Husk mig
▼ Indhold

De større solvarmeanlæg og sæsonlagring af solvarme

Artiklen er en del af bogen Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.

< Den såkaldte passive solvarmeIndholdsfortegnelseStagnationen og den nye handlingsplan 1998-2000 >

Af Jens Windeleff

De større solvarmeanlæg og sæsonlagring af solvarme

Det 9000 m2 store solvarmeanlæg ved Marstal Fjernvarmeværk blev verdens største termiske solenergianlæg. I 1999 blev det yderligere forsynet med et sæsonlager.
Solkoordineringsgruppen havde allerede i 1987/88 påpeget behovet for en målrettet indsats for større anlæg, herunder anlæg til offentlige bygninger. Firmaet Arcon havde med installationen af det 1100 m2 store anlæg i Saltum (1988 og det godt 3000 m2 store anlæg i Ry (1990, fik VE-pris 1991), vundet mange erfaringer med solvarme på fjernvarmeværker og havde færdigudviklet et stort 12,5m2 solfangermodul med indlagt teflonfilm som ekstra dæklag. Produktionen skete fra 1988 i det nye dansk-svenske selskab Scancon, og selskabet fremstillede praktisk talt alle solfangermodulerne til de svenske anlæg. Arcon overtog siden selskabet, som fortsatte til midten af 90’erne, hvor det blev en del af Arcon. Den opbyggede ekspertise omfattede alle arrangementer vedr. beholdere, styring, og armaturer og blev grundlaget for en betydelig eksport til andre europæiske lande, navnlig Tyskland.

Parallelt hermed designede Peter Christensen fra Folkecentret sammen med arkitekten Niels Helmer Christensen et 12 m2 modul til brug for en lokal solfangerproduktion på Ærø. Der blev imidlertid kun bygget 7 moduler hos en tømrermester i Søby, men som potentielt konkurrencemoment fik projektet betydning for prisdannelsen i forbindelse med de anlæg, hvortil der var knyttet svenske interesser.

I 1997 opførtes på initiativ af Niels Aage Jensen og Leo Holm fra Marstal Fjernvarme det 8000 m2 store solvarmeanlæg, som blev leveret af Arcon, og som fik status som verdens største solvarmeanlæg.

Årene efter blev endnu et stort anlæg tilknyttet fjernvarmeanlægget i Ærøskøbing opført. Med dækningsgrader på 12-15 %, og en energipris på ca. 25 øre pr. kilowatttime kom solvarmen dermed for første gang tæt på at være kommercielt konkurrencedygtig.

Samtidig øgedes interessen for de mellemstore anlæg til institutioner, højskoler, campingpladser m.v.

Alfred Jacobsen fra Vivild var pioner, børnebogsforfatter og opførte 3 solopvarmede huse før han blev tilfreds.
I forbindelse med de større anlæg udvikledes lagerteknologien, som egentlig startede med 0-energihuset. Drømmen om lagring af solvarmen fra sommer til vinter havde været levende fra starten på grund af de danske solforhold, og der var blevet eksperimenteret med smeltning og størkning af bl.a. glaubersalt som en mulighed, der hverken krævede megen plads eller isolering. Enkelte private havde også følt sig tiltrukket af mulighederne, en flisestøber i Vivild, Alfred Jacobsen, havde f.eks. omdannet hele sin kælder til et vandfyldt sæsonlager i forbindelse med 90 m2 solfanger på hele sydtaget.

Aidt Miljø udviklede sandlagre under enfamiliehuse, som kunne gemme solvarmen gennem længere tid, om end der ikke var tale om egentlige sæsonlagre. Det blev først og fremmest forskerne på DTU som forestod udviklingen af sæsonlagrene. Vagn Ussing, Preben Nordgaard Hansen og Svend Svendsen fra Laboratoriet for Varmeisolering havde allerede i midten af 80’erne fået opført et 500 m3 vandbassinlager isoleret som forsøgs-sæsonlager (som senere konverteredes til et gruslager), samt et borehulslager af tilsvarende størrelse. Der blev i forlængelse af dette udviklet EDB-programmer, der kunne beregne de fleste sæsonlagertyper. Beregningerne viste, at lagerstørrelserne skulle være på over 100.000 m3 for at være rentable.

Omkring 1991 nedsattes en sæsonlagergruppe under Solenergiudvalget med Per Alex Sørensen som bærende kraft og med deltagelse af Geoteknisk Institut, da de meget store lagre nødvendigvis måtte indlejres i jorden. Senere opførtes damvarmelagre i 1000-3000 m3 størrelsen som forsøgslagre i Tupperupvænge, Hørby og Otterupgård, sidstnævnte med lertætning som forsøg. Fælles for vandlagrene var dog tætningsproblemer. KAB havde med Knud Munch som primus motor gennemført et vellykket solvarmeprojekt i Tupperupvænge, men det tilhørende sæsonlager blev et smertensbarn. Som konsekvens af de mange problemer knyttet til bassinlagrene blev der derfor i 1998 opført et sæsonlager som gruslager med varmeveksling i lukket system i tilknytning til det store solvarmeanlæg i Marstal. Anlægget blev opført som første lager i det 5-års program som Enhedslisten havde fået aftalt med regeringen, og det blev yderligere forsynet med en varmepumpe for at kunne udnytte restvarmen i lageret sidst på sæsonen.

< Den såkaldte passive solvarmeIndholdsfortegnelseStagnationen og den nye handlingsplan 1998-2000 >






 0 kommentar(er) · 1936 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen De større solvarmeanlæg og sæsonlagring af solvarme:

Husk mig

Lignende indhold
Artikler
Passiv solvarme
Den såkaldt passive solvarme
Solvarme
DebatterSvarSeneste indlæg
Solvarme i alle enfamiliehuse.319-08-2013 01:35
Lovpligtig solvarme?1612-07-2008 11:19
▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik