Af Helle Bager Eriksen og Andreas Brunsgaard-Jørgensen
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2008.12.3 EU’s energipolitik
I dette afsnit vil vi diskutere, hvordan klimapolitikkens forandringsdynamik kan påvirke udviklingen på et andet politikområde i EU. I specialet har vi indtil nu kun fokuseret på forandringseffekten af koblingen mellem den globale lederskabsambition og EU’s interne klimapolitik. Gennem vores behandling af datamaterialet, er vi imidlertid blevet opmærksomme på, at sammenhængen mellem institutionel forandring og sammenkobling mellem to politikområder, med stor gyldighed kan overføres til andre politikområder inden for EU.
Således vil vi i denne anden perspektiverende diskussion vende problematikken på hovedet og se på, hvordan de forandringsdynamikker, der er indlejret i klimapolitikken, påvirker udviklingen af EU's energipolitik.
Kort sagt har vi i specialet behandlet, hvordan EU’s globale lederskabsambition har påvirket institutionsudviklingen af EU’s klimapolitik. Nu er det tid til at gå skridtet videre. Det vil vi gøre ved at undersøge, om der er tale om en politisk sammenkobling mellem europæisk klimapolitik og energipolitik.
Vi har tidligere været inde på, at klimapolitik og energipolitik er to områder, der på mange måder er tæt relateret. Denne tætte relation bliver kraftigt understreget i Europa-Kommissionens
integrerede energi- og klimapakke fra den 10. januar 2007. Europa-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, udtalte i forbindelse med præsentationen af pakken følgende:
"
Dagen i dag er en milepæl for EU. Energipolitikken var et kerneområde for EU-projektet fra dets start. Vi må nu bringe den tilbage i fokus. Alle EU-medlemsstaterne står ansigt til ansigt med de udfordringer, som klimaændringerne, den øgede importafhængighed og de stigende energipriser udgør. Et fælles EU-svar er nødvendigt for at sikre en bæredygtig, sikker og konkurrencedygtig energiforsyning. De forslag, Europa-Kommissionen fremlægger i dag, viser, at vi er fast besluttet på at vise lederskab og præsentere en langsigtet vision for en ny energipolitik for Europa, som giver et svar på klimaændringerne. Vi må handle nu, hvis vi skal forme morgendagens verden"(Europa-Kommissionen, 2007g:2)
Som det fremgår af citatet er den klare kobling mellem energi- og klimapolitik i pakkens overskrift mindre eksplicit i Barosso’s præsentation, og det fremgår ikke helt tydeligt, hvori sammenkoblingen ligger. Sammenhængen skal altså umiddelbart findes i, at EU følger op med en konstatering af, at opfyldelsen af EU’s klimamålsætninger kræver yderligere handling på energiområdet, herunder en klarere adskillelse af energiproduktionen og energidistributionen. I pakken begrundes adskillelsen mellem energiproduktionen og energidistributionen med, at en yderligere liberalisering af det indre energimarked vil sænke distribueringsomkostningerne, hvilket er helt nødvendigt, hvis EU skal kunne leve op til målsætningen om en 20 pct. vedvarende energi i 2020. (Europa-Kommissionen, 2007g:2). Denne antagelse giver anledning til at spørge, om lavere distribueringsomkostninger kun fører til lavere priser på vedvarende energi, eller om prisen på energi under et vil blive lavere? Lavere priser kan stimulere og øge energiforbruget i EU. Derudover ved vi fra vores analyse, at Europa-Kommissionen lægger op til, at kvotehandelssystemet forsat skal være grundstenen i EU’s CO2-reduktionsstrategi. Kvotehandelssystemet er på ingen måde afhængigt af yderligere liberalisering, idet det eksisterer uafhængigt af det indre energimarked. Noget tyder altså på, at koblingen mellem energipolitik og klimapolitik ikke er nær så substantielt sammenkoblet, som titlen på Europa-Kommissionens pakke giver anledning til at tro. For nuværende er det tilstrækkeligt at konstatere, at Europa-Kommissionens forsøg på at sammenkoble energipolitik og klimapolitik synes mere strategisk end substantiel.
Inden vi går videre med at diskutere baggrunden for denne tilsyneladende strategiske sammenkobling mellem energipolitik og klimapolitik, gennemgås i nedenstående kort udviklingen i EU’s energipolitik.
12.3.1 Udviklingen i EU’s energipolitik
EU’s energipolitik kan opdeles i fire perioder. Energipolitikkens
første periode fra 1946 -1957 var kendetegnet ved problemer med energiforsyningen og sikkerhedsliggørelse af energipolitikken. På den baggrund blev Tyskland, Frankrig, Italien og Benelux-landene enige om at oprette Kul- og Stålunionen, som trådte i kraft 1952, det blev grundlaget for EU. Den
anden periode fra 1957 – 1972 var genstand for en massiv udvidelse af det europæiske samarbejde, men denne udvikling afspejlede sig ikke i energipolitikken. Energipolitik var ikke på den politiske dagsorden, hvilket hovedsageligt skyldes, at kul-baseret energi blev erstattet med billig importeret olie. Stigende oliepriser og problemer med energiforsyningen i den
tredje periode fra 1972 -1985 resulterede i, at energipolitikken igen blev et stærkt debatteret politikområde. Forsøg på at skabe en egentlig fælles energipolitik fejlede. Den
fjerde periode fra slutningen af 1980’erne og frem vidner om et fornyet håb og en række forsøg på at skabe en fælles energipolitik (Andersen, 2000:1).
Energipolitik er ikke direkte omfattet af Rom-traktaten og blev heller ikke indskrevet i forbindelse med det indre marked og traktatrevisionerne i Maastricht og Amsterdam. Først med Lissabon-traktaten er energi blevet omfattet af EU’s traktatgrundlag. Europa-Kommissionen har således ikke, historisk set, haft et traktatmæssigt grundlag til at regulere energipolitikken. Fordi energipolitik ikke har været et fællesskabsanliggende, har energitiltag skulle vedtages med enstemmighed i Rådet, hvilket har vist sig problematisk på grund af divergerende nationale energiinteresser (Andersen, 2000:8). Det betyder imidlertid ikke, at energipolitikken har ligget stille hen. Der er sket meget på det energipolitiske område siden 1980’erne, og der er vedtaget en række vigtige energidirektiver, der har styrket det supranationale niveau i EU. Til trods for de mange initiativer, har EU dog stadigt ikke en egentlig fælles energipolitik (Matlary, 1997) og (Lyons, 1994). Det nyeste udspil om en fælles energi- og klimapolitik er et udtryk for den manglende fælles politik og et forsøg på endelig, at få skabt en decideret energipolitik.
På baggrund af det manglende traktatgrundlag for energipolitik skulle man tro, at Europa-Kommissionens rolle på energiområdet har været minimal. Det er dog langt fra tilfældet. To perspektiver er i den fjerde periode blev koblet til energipolitikken og har gjort det muligt for Europa-Kommissionen at få stor indflydelse. De to perspektiver er hhv. miljøpolitik og det indre marked (konkurrencelovgivning). Europa-Kommissionen har brugt sin kompetence på hhv. miljø- og konkurrenceområdet til indirekte at forme EU’s energipolitik. Europa-Kommissionens kompetence består blandt andet i initiativretten. Ved at sætte et energispørgsmål på dagsordenen, som enten et miljøspørgsmål eller i relation til det indre marked, har Europa-Kommissionen indirekte kunnet forme EU’s energipolitik. Da beslutningsproceduren på miljø- og konkurrenceområdet er kvalificeret flertal, har Europa-Kommissionen ved at redefinere energispørgsmål til eksempelvis et konkurrenceanliggende kunnet ændre proceduren fra enstemmighed til kvalificeret flertal i Rådet. Dermed er det blevet betydeligt lettere at vedtage et forslag. Dette skete bl.a. i forbindelse med direktiverne om distributionsrettigheder for netværksoperatører i gas- og elektricitetssektorerne (Capouet, 1992).
12.3.2 En energipolitik for Europa 2007
Miljø- og konkurrencepolitik er således blevet brugt i tæt relation til EU’s energipolitik. Ved nærmere læsning af Europa-Kommissionens
integrerede energi- og klimapakke, som blev fremsat den 10. januar 2007, fremgår det, at konkurrencepolitik stadig er tæt forbundet med energipolitikken. Pakken er et samlet svar på tre politiske udfordringer. Den ene består i at styrke energimarkedets konkurrencedygtighed. De to andre udfordringer er hhv. bæredygtig udvikling og forsyningssikkerhed.
Afsnittet om bæredygtig udvikling er i det hele taget væsentlige kortere end de to andre og beskriver i sin enkelthed kun, at den forventede stigning i energiefterspørgselen og den nuværende energipolitik i EU ikke er i overensstemmelse med EU’s reduktionsmålsætninger. EU’s energipolitik skal derfor ændres og udbygges, hvis EU vil leve op til sine reduktionsmålsætninger. I afsnittet om forsyningssikkerhed beskrives EU’s stigende afhængighed af gas- og olieimport, og det fremhæves, at liberalisering af det indre energimarked er en nødvendighed for at skabe et effektivt og gennemsigtigt indre marked for gas og elektricitet. Gennemsigtighed og effektivitet er den eneste måde at sikre fremtidige investeringer og konkurrencedygtige priser. Derudover fremføres det i afsnittet om konkurrencedygtighed, at ”rigtige” politikker vil stimulere et indre energi marked med fair og konkurrencedygtige energipriser og medføre energibesparelser. Endeligt fremhæves det, at CO2-restriktioner er nødvendige for på lang sigt at stimulere investeringer i vedvarende energi (Europa-Kommissionen, 2007a).
Klimapolitik og bæredygtig udvikling er, som det fremgår, ikke hovedtemaet i EU’s integrerede energi- og klimapakke, andre temaer som forsyningssikkerhed og konkurrencedygtighed træder kraftigt i forgrunden. Det betyder imidlertid ikke, at koblingen ikke er til stede. CO2-restriktioner vil på lang sigt formentlig stimulere investeringer i vedvarende energier, og et fuldt liberaliseret marked for produktion af elektricitet og elektricitetsdistribuering vil sænke prisen og forhåbentligt gøre vedvarende energi konkurrencedygtig med kulbaseret energi. Men når dette er sagt, er koblingen langt fra substantiel nok til at retfærdiggøre formuleringen om en integreret energi- og klimapolitik.
Hvorfor har Europa-Kommissionen til trods for den manglende substantielle sammenhæng alligevel valgt verbalt at koble energipolitik og klimapolitik? Som afsnittet om udviklingen af EU’s energipolitik peger på, har der de sidste 20 år været en række forsøg på at formulere og få vedtaget en fælles energipolitik, især fra Europa-Kommissionens side. Europa-Kommissionens aktivisme på energiområdet har imidlertid kun udmøntet sig i delvis succes. Det skyldes, at medlemsstaterne dels har haft divergerende energiinteresser, dels har opfattet energiområdet som et nationalt anliggende og dels, at energipolitik i udgangspunktet har været underlagt proceduren for enstemmighed.
Europa-Kommissionen har historisk koblet energipolitikken med hhv. miljø- og konkurrencepolitikken. Europa-Kommissionen har på den måde kunne bruge det forandringspotentiale, der qua initiavitretten og beslutningsproceduren er indlejret miljø- og konkurrencepolitikken. Det er derfor plausibelt, at den verbale sammenkobling mellem energipolitikken og klimapolitikken er motiveret af de samme strategiske hensyn, der begrundede energipolitikkens kobling til miljø- og konkurrencepolitik op gennem 1990’erne. Nemlig realiseringen af et fuldt indre energi marked.
Klimapolitikken og EU’s globale lederrolle har bred folkelig opbakning, og det er svært at forestille sig et politikområde, der er mere legitimt og mere folkeligt forankret end klimapolitikken. Denne legitimitet udgør et stort forandringspotentiale. Vi forventer, at klimapolitikkens forandringspotentiale øger udsigten til, at pakkens direktiver bliver vedtaget. Dette gælder i særdeleshed for de direktiver, der vedrører klimadelen i den integrerede energi- og klimapakke, eftersom disse skal vedtages efter proceduren for kvalificeret flertal. Et bud på, hvorfor Europa-Kommissionen forsøger at koble energipolitik og klimapolitik, kan derfor være, at Europa-Kommissionen ønsker at overføre klimapolitikkens legitimitet og forandringspotentiale til energipolitikken i håbet om endeligt at skabe en sammenhængende energipolitik for EU.
Klimapolitikkens forandringspotentiale er i det hele taget et emne, der kunne være spændende at undersøge nærmere. Et interessant spørgsmål i den sammenhæng er, hvad forandringspotentialet præcist består af, og hvordan klimapolitikken er blevet forsøgt koblet til andre politikområder? Vi har i denne perspektivering antaget, at forandringspotentialet blandt andet udspringer af klimapolitikkens legitimitet og den folkelige opbakning til en stram klimapolitik. Denne antagelse kræver imidlertid nærmere belysning. Analyserammen i dette speciale vil ikke være det rigtige udgangspunkt for en sådan undersøgelse, idet analyserammen ikke kan indfange betydningen af sociologiske aspekter. En sådan undersøgelse af klimapolitikkens forandringspotentiale kræver, at man teoretisk kan indfange klimapolitikkens normative karakter. Eksempelvis vil en socialkonstruktivistisk analysetilgang kunne afdække klimapolitikkens normative udvikling, herunder belyse hvilken betydning klimapolitikkens normative udvikling har haft for den institutionelle udvikling af EU’s klimapolitik.