Artiklen er en del af bogen
Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.
Af Ejvin BeuseEn organisation i udviklingMens de første år i OVEs liv var præget af hektisk aktivitet i Willemoesgade i København med produktion og udsendelse af tonsvis af informationsmaterialer, så skete der efter 1980 en gradvis forskydning af aktiviteterne mod vest - mod Århus.
Efter den første større ændring i OVEs korte levetid med overgangen til at blive en egentlig forening i 1979, var turen nu kommet til tidsskriftet. Tidsskriftredaktionen og selve produktionen lå nu fast i Århus. Det blev i 1981 muligt at ansætte folk i den såkaldte akademikerordning for ledige, og det førte til ansættelse af journalist
Erik Kruse, der kom til at fungere som ankerperson for tidsskriftredaktionen for en tid. Det medførte, at man fik et egentligt kontor, som til at begynde med fik adresse i Fronthuset i Mejlgade i et næsten tomt og om vinteren ret koldt lokale oppe under taget. Heldigvis kunne vi til redaktionsmøderne trække over i husets café. Inspireret af Erik forsøgte vi at tilføre redaktionsgruppen nyt blod ved at invitere studerende fra journalisthøjskolen til møderne. Det var nok beskedent, hvad det reelle bidrag blev, men bl.a. deltog Sanne Wittrup, som sidenhen har skrevet en del om vedvarende energi i ugebladet Ingeniøren.
Lokaleforholdene var i længden ikke tilfredsstillende, så da der viste sig en mulighed for at dele nogle lokaler i en nedlagt kaffebutik på Skovvangsvej 191, flyttede redaktionskontoret allerede året efter. Denne adresse holdt lige indtil 1996, hvor kontoret flyttede ind i Det Grønne Kontorhus i Dannebrogsgade. Den anden part i lejemålet var sekretæren for Lars Albertsen, som på det tidspunkt selv var sekretær for Styregruppen for Vedvarende Energi. Der kom flere ledige akademikere til – mest arkitekter - og der blev lagt stor energi i at indrette lokalerne med tekøkken og forsatsruder, så man kunne holde kulden ude. Det blev dog aldrig helt godt, fordi placeringen halvt i kælderen gav en del fodkulde, som ikke lod sig eliminere hverken af sivsko eller elblæsere! Senere rykkede sekretariatet for PROKO (projektkoordineringen) også ind på adressen.
Det var som om gassen var gået lidt af OVE-ballonen i København på det tidspunkt og gradvist rykkede aktiviteterne vestpå. En årsag var, at flere og flere af aktivisterne blev færdige med deres uddannelser og fik job rundt omkring. Det startede med medlemskartoteket, da
Lone Nielsen trak sig ud af det, og blev fulgt op af bogholderiet da
Ian Sehested også trak sig som kasserer for at hellige sig opstarten af et PlanEnergi København sammen med
Ivar Moltke - et initiativ som desværre ikke fik noget langt liv.
Der skal tjenes pengeSelv om huslejen var billig, var økonomien presset, fordi der også blev betalt husleje i Willemoesgade 14 i København, hvor ‘hovedkontoret’ fortsat befandt sig. Også hovedparten af de forskellige arbejdsgrupper havde deres faste tilholdssted her, da mange af medlemmerne var studerende fra det daværende DtH. Det blev derfor klart, at indtægtsgrundlaget måtte forbedres. Det kunne imidlertid ikke ske uden at gøre op med nogle af de mere grundlæggende principper om at være uafhængig af kommercielle interesser. Der var to forslag, som blev forelagt bestyrelsen i foråret ‘82. Det ene gik ud på at optage annoncer i tidsskriftet Vedvarende Energi for dermed at få dækket produktionsomkostningerne. Og det lykkedes rent faktisk i løbet af et par år. Det andet forslag gik ud på at etablere ‘Pressesekretariatet for Vedvarende Energi’, som mod betaling skulle udføre forskellige informationsopgaver for branchen og det offentlige. Ideen kom fra Lars Albertsen, som stod og skulle finde på noget, der kunne sikre de projekter, som Styregruppen bevilgede penge til, en større gennemslagskraft. Pressesekretariatet, som bestod af Torben Skøtt og undertegnede, fik en kontrakt med Styregruppen på udgivelse af fire årlige nyhedsbreve med omtale af nye bevillinger og afsluttede projekter og desuden et antal pressemeddelelser, der skulle søges placeret i relevante fagtidsskrifter.
Samarbejdet med VVS-branchenPersonalemæssigt betød denne omlægning et kæmpespring i OVEs kapacitet. Ud over to til tre folk i jobtilbud var der sikret kontinuitet gennem løntimerne i Pressekretariatet, hvor der efterhånden blev så mange opgaver, at vi medregnet tidsskriftet kunne dele en fuldtidsløn. Ud over opgaverne for Styregruppen var det forskellige små og store projekter. Bl.a. startede samarbejdet med VVS Branchens Uddannelsesnævn (VVSU) i denne periode med et flaskehals-projekt, der skulle afdække behovet for efteruddannelse af håndværkere, så de kunne være forberedt til at installere og servicere den stigende mængde af energianlæg, som vi i OVE forestillede os hurtigt ville blive en realitet. Ideen var fostret af Per Alex Sørensen, der på det tidspunkt var næstformand i OVE, som havde søgt Styregruppen om finansiering af opgaven. Det senere årelange engagement i de skiftende solkampagner skal faktisk føres tilbage til, at Styregruppen som betingelse for at bevilge ansøgningen forlangte, at gennemførelsen skete i tæt samarbejde med de berørte fagorganisationer, som udpegede Poul Houmøller fra VVSU. Det blev indledningen til et samarbejde, som er fortsat helt frem til udgangen af denne bogs tidsramme, på trods af at det vist var lidt af et kulturchok for den meget strømlinede Houmøller, der ankom til OVEs ydmyge kontor med taxa direkte fra Tirstrup Lufthavn iført jakke, slips og time maneger. Vi skriver 1984, som også var året, hvor OVEs vedtægter på landsmødet på Vestbirk Højskole blev ‘moderniseret’ ved at begrebet miljø blev indarbejdet, hvad der lidt senere også medførte, at tidsskriftet skiftede navn til ‘Vedvarende Energi & Miljø’.
Solkampagnerne - en modeludviklingI 1987 havde ‘Soljuntaen’ bestående af Svend Andersen fra Arcon Solvarme, Peter Christensen fra Folkecenteret og Per Alex Sørensen, der til daglig var ansat i græsrodsfirmaet PlanEnergi Nord, fået den idé, at de ville afprøve om det gennem en koncentreret kampagne kunne lade sig gøre at hive afsætningen af solvarmeanlæg ud af det dødvande, den var havnet i efter den første pionerperiode. Da Per Alex kendte Poul Houmøller, inddrog de ham i gruppen og gennemførte året efter i 1988 den første regionale kampagne for solvarme i Nordjyllands Amt. Konceptet var enkelt og havde to hovedelementer: Den almindelige forbruger skulle hen over sommeren gøres opmærksom på mulighederne med at anvende solvarme til opvarmning og varmt vand gennem en husstandsomdelt informationsavis og en række udendørs udstillinger rundt i amtet baseret på en mobil udstillingsvogn. Den anden del bestod i med kurser i installation af solvarmeanlæg at klæde dem, der skulle sørge for installationen, nemlig VVS installatørerne, på til at imødekomme efterspørgslen, når den så efter en tid meldte sig.
Fremstødet blev en succes for så vidt, at det inden for projektets løbetid lykkedes at hæve afsætningen fra næsten ingenting til noget mere. I hvert fald overbeviste det branchen om, at det måske var en farbar vej. Og man fik bevilget penge fra Styregruppen til en opfølgning af kampagnen året efter. Og så var der lus i skindpelsen. For VVSere er ikke bare VVSere. Der er de ‘ægte’ - altså dem der er medlemmer af Dansk VVS Installatørforening, og så er der smede- VVSerne, som er medlemmer af Dansk Smedemesterforening. Nu var det sådan med kampagnerne i Nordjylland, at de mest rettede sig mod de ‘ægte’, da deres organisation var med i samarbejdet. Det var formanden for Dansk Smedemesterforening,
Jens Jensen, ikke så tilfreds med og spurgte så Peter Sol (alias Peter Christensen) på Folkecenteret, hvis bestyrelse han var formand for, om de kunne hjælpe med at organisere en solkampagne for smedemestrene. Det lå lidt uden for centerets aktivitetsområde, så Peter sagde ja, på betingelse af at OVEs Pressesekretariat ville påtage sig opgaven med den praktiske gennemførelse. Og det ville vi gerne. Det blev af organisationspolitiske årsager til lidt af en ‘bastard’ i form af en landsdækkende, lokal informationskampagne, så man ikke forbigik nogen. Det blev uden organiserede lokale udstillinger, men med en stribe medlemsmøder rundt i hele landet og produktion af diverse hjælpematerialer. Men kampagnen gik godt, og også med smedemestrene blev det indledningen til et årelangt udbytterig samarbejde.
Energikontorerne inddragesDen regionale model for solkampagner havde nu også fået fodfæste i Energistyrelsen, og i 1989-1991 kom flere nye amter på banen (se også afsnittet: Som solen gik sin gang). Vestsjællands Amt med Ole Hansen, Storstrøms amt med Ulf Brammer. Derudover havde Frederiksborg Amt markeret interesse i sagen, men ønskede ikke selv at stå for gennemførelse. Med Per Alex Sørensen som mellemmand blev Pressesekretariatet tilbudt opgaven, og der blev lavet en ansøgning efter Nordjyllands-konceptet, dog med den nyskabelse at udstillingerne skulle varetages af Københavns Miljø & Energikontor (KMEK). Et element som senere skulle vise sig at give problemer. Pressesekretariatet skulle stå for den overordnede koordinering og for planlægning af kurserne, som ‘Peter Sol’ og Ole Hansen senere blev undervisere på. Pressesekretariatet skulle endvidere stå for fremstilling af en informationsavis og alt det andet kampagnemateriale lige fra balloner, tændstikæsker, brochureposer til juice-brikker fra Rynkeby med kampagne-logo på.
Vi er nu i foråret 1990, og apparatet er ved at blive kørt i stilling med forberedelse af informationsavis, installatørkurser og fremstilling af udstillingsmateriale. Det er Jens Henrik Larsen og Gunnar Boye Olesen, der er ansvarlige for KMEKs del af kampagnen, og til at designe udstillingen ansætter de Erik Scheldon. Det bliver dog ikke til noget længere samarbejde, da Erik efter et par måneder bliver ansat på Informationssekretariatet for Vedvarende Energi.
Men på det allerførste følgegruppemøde hos amtet bliver der ballade. Solfangerfabrikanterne har som deres repræsentant udpeget Emanuel Brender - også kaldet ‘Banjo’ - fra Batec Solvarme, og han er absolut ikke indforstået med energikontorets medvirken og protesterer kraftigt. Han har sådan set heller ikke megen tillid til undertegnedes formåen som medvirkende på informationsmøderne for installatørerne, men koncentrerer sin modstand mod Energikontoret. Da vi ikke ville bøje os, satte han trumf på ved at indkalde fabrikanternes bestyrelse i forventning om at kunne få opbakning til sin holdning. Sådan gik det imidlertid ikke. Selv om der nok i fabrikantkredse var en generel skepsis over for Energikontorernes virke på den tid, så var der nu flertal i bestyrelsen for at tilslutte sig den plan, der var lagt for kampagnen. Det skal retfærdigvis siges, at samme ‘Banjo’, da det viste sig at gå ganske udmærket både med informationsmøderne og udstillingerne, var stor nok til at vende tilbage og give udtryk for sin tilfredshed med gennemførelsen.
Frem til 1996 rullede kampagnerne med VVS Branchens Uddannelsesnævn som administrativ tovholder og OVEs Pressesekretariat som praktisk udførende hen over samtlige amter. Alle de daværende 14 energikontorer fik på den konto etableret mobilt udstillingsudstyr med planchevæg til de skiftende kampagneplakater og et mobilt næsten fuldskala solvarmeanlæg på en trailer, og alt det andet grej der skal til at for at skabe opmærksomhed. Der blev bl.a. fremstillet parasoller med kampagnelogoet og specielle solfangere, der var skåret skråt af i det ene hjørne, så man kunne se, hvordan sådan en er opbygget. Efter at alle amter havde haft en kampagne, overgik man til landsdækkende opfølgningskampagner. Og det lykkedes faktisk gennem det konkrete praktiske samarbejde med fabrikanter og installatører at få etableret en gensidig tillid og respekt, der kunne bygges på i gennemførelsen af parallelle og senere kampagner omkring biomasse til opvarmning - ‘Fyr bare løs’ - og kampagnen for omstilling af elopvarmede huse - med det er en helt anden historie.