Husk mig
▼ Indhold

"Det giver en stakket varme at pisse i bukserne"


"Det giver en stakket varme at pisse i bukserne"29-11-2016 21:28
Klaus Krogsbæk
☆☆☆☆☆
(19)
"Det giver en stakket varme at pisse i bukserne!" sagde Matadors bankdirektør Hans Christian Varnæs, da han afslog at redde manufakturhandler Arnesen fra konkurs. Det samme er på sin plads at sige om finanslovsaftalen for 2017. Flere biler og veje giver en kortsigtet gevinst, men vil på det lange sigt resultere i et tab som følge af klimaforandringerne. Det store spørgsmål er selvfølgelig: Hvad skal der til for at ændre vores prioriteringer?

Med finanslovsaftalen er regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti enige om at udvide motorvej E45 mellem Aarhus og Skanderborg. Strækningen er i stigende grad blevet en trafikal flaskehals, og en udvidelse fra de nuværende fire til seks spor skønnes derfor nødvendig. Beslutningen glæder både det lokale erhvervsliv, LO-fagbevægelsen og de østjyske borgmestre. Håbet er seks spor hele vejen fra Randers i nord til Vejle i syd.

Finanslovsaftalen indebærer også en nedsættelse af registreringsafgiften på personbiler. Det vil øge den enkelte families mulighed for at købe en mellemstor bil, som vil koste ca. 8-10.000 kr. mindre end hidtil. Også finansloven for 2016 nedsatte registreringsafgiftssatsen, hvilket har medvirket til, at salget af personbiler er steget med 9,5 pct. det seneste år.

Både motorvejsudvidelsen og afgiftsnedsættelsen skal "gøre det lettere at være dansker", som det hedder i finanslovsaftalen. Og selv om der er større politisk enighed end om det andet, er der på tværs af det politiske spektrum konsensus om at topprioritere den økonomiske nødvendighed, hvilket vil sige virksomhedernes konkurrenceevne og arbejdskraftens ydeevne (arbejdskraftsudbuddet). Det gør det umiddelbart vanskeligt at argumentere imod aftalens kortere transporttid og lavere bilafgifter. Men som vi skal se nedenfor, er det ikke desto mindre nødvendigt at afløse denne udvikling med en helt anden. Ikke mindst fordi transportsektorens energiforbrug næsten udelukkende består af fossile brændstoffer.

Af Danmarks samlede energi forbruges ca. 30 pct. af transportsektoren. 75 pct. heraf forbruges af vejtransporten; 30 pct. af denne udgøres af vare- og lastbiler, mens hele 60 pct. udgøres af personbiler. For 50 år siden var der 745.000 personbiler herhjemme, ved sidste årsskifte var der 2.391.000. (Kilde: Danmarks Statistik.)

Den økonomiske krise og EU-beslutninger om at reducere bilers CO2-udledning har paradoksalt nok betydet flere biler – ikke mindst mange små, energieffektive biler, som først og fremmest har suppleret de større, ikke erstattet dem. Meget tyder derfor på, at mikrobilerne har ført til flere kilometer på vejene, stigende CO2-udslip og færre mennesker i den kollektive trafik. Fortsætter udviklingen vil der være mere end 2,54 mio. biler på de danske veje i 2020.

Dette er en effekt af det såkaldte 'Jevons' paradoks': når teknologiske forbedringer fører til en mere effektiv anvendelse af ressourcer, stiger den samlede mængde af anvendte ressourcer. Således kan mere energieffektive teknologier medføre, at der alt i alt bliver anvendt mere energi. Dette skyldes den enkle – men i klimadebatten ofte oversete – grundpræmis, at enhver kapitalistisk virksomhed vil anvende et optimeret energi- og ressourceforbrug til at øge salget med henblik på at øge indtjeningen. That's the name of the game!

Klimaproblematikken er således bygget ind i økonomien: 'Just in Time'-produktionen og de verdensomspændende værdikæder skaber et enormt behov for transport, der - selv om den er blevet renere - følger Jevons paradoks. Dertil kommer mange års beskæftigelsespolitik, som har skærpet kravene til arbejdskraften og den geografiske mobilitet, hvilket betyder, at flere har fået behov for en bil. Klimaproblematikken er med andre ord et strukturelt funderet fænomen, som vi i det daglige lever med og bakker op om, fordi det umiddelbart giver os billigere varer og øger vores fleksibilitet.

Denne udvikling bliver også fremmet af fordelingspolitiske tiltag – primært af en lavere registreringsafgift. Antallet af husstande med mere end to biler er de senere år da også vokset voldsomt, og transporten udgør i dag mere end halvdelen af husstandenes samlede CO2-udledning.

Og netop CO2-udledningen vil (alt andet lige) stige, som følge af beslutningen om at udvide motorvejsnettet og yderligere sænke registreringsafgiften. Transportmedarbejder i 'Det Økologiske Råd' Jeppe Juul påpeger, at en ny bil med forbrændingsmotor i gennemsnit holder i 16 år. Det betyder, at en bil købt i morgen stadigvæk primært vil køre på fossile brændstoffer i 2032 og udlede CO2 i hele perioden: "Med aftalen beslutter man samtidig at indbygge et fremtidigt øget CO2-udslip. Det er dybt uansvarligt i en situation hvor udledningen fra transport i Danmark i forvejen stiger, og det gør det sværere at nå vores CO2-reduktionsmål for 2030", siger Jeppe Juul.

Finanslovsaftalen blev indgået den 18. november, samme dag som FN's store klimatopmøde i Marokko, COP22 sluttede. Forud for topmødet udsendte FN-organisationen 'World Meteorological Organization' en detaljeret rapport om klodens klima. Rapporten slog fast, at perioden 2011-2015 var den varmeste femårsperiode målt overhovedet, og at 2015 var det hidtil varmeste år. Allerede få dage efter fremlagde organisationen yderligere data, som viser, at 2016 bliver endnu varmere med globale temperaturer ca. 1,2°C over det førindustrielle niveau.

Konsekvenserne for de menneskelige samfund af den stigende opvarmning er velbeskrevet bl.a. i rapporterne fra FN's klimapanel. Under mødet i Marokko kom 'Care Danmark' med endnu en rapport, som specifikt behandler udsigterne til migration og fordrivelse som følge af klimaændringerne. I rapporten kan man læse, at klimarelaterede katastrofer i 2015 drev 14,7 mio. mennesker på flugt, hvilket var næsten dobbelt det antal, som flygtede på grund af voldelige konflikter. Det samlede antal permanente klimaflygtninge ventes ifølge rapporten at vokse til 250 millioner mennesker mellem nu og 2050. Men allerede i 2025 vil op mod 2,4 milliarder mennesker verden over leve i områder med vandmangel, som midlertidigt kan fortrænge så mange som 700 millioner mennesker.

Det anslås, at 10-20 pct. af den nuværende emigration fra Mellemøsten og Nord Afrika skyldes klimaændringer, primært tørke. Flygtningeantallet vil dog af gode grunde stige drastisk i de kommende årtier: Ved en stigning på bare 2°C (frem mod århundredeskiftet) vil sommertemperaturerne i nogle områder allerede i 2050 ikke komme under 30 grader om natten og temperaturerne forventes om dagen at stige til 46°C. Ved udgangen af århundredet kan middagstemperaturerne stige helt op til 50°C, og eksempelvis i Mekka vil maximumtemperaturerne nærme sig 55 grader.

Samtidig med at Parisaftalen fra sidste års COP21 trådte i kraft den 4. november i år kunne FN's 'Environment Programme' rapportere om den fortsat store kløft mellem landenes annoncerede bidrag til reduktion af drivhusgasudledningen og målsætningen om at fastholde opvarmningen på 1,5-2°C ved udgangen af dette århundrede. Som det ser ud nu, vil vi i 2030 have reduceret 12-14 gigaton CO2-ækvivalenter for lidt til at nå dette mål (til forståelse svarer en gigaton eksempelvis til al transport i EU). Lykkes det ikke at mindske kløften, vil temperaturstigningen blive på 2,9-3,4°C, hvilket alment vurderes som katastrofalt.

Vi kan stadig selv afgøre, hvilket scenarie der bliver til virkelighed. Det vil afhænge af de politiske beslutninger på en lang række områder. Som vi har set, fylder transportsektoren meget, når det handler om udledning af CO2. Flere motorveje og lavere registreringsafgifter er derfor eksempler på politiske beslutninger, der peger i retning af forhøjede temperaturer og i retning af voldsomme omkostninger for de menneskelige samfund.

Men hvad er det, der gør det muligt for et folketingsflertal at slippe afsted med at træffe en kortsigtet og snæversynet beslutning, som fremmer klodens opvarmning frem for en langsigtet og fremsynet beslutning, som vil svække den?

Efter min opfattelse hænger det sammen med liberalismens ideologiske triumf. En triumf som har ført til, at såvel fagbevægelsen som Socialdemokratiet og store dele af venstrefløjen har accepteret en tilpasning af politikken til den ovenfor nævnte økonomiske nødvendighed, hvor menneske og samfund underordnes behovet for at styrke konkurrenceevnen. Dette har fået store konsekvenser for de mange, som er blevet ramt i hverdagen af yderligere krav på arbejdsmarkedet og af reduktion i velfærden m.v. Og dette har igen medvirket til at skærpe modsætningen mellem opfyldelse af dagligdagens konkrete og umiddelbare behov - eksempelvis for persontransport - og reduktionen af drivhusgasserne. Det er de færreste, der har tid og råd til at sætte klimahensyn højere end hensynet til job og familie, lige som samfund og virksomheder også sætter konkurrenceevnen højere end klimaspørgsmålet. Dermed er der i praksis opbakning – ikke mindst fra arbejderbefolkningen - til flere motorveje og lavere registreringsafgift, mens modstanden hovedsageligt er reduceret til moralske indvendinger fra privilegerede dele af middelklassen.

Der er således en nøje sammenhæng mellem de økonomisk-sociale spørgsmål og klimaspørgsmålet. En modsætningsfyldt sammenhæng som på den ene side vanskeliggør en løsning, men som på den anden side også kan bringe os nærmere en besvarelse af spørgsmålet om, hvem der kan presse en ny og alternativ løsning igennem. Klimaforandringerne er menneskehedens måske hidtil største opgave, hvorfor der mere end nogensinde er behov for et stærkt, bevidst og forandringsparat subjekt. Hvordan det vil blive konstitueret, kan vi ikke sige noget om, men at det i et vist omfang vil inkludere dele af de politiske partier, fagbevægelsen med flere, som i dag de facto ignorerer udledningen af drivhusgasser, må være indlysende.

Så hvordan får vi hul på bylden? Aktuelt kan vi politisk gøre op med kravet om national enhed, og i stedet sætte kravet om social retfærdighed og en klima- og miljømæssig bæredygtig udvikling forrest. Og fagligt kan vi brede fagforeningernes fokus ud – fra det nuværende faglige tunnelsyn til et mere vidtskuende samfundsmæssigt. Og så forudsætter det, at der bliver etableret en kontakt mellem dem, der repræsenterer en indsigt i klimaproblematikken og dem, der repræsenterer kræfterne til at løse den. Der er med andre ord behov for en opdateret udgave af det gamle arbejder-akademiker-samarbejde. Mon ikke der er mange unge studerende, som vil takke ja, hvis den lokale afdeling af LO, 3F eller FOA inviterer indenfor til en diskussion om samfundsudviklingen og klodens fremtid?

I hvert fald bør en hver diskussion af spørgsmålet blive konkret med henblik på praktiske løsninger. Udledningen af drivhusgasser skal bremses samtidig med, at borgernes transportproblemer loyalt skal anerkendes. Det bliver ikke nemt, fordi det vil kræve markante strukturændringer. Markant nødvendige ændringer.

Offentliggjort første gang i 'Kritisk Debat' d. 28. november 2016 (kritiskdebat.dk).
29-11-2016 21:52
crankProfilbillede★★★★☆
(1559)
De velbjergede er kommet i flertal. For mange er for rige. Det ville hjælpe med omfordeling og (klima)målrettede afgifter.




.
29-11-2016 23:31
Kosmos
★★★★★
(4454)
Aktuelt kan vi politisk gøre op med kravet om national enhed, og i stedet sætte kravet om social retfærdighed og en klima- og miljømæssig bæredygtig udvikling forrest...

- øhh...hvad betyder "gøre op med kravet om national enhed":

- hvilket 'krav' drejer det sig om?
- hvem har fremsat det?
- hvordan skal 'opgøret' udmøntes??
01-12-2016 08:30
Klaus Krogsbæk
☆☆☆☆☆
(19)
Kosmos skrev:
Aktuelt kan vi politisk gøre op med kravet om national enhed, og i stedet sætte kravet om social retfærdighed og en klima- og miljømæssig bæredygtig udvikling forrest...

- øhh...hvad betyder "gøre op med kravet om national enhed":

- hvilket 'krav' drejer det sig om?
- hvem har fremsat det?
- hvordan skal 'opgøret' udmøntes??


Du har ret i, at det kan virke noget indforstået. Meningen skulle være, at hvis vi underordner os én målsætning på nationalt plan, nemlig konkurrenceevnen, så kan vi ikke for alvor løse klimaproblematikken. Det er konkurrenceevnen - formuleret som 'i Danmarks interesse' og lign. - som jeg kalder "kravet om national enhed".

Hvordan det skal udmøntes, er selvfølgelig et rigtig godt spørgsmål, som jeg ikke meningsfyldt kan svare på. Men jeg hælder til den formodning, at løsningen af klimaproblemet forudsætter markante ændringer i alle samfundssektorer, hvorfor løsningen også er afhængig af en generel samfundspolitisk indsats og ikke alene af energi- og klimatiltag. Således bliver klimaspørgsmålet også en del af det sociale spørgsmål og den politiske debat i almindelighed.
Redigeret d. 01-12-2016 08:43
01-12-2016 09:44
Kosmos
★★★★★
(4454)
...Men jeg hælder til den formodning, at løsningen af klimaproblemet forudsætter markante ændringer i alle samfundssektorer, hvorfor løsningen også er afhængig af en generel samfundspolitisk indsats og ikke alene af energi- og klimatiltag. Således bliver klimaspørgsmålet også en del af det sociale spørgsmål og den politiske debat i almindelighed

- tak for uddybning; nu blev det langt klarere!




Deltag aktivt i debatten "Det giver en stakket varme at pisse i bukserne":

Husk mig

Lignende indhold
DebatterSvarSeneste indlæg
Værdiskabelse, en stakket glæde.108-10-2015 08:29
▲ Til toppen
Afstemning
Vil Sverige forbyde alle benzin- og dieselbiler fra 2030 som foreslået af klimaministeren?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2017 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik