Husk mig
▼ Indhold

El-markedet

Artiklen er en del af bogen I drivhuset - Fortællinger om naturens energi og samfundets energikrise, skrevet af Klaus Illum og udgivet af 3F i 2006.

< Scenarier for den fremtidige udviklingIndholdsfortegnelseEl-markedet, forsyningssikkerheden og klimaet >


DEL 5: ENERGIPOLITIK I EL- OG CO2-KVOTEMARKEDET

12. EL-MARKEDET

Uanset om et el-selskab var et aktieselskab, et statsligt selskab eller et forbrugerejet selskab, skulle det sørge for forsyningssikkerheden i det land eller den landsdel, det dækkede. Dette vilkår blev grundlæggende ændret i det liberaliserede el-marked, der blev etableret med EU el-markedsdirektivet af 1996.

Det moderne samfunds tekniske rygrad er den elektriske kraftoverførsel fra kraftværker til alle de maskiner, apparater og lamper, der holder samfundet kørende. Alt går i stå, når strømmen går. Nogle få dage uden spænding på el-nettet har alvorlige følger. Efter en uge kan det blive katastrofalt. Det er meget generende for masser af mennesker, at det danske jernbanenet ikke er blevet ordentligt vedligeholdt. Men hvis el-forsyningen svigter er det ikke kun generende. Vi ville kunne leve med jævnlige strømafbrydelser, sålænge de er kortvarige, men det bliver meget anderledes end det, vi er vant til.

Vi har vænnet os så meget til konstant spænding og frekvens i el-nettet, at det forekommer os lige så selvfølgeligt og naturligt som solens gang på himlen. I det daglige tænker vi ikke på, at konstruktionen af dette system, der overfører elektrisk kraft fra hundreder af store og små kraftværker og vindmøller til millioner af forbrugere, er et imponerende stykke ingeniørarbejde, og at vi allesammen er afhængige af, at det er solidt lavet og år for år bliver vedligeholdt og fornyet.

Udviklingen af el-systemet efter anden verdenskrig blev organiseret på helt forskellige måder i de forskellige vesteuropæiske lande og i de forskellige delstater i USA. I nogle lande var det private virksomheder, der stod for bygning og vedligeholdelse af kraftværker og ledningsnet. I andre lande blev hele systemet nationaliseret. I Danmark var det forbrugerejede andelsselskaber og kommunale selskaber, der varetog opgaverne. De forskellige organisationsformer havde indflydelse på de el-priser, de forskellige små og store forbrugere kom til at betale, men el-systemerne fungerede i alle landene. Strømafbrydelser forekom kun sjældent. For uanset om et el-selskab var et aktieselskab, et statsligt selskab eller et forbrugerejet selskab, skulle det sørge for forsyningssikkerheden i det land eller den landsdel, det dækkede. Dette vilkår blev grundlæggende ændret i det liberaliserede el-marked, der blev etableret med EU el-markedsdirektivet af 1996.

12.1 NATIONAL, REGIONAL OG LOKAL FORSYNINGSSIKKERHED FØR MARKEDET
Forsyningssikkerhed var et teknisk anliggende for nationale eller regionale el-forsyningsselskaber og lokale distributionsselskaber.

Flyselskaber kan have forskellige grundlag for fastsættelsen af deres billetpriser, afhængigt af om de er nationale eller private. Men de har ét tilfælles: sikkerheden. Hvis et selskabs fly styrter ned hyppigere end andre selskabers, kommer de til at lukke butikken, ligegyldigt om den er en national eller privat monopolvirksomhed eller ikke. Tilsvarende gjaldt det for private såvel som nationale og forbrugerejede el-selskaber, at hvis de ikke sørgede for forsyningssikkerheden, ville der straks blive grebet ind fra statens side. Uanset om strømsvigt skyldtes, at ledningsnettet ikke var blevet tilskrækkeligt udbygget og ordentligt vedligeholdt, eller det skyldtes, at kraftværkerne ikke kunne klare belastningerne.

Forsyningssikkerhed var et teknisk anliggende for nationale eller regionale el-forsyningsselskaber og lokale distributionsselskaber. Et forsyningsselskab var ansvarligt for forsyningssikkerheden i det land eller den landsdel, det dækkede, og et lokalt distributionsselskab var ansvarligt for, at ledningsnet og transformatorer i dets område var i orden. I Danmark sørgede andelsselskabet Elsam for el-forsyningen vest for Storebælt. På Sjælland og Lolland-Falster var det de kommunalt ejede selskaber SEAS, IFV og Københavns Belysningsvæsen. Disse kraftværksselskaber sørgede også for udbygning og vedligeholdelse af de højspændingsledninger, der udtråler fra kraftværkerne og går gennem landet fra nord til syd og øst til vest på geledder af de høje, brede master.

Distributionsselskaber, der var kommunalt ejede eller organiserede som andelsselskaber - efterkommere af de gamle transformatorforeninger - sørgede for, at der var ledninger fra højspændingstransformator-stationerne ud til forbrugerne. Og de aflæste el-målerne i husene og udskrev el-regningerne.

Alle disse selskaber var forbrugerejede eller kommunalt ejede non-profit selskaber, der fungerede efter hvile-i-sig-selv princippet. Hvis de fik overskud på deres årsregnskaber, skulle det tilbageføres til forbrugerne i form af lavere el-priser næste år. Hvis der var brug for nye kraftværker eller ledningsnet, måtte selskaberne dog opkræve pengene til sådanne investeringer på el-regningerne over en fem-årig periode.

12.2 FRA MONOPOL TIL MARKED
Det erklærede formål med EU el-markedet er at sikre alle producenter adgang til at levere til det fælles el-net, og at sikre alle forbrugeres ret til at “vælge deres el-leverandør”, for på den måde at skabe konkurrence i et åbent, liberaliseret marked.

Det tekniske ansvar for forsyningssikkerheden betød, at elforsyningsselskaberne i Europa havde monopol på forsyningen i de områder, de dækkede. Det medførte nogle almindelige monopolproblemer. Når der var tale om aktieselskaber, kunne de lave aftaler om gunstige priser med storforbrugere på den almindelige forbrugers bekostning og indkassere urimeligt høje profitter. Og hvad enten de var private eller nationale, havde monopolselskaberne ikke nødvendigvis tilstrækkelige tilskyndelser til at sørge for, at systemet blev drevet på den mest økonomiske måde. Også det kunne give unødigt høje forbrugerpriser. Dertil kom, at monopolselskaberne i almindelighed var modstræbende over for at lade vindmøller og nye decentrale kraftvarmeværker komme ind på deres forsyningsområder.

Disse problemer og uhensigtsmæssigheder bidrog i 1980erne til at fremme en EU-politik, der gik ud på at nedbryde monopolerne ved at konstruere et europæisk el-marked, hvor der handles med elektrisk kraft ligesom med andre varer, der handles med i EU’s indre marked.
Margaret Thatchers regering i Storbritanien var først med en el-markedskonstruktion. Alle de virksomheder, skiftende Labour-regeringer havde nationaliseret efter anden verdenskrig, blev i Thatchers regeringstid fra 1979-1990 ført tilbage på private hænder. Det gjaldt også el-forsyningen. Men de værdier som skatteborgerne havde betalt til kraftværker og el-net kunne ikke overdrages til private monopolselskaber. De selskaber, der - for en favorabel pris - købte de nationale kraftværker, skulle konkurrere indbyrdes på det nye el-marked.

Det britiske el-marked blev etableret i 1990. Det kom i flere henseender til at danne model for det europæiske el-marked, der blev grundlagt med EU el-markedsdirektivet af 1996. Men til forskel fra det britiske marked, der opstod som en udløber af Thatcher-regeringens almindelige privatiseringspolitik, er EU el-markedet ikke baseret på privatisering. Der må gerne være statsejede selskaber i EU-markedet, bare de i alle henseender fungerer som private selskaber uden økonomisk støtte fra staten. Det erklærede formål med EU el-markedet er at sikre alle producenter adgang til at levere til det fælles el-net, og at sikre alle forbrugeres ret til at “vælge deres el-leverandør”, for på den måde at skabe konkurrence i et åbent, liberaliseret marked.

12.3 EL-MARKEDSKONSTRUKTIONEN
Nu har du ret til at vælge. Den seneste EU-lovgivning på energiområdet bevirker nemlig, at alle forbrugere - senest fra juli 2007 - vil få mulighed for at “shoppe rundt” blandt flere gas- og el-leverandører.
CITAT FRA EU-KOMMISSIONENS BROCHURE: Et fælles marked - Effektiv energi for alle.

Kan du nu vælge at få din strøm leveret fra en vindmølle ved Ringkøbing Fjord eller et atomkraftværk i Tyskland? Nej, det kan du naturligvis ikke. Det, der i virkeligheden gemmer sig bag dette citat, står at læse i EU El-markedsdirektivet af 1996 med tilhørende senere opdateringer og uddybende tekster. Det er tung læsning. Men i princippet lader det sig forklare. Lidt lettere begribeligt, hvis vi i første omgang leger, at det ikke er el-forsyning, men vandforsyning af en lidt speciel art det handler om. I stedet for elektrisk strøm i el-ledninger tænker vi på vand, der strømmer gennem vandrør. I stedet for kraftværker tænker vi på pumpestationer. Den elektriske spænding i el-nettet, der skal holdes konstant, oversætter vi til en konstant vandstand i et vandtårn.

I dette tankeeksperiment udstrækker vi fantasien til et tænkt forsyningsområde, hvor alle de forskellige typer af forsyningsanlæg er i spil, lige fra vandkraft- og atomkraftdrevne kraftværker/pumpestationer til dem, der drives af vindmøller og små kraftvarmeværker.

Vandforsyning med pumpestationer, vandledninger og vandtårn.
En stor by forsynes med vand fra nogle store og små vandværker - pumpestationer. Nogle pumper vandet op fra undergrunden, andre fra en sø. Nogle af pumperne drives af kulfyrede dampmaskiner, andre af atomkraftværker, dvs. dampmaskiner, der får damp fra atomreaktorer. Der er også en flok små pumpestationer med gasmotorer og en hel række, der drives af vindmøller. Pumper drevet af vandkraftværker spiller en særlig rolle i vandforsyningen.

Alle disse forskellige pumpestationer pumper vand op i et vandtårn uden for byen. Gennem et stort rør ledes vandet fra vandtårnet ud til fordelingsstationer i de forskellige bydele. Derfra ledes det gennem mindre rør ud til forbrugerne. Det er teknikken.

Det er en speciel by. Forbrugerne kræver nemlig ubetinget, at vandtrykket skal være præcist det samme til enhver tid. Det vil sige, at vandstanden i vandtårnets beholder skal være konstant inden for nogle ganske få centimeter. Man har ikke styr på, hvor meget vand forbrugerne tapper, så man bliver nødt til at styre den samlede vandmængde, der pumpes ind fra pumpestationerne præcist i takt med forbruget. Det kan lade sig gøre med en central kontrolpult i vandtårnet, hvorfra man hele tiden kan regulere oppumpningen fra hver enkelt pumpestation, bortset fra de, der drives af vindmøller eller atomkraftværker.

Med moderne computerkontrol af alle pumpestationerne virker det uden problemer. Vandtårn med kontrolpult og de største pumpestationer hører sammen i samme virksomhed, så de har styr på hele foretagenet.

Forsyningssikkerheden i byen er rimeligt sikret, for der er ingen tvivl om, hvem der skal sættes fra bestillingen, hvis der sker hyppige forsyningssvigt. Men der er nogle problemer, der skyldes, at den virksomhed, der sørger for, at det hele virker, har monopol på vandforsyningen. Det betyder, at vandprisen kan være for stor, enten fordi virksomheden tiltager sig en stor profit, eller fordi nogle af dens pumpestationer er ineffektive og forældede. Dertil kommer, at virksomheden kan forhindre, at nye energieffektive og miljøvenlige pumpestationer - f.eks. vimdmølledrevne - overtager noget af pumpningen fra dens igangværende mindre energieffektive og mindre miljøvenlige pumpestationer.


Markedet indføres
Disse problemer kunne løses med en lovgivning, som regulerede beregningen af forbrugerprisen og pålagde virksomheden at sørge for, at dens forsyningsanlæg løbende blev moderniset, sådan at forsyningssikkerheden blev opretholdt på den mest miljøvenlige og ressourceøkonomiske måde. Men det politiske klima var ikke til kollektiv regulering af kollektive forsyningssystemer. Det var de frie markedskræfters tid. Monopolet skulle opløses til fordel for et frit vandforsyningsmarked, hvor mange virksomheder kan konkurrere om forsyningen.

Det er åbenbart upraktisk, at flere virksomheder konkurrerer om at lede vand fra pumpestationerne til vandtårnet og videre ud til forbrugerne. Den fri konkurrence kan ikke gøre forsyningen billigere ved at grave flere vandrør ned i landskaberne, og der er rør og ledninger nok at holde styr på under asfalten i gaderne. Det dur selvfølgelig heller ikke at have flere konkurrerende virksomheder til at styre vandstanden i vandtårnet. Drift, vedligeholdelse og udbygning af rørnettet såvel som vandtårnet med kontrolpulten er “naturlige monopoler”, som det hedder i markedsteoretisk sprogbrug.

Det ene naturlige monopol skal bestrides af én virksomhed, der kun og uden nogen interesse i nogen anden virksomhed skal sørge for, at der er tilstrækkeligt tykke rør fra enhver pumpestation til vandtårnet og fra vandtårnet ud til fordelingsstationerne i byen. Den skal også, og først og fremmest, sørge for, at vandstanden i vandtårnet hele tiden holdes nøjagtigt på det fastsatte niveau. Denne virksomhed kaldes “den systemansvarlige”.71

Det andet naturlige monopol kan bestrides af flere selskaber, der i hvert sit område sørger for, at ledningerne fra fordelingsstationerne ud til forbrugerne er i orden. Disse selskaber kaldes “distributionsselskaber”.

Nu skal der så - i princippet - være fri adgang for enhver pumpevirksomhed til at pumpe vand op i vandtårnet. Der stilles ikke krav om privatisering af pumpestationerne. De må gerne ejes af byens borgere i fælleskab. På den anden side forhindres det heller ikke, at alle pumpestationerne ejes af det samme private selskab. Den fri konkurrence består i, at enhver virksomhed har lov til at pumpe vand op i vandtårnet - hvis den altså kan komme af sted med det i konkurrence med de andre pumpestationsvirksomheder. Konkurrencen skal udspille sig på et engrosmarked, hvor alle producenter kan udbyde den vandmængde, de kan levere.


Butikkerne åbnes
Så skal der handles - “shoppes rundt” som det siges i EU-brochuren. El-købmænd sætter deres boder op under vandtårnet. De kaldes “forsyningsselskaber”. Deres aktiver består af internetforbindelser til engros-markedscomputeren. Med mus og tastatur kan de opsøge gode tilbud på leverancer over længere tid, og de kan også drage fordel af dagens særligt billige tilbud.

Forbrugerne kan nu “shoppe rundt” mellem købmændene og finde de billigste tilbud: “Hvad er din vandpris for tiden? ...OK, så vil jeg gerne købe mit vand hos dig”.72 Storforbrugere i industrien kan forhandle direkte på engrosmarkedet uden at have købmændene som mellemmænd.

Det er det perfekte marked, hvor de producenter, der leverer billigst, får ordrerne. Det er selvfølgeligt dumt at spørge, hvor det vand, forbrugeren får ud af vandhanen, kommer fra. Det hele bliver jo blandet sammen i vandtårnet. Men forbrugeren kan med købmanden som mellemmand være med til at sørge for, at produktionen tilfalder de pumpestationer, der vil levere til den billigste pris.

Helt så perfekt er virkeligheden dog ikke. Der er det tekniske problem, at vandstanden i vandbeholderen hele tiden skal være præcist den samme. Hvis pumpestationerne A, B og C er blevet betalt for at pumpe x, y og z kubikmeter vand op i tårnet hver dag i den næste uge eller de næste måneder, så kan der opstå et problem for den systemansvarlige, der skal sørge for at holde vandstanden konstant. Han kan ikke ringe til en atomkraftdrevet pumpestation og sige, at nu må de lige skrue ned for dampen et par timer, for det kan et atomkraftværk ikke uden stort besvær og store omkostninger. Hvis det blæser, er de vindmølle-drevne pumpestationer heller ikke begejstrede for at få besked på at standse deres vindmøller. Og hverken atomkraft- eller vindmøllestationerne kan skrue op for deres produktion, hvis de bliver bedt om det. For atomkraftværkerne kører bedst på fuld belastning, og der er endnu ikke forbindelse til vejrguderne.

De vandkraftdrevne pumpestationer står sig bedre i konkurrencen. Hvis de ikke har ordrebøgerne fulde, og de har vand nok i deres reservoirer, kan de hurtigt regulere deres produktion op eller ned. Det koster dem ikke en krone at pumpe en kubikmeter vand mere op i vandtårnet, men de skal selvfølgelig have en betaling, der er mindst lige så stor som den, de kunne få for at pumpe vand op på et andet tidspunkt.

Hvis vandstanden i vandtårnet begynder at falde, må den systemansvarlige nødvendigvis have en aftale med en pumpestation om, at den lynhurtigt vil sætte sin produktion i vejret. En sådan aftale er ikke gratis. Hvis vandstanden begynder at stige, må systemoperatøren kunne åbne ventilen til et afløb, der enten fører lige ned i kloakken eller til en anden by, hvor der ikke på det tidspunkt er overløb. Når systemoperatøren i den anden by ved, at det er overløbsvand han køber, er der grænser for, hvor høj en pris han vil betale.

Det er ikke kun i sådanne akutte situationer, at det er nødvendigt at ty til hurtige handler. Der må handles dag for dag og time for time for at holde vandstanden i vandtårnet konstant. Denne handel sker på et såkaldt spotmarked, der virker ved siden af det engros-marked, hvor købmænd og store industrivirksomheder forhandler langtidskontrakter med pumpeselskaberne.
Dette marked for langtidskontrakter og her-og-nu køb er mere indviklet end jordbærmarkedet i sommertiden og støvlemarkedet ved juletid. Det er ikke let at overskue de betalinger, der sker mellem dets parter. Men i den sidste ende er det på den ene eller den anden måde forbrugerne, der betaler. Om de priser, byens forbrugere opnår ved “at shoppe rundt” blandt købmændene, er højere eller lavere end den pris, de ville have betalt i det gamle forsyningssystem, er uvist. Spørgsmålet vil aldrig kunne besvares.

Tilbage til el-markedet. Vandledningerne er el-nettets højog lavspændingsledninger. Den konstante vandstand i vandtårnet er spændingsforskellen mellem el-ledninger og jord. Pumpestationerne er kraftværkerne og vindmøllerne.

12.4 ULIGE KONKURRENCEVILKÅR FOR EL-MARKEDETS FORSKELLIGE PRODUCENTER
Især i Danmark opstår der ulige konkurrencevilkår, fordi størstedelen af el-produktionen sker i store og små kraftvarmeværker, hvis el-produktion er bundet til varmeproduktionen.

Til forskel fra andre markeder gælder det for el-markedet, at en lang række producenter producerer nøjagtigt den samme “vare” under meget forskellige tekniske, ressourcemæssige, miljømæssige og økonomiske vilkår. Otte meget forskelligt artede typer af kraftværker opererer på markedet under ulige konkurrencevilkår:

1) Store kul- eller naturgasfyrede kraftværker. Kulprisen er den internationale markedspris. Naturgasprisen svinger i takt med olieprisen.

2) Store kul- eller naturgasfyrede kraftvarmeværker. Brændselspriserne er de samme som kraftværkernes. Kraftvarmeværkerne skal fordele deres omkostninger på indtægter fra el-salg på den ene side og fjernvarmeforbrugernes indbetalinger på den anden.73

3) En stor flok mindre og små naturgasfyrede kraftvarmeværker. Naturgasprisen stiger i takt med olieprisen. For tiden (i 2005) beregnes den ud fra værkernes el-produktion og fjernvarmeproduktion ud fra en politisk bestemt formel. Hvad forbrugerne på fjernvarmenettet kommer til at betale afhænger af naturgasprisen og den pris, deres kraftvarmeværk får for den strøm, det leverer til el-nettet.

4) En mindre flok halm-, træ- eller biogasfyrede kraftvarmeværker. Disse værkers faste omkostninger til forrentning og afskrivning af anlægsomkostninger og daglig drift og vedligeholdelse er betydeligt større end de naturgasfyrede værkers. Den pris, landmændene kan få for halmen og gyllen, og skovejere og trævarefabrikker kan få for affaldstræ, bliver derfor lavere end prisen for den tilsvarende mængde naturgas.

5) Industrielle kraftvarmeværker. For eksempel i store gartnerier. Ligesom andre kraftvarmeværker bidrager kraftvarmeværker i industrivirksomheder til at forbedre effektiviteten af det samlede energisystem og dermed også til at formindske CO2-udslippet. Nogle industrivirksomheder kan selv bruge det meste af den elektriske kraft fra deres kraftvarmeværker. De indgår i det samlede energisystem som virksomheder, der ikke har noget el-forbrug, men de bidrager også lidt til at opretholde netspændingen. Nogle bidrager også til fjernvarmeforsyningen.

6) Vindmøller. Her er der kun tale om faste omkostninger til forrentning, afskrivning og vedligeholdelse af møllerne. De er som bekendt også artsforskellige fra kraft- og kraftvarmeværkerne, fordi de ikke kan regulere deres produktion fra time til time. Eller rettere: Vinden bestemmer, hvor meget de kan producere. Hvis de skal sætte deres produktion ned ved at bremse eller stoppe møllerne, mister de indtægter time for time.

7) Vandkraftværker. I det nordiske el-marked spiller vandkraftværkerne en stor rolle. Deres produktionsomkostninger er kun omkostninger til den daglige drift og vedligeholdelse. De har frem for alle de andre arter af kraftværker den fordel, at de hurtigt kan regulere deres produktion op eller ned, sålænge de ikke tømmer deres vandreservoirer for hurtigt, men dog så hurtigt, at der bliver plads til næste forårs nedbør og smeltevand.

8) Atomkraftværker. På linie med vandkraftværkerne spiller de svenske og finske atomkraftværker en vægtig rolle i det nordiske el-marked. Det er nogle store tunge drenge, der producerer konstant og uophørligt, når de ikke er lukket ned for eftersyn og reparationer. Deres udgifter til køb af uran-brændselsstave er forholdvist små. Indtægterne fra deres el-salg skal bidrage til forrentning og afskrivning af de mange penge, der er blevet investeret i opførelse af anlæggene. Og der skal helst også lægges penge til side til sikker bortskaffelse af det radioaktive affald og sikker forsegling af værkerne, når de en dag skal lukkes.

For de kul- eller naturgasfyrede værker gælder det, at de skal betale en strafafgift, hvis de udleder mere CO2 , end de har fået lov til (se afsnit 13.3.)

Især i Danmark opstår der ulige konkurrencevilkår, fordi størstedelen af el-produktionen sker i store og små kraftvarmeværker, hvis el-produktion er bundet til varmeproduktionen. For eksempel skal Fynsværket i Odense levere varme til hele dets opland. Det betyder, at værket skal producere så meget el, at kølevarmen fra dets kondensatorer (se figur 8.1) er tilstrækkelig til at dække fjernvarmebehovet. Det samme gælder for alle de decentrale kraftvarmeværker.

Alle kraftvarmeværkerne skal have dækket deres udgifter til brændsel og drift og vedligeholdelse af de indtægter, de får fra el-salg og varmesalg. Hvis el-prisen falder, må de hæve varmeprisen. Det kan gå så galt, at den besparelse, forbrugerne måske “kan shoppe sig til” på deres el-regninger, er mindre end det beløb, deres varmeregninger stiger med.

Med de nuværende lave brændselspriser (i 2005) kan kraftvarmeværkerne endda komme i den situation, at el-prisen falder så meget, at varmeprisen bliver mindre, hvis de brænder den strøm, de producerer, af i el-patroner i fjernvarmenettet. Så har man den helt groteske situation, at el, produceret i et dyrt kraftværksmaskineri, bliver brugt til at varme vand op fra 40 til 80 grader eller ligende. Energieffektiviteten af det foretagene kommer ikke meget over 10%, se kapitel 4, tabel 4.1. Det svarer til at løfte en papkasse med fjer med en bulldozer, se figur 4.4.

Den situation vil opstå hyppigere og hyppigere, efterhånden som el-produktionen i vindmøller vokser. For når det blæser om vinteren, kan den samlede el-produktion i kraft varmeværker og vindmøller blive større end den produktion, der er brug for.

12.5 EL-MARKEDET OG FRIHEDSRETTIGHEDERNE
“Den frihed, EU-traktaten garanterer Europas borgere - varernes fri bevægelighed, frihed til at levere serviceydelser og frihed til at etablere virksomheder - er kun mulig i et helt åbent marked, hvor alle forbrugere frit kan vælge deres leverandører og alle leverandører frit kan levere til deres kunder” 74.
Det europæiske ministerråd og EU-parlamentet om el-markedet

Om den almindelige EU-borger har indset, at friheden til at vælge sin el-leverandør er en væsentlig betingelse for et liv i frihed, er ikke blevet nøjere undersøgt. Men ved at udråbe friheden til at vælge sin el-leverandør som en af EUborgerens fundamentale frihedsrettigheder, udstiller ministerrådet og parlamentet den ideologi, der ligger bag dogmet om el-markedets nødvendighed: Man kan ikke tilsidesætte en fundamental frihedsrettighed. Den fysiske og tekniske virkelighed må rette ind derefter.

EU-kommissionen fortæller ikke helt klart, hvad det vil sige “at vælge sin el-leverandør”. Hvis kommissionen havde brugt billedet af byen med vandtårnet (afsnit 12.3 ovenfor) til at forklare EU-borgeren, hvad det går ud på, kunne den mere præcist havde sagt, at
EU-traktaten garanterer borgernes ret til at have medindflydelse på, hvordan el-produktionen til enhver tid skal fordeles på de el-producenter, der på el-markedet udbyder deres bidrag til at opretholde netspændingen (vandhøjden i vandtårnet). Dette frihedskrav opfyldes ved, at enhver borger får ret til frit at vælge den el-købmand, der skal udskrive regningen for hans eller hendes forbrug. Borgeren kan frit vælge den købmand, der tilbyder den laveste kilowatt-time-pris. Ved handel på elmarkedet kan købmanden sætte gang i eller holde produktion i gang i de produktionsselskaber, der tilbyder de laveste engros-priser.
Leverandørernes frihedskrav skal opfyldes ved, at højspændingsledningerne mellem lande og regioner skal have tilstrækkelig kapacitet til at klare den transmission af elektrisk kraft fra egn til egn som el-købmændenes valg af leverandør medfører.

Der er grund til lige at tænke over, hvad opfyldelsen af leverandørernes frihedskrav betyder i praksis: Hvis, for eksempel, danske el-købmænd betaler for en stor el-produktion i polske kraftværker, og polske købmænd får et godt tilbud fra tyske a-kraftværker (som ganske vist hverken kan skrue op eller ned for deres produktion) samtidig med, at de norske købmænd bliver nødt til at betale for el-produktion i danske kraftværker, så bliver resultatet en større eller mindre el-transmission på tværs af landegrænser.

En gang imellem kan regnskabet gå op sådan, at der slet ikke sker nogen betydelig el-transmission over landegrænserne, selvom der handles store leverancer fra land til land. Hvis, for eksempel, danske el-købmænd betaler for en stor produktion i udenlandske kraftværker, kan det jo være, at udenlandske købmænd køber lige så meget dansk produktion, og så kan regnskabet balancere, uden at der sker nogen betydelig transmission over de danske grænser.

Ud fra en gammeldags opfattelse kan man få den tanke, at opfyldelsen af borgernes og leverandørernes frihedsrettigheder betyder, at danske forbrugere har frihed til at lade de danske kraft- og kraftvarmeværker med deres vindmølleparker og det hele gå fallit. Det må jo ske, hvis de tilbud, de danske el-købmænd får fra udlandet, er meget bedre end de tilbud, danske leverandører kan give. Udenlandske selskaber kan så købe fallitboet til en favorabel pris. Men så har man glemt pointen. Den er jo, at der ikke skal være danske, men kun europæiske el-selskaber. Spørgsmålet er så, hvor meget der bliver at vælge imellem, hvis der kun bliver tre eller fire el-selskaber tilbage i Europa.

Hvis EU-kommisionen foretog et rundspørge blandt borgerne i EU for at høre, om de ville foretrække forsyningssikkerhed frem for friheden til “at vælge deres el-leverandør”, ville de fleste nok svare, at hvis de ikke kan få begge dele, så vil de foretrække forsyningssikkerheden.
Hvis man omvendt spørger EU-kommisionen, om den kan garantere, at el-markedet sikrer, at forbrugerne får forsyningssikkerhed til lavere el-priser end med regulerede nationale monopolselskaber, får man et tøvende svar. Risikoen er svigtende forsyningssikkerhed og højere priser.

12.6 OPFATTELSEN AF ELEKTRISK KRAFT SOM EN VARE
Elektricitet er en måde at overføre kraft på.

I kapitel 2 om “Energi i politisk og økonomisk tænkning” så vi, at det er en almindeligt udbredt opfattelse i nutidens bureaukratier, at “energi” er varer ligesom jordbær og sko. Se for eksempel figur 2.3. Naturgas er en energi-vare. Derfor skal vi have et gasmarked. Elektricitet er en anden energivare, så vi skal også have et el-marked. Uanset virkeligheden.

Gasmarkedet er uproblematisk. Gas er et stof, som gasproducenterne får op af jorden. Ligesom andre stoffer kan gas transporteres fra sted til sted gennem rørledninger eller i flydende form i gastankskibe. Gas kan lagres i gasbeholdere eller i underjordiske lag som i gaslageret under salthorsten ved Tjele i Jylland. Når en dansk forbruger køber gas i Rusland kommer de fleste af gasmolekylerne nok fra Nordsøen, men det er ligegyldigt, for gassen er stort set den samme.

Elektricitet er af en helt anden art. Det er ikke et stof, der hentes op af jorden eller produceres i fabrikker. Det er en måde at overføre kraft på. Det er krafttransmission som fra trykket på pedalerne til cyklens baghjul, fra motorens krumtapaksel til bilens hjul, eller fra den hydrauliske oliepumpe til gravkoens skovl. Men elektrisk kraftoverførsel kan ske over lange afstande, hvor mekanisk eller hydraulisk kraftoverførsel er upraktisk. Kraftværkerne sørger for at opretholde den elektriske spændingsforskel mellem el-nettets ledninger, så der er kraft til køkkenmaskiner og lokomotiver, computere og tv-sendemaster i hele landet.

I artiklen El-liberalisering: Begyndelsen til enden skriver Steve Thomas75:

Elektricitet er forskellig fra andre varer
Elektricitetens særlige egenskaber har altid være kendt, men de nyliberale solgte liberaliseringen med løftet om, at elektricitet bare kunne blive et andet produkt, der ligesom alle andre produkter kunne købes og sælges på markedet. Det er nu klart, at dette var en illusion, men det er værd at genopfriske de særlige egenskaber og minde om, hvorfor de er uforenelige med en markedsdrevet service.

“Electricity is different from other commodities. The special qualities of electricity have always been known but the neo-liberals sold liberalisation on the promise that electricity could become just another product to be bought and sold in a market just like any other. It is now clear that this was an illusion, but it is worth re-iterating those special qualities and why they are incompatible with a market driven service.”

Derpå gennemgår han elektricitens særlige egenskaber:
  • Elektrisk kraft kan ikke lagres.
  • Produktion og forbrug skal passe sammen i hvert sekund.
  • Der er ingen substitutionsmuligheder - elektrisk kraft kan ikke uden videre erstattes af en tilsvarende “vare”.
  • Elforsyningen er vital for det moderne samfund.
  • Elektrisk kraft er en standard “vare”. Man kan ikke få bedre kvalitet fra en anden leverandør.
  • El-produktion spiller en afgørende rolle i drivhusgasproblemet.

12.7 FORESTILLINGEN OM EN EL-SEKTOR
At dele systemet op i en el-sektor og en varmesektor, svarer til at se på funktionen af den ene og den anden side af en lynlås hver for sig.

For at forestille sig, at der eksisterer et særligt el-marked, må man forestille sig, at el-produktion og el-forbrug er noget, der foregår inden for en særlig sektor af samfundsøkonomien, der er nogenlunde klart adskilt fra andre produktions- og forbrugssektorer. Ligesom gasmarkedet, der er en temmelig klart afgrænset sektor. Men el-forsyningen er allerede blevet koblet sammen med varmeforsyningen, både teknisk og økonomisk. Og i nye, mere effektive forsyningssystemer, der også skal omfatte transport, bliver elektrisk krafttransmission og varme fra kraftmaskiner de forbindelsesled mellem systemets dele, der udgør systemets struktur. Det er vist i figur 10.2.

At dele systemet op i en el-sektor og en varmesektor, svarer til at se på funktionen af den ene og den anden side af en lynlås hver for sig. Når industri og transport også bliver hægtet på, får vi noget så sammensat som en firefløjet lynlås.

12.8 MARKEDET, DEN PROFESSIONELLE KOMPETENCE OG PERSONALENEDSKÆRINGER
Vigtigheden af fysikkens love i el-forsyningssystemet bliver enten ignoreret eller afvist.

Meget nyt sker først i USA, før det breder sig til Europa og andre verdensdele. Derfor er der ofte meget at lære ved at se, hvordan tingene udfolder sig på den anden side af dammen. I USA blev el-forsyningen liberaliseret (dereguleret) i 1992 i henhold til en føderal lov: Energy Policy Act. Det amerikanske el-marked er i princippet konstrueret på samme måde som EU el-markedet. Efter det store blackout i det nordøstlige USA og en del af Canada i august 2003 er markedets virkemåde blevet nøje analyseret. I én udredning76 siges det blandt andet:

I de senere år er der sket en forstærket politisering af teknologiske beslutninger. Næsten alle organisationer er stolte over at påpege, at de har repræsentanter fra alle parthavere (interessenter). Både energiministeriet (Department of Energy, DOE) og det føderale energireguleringsråd (Federal Energy Regulatory Council, FERC) baserer sig på parthavernes synspunkter som det vigtigste input til deres beslutninger. Hvem er disse parthavere? De udgøres hovedsageligt af organisationer, der har væsentlige kommercielle, politiske eller personlige interesser i el-sektoren. Deregulering og omstrukturering har overført kontrol med centrale beslutninger fra erfarent personale til nye medarbejdere, der har fokus på marked og profit.
Som en følge heraf bliver vigtigheden af fysikkens love i elforsyningssystemet enten ignoreret eller afvist.


“Recent years have witnessed an increasing politicization of technological decisions. Almost every organization is proud to claim it has representation from all stakeholder groups. Both the DOE and FERC rely on stakeholder views as a key input to their decisions. Who are these stakeholders? They largely consist of organizations having significant commercial, political or personal interests. Deregulation and restructuring have passed control of key decisions from experienced personnel to new appointees focused on the market and profits. Consequently, the importance of the Laws of Physics in electric power system planning and operations is either ignored or dismissed.”

Senere siges det i denne udredning, at

Regeringen har ignoreret de virkninger, dens politik har haft på beslutningerne i de virksomheder, der er involveret i el-forsyningsindustrien. Den voksende vægt på “profit her og nu” har medført bratte personalenedskæringer, ikke kun blandt det administrative personale, men også blandt de operative medarbejdere. Data fra U.S. Department of Labor viser, at i løbet af 10 år er beskæftigelsen i kraftværkssektoren faldet fra 350 000 til 280 000, og beskæftigelsen i el-transmissions- og distributionssektoren er faldet fra 196 000 til 156 000. Disse nedskæringer har haft væsentlig betydning for rådigheden over trænet personale, som kan håndtere nødsituationer såsom strømudfald og kraftige storme, og også virksomhedernes evne til at give personalet en tilstrækkelig uddannelse og overføre erfaringer til den næste generation. Disse politikker har også haft stor betydning for udgifterne til vedligeholdelse. Disse udgifter er på nationalt plan faldet med 60%. Alligevel fortsætter nedskæringerne, og dårligt vedligeholdt udstyr fortsætter med at blive nedbrudt.

“The Government has ignored the effects of its policies on the decisions of companies involved in the electric power industry. The increasing stress on “profits now” has resulted in sharp reductions in personnel; not only administrative staff but operating staffs as well. U.S. Department of Labor data shows that, over ten years, employment in electric generation declined from 350 000 to 280 000 and employment in transmission and distribution declined from 196 000 to 156 000. These reductions had significant impact on the availablity of trained people to deal with emergencies such as blackouts and major storms, as well as on the ability to adequately train personnel and transfer past lessons to the next generation. The policies have also had a major impact on expenditures for maintenance; these have fallen nationally to about 60% of prior amounts. And yet reductions continue, and un-maintained equipment continues to deteriorate.”

Sporene skræmmer. Når man læser dette, kommer man til at tænke på vedligeholdelsestilstanden af de danske jernbanespor og signalsystemets tilstand i året 2005. Men i også den danske el-forsyning ser det ud til, at man er på samme spor som i USA. Siden 1996 er 40% af LO-medlemmernes arbejdspladser skåret væk. Nedskæringerne er nogenlunde ligeligt fordelt på el-produktionsanlæggene og el-transmissions- og distributionsvirksomheden.

Hvis disse nedskæringer skyldes rationaliseringer af driftsog vedligeholdelsesarbejdet, kunne man formode, at de havde medført lavere forbrugerpriser. Men forbrugerprisen for en kilowatttime (produktion+transmission+distribution i 1996-kroner) er ikke faldet i de sidste ti år.

< Scenarier for den fremtidige udviklingIndholdsfortegnelseEl-markedet, forsyningssikkerheden og klimaet >






 0 kommentar(er) · 3219 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen El-markedet:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Hvordan vil Coronakrisen påvirke klimadebatten?

Mindre opmærksomhed om klima

Ingen større påvirkning

Øget opmærksomhed om klima

Andet/Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2020 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik