Af Mikkel Kjær og Rune P. Wingård
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2012.FORORDFørst og fremmest vil vi gerne rette en hjerteligt tak til vores mentor og vejleder, professor i økonomi Jesper Jespersen der udover kyndig og grundig vejledning har bidraget med støtte, opbakning og god karma gennem hele forløbet.
Derudover rettes der en speciel tak til de mennesker der har ofret deres værdifulde tid på at stille sig til rådighed for vores interviews. Tak til:
- Klima- Bygnings- og Energiminister Martin Lidegaard.
- Formand for Folketinget og tidligere Finansminister Mogens Lykketoft.
- Sekretariatsleder i det Økologiske Råd Christian Ege.
- Forkvinden for Klimakommissionen og en af forskerne bag teorien om de ni planetare grænser Katherine Richardson.
- Professor i økologisk økonomi fra Aalborg Universitet Inge Røpke.
- Journalist fra Information og forfatter til bogen, Den store omstilling, Jørgen Steen Nielsen
- Miljø-økonom og chefkonsulent i Det Miljøøkonomiske Råd Poul Schou
- Tidligere direktør i Dong Energy og nuværende formand for Copenhagen Cleantech Cluster Anders Eldrup.
- Videnschef i den grønne tænketank Concito og medlem af Natur- og landbrugskommissionen Torben Chrintz
Afslutningsvis skal der rettes en varm tak til Uffe og Anette som med åbne arme har stillet deres varme hjem til rådighed for vores arbejde.
God læselyst!
KAPITEL 1: PROBLEMFELT De førende naturvidenskabelige forskere argumenterer for, at menneskeheden står overfor en lang række økologiske udfordringer og på mange måder allerede har overskredet de planetare grænser. Forskerne beskriver, at den nuværende udvikling risikerer at ødelægge det unikke miljø der blot har eksisteret de sidste 10.000 år, og som har givet menneskeheden muligheden for at dyrke landbrug og udvikle avancerede samfund (Rockström et al. 2009).
”Omfanget, hastigheden og kompleksiteten af det 21. århundredes udfordringer antyder at tiltag der er baseret på marginale ændringer af den nuværende retning for den menneskelige civilisation – ”lappeløsninger” – risikerer at medføre et kollaps for store befolkningsgrupper eller for dagens globaliserede samfund som sådan” (Steffen et al. 2011: 14).
Det er bredt anerkendt at CO2 udledninger udgør et problem i denne forbindelse, men nyere forskning identificerer ni planetare grænser som menneskeheden skal holde sig indenfor for at sikre at fremtidige generationer kan nyde godt af et stabilt klima (Rockström et al. 2009: 1) . Flere af disse grænser er allerede overskredet, denne problemstilling vil vi vende tilbage til i kapitel 3.
Vi vil argumentere for at den primære årsag til denne udvikling er det dominerende økonomiske vækstparadigme. Der indebærer et overdrevent fokus på skabelsen af økonomisk vækst frem for at løse de omfattende økologiske såvel som de sociale problemer verden står over for. Paradoksalt nok betragtes økonomisk vækst som løsningen på de selvsamme problemer som væksten skaber (Victor 2008). I disse år fremhæves begrebet “
grøn vækst” ofte som løsningen på udfordringerne. Det indebærer at gøre fremtidig vækst mere miljøvenlig, for på denne måde at afkoble forbrug af ressourcer og pres på miljøet fra økonomisk vækst (Tim Jackson 2009: 67-86).
Forskning fra SERI (Sustainable Europe Research Institute) viser dog at selvom en vis relativ afkobling
1 er opnået, steg det globale materialeforbrug i perioden 1980 til 2005 med 50 pct. (O´Neill et al. 2011: 51). Dette viser tydeligt at der ikke er tegn på at absolut afkobling
2 er muligt. Hvilket betyder at
“grøn vækst” ikke er en realistisk løsning. I kapitel 3 uddybes videre hvorfor grøn vækst er en utilstrækkelig løsning på de omfattende klima- og miljøproblemer det globale samfund står overfor.
Indenfor økonomisk teori er der flere økonomiske skoler og de to dominerende er neoklassisk teori og keynesianisme. Begge skoler er fokuserede på at skabe økonomisk vækst, men er dybt uenige om metoderne til opnåelsen af dette (Aitkenhead 2012). Trods de økonomiske skolers forskelle har de mange ligheder, og derfor betegner vi dem begge som mainstream økonomi. Mainstream økonomi er generelt kendetegnet ved en opfattelse af at miljøet og samfundet er underdele af økonomien (Pollitt et al. 2010). Dette skaber et snævert fokus på økonomisk udvikling, og dermed også et manglende fokus på hvilke miljømæssige og samfundsmæssige konsekvenser denne udvikling har haft og stadig har den dag i dag. Udover de alvorlige miljømæssige konsekvenser har det nuværende vækstparadigme heller ikke formået at løse de globale udfordringer ift. afskaffelse af fattigdom og reducering af global ulighed (Chang 2011 og Boyle & Simms 2009). På trods af at den globale økonomi i dag er ca. 30 gange større end for omkring 100 år siden, har den økonomisk vækst været mangelfuld i de fattigste lande (Steffen et al. 2011). Den økonomiske udvikling og helt ekstraordinære vækstrater i Kina og Indien har ført til at mange mennesker er løftet ud af fattigdom (Verdensbanken 2012a: 2-3). Men samtidig har den økonomiske vækst været stort set udeblivende i de allerfattigste lande i de sidste 30 år:
“Over the last two hundred years, only a small number of countries have experienced high and continuous rates of economic growth, and they have done so largely at the expense of the rest of the world, which has remained almost stagnant in economic terms.” (O’Neill et al. 2010: 95). Som ovenstående citat viser har den økonomiske vækst været forbeholdt de få og resultatet af denne udvikling er at den globale ulighed i dag er højere end på noget andet tidspunkt i historien (Boyle & Simms 2009: 4). Selvsamme udvikling er i høj grad en konsekvens af at mainstream økonomisk teori har domineret den internationale politiske dagsorden særligt gennem IMF, Verdensbanken og WTO. Siden 1980’erne har neoklassisk økonomisk teori været den primære drivkraft for forandringer i den globale økonomi. Der har været en udbredt tro på at opskriften på økonomisk succes var et frit marked og en relativ lille rolle til staten (Chang 2011, Stiglitz 2006, Stiglitz 2009). Samtidig har de rige lande støttet og beskyttet egne industrier, hvilket har skabt et unfair internationalt handelssystem der favoriserer de rige lande (Chang 2011 og Boyle & Simms 2009).
Paradoksalt nok, på trods af den voldsomme velstandsstigning, lider de rige lande stadig under en lang række samfundsmæssige problemer. Dette understreges af målinger der viser at i størstedelen af de mest udviklede økonomier er tilfredsheden med tilværelsen mere eller mindre uændret over flere årtier (Jackson 2009: 40). Vi vælger at beskrive fire primære årsager til dette:
1. Materialisme og forbrugskultur; der fører til at individer konstant er jagt efter materiel tilfredsstillelse og alligevel føler at de aldrig har
nok (Layard 2005 og Jackson 2009: 87-102).
2. Ulighed; ny forskning viser at ulighed skaber og forstærker en lang række social og sundhedsmæssige problemer (Wilkinson & Pickett 2010).
3. Manglende økonomisk stabilitet; den globale økonomis indbyggede ustabilitet forårsager kriser der skaber utryghed og påvirker menneskelig trivsel negativt (Pauly 2008: 250-251 og Boyle & Simms 2009: 83).
4. Arbejdsløshed; Det økonomiske system formår ikke at fordele arbejdet hensigtsmæssigt. Resultatet er at mange er arbejdsløse og andre arbejder alt for meget (Spratt et al. 2010: 42 og O’Neill et al. 2010: 80-86).
Der er altså noget der tyder på at den nuværende økonomiske udvikling hverken formår at sikre en miljømæssig bæredygtig udvikling eller at sikre menneskelig trivsel.
Hvad er det så der fastholder os i troen på vækstparadigmet? Først og fremmest er det troen på at en voksende økonomi er ensbetydende med samfundsmæssig fremgang (Sedlacek 2011: 235). Der er generelt bred politisk enighed om at økonomisk vækst er en absolut nødvendighed, og en overbevisning om at manglende vækst vil medføre stigende arbejdsløshed, fattigdom, lavere levestandard og øget gæld. Dette er isoleret set rigtigt, for der er nogle indlejrede selvforstærkende dynamikker i det økonomiske system der gør manglende vækst til en
no-growth disaster (Victor 2008). Tim Jackson beskriver at for at virksomheder kan forblive konkurrencedygtige har de brug for årlige produktivitetsstigninger. Disse medfører at der bliver brug for færre hænder til den samme mængde arbejde, da produktiviteten er steget. Derfor er der behov for ny økonomisk vækst for at sikre beskæftigelse, hvilket igen nødvendiggør produktivitetsstigninger (Jackson 2009). Sådan kører
vækstmotoren derudaf og det kan være vanskeligt at bremse den (Røpke 2011). Som Danmarks finansminister Bjarne Corydon beskriver:
“Vækst er forudsætningen for, at vi kan skabe flere job. Hvis ikke der var vækst, ville virksomhederne jo være nødt til at fyre medarbejdere, hver gang produktiviteten steg. Vi er også nødt til at skabe vækst for at have penge til at undervise vores børn, pleje vores ældre og behandle de syge.” Finansminister Bjarne Corydon (Dagbladet Information 2012)
Et studie af finske politikere og beslutningstagere afslører en begyndende frustration over vækstens skadelige virkninger. Samtidig havde de svært ved at se bæredygtige alternativer til den nuværende økonomiske udvikling (Berg & Hukkinen 2011). Rundt omkring i Europa, særligt i Grækenland, Spanien, Italien og Portugal ses de voldsomme følgevirkninger af mangel på vækst og stigende offentlig gæld (Hansen & Gjerding 2012). Dette er med til at fastholde troen på vækstens nødvendighed. På den anden side er der et stigende antal mennesker der spørger:
Eksisterer der ikke et troværdigt alternativ? Der findes en tredje økonomiske skole
3 der dog er relativt ukendt, da den i mange år har haft svære vilkår mod de etablerede skoler, herunder særligt den neoklassiske. Den tredje skole hedder
økologisk økonomi og opfatter, i modsætning til mainstream økonomi, miljøet som udgangspunkt for den menneskelige civilisation - og dermed også som grundlaget for økonomisk aktivitet (Daly 1997). En af ophavsmændene til den økologiske økonomi, Herman Daly, skabte begrebet dynamisk ligevægtsøkonomi. Vi vælger dog at anvende betegnelsen; teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt (se kapitel 2). Teorien indeholder fire grundprincipper:
(1) bæredygtig størrelse af økonomien,
(2) retfærdig fordeling og
(3) effektiv allokering af ressourcer samt
(4) fokus på høj livskvalitet (O’Neill et al. 2010: 10). Den britiske tænketank New Economics Foundation (nef
4) har udarbejdet en rapport om hvordan Storbritanniens økonomi kan påbegynde omstillingen hen imod en tilstand af dynamisk ligevægt. Planen hedder
The Great Transition (TGT) og blev udgivet i 2009. Den består af syv punkter der gensidigt understøtter hinanden.
Dette speciale undersøger, inspireret af TGT, hvordan Danmarks økonomi kan omstilles til at være miljømæssig bæredygtig og i højere grad sikre menneskelig trivsel. Den nuværende udvikling i Danmark kan ikke på nogen måde betegnes som miljømæssigt bæredygtig, fordi der udledes alt for meget CO2 pr. indbygger, og fordi Danmark har et af verdens største økologiske fodaftryk pr. indbygger (Færgeman 2012: 39 og Grooten et al 2012:43). Det skal dog nævnes at den nuværende regering har fået forhandlet verdens mest ambitiøse energiaftale på plads [Richardson interview: 9], nedsat en natur- og landbrugskommission og har planer om at vedtage en langsigtet klimalov. Dette er positive tegn på bevægelse i den rigtige retning, men langtfra tilstrækkeligt problemernes omfang taget i betragtning (se kapitel 6).
Danmark er på mange måder et særdeles velfungerende velfærdssamfund, med en høj grad af lighed og et solidt sikkerhedsnet. På den anden side er uligheden og arbejdsløsheden stigende, samtidig med at den økonomiske krise har skabt utryghed i befolkning. Derudover er der tegn på sprækker i det idylliske billede der ofte tegnes af danskerne som verdens lykkeligste folkefærd (Jørgensen 2012) (se kapitel 6).
Vi mener at der er et akut behov for et økonomisk paradigmeskift der bryder med mainstream økonomisk tankegang. Derfor præsenterer vi en række konkrete forslag til politisk handling der kan igangsætte omstillingen af dansk økonomi hen imod en økonomi i dynamisk ligevægt. Vi argumenterer for at dette kan realiseres uden negative konsekvenser for nationaløkonomien. Desuden vises det at en omstilling vil medføre at den økonomiske udvikling i Danmark vil blive miljømæssigt bæredygtig og i højere grad sikrer menneskelig trivsel. Afslutningsvis diskuteres det hvilke barrierer der fungerer som forhindringer for at omstille dansk økonomi, samt hvordan det er muligt at overkomme disse (se kapitel 7 og 8).
Vi tror på at hvis denne omstilling lykkes, vil det ikke blot gøre Danmark til et bedre land at leve i, det vil også have potentiale til at inspirere omverdenen til at igangsætte lignende reformer. Dette kan hjælpe til den nødvendige omstilling af den globale økonomi for at løse de omfattende udfordringer verdenssamfundet står over for.
Problemformulering: Hvorvidt formår den nuværende økonomiske udvikling at sikre en miljømæssig bæredygtig udvikling, og medvirke til at sikre menneskelig trivsel? Hvorvidt kan teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt bedre sikre ovenstående målsætninger, og hvilke konkrete politiske tiltag kan der igangsættes i Danmark for at påbegynde omstillingen hen imod en økonomi i dynamisk ligevægt?