Diskursteori
Af Catharina Magdalena Merle Toft
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2011.
2.4.3. Diskursteori
Efter i de foregående afsnit at have redegjort for opgavens teoretiske udgangspunkt, vil det følgende afsnit se nærmere på, hvordan empiri og teori kan sammenkobles.
Som det blev nævnt under afsnittet om de ekstraordinære midler, hvornår er noget så politiseret, og hvornår er noget sikkerhedsliggjort? Findes der parametre, som man kan måle sikkerhedsliggørelse på? Eller er det et enten/eller spørgsmål?
Hvorledes forskellen kan måles vil blive beskrevet under afsnittet om talehandlinger, men for at undgå problematikken i de ovenstående spørgsmål, vil analysen udelukkende beskæftige sig med forsøget af sikkerhedsliggørelse, hvorfor det kun er første del af den trefoldige sikkerhedsliggørelsesprocess, der vil blive analyseret.
Figur 12: Denne opgaves fokus i en trefoldig sikkerhedsliggørelsesprocess
Forsøget på sikkerhedsliggørelse er beskrevet af Barry Buzan og Ole Wæver, 2003, på følgende måde:
Processen kræver således:
• En intersubjektiv konstruktion af en eksistentiel trussel mod et referenceobjekt.
• En konstruktion af en tilstrækkelig væsentlighed til at opnå en effekt, der tillader at gøre brug af ekstraordinære tiltag. Der ses i nærværende sammenhæng bort fra, om publikum accepterer sikkerhedsliggørelsen, og om der legitimeres ekstraordinære midler.
Definitionen tydeliggør hvorfor det er relevant i denne sammenhæng at analysere diskursen, som den sikkerhedsliggørende aktør forsøger at etablere.
Diskurstankegangen har et fundament af antirealistiske59 og konstruktivistiske rødder.60 Det er antirealistisk, da det nægter eksistensen af en ekstern social realitet. Og det er konstruktivistisk, da det mener, at den sociale verden er skabt af deltagerne heraf.61
En diskurs kan ikke etableres af et individ. Diskurser skabes i sociale strukturer, såsom magtforhold.63 Traditionelt er det derfor staten, som er den sikkerhedsliggørende aktør, der etablerer diskurser. Det er dog ikke altid tilfældet og heller ikke ift. UNFCCC.
Men hvad er diskursteori? I diskursteorien består al menneskelig sameksistens af tanker, forestillinger, forventninger og ideer. En diskurs er en sproglig kode, der systematisk organiserer viden ved at begrænse, hvad der kan og ikke kan siges. Udtalelser giver kun mening i diskurser, der bliver omdannet af social interaktion.65 Logik og fornuft er således ikke kun bestemt af grammatiske og lingvistiske regler – men også af det socialt konstruerede konceptuelle univers66, vi befinder os i, og som er opstået over tid gennem social interaktion. Argumenter, såsom at klimaet er truet, kan således fungere i en sikkerhedsliggørende sammenhæng i et bestemt konceptuelt univers, men være virkningsløse i et andet – det er derfor vigtigt, at de faciliterende omstændigheder stemmer overens med en til enhver tid eksisterende diskurs, for at en vellykket sikkerhedsliggørelse kan finde sted. En diskurs kan således ses som en forklarende faktor for, hvorfor den sikkerhedsliggørende aktør kan udføre en heldig eller uheldig sikkerhedsliggørelse, og hvorfor publikummet accepterer eller ikke accepterer sikkerhedsliggørelsen.
En aktør kan derfor over tid ”tale sikkerhed” om et emne, hvorved emnet ved at blive omtalt i en sikkerhedssammenhæng vil blive en del af denne.
Ernesto Laclau og Chantal Mouffe er de diskursteoretikere, som nærværende opgave vil bygge på.68 Samlet har de udviklet et diskursteoretisk begrebsapparat.69
Begrebsapparatets overordnede tankegang er, at sociale fænomeners betydning ikke kan fastlåses, hvorfor der konstant foregår kampe om deres definition på samfund og identitet. Derfor er formålet med diskursanalysen selvfølgelig også at kortlægge disse kampe.70 Overført på nærværende opgaves case, kan Laclau og Mouffes diskursteori derfor genformuleres som en kortlægning af kampene om definitionen af klimaet.
Ifølge Laclau og Mouffe dannes diskurser ved at mening/betydning skabes omkring nogle nodalpunkter. Et nodalpunkt i en diskurs er på forhånd veldefineret. Jørgensen og Phillips kalder nodalpunkterne for knudetegn i den diskursive organisering. Flydende betegnere, samles omkring nodalpunktet, hvor de opnår en ny identitet ved at indgå i et relationelt forhold til hinanden i en ækvivalenskæde omkring nodalpunktet.71 En ækvivalenskæde er en sammenligning/sammenstilling. Tilsammen giver ækvivalenskæden og de flydende betegneres forhold til hinanden nodalpunktet mening. Det er denne meningsfiksering omkring nodalpunktet, som de forskellige aktører strides om, og som i forbindelse med en sikkerhedsliggørelse forsøges skubbet i en helt bestemt retning, idet den forsøger at reducere de forskellige tegns flertydighed til entydighed, hvorved tegn bliver til momenter. Ved at holde betydninger fast i momenter, adskiller disse sig fra hinanden, og en diskurs er etableret. En diskurs er med andre ord en fastlåsning af tegn i relationer til hinanden.72
Figur 13: Betydningsfastlæggelse omkring nodalpunktet
Diskurserne vil i nærværende opgave blive analyseret ud fra deres ækvivalenskæde og diskursernes konstruktion, som jf. nedenstående kasse, der vil gå igen i analyserne, er delt op i eksistentiel trussel, referentobjekt og den absolutte prioritering – med andre ord ”Hvad er truslen?”, ”Hvad er truet?” og ”Hvad gør vi så nu?”. En sikkerhedsliggørende diskurs forudsætter en opbygning omkring disse elementer, hvis sammenhæng kan udtrykkes som 1. en eksistentiel trussel, der er rettet mod 2. et referentobjekt, hvorfor der kræves 3. en absolut prioritering.
Figur 14: Diskursanalysemodellen for nærværende opgave
Strategien i henhold til analysen er at identificere de tegn, som der særligt gøres en stor indsats for at tilskrive mening.73
2.4.3.1. Diskursen omkring UNFCCC
Eftersom UNFCCC udgør empirien i nærværende opgave, er det følgeligt også interessant at se på, hvilken diskurs UNFCCC befinder sig i, og hvorfor netop denne institution kan have held med at sikkerhedsliggøre et emne i magtspillet om at sætte diskurser.
Ifølge Weber, Buzan og de Wilde er det den sikkerhedsliggørende aktørs position, der er afgørende for, om en sikkerhedsliggørelse er succesfuld eller ej.
Man med rette argumentere for, at UNFCCC befinder sig i en bestemt diskurs og indenfor denne har en ekstraordinær position for at bringe et emne på en sikkerhedsdagsorden. Som FN skriver på deres hjemmeside er organisationen oprettet med det formål at vedligeholde fred og sikkerhed, og de er bedst kendt for peacekeeping, peacebuilding og conflict prevention.
Ift. at muliggøre ekstraordinære midler, er FN ifølge FN-charterets76 kapitel 7 den eneste organisation i verden, der kan legitimere krigshandlinger og interventioner, hvis medlemslandene kan enes herom.77 FN-charteret er en konstituerende traktat, og alle medlemslande er forpligtet til at følge den. Med andre ord er UNFCCC selvskrevet til at være istand til at etablere nye sikkerhedsdiskurser, da organisationen er oprettet med det formål at skabe sikkerhed. Den kendsgerning, at UNFCCC fortsat taler om sikkerhed er medvirkende til, at diskursen kontinuerligt bliver defineret og redefineret.
Derudover er UNFCCC i tæt samarbejde med diverse interesseorganisationer, som har præferencer indenfor de områder78, som UNFCCC varetager.
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2011.
| < Sikkerhedsliggørelsens komponenter | Indholdsfortegnelse | Talehandlingsteori > |
2.4.3. Diskursteori
Efter i de foregående afsnit at have redegjort for opgavens teoretiske udgangspunkt, vil det følgende afsnit se nærmere på, hvordan empiri og teori kan sammenkobles.
Som det blev nævnt under afsnittet om de ekstraordinære midler, hvornår er noget så politiseret, og hvornår er noget sikkerhedsliggjort? Findes der parametre, som man kan måle sikkerhedsliggørelse på? Eller er det et enten/eller spørgsmål?
Hvorledes forskellen kan måles vil blive beskrevet under afsnittet om talehandlinger, men for at undgå problematikken i de ovenstående spørgsmål, vil analysen udelukkende beskæftige sig med forsøget af sikkerhedsliggørelse, hvorfor det kun er første del af den trefoldige sikkerhedsliggørelsesprocess, der vil blive analyseret.
Figur 12: Denne opgaves fokus i en trefoldig sikkerhedsliggørelsesprocess
Forsøget på sikkerhedsliggørelse er beskrevet af Barry Buzan og Ole Wæver, 2003, på følgende måde:
”The discursive process through which an intersubjective understanding is constructed within a political community to treat something as an existential threat to a valued referent object, and to enable a call for urgent and exceptional measures to deal with the threat.”58
Processen kræver således:
• En intersubjektiv konstruktion af en eksistentiel trussel mod et referenceobjekt.
• En konstruktion af en tilstrækkelig væsentlighed til at opnå en effekt, der tillader at gøre brug af ekstraordinære tiltag. Der ses i nærværende sammenhæng bort fra, om publikum accepterer sikkerhedsliggørelsen, og om der legitimeres ekstraordinære midler.
Definitionen tydeliggør hvorfor det er relevant i denne sammenhæng at analysere diskursen, som den sikkerhedsliggørende aktør forsøger at etablere.
Diskurstankegangen har et fundament af antirealistiske59 og konstruktivistiske rødder.60 Det er antirealistisk, da det nægter eksistensen af en ekstern social realitet. Og det er konstruktivistisk, da det mener, at den sociale verden er skabt af deltagerne heraf.61
”[Discourse] is not simply a neutral device for imparting meaning. People seek to accomplish things when they talk or when they write; [discourse analysis] is concerned with the strategies they employ in trying to create different kinds of effect.”62
En diskurs kan ikke etableres af et individ. Diskurser skabes i sociale strukturer, såsom magtforhold.63 Traditionelt er det derfor staten, som er den sikkerhedsliggørende aktør, der etablerer diskurser. Det er dog ikke altid tilfældet og heller ikke ift. UNFCCC.
”This link between politicization and securitization does not imply that securitization always goes through the state; politicization as well as securitization can be enacted in other fora as well.”64
Men hvad er diskursteori? I diskursteorien består al menneskelig sameksistens af tanker, forestillinger, forventninger og ideer. En diskurs er en sproglig kode, der systematisk organiserer viden ved at begrænse, hvad der kan og ikke kan siges. Udtalelser giver kun mening i diskurser, der bliver omdannet af social interaktion.65 Logik og fornuft er således ikke kun bestemt af grammatiske og lingvistiske regler – men også af det socialt konstruerede konceptuelle univers66, vi befinder os i, og som er opstået over tid gennem social interaktion. Argumenter, såsom at klimaet er truet, kan således fungere i en sikkerhedsliggørende sammenhæng i et bestemt konceptuelt univers, men være virkningsløse i et andet – det er derfor vigtigt, at de faciliterende omstændigheder stemmer overens med en til enhver tid eksisterende diskurs, for at en vellykket sikkerhedsliggørelse kan finde sted. En diskurs kan således ses som en forklarende faktor for, hvorfor den sikkerhedsliggørende aktør kan udføre en heldig eller uheldig sikkerhedsliggørelse, og hvorfor publikummet accepterer eller ikke accepterer sikkerhedsliggørelsen.
En aktør kan derfor over tid ”tale sikkerhed” om et emne, hvorved emnet ved at blive omtalt i en sikkerhedssammenhæng vil blive en del af denne.
””Security” is thus a self-referential practice, because it is in this practice that the issue becomes a security issue – not necessarily because a real existential threat exists but because the issue is presented as such a threat.”67
Ernesto Laclau og Chantal Mouffe er de diskursteoretikere, som nærværende opgave vil bygge på.68 Samlet har de udviklet et diskursteoretisk begrebsapparat.69
Begrebsapparatets overordnede tankegang er, at sociale fænomeners betydning ikke kan fastlåses, hvorfor der konstant foregår kampe om deres definition på samfund og identitet. Derfor er formålet med diskursanalysen selvfølgelig også at kortlægge disse kampe.70 Overført på nærværende opgaves case, kan Laclau og Mouffes diskursteori derfor genformuleres som en kortlægning af kampene om definitionen af klimaet.
Ifølge Laclau og Mouffe dannes diskurser ved at mening/betydning skabes omkring nogle nodalpunkter. Et nodalpunkt i en diskurs er på forhånd veldefineret. Jørgensen og Phillips kalder nodalpunkterne for knudetegn i den diskursive organisering. Flydende betegnere, samles omkring nodalpunktet, hvor de opnår en ny identitet ved at indgå i et relationelt forhold til hinanden i en ækvivalenskæde omkring nodalpunktet.71 En ækvivalenskæde er en sammenligning/sammenstilling. Tilsammen giver ækvivalenskæden og de flydende betegneres forhold til hinanden nodalpunktet mening. Det er denne meningsfiksering omkring nodalpunktet, som de forskellige aktører strides om, og som i forbindelse med en sikkerhedsliggørelse forsøges skubbet i en helt bestemt retning, idet den forsøger at reducere de forskellige tegns flertydighed til entydighed, hvorved tegn bliver til momenter. Ved at holde betydninger fast i momenter, adskiller disse sig fra hinanden, og en diskurs er etableret. En diskurs er med andre ord en fastlåsning af tegn i relationer til hinanden.72
Figur 13: Betydningsfastlæggelse omkring nodalpunktet
Diskurserne vil i nærværende opgave blive analyseret ud fra deres ækvivalenskæde og diskursernes konstruktion, som jf. nedenstående kasse, der vil gå igen i analyserne, er delt op i eksistentiel trussel, referentobjekt og den absolutte prioritering – med andre ord ”Hvad er truslen?”, ”Hvad er truet?” og ”Hvad gør vi så nu?”. En sikkerhedsliggørende diskurs forudsætter en opbygning omkring disse elementer, hvis sammenhæng kan udtrykkes som 1. en eksistentiel trussel, der er rettet mod 2. et referentobjekt, hvorfor der kræves 3. en absolut prioritering.
Figur 14: Diskursanalysemodellen for nærværende opgave
Strategien i henhold til analysen er at identificere de tegn, som der særligt gøres en stor indsats for at tilskrive mening.73
2.4.3.1. Diskursen omkring UNFCCC
Eftersom UNFCCC udgør empirien i nærværende opgave, er det følgeligt også interessant at se på, hvilken diskurs UNFCCC befinder sig i, og hvorfor netop denne institution kan have held med at sikkerhedsliggøre et emne i magtspillet om at sætte diskurser.
Ifølge Weber, Buzan og de Wilde er det den sikkerhedsliggørende aktørs position, der er afgørende for, om en sikkerhedsliggørelse er succesfuld eller ej.
”Successful securitization is not decided by the securitizer but by the audience of the security speech act: Does the audience accept that something is an existential threat to a shared value? Thus, security (as with all politics) ultimately rests neither with the objects nor with the subjects but among the subjects. (...) This relationship among subjects is not equal or symmetrical, and the possibility for successful securitization will vary dramatically with the position held by the actor. Security is thus very much a structured field in which some actors are placed in positions of power by virtue of being generally accepted voices of security, by having the power to define security.”74
Man med rette argumentere for, at UNFCCC befinder sig i en bestemt diskurs og indenfor denne har en ekstraordinær position for at bringe et emne på en sikkerhedsdagsorden. Som FN skriver på deres hjemmeside er organisationen oprettet med det formål at vedligeholde fred og sikkerhed, og de er bedst kendt for peacekeeping, peacebuilding og conflict prevention.
”The United Nations is an international organization founded in 1945 after the Second World War by 51 countries committed to maintaining international peace and security, developing friendly relations among nations and promoting social progress, better living standards and human rights.”75
Ift. at muliggøre ekstraordinære midler, er FN ifølge FN-charterets76 kapitel 7 den eneste organisation i verden, der kan legitimere krigshandlinger og interventioner, hvis medlemslandene kan enes herom.77 FN-charteret er en konstituerende traktat, og alle medlemslande er forpligtet til at følge den. Med andre ord er UNFCCC selvskrevet til at være istand til at etablere nye sikkerhedsdiskurser, da organisationen er oprettet med det formål at skabe sikkerhed. Den kendsgerning, at UNFCCC fortsat taler om sikkerhed er medvirkende til, at diskursen kontinuerligt bliver defineret og redefineret.
Derudover er UNFCCC i tæt samarbejde med diverse interesseorganisationer, som har præferencer indenfor de områder78, som UNFCCC varetager.
| < Sikkerhedsliggørelsens komponenter | Indholdsfortegnelse | Talehandlingsteori > |
0 kommentar(er) · 10861 fremvisninger
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.
Deltag aktivt i debatten om artiklen Diskursteori: