 2009: 82).

Som beskrevet i metodekapitlet førte gældskrisen i 1980erne til et skift i international politik, så den neoliberale dagsorden blev dominerende. Da Thatcher kom til magten i 1979 og Reagan i 1980, blev den neoklassiske økonomiske teori altoverskyggende, og dette skifte påvirkede naturligvis den politik og de strategier der blev fulgt af de magtfulde vestligt dominerede internationale institutioner som IMF og Verdensbanken og dermed diskursen i international udviklingspolitik (Saad-Filho 2010). Et skifte der senere viste sig at have store konsekvenser for den økonomiske og sociale udvikling for en stor del af verdens fattigste. En konsekvens af gældskrisen blev at mange af udviklingslandene ikke var i stand til at betale af på deres lån, og mange var tvunget til at omlægge eller optage nye lån hos IMF og Verdensbanken. De nye lån medførte en række betingelser, de mest kendte er de såkaldte Structural Adjustment Programmes der medførte en række konditionaliteter heriblandt tvungen liberalisering af landenes økonomier (Saad-Filho 2010). Den hurtige liberalisering gjorde det umuligt at konkurrere på et verdensmarked med subsidier og toldbarrierer. Lav- og mellemindkomstlandenes industrier var på daværende tidspunkt ikke stærke og effektive nok til at være i stand til at konkurrere på verdensmarkedet, hvilket førte til tilbageslag i den økonomiske udvikling i mange fattige lande (Max-Neef 2009). I denne periode var der særligt et fokus på at staten skulle spille en så lille rolle som muligt. Der var en udbredt tro på at markedet ville løse alle problemer, og at hvis lav- og mellemindkomstlandene blot fulgte denne “one-size-fits all” udviklingstrategi, så ville det på længere sigt komme alle til gode (Stiglitz 2002). Det paradoksale i denne forbindelse er at udviklingslandene ikke fik lov af IMF og verdensbanken til at beskytte deres industrier, samtidig med at de rige lande støttede, og stadig støtter, eksportorienterede sektorer. Disse opnår på denne måde en stor konkurrencefordel i forhold til producenter i lav- og mellemindkomstlandene. Som Ha-Joon Chang beskriver det:

“[T]he free-trade, free-market policies are policies that have rarely, if ever, worked. Most of the rich countries did not use such policies when they were developing countries themselves, while these policies have slowed down growth and increased income inequality in the developing countries in the last three decades.” (Chang 2011: 73).

Ifølge Chang har den dominerende økonomiske diskurs resulteret i det modsatte af hvad den lovede. Den populære metafor, “a rising tide lifts all boats” har vist sig at være en illusion. De populære frie markedspolitikker har resulteret i langsommere vækst, stigende ulighed og tiltagende ustabilitet i mange lande (Chang 2011: xiv).

Eksportorienteret udviklingsstrategi
Den markedsorienterede udviklingsstrategis fokus på en hurtig liberalisering af lav- og mellemindkomst landenes økonomier har ført til, at de samme lande er afhængige af at være i stand til at afsætte deres varer på markeder i de rige lande. Samtidig kan et eksportfokus føre til højere import af varer, hvilket skaber øget gensidig afhængighed og miljøødelæggende handelsmønstre (Boyle & Simms 2009). En alternativ udviklingstrategi der historisk set har vist sig særdeles velfungerende, er udviklingsstrategien Import Substitution Industrialization (ISI). Denne tilgang er kendetegnet ved høje protektionistiske afgifter, for at skabe et incitament for de hjemlige forbrugere til at købe nationalt producerede varer i stedet for importerede. Imellem 1960 og 1980 brugte størstedelen af lav- og mellemindkomstlande denne udviklingsstrategi, især i Latinamerika, hvilket var stærkt medvirkende til at skabe industriel og økonomisk udvikling. I den omtalte periode voksede indkomsten pr. indbygger i Latinamerika og Afrika med hhv. 73 pct. og 34 pct. (Max-Neef 2009: 23). Denne udvikling var også et skridt hen ad vejen mod større selvforsyning og uafhængighed (Winham 2008: 155). Den efterfølgende periode fra ca. 1980 til 2000 blev som tidligere nævnt præget af den neoliberale politiske dominans. Dette indebar deregulering, privatisering, fjernelse af internationale handelsbarriere og fuld åbenhed for udenlandske investeringer blev hovedelementerne i den nye udviklingspolitik. Skiftet resulterede i lavere vækst for lav- og mellemindkomstlande (Stiglitz 2006 og Max-Neef 2009: 23).

Eksempler på lande der har haft succes med alternative udviklingsstrategier
Der findes en række konkrete eksempler på lande der succesfuldt har ført en protektionistisk og subsidierende udviklingsstrategi inden de åbnede op til det internationale marked. Stater har med stor succes ført en stærk industriel politik, i særlig grad i det østlige og sydlige Asien (Sydkorea, Taiwan, Singapore og Hongkong) i 1960erne og 70erne, efterfulgt af Malaysia, Thailand, Indonesien, Kina og Vietnam. Staterne anvendte en række politiske værktøjer der gik stik imod mainstream økonomisk teori og anbefalingerne fra de internationale institutioner. Strategierne involverede tidsbegrænset protektionisme, subsidier og andre politikker der ikke var en del af den på det tidspunkt herskende frie markedsideologi (Chang 2011 og Saad-Filho 2010: 5). Denne udvikling førte til et politisk kursskifte fra Verdensbanken som anerkendte succesen, der blev skabt af omfordeling af indkomst og rigdom, massiv investering i uddannelse og en aktiv industripolitik (Marangos 2008). Desuden påpeges det af Max-Neef at lande som Sydkorea og Taiwan opnåede deres udvikling gennem handelsbarrierer, statsejede banker, eksportsubsidier, overtrædelse af patenter samt restriktioner på kapitalstrømme. Han understreger at det ville være fuldstændig umuligt for et lav- og mellemindkomstland at forfølge en sådan udviklingsstrategi i dag uden at komme i konflikt med WTO og IMF (Max-Neef 2009: 23). Kina og Indien har opnået høje vækstrater og substantiel reduktion i fattigdom via ukonventionelle strategier, hvilket også blev anerkendt af Verdensbanken og IMF som de senere år har accepteret en større rolle til staten (Commission on Growth and Development 2008: 5 og Blanchard et al. 2010).

[ B ] Subsidier, toldbarrierer og kapitalflugt
Tilhængerne af det frie marked har i årevis prædiket at global frihandel og et frit verdensmarked er vejen til økonomisk vækst og bedre levevilkår for alle, samtidig med at de vestlige regeringer fortsætter med at give subsidier til nationale virksomheder og at opretholde toldbarrierer der gør det stort set umuligt for mange af de mindst udviklede lande at konkurrere på verdensmarkedet. Subsidier og toldbarrierer spiller en væsentlig rolle i dag, da det er muligt for de rige etablerede økonomier at holde priserne kunstigt lave ved at støtte eksportorienterede sektorer. Der gives enorme summer i støtte til ikke-bæredygtige industrier som landbrug, transport, fiskeri og ikke mindst til energisektoren (Nielsen 2012i og Boyle & Simms 2009: 117). Subsidier til industrier og sektorer i verdens rige lande er en af årsagerne til den ubalancerede verdenshandel der har været en medvirkende årsag til at verdens 5 pct. fattigste har oplevet et realindkomst fald på 25 pct. i de sidste 10 år, mens de rigeste 5 pct. har oplevet en stigning på 12 pct. (Boyle & Simms 2009: 112). Samtidig med at de rige lande opretholder handelsbarrierer der gør det svært for lav- og mellemindkomstlande at vinde markedsandele på verdensmarkedet, subsidierer de egne industrier og “dumper” 18 dermed også billigere støttede produkter på udenlandske markeder, hvilket er med til at underminere de lokale producenter (Boyle & Simms 2009: 112). Det mest opsigtsvækkende eksempel på den globale handels ubalance er afgiftssystemet. Det er normalt at der er afgifter på 2-3 pct. på varer handlet mellem to lande, men når et “udviklingsland”19 eksporterer de samme varer til et rigt “udviklet” land stiger afgifterne til det firedobbelte for at dæmpe efterspørgslen. Nogle varer bliver mødt med afgifter på over 100 pct. på deres vej ind på markederne i EU og USA. De største afgifter findes på forarbejdede produkter, hvilket tvinger “udviklingslandene” til at satse på de mindst værdiskabende sektorer. Som eksempel kan nævnes at afgifter i EU går fra 0 pct. på kakaobønner, til 9 pct. på kakao pasta og helt op til 50 pct. på chokolade (Boyle & Simms 2009: 113). Denne støtte til industrier i de rige lande er med til at forhindre at lav- og mellemindkomstlande kan afsætte deres produkter på verdensmarkedet pga. unfair konkurrence, særligt fordi de selv forhindres i at støtte national produktion (Boyle & Simms 2009: 112-115)

Disse uretfærdige handels og toldbarrierer forhindrer industrialisering og økonomisk udvikling, da der er høje afgifter på fremstillede varer i forhold til råvarer. Desuden har de rige lande langt færre toldbarrierer overfor hinanden end over for lav- og mellemindkomstlandene, hvilket resulterer i unfair konkurrenceforhold. Toldbarrierer udgør en væsentlig hindring for økonomisk udvikling i mange fattige lande, da det skaber forvrængede konkurrencevilkår til fordel for producenterne i de rige lande (EU er et godt eksempel på dette) (Boyle & Simms 2009).

Tænketanken Global Financial Integrity har regnet sig frem til at i omegnen af 1000 mia. USD årligt forsvinder ud af udviklingslandene, fordi multinationale selskaber flytter deres overskud til skattely. Dette beløb er ca. 10 gange større end den samlede årlige internationale udviklingsbistand. Hvis pengene blev beskattet ville det give omkring 160 mia. USD om året i skatteindtægter til udviklingslandene (Kar & Freitas 2011). Joseph Stiglitz har kritiseret de internationale institutioner for at forhindre udviklingslandene i at indføre kontrol med kapitalstrømme, i stedet har de sørget for omfattende deregulering og liberalisering (Stiglitz 2006). Dette har gjort lav- og mellemindkomstlande langt mere sårbare overfor store multinationale selskaber.

[ C ] Deldiskussion
I de områder af verden hvor der har været og er et reelt og virkeligt behov for økonomisk vækst og udvikling, har resultaterne været blandede. Vi mener at det er problematisk at selvom den globale økonomi er mangedoblet i størrelse, har udviklingsmodellen svigtet ift. at skabe økonomisk vækst i mange lav- og mellemindkomstlande. Konsekvensen er at fattigdom og sult stadig er udbredt. Der har været stor forskel på den økonomiske og samfundsmæssige udvikling, enkelte lande og regioner har opnået helt ekstraordinær økonomisk udvikling som har ført til substantiel reduktion i fattigdom. Samtidig har andre regioner, heriblandt især Afrika syd for Sahara, oplevet det modsatte med fraværende økonomisk udvikling. Lande som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika har oplevet høje vækstrater og økonomisk fremgang på mange områder og især Kina, Indien og Brasilien har formået at reducere fattigdom (Verdensbanken 2012a: 2-3).

Ønsket om at afskaffe fattigdom kom for alvor på den globale dagsorden med de såkaldte Millenium Development Goals. Et af målene var at halvere antallet af mennesker der lever i ekstrem fattigdom20, dette blev ifølge Verdensbanken indfriet i 2010. I 1990 levede 43,1 pct. i ekstrem fattigdom sammenlignet med 22,6 pct. i 2008 som er de seneste bekræftede tal. Denne substantielle reduktion i ekstrem fattigdom er primært sket i Asien, i særdeles i Kina hvor 510 millioner mennesker i 2008 var løftet op af den dybeste fattigdom (Verdensbanken 2012: 2). Andre områder der har haft mindre succesfuld økonomisk udvikling og fattigdomsreduktion er det sydøstlige Asien og Afrika, især syd for Sahara. Ifølge tallene fra Verdensbanken er procentdelen af ekstremt fattige i Afrika syd for sahara, faldet fra 56,5 pct. til 47,5 hvilket dog er svarende til en stigning fra 290 til 386 millioner i absolutte tal, grundet befolkningstilvækst. Samlet set er antallet af fattige faldet fra 1,9 milliarder i 1990 til 1,3 i 2008 estimeret til at falde yderligere til lidt over 1 milliard i 2015 (Verdensbanken 2012: 2-3). Der er altså sket en substantiel reduktion af fattigdom, men samtidig er sult og hungersnød stadig et stort problem, i 2009 var der over en milliard mennesker der sultede på verdensplan (Food and Agricultural Organization 2009). Priserne på fødevarer spiller en stor rolle i forhold til fattigdom, vi har været vidner til voldsomme prisstigninger på basale fødevarer særligt i 2008 og i 2011 (Verdensbanken 2012: 4). Studier viser at familier der lever i ekstrem fattigdom bruger op til 80 pct. af deres indkomst på fødevarer, derfor er deres levevilkår yderst skrøbelige overfor pludselige stigninger i priser på basale fødevarer som brød, ris, korn (World Food Programme 2012). De dramatiske stigninger i fødevarepriser er en konsekvens af en række faktorer, relevant er det dog at nævnte de globale klimaforandringer, og at priser på fødevarer er blevet et offer for finansiel spekulation. Særligt det sidste medfører voldsomme svingninger i priserne på det globale marked, hvilket rammer de fattigste hårdt (De Schutter 2010 og Jones 2010).

I mange år har tilhængerne af mainstream økonomi henvist til den såkaldte “trickle down effekt” en tese om at når de rige bliver rigere, så bliver alle i samfundet rigere på længere sigt. Sagt med andre ord, er det en tro på at pengene vil sive ned igennem samfundets lag og komme selv de fattige til gode. Der er bare ikke evidens for at det sker i den virkelige verden, der er snarere tale om en “trickle up” effekt, hvor forskelen mellem rig og fattig er øget substantielt både globalt og indenfor nationale grænser (Jackson 2009: 5). Den globale ulighed er større nu end på noget andet tidspunkt i historien, i slutningen af det 19.århundrede var forholdet mellem de rigeste 20 pct. og de fattigste 20 pct. af verdens befolkning et sted imellem 3:1 og 10:1, i 1960 var forholdet 30:1 og i 1997 var forholdet vokset til 75:1 (Boyle & Simms 2009: 4). Selvom den globale økonomi er 24 gange større end den var for 100 år siden (O’Neill et al. 2010: 24), er der stadig mere end 1 milliard mennesker der lever i ekstrem fattigdom. Internationale institutioner som Verdensbanken og IMF hævder at vækst er vejen til fattigdomsreduktion, det er dog kun sandt, hvis den økonomiske vækst finder sted i de fattige lande, da global vækst stort set ikke kommer de fattige til gode. For hver 100 USD af global økonomisk vækst i årene mellem 1990 og 2001 gik kun 0,60 USD til at reducere fattigdom for de mennesker der lever for under 1 USD om dagen. Dette betyder at verden skal producere og forbruge hvad der svarer til 166 USD for at 1 USD går til verdens fattigste (Woodward & Simms 2006: 17). Desværre er det et udbredt synspunkt at vækst i den globale økonomi er løsningen på problemerne med fattigdom og ulighed. Tidligere chef for IMF Anne Krueger har udtalt at: “Fattigdomsreduktion opnås bedst ved at gøre kagen større, ikke ved at forsøge at dele den op på en anden måde” (O’Neill et al. 2010: 30).

Denne strategi for mindskelse af global ulighed og reduktion af fattigdom har vist sig at være dybt forfejlet. For det første er yderligere vækst i den globale økonomi ikke en mulighed indenfor de planetære grænser. For det andet vil yderligere vækst ikke engang være nok til i markant omfang at fjerne den omfattende fattigdom. For det tredje er verdens fattigste mennesker samtidig de klart mest udsatte for de afledte negative konsekvenser af væksten i den globale økonomi pga. klimaforandringer, global opvarming og destruktion af økosystemer. Forfølgelsen af yderligere global økonomisk vækst for at hjælpe de fattigste bliver i dette lys ”næsten bizart” (Woodward & Simms 2006: 3).

“If we are to reconcile the objectives of poverty reduction and environmental sustainability, we need to challenge this conventional wisdom, and the blind pursuit of economic growth which springs from it. We cannot afford to continue with a system which sacrifices the environment on which we all depend for our very survival to give yet more to those who already have too much, in the hope that a few more crumbs will fall from the rich man’s table.” (Woodward & Simms 2006: 25).

Vi mener at der er et akut behov for en revurdering af den dominerende udviklingstrategi og et brud med den konventionelle mainstream økonomiske tænkning, der efterhånden har opnået status som økonomisk sandhed. For det første er det et problem at global økonomisk vækst ses som løsningen på udfordringerne ift. fattigdom og ulighed. Fordi lav- og mellemindkomstlandene får et lille udbytte af de globale velstandsstigninger og pga. de store miljømæssige konsekvenser fortsat global vækst vil have. For det andet udgør mainstream økonomisk tankegang en barriere for økonomisk udvikling i lav- og mellemindkomstlandene, særligt fordi de centrale internationale institutioner Verdensbanken og IMF er særdeles påvirket af neoklassisk økonomisk teori. De rige lande bliver ikke tvunget til at skulle afskaffe subsidier og toldmure, hvilket indebærer en unfair konkurrence. Samtidig har dereguleringen og liberaliseringen af lav- og mellemindkomstlandenes økonomier skabt de vilkår der muliggør at multinationale selskaber hvert år trækker enorme summer ud af selvsamme lande.

Afsnit 2: De samfundsmæssige konsekvenser af den økonomiske udvikling for de rige lande
I dette afsnit rettes fokus imod de rige lande der har nået et vist indkomstniveau, dem som burde være de virkelige vindere af det nuværende økonomiske paradigme. Denne gruppe af lande er i mange henseender kommet til et punkt i deres udvikling hvor de ikke længere nødvendigvis drager fordel af yderligere økonomisk vækst. I den kollektive politiske bevidsthed bliver fremgang og fremskridt betragtet som synonymt med økonomisk vækst. I den konstante søgen efter vækst i økonomien ligger en implicit forståelse af at al vækst er godt i et økonomisk og dermed også i et samfundsmæssigt perspektiv. Dette mantra om økonomisk vækst er det ultimative politiske mål for langt flertallet af verdens nationer. Men det kræver blot at man skraber lidt under overfladen for at finde ud af af at det ikke nødvendigvis forholder sig sådan, billedet er mere nuanceret end det ofte fremstilles. I størstedelen af de mest udviklede økonomier viser målinger at tilfredsheden med tilværelsen er mere eller mindre uændret over flere årtier på trods af høje vækstrater (Jackson 209: 40). Et eksempel er Storbritannien, der har formået at fordoble deres BNP over de sidste 30 år, samtidig med at de fleste målinger af lykke og velbefindende har vist et nogenlunde stabilt niveau. Enkelte studier viser sågar at det er faldet i flere vestlige lande (Boyle & Simms 2009: 4). Hvis antagelsen er at økonomisk vækst altid skaber samfundsmæssig fremgang, så er vi vidne til et paradoks i den rige vestlige verden, hvor vitale samfundsmæssige indikatorer ikke forbedres på trods af den fortsatte økonomiske udvikling:

“Countries achieve great progress in economic development as conventionally measured; yet along the way succumb to new crises of obesity, smoking, diabetes, depression, and other ills of modern life.” World Happiness Report 2012 (Helliwell et al. 2012: 3)

Flere af årsager til denne udvikling er overlappende og samspillende, men vi har forsøgt på bedste vis at inddele de forskellige årsager til den udeblivende positive samfundsmæssige udvikling i verdens rige lande; [ A ] Materialisme og forbrugskultur, [ B ] Ulighed, [ C ] Manglende økonomisk stabilitet samt [ D ] Arbejdsløshed.

Det omtalte paradoks består i at undersøgelser viser, at tilfredshed med livet har ligget nogenlunde stabilt over flere årtier på trods af massiv økonomisk vækst i de fleste udviklede økonomier. Den økonomiske vækst model kan siges at underpræstere i mange vestlige lande og skaber flere problemer end den løser. Helt konkret er indkomst pr. indbygger i USA tredoblet siden 1950, men samtidig er den procentdel af befolkningen der rapporterer at de er meget tilfredse med tilværelsen stort set ikke vokset og der er ikke flere der betragter sig som meget tilfredse med tilværelsen og det tal en endda faldet siden 1970erne (Jackson 2009: 40 og Helliwell et al. 2012). Den canadiske professor i miljøstudier Peter Victor fremhæver denne bizarre udvikling i hans bog Managing Without growth hvor han påpeger at USA har være mere succesfulde i at afkoble BNP fra lykke, end i at afkoble BNP fra forbrug af ressourcer og energi (Victor 2008: 125).

[ A ] Materialisme og forbrugskultur
Vi er overbeviste om at en af årsagerne til den manglende trivsel i mange rige lande er den materialistiske livsstil. De rige vestlige samfund er fastlåst i et kulturelt fængsel af forbrug, en forbrugskultur der er en logisk konsekvens af de underliggende økonomisk strukturer, vi ser nærmere på i næste afsnit.

“It is preoccupation with possessions, more than anything else, that prevents us from living freely and nobly.“ Henry David Thoreau. (Spratt et al. 2009: 14)

Overdreven materialisme kan have negative konsekvenser for menneskeligt velbefindende, eksemplificeret ved den konstante frustration over aldrig at have nok. Denne evige stræben efter mere, bedre og større, påvirker mange mennesker negativt i de rige samfund. Den britiske økonom Richard Layard anvender i denne sammenhæng begrebet hedonistisk adaptation. Begrebet beskriver en proces hvor mennesker vænner sig til en højere materiel levestandard, men hvor forventningerne ofte stiger eksponentielt med den øgede levestandard. Dette betyder at man hurtigt tilvænner sig til den højere levestandard og konstant stræber efter noget mere og bedre (Layard 2005). Der er videnskabelig evidens for at et materialistisk fokus på tilværelsen kan have negative konsekvenser for menneskelig trivsel. Mennesker med et materialistisk livssyn lider mere på en række områder som lykke, tilfredshed med tilværelsen, mental sundhed og sociale relationer (Spratt et al. 2010: 15 og Kasser 2006). Forskning af den amerikanske psykolog Tim Kasser viser at når fokus på materialistiske værdier i et samfund stiger, så nedbrydes de sociale værdier gradvist, og forholdet til naturen og miljøet bliver dårligere (Kasser 2006).

“At odds with centuries of philosophical, moral and religious teaching on how to live a good life. Throughout history, across widely different cultures, people have recognized the dangers of an excessive focus on wealth and material possessions. Viewed in this wider historical context, our recent fixation with the pursuit of individual gain as the route to happiness looks a curious anomaly. “ (Spratt et al. 2010: 14).

Der er altså meget der tyder på at den materialistiske forbrugskultur ikke kun er dybt problematisk for klima og miljø, men ligeledes i et samfundsmæssigt perspektiv. Denne kultur er dog en indgroet del af stort set alle rige samfund og den er en logisk konsekvens af virksomheders afhængighed af at afsætte flere og nye varer på markedet. Efterspørgslen fra forbrugerne er drevet af et behov for nye ting for ikke at føle sig udenfor. På denne måde er forbrugskulturen drevet af en angst for ikke at være en del af det sociale fællesskab (Røpke 2011). Ifølge professor i økologisk økonomi Inge Røpke konstrueres forbrugerens “behov” af den sociale og økonomiske kontekst (Røpke 2011: 197). Det er et interessant spørgsmål hvorvidt vi som forbrugere køber nyt fordi det gør os glade, at det at købe nye ting i sig selv giver tilfredsstillelse, eller om det er fordi vi inderst inde ubevidst tror at det er en nødvendighed at have materialistiske goder for at være succesfuld i sociale netværk. Hvis det sidste er sandt, så er det venskab og kammeratskab og ikke shopping som vi virkelig værdsætter (Spratt et al. 2010: 15-16). Der er efterhånden en stor mængde antropologisk forskning der viser at vi køber ting der har social og psykologisk betydning. Forbrugskulturen skaber et symbolsk sprog som anvendes til kommunikation og interaktion mellem mennesker. Dette betyder at materielle goder i alt for mange tilfælde er indgangsbilletten til det sociale liv. Det er et basalt menneskeligt behov at blive inkluderet i fællesskabet. Interessant nok er dette sociale spil med materielle goder ikke blot et vestligt fænomen, men har ifølge antropologer eksisteret i mere eller mindre alle slags samfund (Jackson 2009: 50). Det der virkelig betyder noget, er faktisk de relative indkomstforskelle, det at have mindre end dem der omgiver os, betyder mere end det absolutte indkomstniveau. Dette gælder især i samfund med høj ulighed, hvor der er stor forskel på social status (Jackson 2009: 52).

I lyset af ovenstående kan der argumenteres for at det er problematisk at mainstream økonomisk teori fokuserer så meget på at skabe økonomisk vækst, gennem øget produktion og forbrug.

[ B ] Ulighed
Ny forskning med et stort empirisk grundlag viser at graden af uligheden i et samfund spiller en helt central rolle for befolkningens velbefindende på en lang række områder (Wilkinson & Pickett 2010). Som påpeget i afsnit 1 i dette kapitel har vi de seneste årtier set en stigning i ulighed både globalt og national. Der er og har været heftig debat om hvilke samfundsmæssige konsekvenser ulighed har. Nogle mener at ulighed er en nødvendighed for en velfungerende økonomi, da det medvirker til at skabe den dynamik der er nødvendig for at skabe økonomisk og dermed samfundsmæssig udvikling. Andre mener at for stor ulighed medfører en lang række sociale problemer. Sociologerne Wilkinson & Pickett tilhører sidstnævnte gruppe, deres forskning21 viser at en sænkning af uligheden i et samfund vil komme alle grupper i samfundet til gode, ikke kun de fattigste. Der er en betydelig sammenhæng mellem graden af indkomstulighed i et samfund og en lang række af sociale indikatorer, blandt andet sundhed, kriminalitet og vold, overvægt, antallet af psykisk syge og personer der lider af depression og angst. Desuden påvirker graden af ulighed den forventede levealder, tilfredsheden med tilværelsen samt sammenhængskraften og tilliden i et samfund (Wilkinson & Pickett 2011 og Shaheen 2011). I indledningen af bogen skriver de:

“Det er et bemærkelsesværdigt paradoks, at vi ved højdepunktet af menneskets materielle og tekniske formåen må se os selv angstplagede, på randen af depression, bekymrede over vores udseende, usikre på vores venskaber, styret af forbrug og med meget lidt eller slet intet fælleskab.” (Wilkinson & Pickett 2011: 17).

Wilkinson og Pickett argumenterer stærkt for at en høj grad af ulighed kan være direkte ødelæggende for et samfund, da lighedsniveauet er en vigtig faktor for den individuelle trivsel. Nogle af de mest lige samfund i verden er de skandinaviske velfærdsstater, sammen med blandt andet Japan der klarer sig godt på en lang række sociale indikatorer sammenlignet med de mere ulige samfund som især USA, Storbritannien og Portugal (Wilkinson & Pickett 2011: 22). Det er værd at bemærke at de ovennævnte tendenser ikke har noget at gøre med hvor rige landene er, eller indkomst pr. indbygger. Fx er USA et af verdens rigeste lande, men lider samtidig under den laveste forventede levealder og en af de højeste kriminalitetsrater blandt de udviklede lande. Der er altså noget der tyder på at det der virkelig betyder noget, er hvor meget eller hvor lidt vi har i forhold til hinanden. Vi sammenligner os konstant med vores medmennesker i forhold til sociale positioner og status. Udover at der er et velfunderet empirisk grundlag for at sige at en høj grad af ulighed i samfundet skaber og er med til at forstærke en lang række samfundsmæssige problemer, så får denne ulighed en selvforstærkende effekt på grund af forbrugskulturen i de vestlige lande, der er præget af en materiel statuskonkurrence (Wilkinson & Pickett 2011: 246).

Der er altså evidens for at ulighed skaber samfundsmæssige problemer, og der er en del der tyder på at det påvirker alle samfundets lag og ikke blot grupperne med den laveste indkomst. I denne sammenhæng er det et alvorligt problem at mainstream økonomer ikke fokuserer tilstrækkeligt på hvordan ulighed kan reduceres. Eksempelvis har den omfattende finansielle deregulering, som neoklassiske økonomer har været fortalere for, skabt bedre forhold for spekulative investeringer og astronomiske aflønninger af topledere og finansfolk (Chang 2011: 143).

[ C ] Manglende økonomisk stabilitet
Den nuværende finansielle krise startede i 2007 i USA, da de finansielle markeder mistede tilliden til det amerikanske boligmarked og de såkaldte subprime-lån (Hendricks & Rasmussen 2012: 21). Flere store banker og investeringsselskaber gik ned og usikkerheden i den globale økonomi spredte sig. Udviklingen betød at staterne i mange tilfælde blev nødsaget til at gribe ind og overtage de nødlidende banker for at undgå et finansielt kollaps (Hendricks & Rasmussen 2012: 18-25). Den omfattende krise skabte panik og frygt på de finansielle markeder hvilket forstærkede den økonomiske krise. Bankerne blev bange for at låne penge ud og forbrugerne stoppede med at bruge penge, hvilket startede en negativ spiral af stagnation og recession. Den finansielle krise forværrede på mange måder staternes finanser. De enorme summer der blev brugt til at stabilisere banksektoren i 2008 og 2009 medførte en substantiel stigning i den offentlige gæld. Desuden har den økonomiske krise medført forhøjede offentlige udgifter pga. stigende arbejdsløshed og de omfattende stimuluspakker der blev vedtaget i et forsøg på at kickstarte økonomien (Jackson 2009: 27 og 110-111). Nedenstående figur illustrerer omfanget af det alvorlige statsgældsproblem i de rige økonomier:


Figur 7. Denne figur viser udviklingen i statsgæld siden 1950. World Economic Outlook 2011 (IMF 2011).

Ifølge den britiske økonom Anatole Kaletsky er den nuværende globale finansielle krise den største i verdenshistorien (Kaletsky 2011: 124). Han beskriver at krisen er et resultat af en lang række komplekse og interagerende faktorer22, men han argumenterer for at den dominerende økonomiske tankegang bærer en stor del af skylden. Den medførte et fokus på finansiel deregulering og en manglende vilje til at bruge statens evne til at regulere markedet. Dette førte fx til ophævelsen af Glass-Steagall aftalen23 i USA 1999 og ledte til et boom i den finansielle sektors størrelse. Desuden spillede politisk ideologi en stor rolle i at krisen blev så omfangsrig fordi Bush-administrationen valgte ikke at bruge statens ressourcer til at gribe ind før sidste øjeblik (Kaletsky 2011: 100-124).

Den politiske økonom Anders Lundkvist påpeger ligeledes at den nuværende krise skyldes at finanskapitalen har haft frit spil gennem deregulering og politisk støtte, hvilket fx har resulteret i de boligbobler vi ser i Spanien, Irland, USA og Danmark (Lundkvist 2012). Dereguleringen medførte en voldsom ekspansion i den finansielle sektors størrelse hvilket betød at pengeudbuddet voksede langt mere end BNP, hvilket følgende figur illustrerer.


Figur 8. Denne figur viser udviklingen i pengeudbuddet sammenlignet med udviklingen i BNP (O´Neill et al. 2011: 65).

Ifølge O´Neill et al. har denne udvikling været medvirkende til at skabe finansiel og økonomisk ustabilitet som den globale økonomi lider under i dag (O´Neill et al. 2011: 65). Denne påstand understøttes af nobelpristager i økonomi Joseph Stiglitz. Han påpeger desuden at hvis der ikke gøres et hæderligt forsøg på at tage bedre styring med det globale finansielle og økonomiske system, så vil der uundgåeligt komme flere og sandsynligvis værre kriser i fremtiden (Stiglitz 2009: 211). Professor i politologi Louis Pauly ser en tydelig sammenhæng mellem udviklingen i internationale finansieringsvirksomhed og stigningen i internationale finansielle kriser (Pauly 2008: 251).


Figur 9. Denne figur viser en historisk oversigt over frekvensen af økonomiske og finansielle kriser (Pauly 2008: 250).

Tim Jackson argumenterer for at gældskrisen er særdeles alvorlig, men at problemet stikker dybere end det. Han hævder at gæld er en forudsætning for det nuværende økonomiske system og at skabelsen af mere gæld er det der har holdt den globale økonomi kørende især i de sidste 10 år. Samtidig har forbrugsgæld muliggjort en frigørelse af privat forbrug fra indkomst, og på denne måde har yderligere gældsætning gjort at væksten kunne fortsætte lidt endnu. Den private forbrugsgæld er steget voldsomt, fx blev den fordoblet i Storbritannien i årtiet før krisen satte ind i 2008 (Jackson 2009: 22-23).

En anden af de andre væsentlige årsager til det økonomiske systems ustabilitet er det kortsigtede profitmotiv. Virksomheder er presset til konstant at være profitmaksimerende for at sikre afkast til aktionærer og undgå at miste markedsandele. Denne tendens resulterer i at virksomhederne vokser sig så store at det skaber konkurrenceforvridning og nedbryder lokale økonomier. Desuden giver det virksomhederne stor politisk indflydelse som de via lobbyisme anvender til at forhindre lovtiltag, der kan skade deres forretning og fortsatte ekspansion. Dette undergraver staternes råderum for at implementere effektiv og hensigtsmæssig politik i både et miljø- og samfundsmæssigt perspektiv (Boyle & Simms 2009: 12). Ifølge Chang opfordrer selve aktiestrukturen til kortsigtethed fordi aktionærer ofte foretrækker at maksimere kortsigtet profit frem for langsigtede investeringer. Fordi de har muligheden for at sælge deres aktier, behøver de ikke nødvendigvis at bekymre sig om virksomhedens fremtid på længere sigt - med mindre at de ejer en stor del af virksomheden. Mindre aktieholdere foretrækker virksomhedsstrategier der maksimerer kortsigtet profit, og fravælger dermed investeringer der er gavnlige på længere sigt (Chang 2011: 12).

Den hidtidige økonomiske udvikling har altså ført til en ustabil global økonomi med høje niveauer af gæld og mangel på modstandsdygtighed overfor kriser. Kriser som den der har domineret den globale økonomi siden 2008 medfører usikkerhed for mange mennesker verden over. De bristede boligbobler førte til at mange pludselig havde langt mere gæld end værdi, hvilket førte til at nogle blev stavnsbundne i deres bolig. Ifølge Boyle & Simms påvirker gæld menneskelig trivsel negativt. Det er med til at forårsage stress, depression, mentale problemer og kan være ødelæggende for forhold mellem mennesker (Boyle & Simms 2009: 83). Desuden har den finansielle og økonomiske krise medført stigende arbejdsløshed der ligeledes skaber utryghed og påvirker menneskelig trivsel negativt.

[ D ] Arbejdsløshed
Der er i skrivende stund omkring 48 millioner arbejdsløse i OECD, hvilket er 14 millioner flere end før krisen startede i 2007. Mere end en tredjedel af dem er langtidsledige, dvs. de har været arbejdsløse i mere end et år (OECD 2012a). Den samlede arbejdsløshed i Euro-landene steg i oktober måned 2012 til 11,7 pct., hvilket er det højeste niveau nogensinde. Spanien har den højeste arbejdsløshed i OECD med 26,2 pct. imens der også er tocifrede tal i Frankrig, Italien, Portugal, Grækenland, Ungarn, Irland, Slovakiet og Polen (OECD 2012b).


Figur 10. Denne figur viser udviklingen i arbejdsløshed fra juli 2008 til juli 2012 i hhv. euro-zonen, USA, Japan og OECD (OECD 2012g).

Samtidig er alarmerende høj ungdomsarbejdsløshed særligt i Europa, den er steget voldsomt under den økonomiske krise og er på over 50 pct. i Spanien og Grækenland (Eurostat 2012). På grafen herunder ses udviklingen i ungdomsarbejdsløshed i OECD fra 2007 til 2012.


Figur 11. Denne figur viser udviklingen i ungdomsarbejdsløshed fra december 2007 til marts 2012 (OECDc 2012).
FNs arbejdsorganisation ILO frygter at de nuværende nedskæringsstrategier i EU vil medføre tab på 4,5 millioner arbejdspladser (Nielsen 2012j). ILO understreger at verden risikerer at miste en hel generation, hvis ikke der igangsættes konkrete tiltag til at afhjælpe den omfattende ungdomsarbejdsløshed (International Labour Organisation 2012).

Ifølge Professor i økonomi Jesper Jespersen er en anden af årsagerne ledende økonomers forkerte antagelser omkring sammenhængen mellem arbejdsudbuddet og beskæftigelsen. Antagelsen i mainstream økonomisk teori er, at hvis arbejdsudbuddet øges, så vil det presse lønningerne ned. Dette vil få virksomhederne til at ansætte flere folk og generelt skabe vækst (Jespersen 2012b). Et sådant fokus på arbejdsudbud kendetegner den førte politik i hele EU, på trods af manglende resultater ift. til at reducere den europæiske arbejdsløshed. Generelt set er arbejdsløsheden steget i Europa, selvom det blev postuleret at de mange arbejdsmarkedsreformer ville øge beskæftigelsen (Jespersen 2012a).

Ifølge World Happiness Report har det at have et arbejde stor betydning for menneskelig trivsel. Det er psykisk hårdt at være arbejdsløs, og det er endnu hårdere at være arbejdsløs i længere tid. Derfor kan arbejdsløshed føre til et skarpt fald i trivsel og velvære (Helliwell et al. 2012: 66). Den nuværende økonomiske udvikling i Europa har medført social uro i Sydeuropa. Den 13. november 2012 var der for første gang nogensinde koordinerede strejker i Italien, Spanien Grækenland og Portugal, samt sympatidemonstrationer i flere andre lande. Årsagen er den økonomiske krise der har ført til stigningen i arbejdsløshed og samtidig omfangsrige nedskæringer på de offentlige budgetter. Nedskæringerne har gjort tilværelsen langt sværere for de arbejdsløse (Hansen & Gjerding 2012).

Selvom den globale økonomi er mangedoblet i størrelse lider mange rige lande stadig under arbejdsløshed. Vi vil argumentere for at en af de primære årsager til dette er forfølgelsen af den neoklassiske økonomis tese om nødvendigheden af reformer der øger arbejdsudbuddet. Ifølge Jespersen har den europæiske arbejdsløshed gennem årtier ligget på omkring 10 pct., og dette tyder på at det er tvivlsomt om den nuværende økonomiske udvikling vil kunne løse problemet omkring arbejdsløshed (Jespersen 2012b).

Afsnit 3: Diskussion
Afsnit 1 viste at den økonomiske udvikling ikke har formået at levere tilstrækkelig økonomisk vækst i lav- og mellemindkomstlandene. Som beskrevet i indledningen af dette kapitel er lav- og mellemindkomstlandene der hvor økonomisk vækst er mest tiltrængt, og hvor den har en særdeles stor betydning for menneskelig trivsel. Den udviklingspolitiske linje fra de centrale aktører i den globale økonomi, som IMF, Verdensbanken og WTO har på nogle områder hæmmet den økonomiske udvikling i verdens fattigste lande. Som vi har beskrevet har denne politiske linje især de sidste 30 år været domineret af neoklassisk økonomisk teori. Der har været en udbredt tro på at globaliseringen ville føre til mere rigdom for alle, og i denne sammenhæng er der blevet argumenteret for liberalisering, deregulering og frie kapitalstrømme. Desværre har dette ofte ikke medført den forventede vækst i de fattigste lande. Bl.a. fordi rige landes subsidier og toldbarrierer har bidraget til at forhindre de fattigere lande i at udvikle sig. Dette har skabt unfair konkurrenceforhold, hvor de rige landes industrier har fået støtte, mens fattige lande ikke har fået lov til at benytte de samme politiske værktøjer. Til sidst har kapitalflugt medført manglende skatteindtægter, og de omfattende liberaliseringer har muliggjort dette. Samlet set har mainstream økonomisk teori ofte haft en problematisk rolle i et udviklingsmæssigt perspektiv. På trods af at den globale økonomi er mangedoblet i størrelse er der stadig enorme udfordringer med fattigdom og ulighed.

Samtidig er der omfattende klima- og miljøproblemer der skaber yderligere problemer for særligt de fattigste lande. Professor i økonomi fra Massachusetts Institute of Technology Benjamin Olken har sammen med en række andre forskere påvist at højere temperaturer leder til markant lavere vækst i fattige lande. Deres resultater tyder på at globale klimaændringer vil føre til at de fattige lande gennemsnitligt vil være omkring 40 pct. fattigere i år 2099 end de ville have været uden klimaændringer. Rige lande bliver ikke ramt i samme omfang af en række årsager24 (Nielsen 2012k).

Afsnit 2 af kapitlet viser at selv i de rige lande er der problemer med menneskelig trivsel. Vi har beskrevet 4 årsager til dette: Materialisme og forbrugskultur, den stigende ulighed, manglende tryghed i form af økonomisk stabilitet samt tiltagende arbejdsløshed. Den nuværende økonomiske udvikling opfylder derfor ikke grundforudsætning nummer to, da den hverken formår at sikre menneskelig trivsel i lav- og mellemindkomstlande eller i de rige lande.

Hvorfor har den økonomiske udvikling ikke levet op til de to grundforudsætninger vi har opstillet? Vi har allerede beskrevet at neoklassisk økonomisk tankegang har skabt vanskelige vilkår for vækst i lav- og mellemindkomstlande. Vi vil nu gå mere i detaljer med hvordan mainstream økonomisk tankegang spiller en rolle i at fastholde verden i de problemer vi har beskrevet i kapitel 3 og 4. Der er meget der tyder på at yderligere vækst i de rige lande ikke vil føre til samfundsmæssig fremgang. Alligevel er de fleste politikere og økonomer optagede af hvordan den fremtidige vækst bedst sikres (jf. kapitel 1).

Tim Jackson beskriver at manglende vækst i det nuværende økonomiske system medfører: Økonomisk ustabilitet, stigende arbejdsløshed, øget offentlig gæld, dårligere konkurrenceevne og lavere levestandard (Jackson 2009: 61-65). Som han påpeger så har den kapitalistiske vækstmodel ikke nogen nem vej til en ligevægtstilstand:

“Its natural dynamics push it towards one of two states: expansion or collapse.” (Jackson 2009: 64).

Jackson uddyber at den moderne økonomis stabilitet er dybt afhængig af økonomisk vækst (Jackson 2009: 14). Den vestlige forbrugsøkonomi bliver opretholdt af en strukturel afhængighed af økonomisk vækst og dermed også en konstant vækst i forbrug. Den primære årsag til dette er effektivisering. For at virksomhederne skal forblive konkurrencedygtige er det nødvendigt konstant at have produktivitetsstigninger. Men det vil uundgåeligt føre til arbejdsløshed, medmindre økonomien vokser, da det betyder at der produceres det samme antal varer eller den samme service med færre hænder (Jackson 2009: 95). De årlige produktivitetsstigninger udøver altså et konstant pres på beskæftigelsen og konsekvensen bliver stigende arbejdsløshed. Dette resulterer i faldende købekraft som betyder at efterspørgslen på varer og tjenesteydelser reduceres. Hermed skabes et pres på virksomhederne der i yderste konsekvens kan blive tvunget til nedskæringer og fyringer. Hvilket igen øger arbejdsløsheden og er starten på en negativ spiral. Årsagen til dette er at recession og stagnation skaber frygt og usikkerhed. Der indføres stimuluspakker der skal skabe vækst, hvilket fører til en stigning i den offentlige gæld. På denne måde er hele samfundet dybt afhængigt af at væksten kommer tilbage for at være i stand til at betale af på den voksende gæld (Jackson 2009: 63). Det nuværende økonomiske system er altså bogstaveligt talt afhængigt af at vokse.

“The shortage of employment has become more important that the shortage of products. Whereas in the past we needed to have more people at work because we needed the goods and services they produce, now we have to keep increasing production simply to keep people employed.” (Victor 2008: 13).

Som Victor fremhæver i ovenstående citat så er det samlede forbrug af varer og tjenesteydelser tvunget til at stige for at sikre høj beskæftigelse. Jackson mener at brug og smid væk kulturen er en strukturel forudsætning for det økonomisk systems overlevelse (Jackson 2009: 97). På denne måde er systemet med til at forstærke den materialisme og forbrugskultur der er problematisk i både et miljø- og samfundsmæssigt perspektiv (jf. afsnit 2).

Tomas Sedlacek fremhæver at der inden for mainstream økonomi er en opfattelse af at fremskridt og udvikling hænger sammen med økonomisk vækst (jf. kapitel 2). Dette har betydet at en voksende økonomi er blevet det altoverskyggende udviklingsmål i den nuværende politiske kontekst. Inge Røpke påpeger at økonomisk vækst ses som et absolut gode, og det er uanset hvilken levestandard det pågældende samfund allerede har opnået (Røpke 2011: 196-97). Økonomisk vækst bliver af langt størstedelen af de politiske beslutningstagere betragtet som et middel til at løse stort set alle samfundsmæssige problemer, det værende økonomisk, sociale eller sågar miljømæssige (Victor 2008: 92). I vores perspektiv er det paradoksalt at det fænomen, økonomisk vækst, som skaber og forstærker mange af de sociale og især miljømæssige problemer, af mange ses som løsningen på selvsamme problemer.

I denne sammenhæng er det særdeles problematisk at BNP er en utilstrækkelig målemetode til at måle samfundsmæssig fremgang. Økonomisk vækst betyder at BNP vokser, dvs. at den samlede værdi af producerede og handlede varer og tjenesteydelser i en økonomi stiger (Boyle & Simms 2009: 10). BNP er godt redskab til at måle økonomisk aktivitet, men særdeles mangelfuldt når det handler om at måle fremgang eller trivsel (O’Neill et al. 2010: 13). Dette gør sig især gældende i de rige lande hvor størstedelen af befolkningen har fået opfyldt deres materielle behov (Helliwell et al. 2012: 91).

Flere af vores interviewpersoner udtrykte skepsis over BNP som en velfungerende målemetode. Lidegaard påpegede at det er indlysende at den måde hvorpå de økonomiske aktiviteter, gevinster og tab, opgøres i dag, er uholdbart ser man ser på de udfordringer vi står overfor [Lidegaard interview: 2]. Mogens Lykketoft fremhævede at det er af afgørende betydning hvilken form for vækst der tales om:

“ [D]et er jo den forståelse der dybest set skal brede sig [...] At der sådan set ikke er nogen grænser for vækstkvalitet, men der er grænser for vækst af den type vi har været vant til.” [Lykketoft interview: 6].

Samtidig påpegede Christian Ege at supplerende målemetoder er en nødvendighed, da det er åbenlyst at BNP er utilstrækkeligt [Ege interview: 7-8]. Richardson fremhævede det paradoksale i at det der påvirkede den japanske vækst sidste år var det ødelæggende jordskælv og den efterfølgende tsunami. Hun hentydede til at det vist næppe kan kaldes en forbedring [Richardson interview: 4].

Vi mener at der derfor er akut behov for anvendelsen af nye metoder til at måle samfundsmæssig fremgang. Heldigvis har der de senere år bredt sig en international anerkendelse af BNPs utilstrækkelighed som det vigtigste mål for samfundsmæssig fremgang. I 2008 nedsatte den daværende franske præsident Nicholas Sarkozy en kommission med Joseph Stiglitz i spidsen. Kommissionens formål var at finde nye måder at måle et lands udvikling på, grundet erkendelsen af BNPs begrænsninger (Stiglitz et al. 2009). Der er i det hele taget de senere år kommet langt større fokus på behovet for alternative målemetoder. OECDs Better life index og Happy Planet Index er eksempler på denne udvikling (OECD 2012f og Abdallah et al. 2012). Dette vender vi tilbage til i kapitel 5.

Som vi har været inde på i kapitel 2 og 3 er det vigtig at økonomiske modeller passer til virkeligheden. Inden for mainstream økonomisk teori er der en opfattelse af at økonomisk vækst fører til forbedret livskvalitet, hvilket kan eksemplificeres af følgende citat af Poul Schou:

“ [J]eg kan sagtens forestille mig at man godt vil kunne blive ved med at få forbedret livskvalitet, altså det man kalder økonomisk vækst...” [Schou interview: 5].

Dette har uden tvivl en vis gyldighed i de fattigste lande, hvor meget tyder på at øget økonomisk vækst medfører forbedret levestandard. Alligevel har meget af væksten fundet sted i de rigeste lande hvor 15 pct. af verdens befolkning står for 85 pct. af verdens samlede forbrug (målt i forbrugsudgifter) (O’Neill et al. 2010: 95). På mange måder har mainstream økonomi fungeret som en barriere for økonomisk udvikling i lav- og mellemindkomstlandene gennem dets fokus på markedsløsninger, liberaliseringer og deregulering. Samtidig er det konstante fokus på at opnå fortsat økonomisk vækst med til at destabilisere planetens klima og miljø, hvilket kan få meget alvorlige konsekvenser. Som nævnt rammer disse forandringer lav- og mellemindkomstlandene hårdest. Som beskrevet i kapitel 3 er det desuden ikke bare ønsket om vækst, men en række centrale koncepter i neoklassisk økonomi der bidrager til at problemerne er svære at løse: Fokus på en samlet global aftale frem for polycentriske løsninger, at hvert klima/miljøproblem skal løses for sig, at priserne kan løse mange problemer af sig selv og at staten ikke må tage en ledende rolle.

I de rige lande hvor den økonomiske vækst primært har fundet sted, har den imidlertid ikke medført den forventede medfølgende stigning i menneskelig trivsel. Vi vil argumentere for at mainstream økonomisk teori har en del af ansvaret for denne udvikling. Som beskrevet i afsnit 2 har særligt den neoklassiske økonomiske teori været en drivkraft i skabelsen af mange af årsagerne til den manglende menneskelige trivsel. Her tænkes på nutidens materialisme og forbrugskultur, den stigende globale ulighed, den manglende økonomiske stabilitet og problemerne omkring arbejdsløshed.

Afslutningsvis er det uhensigtsmæssigt at nutidens dominerende økonomiske modeller ikke formår at sikre at den økonomiske udvikling er miljømæssigt bæredygtig (jf. kapitel 3). Ligeså vigtigt formår de heller ikke at sikre at den økonomiske udvikling i tilstrækkeligt omfang sørger for menneskelig trivsel globalt set. Vi mener at mainstream økonomisk teori har en stor del af ansvaret for at den økonomiske udvikling ikke har formået at leve op til de to grundforudsætninger. Der er et for stort fokus på at øge et abstrakt begreb som BNP frem for at sikre de bedste vilkår for menneskelig trivsel, på en miljømæssigt bæredygtig måde. Derfor præsenteres i det følgende kapitel en alternativ økonomisk teori som vi mener i langt højere omfang vil kunne sørge for at den fremtidige økonomiske udvikling vil kunne leve op til de to grundforudsætninger: At være miljømæssigt bæredygtig og sørge for menneskelig trivsel.

< De miljømæssige konsekvenser af den økonomiske udviklingIndholdsfortegnelseTeorien om en økonomi i dynamisk ligevægt >






 0 kommentar(er) · 12342 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen De samfundsmæssige konsekvenser af den nuværende økonomiske udvikling:

Husk mig

Lignende indhold
Artikler
De miljømæssige konsekvenser af den økonomiske udvikling
Økonomi (Bionyt: 500 svar om klima)
DebatterSvarSeneste indlæg
Den økonomiske krise323-01-2012 20:17
▲ Til toppen
Afstemning
Hvordan vil Coronakrisen påvirke klimadebatten?

Mindre opmærksomhed om klima

Ingen større påvirkning

Øget opmærksomhed om klima

Andet/Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2020 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik