Husk mig
▼ Indhold

Energisterne på Ærø

Artiklen er en del af bogen Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.

< Et udviklingsforløbIndholdsfortegnelseEnergikontorerne organiserer sig >

Af Lars Davidsen

Energisterne på Ærø

Når Ærø i dag indtager en smuk plads i det samlede danske billede i udviklingen af VE, er det resultatet af en lang proces. Det er en blanding af succeshistorier og fiaskoer, mest det første heldigvis, men begge dele skal med i Ærøs VE-historie, hvis tegningen skal være sandfærdig.

Det startede på Ærø Folkehøjskole. I efteråret 1981 arrangerede højskolen en række foredrag om de forskellige former for VE: en aften med VE generelt, så fulgte vind, sol, biogas, kombinerede anlæg med hver sin aften. Tilslutningen til disse folkeoplysende foredragsaftener var overraskende stor, også en del elever fra højskolen deltog. Så da ‘serien’ var overstået, stod spørgsmålet næsten formet i foredragssalen: Hvordan kommer vi videre?

På den sidste aften på højskolen i november 81 besluttedes det, at alle der havde lyst at gå videre med VE-tankerne i mere konkret form, skulle mødes uformelt i januar 1982. Her mødte der 25 interesserede, som i løbet af et par efterfølgende aftener blev halveret til en ‘hård kerne’ på 12 personer, som - med enkelte udskiftninger undervejs - holdt sammen i 10-12 år, syv af dem er stadig aktive bestyrelsesmedlemmer i Ærø Miljø- og Energikontor.

De første år arbejdede de 12 ‘energister’ (som øboerne kaldte dem) som en uformel ‘energistudiekreds’, hvis formål var det enkle : ‘...at undersøge muligheden for at indføre VE på Ærø, og at tage initiativ til opførelsen af VE-anlæg på øen’.

Man har kaldt kredsen for nogen af de mest sejlivede græsrødder, Danmark har set! Sammensætningen var uden ‘overvægt’ af bestemte sociale eller politiske kategorier, men var et bredt udsnit af ærøboere (mænd!). Der blev ikke diskuteret ideologi, men praktiske løsninger, hvis substans man ikke var i tvivl om. Det er grunden til, at gruppen fik sat så meget i gang og var så langtidsholdbar.

Der var præst og bager, landmand og smed, højskoleforstander og møller (med baggrund i de ‘gamle’ møller - og Aksel er med endnu, 90 år gammel!), to skolelærere og en styrmand, litograf, bankmand og handelsmand.

De startede med at sætte hinanden på skolebænken. Efter et års tid med studier ønskede gruppen at ‘få noget op at stå’, og det første, der blev satset på, var etableringen af en vindmøllepark. I 1983 oprettedes et separat selskab, Ærø Vindenergi, med det formål at opføre en vindmøllepark på Ærø.

Disse møller blev sandelig ikke rejst uden sværdslag. Der blev foranstaltet underskriftindsamlinger imod parken, ca. 300 personer skrev under. Tegningen af anparter gik meget trevent i starten. Da 1_ mølle var ‘solgt’, spurgte gruppen i Teknologirådet (Niels I. Meyer), hvor mange møller der skulle til, for at man kunne kalde det ‘en park’ (hvad rådet havde bevilget støtten til.) Niels Meyer mente jo nok, at halvanden mølle var lige lovlig lidt, men ville se velvilligt på sagen, hvis gruppen kom op på tre møller!

Men pludselig gik der hul på bylden. Ikke fordi ærøboerne pludselig var blevet mere idealistiske, men fordi de jo godt kunne se, at regnestykket i økonomien hang godt sammen, med en tilbagebetalingstid på en 5-6 år! Og på Ærø er det sådan, at man venter og ser, hvem der går med. På den måde kan der ventes længe. Men ‘når han er med, så vil jeg da også godt....’ Processen med tegningen tog over et år.

Foruden det generelle 30% statstilskud blev projektet støttet med en halv million fra Teknologirådet, og i februar 1985 kunne Ærø Vindenergi overdrage Danmarks på det tidspunkt største vindmøllepark til de 128 anparthavere. Parken, der står på de sydvendte skråninger ved Rise Mark, en af Danmarks bedste placeringer, består af i alt 11 møller, 55kW Vestas-møller. Ak ja, det var dengang, hvor small var beautiful, men de var - og er stadigvæk - særdeles stabile og produktive.

Ærø Andels Energi

Arbejdsgruppen lavede sideløbende med vindmølleprojektet en rapport, ‘VE på Ærø, undersøgelser og perspektiver’, der var færdig i 1984. Den kortlagde mulighederne på øen generelt, men pegede også på konkrete planer om etablering af et kollektivt VE-anlæg til varmeforsyning af Ærøskøbing by baseret på udnyttelsen af lokale ressourcer i form af halm, biogas, sol og vind.

Der blev dannet et andelsselskab, Ærø Andels Energi (ÆAE). I juni måned 1984 fik gruppen 8,5 millioner kr. i EF-støtte, så gruppen blev i stand til at gennemføre det nødvendige planlægnings- og projekteringsarbejde, og til hjælp herfor oprettedes et energikontor med fast personale (i de efterfølgende fire år med tre fuldtidsansatte).

De mange penge fra EU var en ‘overførsel’ af de midler, som den parallelle arbejdsgruppe i Båring-Asperup ikke fik mulighed for at bruge til et lignende kombineret anlæg. De fik dem i 1980, men kæmpede forgæves, først og fremmest fordi Poul Nielsons gasledning hen over Fyn netop gik igennem dette område på Nordvestfyn! Ærøfolkene havde ved flere lejligheder kontakt med Båring-Asperup, og det endte så med, at pengene blev ‘overført’ fra Nordfyn til Det Sydfynske Øhav.

I november 85 prioriterede Ærøskøbing Kommune dette projekt højest i sin varmeplanlægning og stillede sammen med Fyns Amtskommune en driftsgaranti på 1,5 million kr. i udsigt.

Det var jo et godt og optimistisk startskud for hele projektet. Men det var sandelig også startskuddet til en lang og besværlig sagsbehandling.

Det var især biogasdelen, der voldte problemer. Det endte med, at staten d. 9. oktober 1987 støttede projektet med ca. 4,5 million kr., men på betingelse af at hele biogasdelen blev trukket ud af anlægget og erstattet af en dieselmotor. Ærø Andels Energi slugte denne kamel, selv om en dieselmotor jo ikke har noget at gøre i et eksemplarisk kombineret VE-anlæg, som samtidig skulle afprøve nye styringsformer og dermed var et led i en teknologiudvikling.

Gruppen brugte det meste af en nat på at finde ud af, om værket skulle opføres som den af staten krævede kompromisløsning med det, som gruppen kaldte en ‘dieselhakker’, eller man skulle vælge at skrotte det hele - og endnu engang sende pengene tilbage til EU. Bølgerne gik højt den nat på dette spørgsmål, men et lille flertal pegede på, at det trods alt var bedre at få noget op at stå. Så langt, så godt.

Men værket fik ikke nogen lang levetid i sin oprindelige udformning. Oliepriserne i 89-90-91 tog en helt anden udvikling end forudset, og efter godt to års funktionstid var oliepriserne 25% under den pris, som værket byggede sin økonomi på - og som politikerne ved påskeforliget i 1986 havde sagt ville blive fastholdt via afgifter. Værket, der havde kostet ca. 28 million kr, gik konkurs, og det blev efterfølgende købt af Ærøskøbing Fjernvarme for ca. fire millioner kr. Det blev herefter drevet videre som et halmfyr, suppleret med el fra de fire vindmøller, der var en del af projektet. Solabsorbere, Locus-styring, røggaskondensering - og hvad der ellers lå af spændende ting i det kombinerede koncept blev nu droppet.

Fiasko? Ja, måske. Men man kan også i et større perspektiv se det som en afprøvning af en type decentrale mindre kraftvarmeværker, altså som en teknologiafprøvning og en organisatorisk afprøvning, som har givet både positive og negative output.

Det, der først og fremmest har stået i vejen for værket, er olieprisens udvikling. Det lå hele tiden som en ufravigelig forudsætning, at varmen ikke måtte fordyres i forhold til den pris, folk skulle give, hvis de fortsatte med olie. Den prisudvikling kunne værkets økonomi ikke bære.

Men hele den proces, som Ærø havde været igennem i løbet af 80’erne - med vindmøller, kombineret anlæg, aktivt energikontor osv. har immervæk trukket sine spor helt frem til i dag, hvor der er grøde i VE-udviklingen som ingensinde før. Det har alt sammen været med til at gøde jordbunden for den efterfølgende positive udvikling på øen:

  • mange initiativer fra Energi- og miljøkontoret (elsparekampagner, individuel solvarme, affaldssortering osv.)
  • i Marstal står verdens største solfangeranlæg, med godt 9.000 m2 solfangerfelt, og med et varmelager på i alt 3.700 m3.
  • Ærøskøbing Fjernvarme har i løbet af 1998 etableret et sol fangerfelt på 3.000 m2, svarende til 10% af behovet.
  • i de to byområder Søby og St. Rise arbejdes med planer om at etablere en kollektiv varmeforsyning baseret på VE.

Der er kommunalt vedtaget en vindmølleudbygning, så Ærø bliver 100% selvforsynende med elektricitet. Der er i 1998 dannet en ‘VE-Ø Organisation Ærø’, hvor øens to borgmestre er med, foruden repræsentanter fra de to Fjernvarmeselskaber, Landboforeningen, Ærø El-forsyning og Ærø Energi- og Miljøkontor. Det er med denne organisation som politisk afsæt, at der arbejdes hen imod at gøre Ærø til en 100% VE-Ø. Det er et meget slagkraftigt politisk instrument for den videre udvikling. Høje mål. Men entusiasmen er til stede, også hos politikerne.

< Et udviklingsforløbIndholdsfortegnelseEnergikontorerne organiserer sig >






 0 kommentar(er) · 3765 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Energisterne på Ærø:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Hvordan vil Coronakrisen påvirke klimadebatten?

Mindre opmærksomhed om klima

Ingen større påvirkning

Øget opmærksomhed om klima

Andet/Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2020 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik