Husk mig
▼ Indhold

El-markedet, forsyningssikkerheden og klimaet

Artiklen er en del af bogen I drivhuset - Fortællinger om naturens energi og samfundets energikrise, skrevet af Klaus Illum og udgivet af 3F i 2006.

< El-markedetIndholdsfortegnelseSamtale med politikere >


13. EL-MARKEDET, FORSYNINGSSIKKERHEDEN OG KLIMAET

Det lader til, at man ikke fra starten helt har fået tænkt igennem, hvordan en stat kan sørge for forsyningssikkerhed inden for sine landegrænser i et grænseoverskridende kommercielt el-marked.

Det er ikke overraskende, at det er svært at få enderne til at mødes, når nationalstaterne skal sikre forsyningssikkerheden i et el-marked, hvor internationale el-selskaber opererer efter de kommercielle markedsvilkår. Det bliver ikke lettere, når hver stat for sig skal opfylde sine forpligtelser i henhold til Kyoto-aftalen om formindskelse af udslippet af drivhusgasser. For hvis danske kraftværker sælger strøm til andre landes el-købmænd, bliver det ekstra CO2-udslip fra danske skorstene, som denne produktion medfører, skrevet på Danmarks CO2-regning.

13.1 EL-MARKEDET OG FORSYNINGSSIKKERHEDEN - NYE EL-VÆRKER
EU-kommissionen er opmærksom på, at det kan være fristende for el-selskaberne at lade være med at bygge nye værker for egen regning og risiko.

Forsyningssikkerhed drejer sig blandt andet om at sikre, at der til enhver tid er kraftværker nok af de forskellige typer, der er nævnt i kapitel 12, afsnit 12.4, til at holde spændingen i el-nettet. Det betyder, at det skal sikres, at der bliver bygget nye kraftværker, efterhånden som nedslidte eller meget forurenende værker lukkes og/eller el-forbruget stiger.

El-produktionsselskaberne har ingen forpligtelse til at sørge for, at forsyningssikkerheden er i orden. Det må staten sørge for. I henhold til EU’s seneste el-markedsdirektiv (2003) må staten i første omgang vente og se, om el-selskaberne af egen drift ansøger om tilladelse (autorisation) til at bygge nye værker. Hvis ingen gør det, og staten anser, at landets forsyningssikkerhed er i fare, kan den udbyde bygningen af nye kraftværker i licitation. Men det er ilde set, for det er klart et indgreb i markedet. Hvis nogen skal give tilbud, må licitationsbetingelserne jo på en eller anden måde give dem sikkerhed for, at deres investering vil kunne betale sig.

Der er ganske vist ikke noget i vejen for, at et statsejet selskab er bygherre og ejer af et nyt kraftværk. Men det ændrer intet, for også statsejede selskaber skal operere på markedets kommercielle vilkår. De må ikke modtage statsstøtte, så de kan gå fallit ligesom de private selskaber.

EU-kommissionen er opmærksom på, at det kan være fristende for el-selskaberne at lade være med at bygge nye værker for egen regning og risiko. Det vil i mange tilfælde være meget mere fordelagtigt at læne sig tilbage og vente på, at staten bliver nødt til at udbyde opførelse af nye værker i licitation. Det udtrykkes sådan:
  • Iværksættelse af en licitation udgør et indgreb i markedet fra autoriteternes side.
  • Ligesom det er tilfældet for andre former for indgreb, forvrænger en sådan fremgangsmåde [licitation] markedets investeringssignaler, og den kunne føre til en “vent på licitationen” holdning hos investorerne.77
EU-kommisionen har ingen løsning på dette problem at tilbyde medlemsstaterne. Den siger kun, at de hver især skal holde øje med forsyningssikkerheden og hvert andet år rapportere situationen til kommissionen.

13.2 EL-MARKEDET OG FORSYNINGSSIKKERHEDEN - MINDRE EL-FORBRUG
Sådan som landet ligger i det europæiske el-marked, er påvirkning af el-forbruget i nedadgående retning den eneste umiddelbare mulighed, staten har for at yde indflydelse på forsyningssikkerheden.

Borgernes og virksomhedernes ret til at bruge lige så meget elektrisk kraft, som de har lyst til eller har brug for med de apparater og maskiner, de i dag benytter sig af, står som en tungere vejende frihedsret end retten til at vælge sin el-leverandør. Ligesom friheden til at vælge en bil, der kun kan køre 10 kilometer på literen i stedet for én, der kan køre 20 eller 30. I et samfund, der igennem et halvt århundrede har kunnet udvikle sig uden ressourcebegrænsninger, opfattes krav om forbrugsbegrænsninger som en krænkelse af de borgerlige rettigheder. Men denne i vor tid indgroede opfattelse af, at ubegrænset ressourceforbug er en frihedsret, hører hjemme i en anden verden, end den vi bor i på denne klode. De ressourcer, der i dag driver samfundsøkonomien er begrænsede, og forbruget af dem kan ændre livsbetingelserne på vores klode.

Klimaproblemet trænger sig på. Den danske miljøminister inviterer ministerkolleger fra andre lande rundt omkring på kloden til møde på Grønland for at tage klimaforandringerne i øjesyn (august 2005). En lang række stater i USA modsætter sig Bush-administrationens afvisning af Kyoto-protokollen og iværksætter deres egen klimapolitik. Klimaændringerne er selvforstærkende. For eksempel medfører nedsmeltningen af de hidtil altid tilfrosne tundraer (permafrosten) i Siberien og Alaska, at enorme mængder af den kraftige drivhusgas methan (som naturgas hovedsageligt består af) slipper ud i atmosfæren. Og man kan ikke være sikker på, om heden og tørken i Sydeuropa i de sidste par år er et tegn på klimaændringer.

Ressourcerne er ikke ubegrænsede. Det globale olie og naturgasforbrug begynder at falde inden for en overskuelig fremtid. Enten fordi der hurtigt gøres en kraftig indsats for at nedbringe forbruget, eller fordi de mængder, der kan produceres, begynder at dale.

Derfor gælder det om at indrette vores energisystem - med forbrugssystem og det hele (se figur 10.1) - sådan, at det bliver levedygtigt, eller bæredygtigt som man siger.78 Om elmarkedet sikrer forbrugernes ret til at vælge deres el-leverandør er mindre væsentligt. Det væsentlige er, om det tjener til at fremme udviklingen af et levedygtigt energisystem som grundlag for en levedygtig samfundsøkonomi. Og i et levedygtigt energisystem vil ressourceforbrug og CO2-udslip være kraftigt begrænset.

Sådan som landet ligger i det europæiske el-marked, er påvirkning af el-forbruget i nedadgående retning den eneste umiddelbare mulighed, staten har for at øve indflydelse på forsyningssikkerheden.

Teknisk og adfærdsmæssigt er der vidtrækkende muligheder for at forbedre forsyningssikkerheden mange år frem ved at nedtrappe el-forbruget. Samfundsøkonomisk er det billigere end at bygge kraftværker. Men det er nemmere at lade alle forbrugere i flok betale en investering på 25 mia. kroner i kraftværker over deres el-regninger end at få en million husstande til hver især at investere 25 000 kr i mere energi-effektive el-apparater og dermed også gøre dem mere opmærksomme på, hvor meget el de behøver at bruge.

Det er her i landet lykkedes at begrænse varmeforbruget ved at skærpe bygningsreglementets krav til varmeisolering. Men Folketinget kan ikke lovgive om krav til energieffektivitet af de el-apparater og -maskiner, der sælges på det danske marked. Det ville være en teknisk handelshindring, som ikke er tilladt i det indre EU-marked. Man må nøjes med el-sparekampagner i forsøget på at begrænse elforbruget.

En progressiv beskatning af husholdningernes el-forbrug, sådan at el-forbrug ud over for eksempel 2000 kWh om året pålægges en skat, der stiger med forbruget, kunne være et virkemiddel til at forbedre forsyningssikkerheden, nedsætte samfundets ressourceforbrug og formindske CO2-udslippet. Men så længe el-prisen er lav, skal der nok en meget kraftig beskatning til, for at opnå en betydelig nedtrapning af forbruget.

13.3 EL-MARKEDET OG CO2-MARKEDERNE
El-markedet og CO2-markedet sørger ikke for, at det under alle omstændigheder er fordelagtigt at vælge de tekniske løsninger, der alt i alt giver mindst brændselsforbrug og CO2-udslip.

I henhold til Kyoto-aftalen om begrænsninger af udslippet af drivhusgasser har EU-landene tilsammen forpligtet sig til at nedbringe deres udslip, så det i perioden 2008-2012 kommer ned på højst 8% af udslippet i 1990. Nogle EUlande skal formindske deres udslip mere end andre. Enkelte lande har endda fået lov til at forøge deres udslip. Danmarks udslip skal formindskes med mindst 21% af det beregnede udslip i 1990. CO2 tegner sig for det meste af udslippet.

Danmark er ikke forpligtet til at formindske udslippet fra danske skorstene og udstødningsrør med 21%. Det er tilladt at købe udslipsrettigheder i andre lande. Danmark kan for eksempel købe en udslipsret på en million tons CO2 om året i Rusland. Så bliver den mængde, Rusland har ret til at slippe ud, formindsket med en million tons.79

Der er også den mulighed, at et dansk el-selskab formindsker udslippet i Polen eller et andet EU-land f.eks. ved at bygge en vindmøllepark eller et moderne kraftvarmeværk dernede. Det danske selskab kan så forhandle sig tilrette med det andet land om at få betaling for den formindskelse af udslippet, man regner med kommer ud af det.

Inden for EU sker fordelingen af udslippet fra el-værker og industrivirksomheder med rationeringsmærker, der kaldes CO2-kvoter. Ét rationeringsmærke giver ret til at slippe én ton CO2 ud i atmosfæren. Hvis el-værker eller andre virksomheder slipper CO2 ud, efter at de har brugt deres rationeringsmærker, skal de betale en strafafgift for hvert ton udslippet overstiger det tilladte.80

I første omgang er det de enkelte stater i EU, der uddeler EU-rationeringsmærkerne. Derefter kan de handles frit i hele EU. Hvis en virksomhed i Tyskland eller Italien ikke har brug for alle sine rationeringsmærker eller kan tjene på at sælge dem, kan de købes af en virksomhed, der er hjemmehørende i Danmark.

Lovgrundlaget for tildeling af rationeringsmærker til virksomheder med adresse i Danmark er Lov om CO2-kvoter, som Folketinget vedtog i 2004. I henhold til denne lov skal staten tildele alle landets el-værker og industrivirksomheder CO2-kvoter (rationeringsmærker), der tillader dem at udlede lige så mange tons CO2, som de har fået rationeringsmærker til. Antallet af rationeringsmærker, en virksomhed får i første omgang, beregnes ud fra dens udslip i årene 1998-2002.

CO2-markederne for handel med udslipsrettigheder landene imellem og med rationeringsmærker hen over EU-landegrænserne overlapper el-markedet. Overlapningen har nogle sære virkninger. For eksempel: Hvis vi her i landet i årene fra 2008 til 2012 nedbringer CO2-udslippet ved at gennemføre el-besparelser og bygge vindmøller, kommer det måske ikke til at tælle, når Danmarks slutregnskab gøres op.

Hvorfor ikke? Fordi det antal rationeringsmærker, el-værkerne i Danmark får tildelt for perioden 2008 til 2012, formodentligt vil afhænge af, hvor meget de har produceret i de foregående år. Hvis el-forbruget i Danmark formindskes og vindkraftproduktionen forøges, får de ikke brug for alle deres rationeringsmærker på det danske marked. Så kan de enten bruge deres overskydende rationeringsmærker til at producere strøm til eksport, eller de kan sælge dem til udenlandske værker. Det vil sige, at enten kommer der lige så meget CO2 ud af de danske skorstene, som hvis vi ikke havde gennemført el-besparelsen og bygget vindmøller. Eller også er en tilsvarende del af landets udslipsrettigheder blevet solgt til udlandet.

Hvis markedsprisen på el bliver høj nok, vil det måske bedst kunne betale sig for el-værkerne at bruge deres rationeringsmærker til at producere el til eksport, selvom mærkerne vil kunne sælges til en relativt høj pris. Bliver el-prisen lav, vil det måske bedst kunne betale sig for dem at sælge deres rationeringsmærker til en lav pris. Sådanne overvejelser vil el-selskaberne gøre sig, før de beslutter sig til at bygge nye kraftværker - eller lade være. Så situationen på CO2-markedet kan få betydning for forsyningssikkerheden.

Disse overlappende el-markeds- og CO2-markedsvilkår er blevet fuldstændigt uoverskuelige for almindelige mennesker. Og fordi disse markeder er udtænkt med de nuværende fossile energisystemer i tankerne, kan de blokere for konstruktionen af de nye energisystemer, der skal bygges for at tilvejebringe et holdbart grundlag for videreførelse af velfærdssamfundet. De decentrale kraftvarmeværker, der er et skridt på vejen til energisystemets fornyelse, er allerede en truet art.

Under overskriften “Frit el-marked truer de danske tomater” skriver Nyhedsmagasinet Ingeniøren den 9. september 2005:
“Gartnerier frygter alvorlige økonomiske problemer, når deres kraftværker bliver tvunget over på det frie elmarked ... Så kan det nemlig ikke længere betale sig at udvinde kuldioxiden fra drivhusenes kraftværker, der øger produktionen af danske grøntsager med 20%”.

El-markedet og CO2-markedet sørger ikke for, at det under alle omstændigheder er fordelagtigt at vælge de tekniske løsninger, der alt i alt giver mindst brændselsforbrug og CO2-udslip. Da gartnerierne skiftede fra fyr og kedler til små kraftvarmeværker, sparede samfundet alt det brændsel, der blev brugt i fyrene, og al den CO2, der kom fra fyrenes skorstene (se kapitel 8, afsnit 8.3). Et marked der tvinger dem - og andre decentrale kraftvarmeværker - til at skifte tilbage igen, er ikke formålstjenligt, når det drejer sig om at opbygge et levedygtigt energisystem.

Det er ikke sikkert, at CO2-kvoterne i fremtiden vil blive uddelt som rationeringsmærker. Det kan være, at el-værker og virksomheder i stedet kommer til at købe udslipsrettigheder af staten i form af CO2-kvoter. Det vil give staten en ny indtægt og virke som en slags omvendt tilskudsordning til dem, der kan producere med et lille eller slet ikke noget CO2-udslip.

13.4 ET ALTERNATIVT EL- OG CO2-KVOTEMARKED
I den almindelige familie- og virksomhedsøkonomi skal man lægge tallene på el-regningen, varmeregningen og transportudgifterne sammen. Det er summen, der er interessant.

El-markedskonstruktionen forudsætter, at der findes en elsektor, som teknisk og økonomisk er afgrænset fra energisystemet iøvrigt, og at det er hensigtsmæssigt at betragte elektrisk kraft som en vare og varme som en anden vare, som forbrugerne køber på et andet marked. Og transport som et tredie marked. Men i den almindelige familie- og virksomhedsøkonomi skal man lægge tallene på el-regningen, varmeregningen og transportudgifterne med CO2- afgifter og det hele sammen. Det er summen, der er interessant.

I kapitel 10 ser vi på sammensætningen af energisystemer, der kan udnytte ressourcerne effektivt, se figur 10.2. I et sådant system gælder det ikke om at få de lavest mulige elpriser, for det kan medføre højere varmepriser og større udgifter til transport. Det gælder om, at indrette systemet som helhed, sådan at de samlede udgifter bliver så små som muligt, inklusive CO2-afgifter. Det er klart, at man ikke kan fordele CO2-udslippet på el, varme og transport. CO2-kvoter må tildeles systemet som helhed.

Derfor er organiseringen af landets energisystem i lokale energisystemer, sådan som beskrevet i kapitel 10, afsnit 10.2, den teknisk og økonomisk rationelle måde at indrette sig på. El-markedet vil så blive et teknisk velafgrænset marked for handel med elektrisk kraft mellem lokale energisystemer, der hvert især udnytter de lokale ressourcer og muligheder så energiøkonomisk og miljøvenligt som muligt, se figur 13.1 nedenfor. CO2-kvoter vil være rationeringsmærker, der uddeles til hvert af de lokale energisystemer i forhold til indbyggertallet under hensyntagen til de større energiforbrugende virksomheder, der findes i lokalområdet, og de ressourcer i form af biomasse og vindmølleplaceringsmuligheder, der er til rådighed.

Ansvaret for forsyningssikkerheden vil være klart placeret hos forvalterne af de lokale energisystemer og forvalterne af transmissionsnetttet. Tilkoblingen til det landsdækkende el-net vil både være et sikkerhedsnet for de enkelte lokalsystemer og muliggøre en energieffektiv regulering af el-produktionen i landet som helhed.

Det er utopi. Men utopisk betyder, at det intetsteds er at finde - endnu. Det alvorlige spørgsmål er, om det ikke er nødvendigt at virkeliggøre utopier, hvis der skal skabes et levedygtigt grundlag for et fremtidigt velfærdssamfund. Fortiden er forbi.


FIGUR 13.1 Hvis el- og varmeproduktion og eventuelt også brintproduktion sker så effektivt som muligt i såkaldt “integrerede” lokale energisystemer af den art, der er skitseret i figur 10.2, vil der være et teknisk og økonomisk velafgrænset marked for handel med elektrisk kraft mellem de lokale energisystemer. På den måde kan der opnås en høj grad af forsyningssikkerhed, samtidig med at behovet for krafttransmission over lange afstande via højspændingsnettet formindskes.

< El-markedetIndholdsfortegnelseSamtale med politikere >






 0 kommentar(er) · 578 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen El-markedet, forsyningssikkerheden og klimaet:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik