Husk mig
▼ Indhold

Fjernvarme på biobrændsel

Artiklen er en del af bogen Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.

< Halm - fra strøelse til kedelIndholdsfortegnelseDecentrale kraftvarmeanlæg vinder frem >

Af Jørgen Boldt

Fjernvarme på biobrændsel
Det første halmfyrede fjernvarmeanlæg blev sat i drift i Svendborg i 1980, og det hele startede med et uheld. Poul A.K. Rasmussen fra Rødkilde på Fyn leverede som mange andre halm til Fredericia Cellulosefabrik, og sidst i 70’erne havde han indkøbt en rundballepresse fra Frankrig. Desværre var der ingen på Rødkilde, der kunne læse den fransksprogede manual, som beskrev, hvordan man ruller tråd uden på halmballen. Så pludselig stod man med et par hundrede rundballer, som ikke hang rigtigt sammen, og som derfor ikke kunne transporteres til Fredericia. Dermed opstod et forslag om at køre al halmen ind til Svendborg affaldsforbrændingsanlæg. Forslaget blev dog ikke realiseret, men Svendborg Landboforening`s Planteavlsudvalg , hvor P.A.K. Rasmussen var formand, fulgte tråden op og tog initiativ til starten af halmvarmeværket.

Svendborgs borgmester, Viggo Schultz så et perspektiv i at brænde halm af til fjernvarmeformål. Det lykkedes at få garanteret de nødvendige mængder ved bilaterale aftaler mellem kommunen og de enkelte landmænd.
Der kom dog først rigtigt gang i anlægget, da Svendborgs borgmester, Viggo Schultz, gik ind i sagen. Han havde en særlig interesse for energi (bl.a. blev han senere næstformand for Fynsværket), og han så et perspektiv i at brænde halm af til fjernvarmeformål. Der var almindelig bekymring for luftforureningen fra afbrænding af halm – det var jo en af grundene til, at det blev forbudt at brænde halm på markerne fra 1990. Så Viggo Schultz fik organiseret nogle forsøg på Masnedø kraftvarmeværk, ejet af SEAS med en anden storproducent af halm – Torben Garth-Grüner – i formandsstolen. På baggrund af forsøgene blev det besluttet ikke at arbejde videre med tilsatsfyring af halm på de store kulfyrede kraftværker. Men Viggo Schultz gik videre og fik skaffet økonomisk støtte fra EF-Kommissionen til at bygge et fjernvarmeanlæg med kommunen som bygherre.

Anlægget skulle bruge 10.000 tons halm om året, så Poul Rasmussen gik i gang med at organisere et utal af møder blandt egnens landmænd. Projektet blev mødt med meget stor skepsis, bl.a. var kvægavlerne, som bruger halm til strøelse, bekymrede for, at initiativet ville presse halmprisen op. Det lykkedes dog at få garanteret de nødvendige mængder ved bilaterale aftaler mellem kommunen og de enkelte landmænd, idet der ikke blev dannet en egentlig forening af halmleverandører.

Da anlægget kom i drift kunne det tage imod alle typer baller. Halmen blev snittet og blæst op i siloen, hvorfra det blev taget med snegl og blæst ind i kedlen. En dag kom der en sten i snitteren, hvilket gav en gnist og hele siloen nedbrændte. Værket led siden hen af en del børnesygdomme, og det kom aldrig til at køre helt godt. På et tidspunkt bagte den snittede halm i siloen sammen på grund af trykket. Den blev derved så hård som spånplade og måtte sprænges ud.

De samvirkende danske halmleverandører
Efter Svendborg fulgte Grenå og Ringsted, sidstnævnte med Garth-Grüner som primus motor. Midt i 80’erne var der efterhånden etableret omkring 25 halmfyrede fjernvarmeværker, og til mange af dem var der dannet halmleverandørforeninger. Anlæggene blev samtidigt dygtigere til at skaffe billigere halm, bl.a. fik mange af landmændene omkring Svendborg ikke længere fornyet deres kontrakt, fordi kommunen kunne skaffe billigere halm længere væk. Dette faldt naturligvis nogle for brystet, og nogle af pionererne - Peter Hansen-Nord, Torben Garth-Grüner og Holger Jensen (Borup) - indkaldte til et landsdækkende møde på Nyborg Strand den 17. juni 1985. Her blev foreningen ’De samvirkende danske halmleverandører’ stiftet med Hansen- Nord som formand. På omtrent samme tid blev Landbrugets Halmudvalg nedsat. Foreningen skiftede hurtigt navn til ’Danske Halmleverandører’ og Hansen-Nord blev efterfulgt af Peter Petersen fra Revn på Djursland. Herefter overtog Holger Jensen formandsposten, efterfulgt af P.A.K. Rasmussen. Ved udgangen af 1990’erne var formanden Hans Stougård, tidligere borgmester i Glamsbjerg.

Det første træbaserede fjernvarmeanlæg var Aalestrup, som blev sat i drift i 1981. Anlægget blev fyret med bark og knuste træstød, et overordentligt billigt brændsel uden værdi for savværkerne. Anlægget blev leveret af Lambion, som ikke eksisterer mere.

Det første egentligt flisfyrede fjernvarmeanlæg var Holstebro, som blev sat i drift i 1984. En række aktører fra skovbruget havde i nogle år forsøgt at sælge ideen til et større antal fjernvarmeselskaber. Men økonomien i kulfyret fjernvarme var bedre, ikke meget, men nok til at bestyrelsesformændene for fjernvarmeselskaberne valgte at omstille til kul i stedet for skovflis. Gennembruddet kom i Holstebro, og her var det borgmesteren og kommunaldirektøren, der tegnede fjernvarmens fremtid i byen. Fra skovbruget var det især skovrideren for Klosterhede Plantage, J.E. Handberg, og Ebbe Leer fra Hedeselskabet, som var de drivende kræfter.

Omkring 1960, mens Handberg var i begyndelsen af sin karriere i skovbruget, blev der anvendt flisfyring på en række godser og større landbrugsejendomme. De i dag stadigt kørende anlæg på Svanholm Gods og Holsteinborg på Sydvestsjælland er f. eks. fra denne tid. Handberg var bl.a. involveret i sidstnævnte anlæg, som fyredes med træflis fra stationære flishuggere på savværker. Træflisen blev afbrændt med luftunderskud i et forfyr, på samme måde som gasgeneratorerne under 2.Verdenskrig. Gassen, der indeholdt betydelige mængder tjære, blev ledt videre til kedlen, hvor den brændte fortrinligt. Kedlen krævede ingen særlig rengøring.

Denne pionertid var dog ikke uden problemer. Den ufuldstændige forbrænding i forfyret producerede en sprængfarlig gas, som kunne sive ud på steder, hvor den ikke var tiltænkt.

På Holsteinborg sivede gassen fra generatoren op i brændselssiloen, hvor den samlede sig på bunden. En dag stak en mand med en tændt cigar hovedet ind gennem en luge forneden på siloen. Heldigvis var der ikke en solid og fast tagkonstruktion, så selv om det hele røg i luften var, det ikke en ulykke med alvorlige skader på mennesker. Fra den dag blev det forbudt at ryge cigar på anlægget. På et tidspunkt forsøgte de at få mere energi ud af brændslet ved at sænke skorstenstemperaturen. Det gav kondensvand, så meget at fyringsrummet blev oversvømmet.

Spredning på flere brændsler
Starten af 1980’erne blev endnu en gunstig periode, igen takket være høje oliepriser, men også på grund af et samfundspolitisk mål om spredning på flere brændsler og afgifter på kul. Dette indså Handberg, som fik engageret to skovarbejdere fra Klosterhede Plantage til at udvikle en mobil flishugger. Den første flishugger var en tromlehugger, trukket af en traktor. En dag sprang den i stykker, sandsynligvis fordi den blev fødet med for tykt træ. De besluttede derfor at ændre konstruktionen til en skivehugger, der roterer på langs af køreretningen. Hvis uheldet skulle være ude, ville stumperne ryge ud til siden og ikke i retning af arbejderne. Flishuggerne (TP-Hugger) blev produceret af maskinfabrikken Thyregod Produktion, som stadig er aktiv.

Den første flis blev leveret fra Klosterhede Plantage, tværs over Jylland, til Novopan på Djursland. Træflisen var af for ringe kvalitet til at blive brugt til spånplade (for meget bark) eller cellulose (for meget sand). Flisen blev derfor brugt som brændsel, og trods den lange transportafstand var der god økonomi for begge parter.

Imens rejste J.E. Handberg, Ebbe Leer og andre fra skovbruget land og rige rundt for at overbevise fjernvarmeværker om træflisens fordele. Når det lykkedes at opnå gennembrud i netop Holstebro skyldtes det, at borgmesteren og ikke bestyrelsesformanden for fjernvarmeselskabet havde sat sig i spidsen. Der skulle mere end rent selskabsøkonomiske betragtninger på bordet. Skovflis var og er dyrere end kul, men en stor del af brændselsomkostningerne er lønudgifter, og i en tid med stor arbejdsløshed er dette et argument, der vejer tungt. Desuden havde borgmesteren (K. E. Nielsen) og kommunaldirektøren forståelse for den gunstige betydning en afsætning af skovflis kunne få for de lokale skoves pleje og pasning.

I starten blev der etableret flislager på værket, men det fik en del beboere til at klage over harpikslugte, og lageret blev derfor flyttet ud i skoven.

Efter Holstebro fulgte hurtigt en masse anlæg: Skørping (Nordfab, 1985) m.fl. Visse af anlæggene blev etableret i områder, der var udlagt til naturgas. Økonomisk set var træflis og naturgas på det tidspunkt i store træk ligeværdige. Når fjernvarmebestyrelserne alligevel valgte det mere besværlige træ-brændsel, skyldtes det bl.a. en modstand mod at blive afhængig af én enkelt brændselsleverandør, som oven i købet kørte en efter nogles mening for aggressiv markedsføring.

Virkningsgrad på over 100%
I begyndelsen af 1990’erne skete der et teknologisk gennembrud, idet man begyndte at nedkøle røggasserne til under vandets dugpunkt og herved kunne nyttiggøre fordampningsvarmen i vanddampene. Det gjorde det muligt at opnå virkningsgrader på over 100 %, hvilket umiddelbart lyder som i strid med naturlovene. Forklaringen er, at et brændsels energiindhold normalt defineres ud fra, at vanddampene i røggassen ikke kondenseres og dermed sendes ud af skorstenen. Omkring halvdelen af frisk skovflis er vand, så når de meget store mængder vanddamp kondenseres, kan der udvindes en betragtelig mængde varme. Det samme kan i princippet lade sig gøre med olie og kulfyrede anlæg, men disse brændsler indeholder svovl, som i givet fald vil blive til svovlsyre, og det giver for mange problemer.

De første kondenserende anlæg blev etableret i Gørding og Sdr. Felding, og da de betydelige økonomiske fordele først var demonstreret, oplevede man en eksplosionsagtig vækst – det var omkring 1993.

Parallelt hermed skete en anden epokegørende udvikling, fremstilling af træpiller til bl.a. fjernvarme. Det var Tørrecentralen Vestjylland, i Rom nær Lemvig, der var den første i verden som det lykkedes for at producere piller af skovflis. Aktører fra andre lande, bl.a. Sverige og USA, som forgæves havde brugt anselige midler til samme formål, kom derfor til Lemvig for at lære kunsten af. I Danmark overtog Hans Ditlev Poulsen (HP Briketter) teknologien, men anvendte den på det langt billigere affaldstræ, spåner og savsmuld fra savværker og træindustri. Markedet eksploderede omkring 91-93, hjulpet på vej af en stigning i kulafgiften. I dag er der 50-60 træfyrede fjernvarmeværker i drift.

Biomassen startede sin vækstperiode på samme tid som naturgasprojektet, Danmarkshistoriens største anlægsprojekt, blev igangsat - omkring 1980. Naturgasprojektet kom dårligt fra start, og økonomien i projektet havde i mange år stor politisk bevågenhed. Biomassen blev opfattet som en trussel mod naturgasprojektet, og biomassen blev derfor henvist til de mindre lukrative områder, specielt de meget små byer og det åbne land, hvor tætheden i energiforbrug er lav. I lidt større byer, som Slagelse, blev biomasse-fjernvarmen indesluttet af naturgasledninger, dermed uden mulighed for at forsyne nye områder. Under sådanne forhold var det ganske svært for biomasseteknologierne at skabe sig det nødvendige marked for at udvikle sig kommercielt. Og økonomien i de små anlæg var ofte ovenud anstrengt, noget der ikke just var gunstigt for biomassens omdømme.

Konflikt mellem biomasse og naturgas
Som et tiltag til at bryde naturgassens monopolagtige stilling på de bedste energimarkeder og øge biomassens rolle vedtog Folketinget i 1992 to beslutninger om grøn energi (se afsnittet ’Den centrale kraftvarme’). Det var dog først med revisionen af biomasseaftalen i 1997, at biomassen fik lov at komme ind i områder, der allerede er udlagt til naturgas.

Som en del af CO2 lovpakken fra december 1991 indgik Lov om tilskud til decentral kraftvarme og udnyttelse af biobrændsler, også kaldet Værkpuljen. Hensigten var at yde tilskud til omstilling af kulfyrede fjernvarmeværker til renere brændsler, og der blev afsat en pulje på 250 millioner kroner frem til 1996. Senere hen blev puljen fornyet. Da naturgas-kraftvarme samtidigt blev begunstiget med et tilskud på 10 øre pr. leveret kWh elektricitet, havde disse anlæg ikke behov for anlægstilskud, og værkpuljen er derfor fortrinsvis blevet benyttet til biomassefjernvarme. En del er gået til de såkaldte barmarksbyer – indførelse af fjernvarme i byer, hvor der ikke i forvejen har været fjernvarme. I dag er der etableret omkring 20 barmarksprojekter, og udviklingen er stort set gået i stå.

I biomasse-fjernvarmens 20-årige historie er der sket en del uheld, de fleste dog kun med materiel skade, men nogle mennesker har mistet livet på sagen. To mand er blevet slået ihjel på de halmfyrede varmeværker, begge i forbindelse med halmindfødningen. I Kværndrup kravlede en mand ind for at frigøre en halmskive, der havde sat sig fast – han blev klemt ihjel. I Rønde blev en mand trukket hele vejen med ind i kedlen.

På de træfyrede anlæg er det kun en enkelt, der har mistet livet. I Assens havde kranen sat sig fast, en mand kravlede op på den, og da de fik den fri blev han siddende for at afprøve om den nu virkede ordentligt. Han blev klemt ihjel mellem kranen og en bjælke.

< Halm - fra strøelse til kedelIndholdsfortegnelseDecentrale kraftvarmeanlæg vinder frem >






 0 kommentar(er) · 1874 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Fjernvarme på biobrændsel:

Husk mig

Lignende indhold
Artikler
Fjernvarme
Bioenergi
Biobrændsel
Skal vi satse på biobrændsel?
NyhederDato
Biobrændsel først CO2-neutralt efter 100 år09-06-2011 21:18
Regeringen vil udfase kul til fjernvarme23-02-2011 12:19
Klimaambitioner stopper fjernvarme04-11-2010 08:46
Fjernvarme fra jordens indre02-11-2009 10:10
Fjernvarme kan gøre Danmark CO2-neutralt13-10-2008 21:49
DebatterSvarSeneste indlæg
Minimum fjernvarme produktion615-03-2015 00:16
Dansk fjernvarme er forureningsfri017-11-2009 00:49
Største solfangeranlæg ved Dronninglund Fjernvarme.021-05-2009 21:09
▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik