Artiklen er en del af bogen
I drivhuset - Fortællinger om naturens energi og samfundets energikrise, skrevet af Klaus Illum og udgivet af 3F i 2006.
9. DRIVKRAFT TIL TRANSPORTMIDLERDen meget omtalte vision om et fremtidigt “brintsamfund” er en vision om et samfund, hvor der er råd til en ligeså ringe energieffektivitet i transportmidler, som i dag. Men den energi, der skal til, kommer ikke lige så let og billigt som olie. Ingen ved, hvad der i fremtiden vil kunne erstatte benzinog dieselmotorerne. På det kortere sigt er det urealistisk at forestille sig at ret mange af den lille milliard motorer, der ligger i biler, busser, landbrugsmaskiner, flyvemaskiner og skibe, bliver udskiftet med andre fremdriftsmidler, der ikke bruger olie. Men man kan forestille sig, at høje oliepriser skaber et marked for biler, der kan køre dobbelt så langt på literen, som de nuværende, og at biodiesel og alkohol kan bremse nedgangen i brændstofproduktionen en smule (se kapitel 3, afsnit 3.6). Problemet er, at olieprisen kan blive ved at være lav helt frem til det tidspunkt, hvor produktionen ikke længere kan følge med efterspørgslen. Så ryger prisen til vejrs. Og i mellemtiden er endnu flere olieslugende biler kørt af bilfabrikkernes samlebånd. Så bliver der økonomisk krise, og i den situation bliver det endnu vanskeligere at få de olieslugende biler udskiftet med mere energi-økonomiske. Den historie er allerede fortalt i kapitel 5.
Det går ikke an at lade stå til og afvente, at visionen om et fremtidigt “brintsamfund”, hvor benzin- og dieselmotorerne er blevet udskiftet med brint-brændselsceller, måske engang i fremtiden bliver til virkelighed. Fornyelsen af vores transportmidler og transportinfrastrukturer i olietidens sidste årtier er en teknisk udfordring, der aldrig før er set mage til.
9.1 MERE ENERGIØKONOMISKE TRANSPORTMIDLER Hvordan det end går, er der ingen tvivl om, at de billigste teknikker til at nedtrappe olieforbruget i transportmidler er den lettere bil med den mere energi-økonomiske motor, og mere godstransport med tog og skibe i stedet for lastbiler. På den anden side af Atlanten er der som bekendt meget større muligheder for at nedtrappe olieforbruget på den måde end på vores side. Men disse teknikker slår ikke til på lidt længere sigt.
Hvis den globale økonomi udvikler sig, sådan at flere og flere mennesker rundt om i verden får indtægter, der giver dem samme muligheder for at efterspørge biler og flyrejser, som vi har, så går der sandsynligvis ikke mange år, før olieproduktionen ikke længere kan dække efterspørgslen - selvom de nuværende biler i løbet af de næste 10 - 15 år blev udskiftet med mere energi-økonomiske.
Derfor er det på høje tid, at vi kommer i gang med at finde ud af, hvordan vi i fremtiden kan transportere os selv og vores varer og gods med andre teknikker end benzin- og dieselmotoren. Under den betingelse, at vi også skal klare en kraftig nedtrapning af CO2-udslippet.
9.2 OVERFØRSEL AF ELEKTRISK KRAFT TIL TRANSPORTMIDLER Hvad transport ad gader, veje og jernbaner angår, vil alle de nye tekniske muligheder, der kan komme på tale, være baseret på direkte eller indirekte overførsel af elektrisk kraft til hjulene.
Den mest effektive måde er direkte gennem køreledninger til tog, sporvogne og trolleybusser. På den måde opnås en effektivitet på ca. 80%, dvs. at ca. 80% af den elektriske kraft til transport, der produceres i kraftværker, kraftvarmeværker, vindmøller m.fl., når frem til transportmidlernes hjul.
Dernæst kommer kraftoverførsel ved opladning af batterier til el-biler. På den måde kan der opnås en effektivitet på ca. 60%.
En indirekte, mere kompliceret og meget mere tabsgivende kraftoverførsel består i først at omsætte elektrisk kraft til kemisk energi (det kan ske ved elektrolyse af vand, se figur 8.3; eller på anden måde som f.eks. ved oparbejdning af zinkilte til zink, se afsnit 8.4 ovenfor) og derpå bruge den kemiske energi i brændselsceller i køretøjer. På den måde bliver effektiviteten ca. 20%
60. Den meget omtalte vision om et fremtidigt “brintsamfund” er en vision om et samfund, hvor der er råd til en ligeså ringe energieffektivitet i transportmidler, som i dag. Men den energi, der skal til, kommer ikke lige så let og billigt som olie.
En ny spændende mulighed er RUF-systemet. RUF står for Rapid Urban Flexible - et hurtigt, fleksibelt transportsystem til byer. Det består af elektriske biler og minibusser, der lokalt kan køre hver for sig på gader og veje, og som på lidt længere strækninger på hovedfærdselsårer kører op på en højbaneskinne (et monorail), hvor føreren kan slappe af, mens el-batterierne lades op fra en slæbekontakt. Når man nærmer sig målet, kører man ad en rampe ned på gaden og fortsætter som i en almindelig elektrisk bil. Systemet, som er udviklet af den danske ingeniør og opfinder Palle R. Jensen, har tiltrukket sig stor opmærksomhed i udlandet, bl.a. i USA og Indien.
61 Men her i landet har det endnu ikke ladet sig gøre at skaffe de forholdsvis beskedne midler, der skal til for at bygge en prøvestrækning.
Den elektriske kraft, der skal overføres til transportmidler, skal skaffes til rådighed på en sådan måde, at kravene om nedtrapning af landets - og verdens - samlede CO2-udslip opfyldes. Det kan ske ved en kombination af
1) el-besparelser i bygninger og virksomheder, herunder udskiftning af el-radiatorer med mere effektive opvarmningsanlæg;
2) mere vindkraft og i fremtiden måske også el-produktion i bølgemaskiner og solceller;
3) udskiftning af gasmotorer i kraftvarmeværker med højtemperatur brændselscelleanlæg, der har en højere el-virkningsgrad (se afsnit 8.4 ovenfor); og
4) udskiftning af individuelle naturgasfyr med naturgasfyrede mini-kraftvarmeværker.
På den måde kan der frembringes et “el-overskud”, der kan tilgå transportmidler.