Husk mig
▼ Indhold

Filosofisk pessimisme siger der er noget fundamentalt galt med verden (trin 2)


Filosofisk pessimisme siger der er noget fundamentalt galt med verden (trin 2)14-06-2013 23:19
Antinatalist DK
☆☆☆☆☆
(9)
Vi har allerede kigget på antinatalismen. En filosofi der kunne begrunde at handlingen der frembringer nyt liv har en negativ (moralsk) værdi. Den forklaring står måske stadig lidt blafrer alene men positionen har rod i den mere fundamentale filosofiske pessimistiske Weltanschauung som Arthur Schopenhauer er stamfaderen til. Filosofisk pessimisme er ikke er en emotionel bias eller noget der dyrkes for dens egen skyld, men fordi denne side kaster de susbstantielle indsigter af sig, hvilket dog ikke forhindrer Schopenhauer i at være kunstens og æstetikkens store filosof. Selvom man skulle mene der er noget fundamentalt galt med verden, kan man sagtens spille på fløjte til langt ud på natten eller lave sort humor når man bare man har erkendt eksistensens absurditet. Aktualitet. Neurologer og kognitionsforskere har bekræftet meget af den pessimisme Schopenhauer udlagde for mere end hundrede år siden omkring menneskelig potentiale (eller mangel på samme). Vi går med Schopenhauer fuldstændig bagom verden som "forestilling" og tyder (udlægger) dens indre beskaffenhed (væsen). Undersøgelsesresultatet kan diskuteres her. Pessimismen er medtaget fordi den fungerer som underlægningstapet for antinatalismen.

De to ord "forestilling" og "vilje" er det gennemgående tema.
Redigeret d. 14-06-2013 23:26
14-06-2013 23:20
Antinatalist DK
☆☆☆☆☆
(9)
Die Welt als Wille und Vorstellung







Forestillingen (erkendelsesteorien)

"Verden er min forestilling" udsiger Schopenhauer først som den mest grundlæggende sandhed. Verden er din verden og intet der ikke er del af din repræsentation kan trænge ind i den. Subjektet er bærer af verden. Tingenes fremtrædelse retter sig helt og holdent til efter subjektets forestillingsmåde. Ingen bevidsthedsuafhængig verden. Kant havde allerede redegjort for det reale objekts beskaffenhed i sig selv (Ding an sich) er umulige for os at erkende fordi vi aldrig kommer udover forestillingen.

Der eksisterer formallogiske bevidststrukturer for hvordan vi erkender objektet (træet). Tid, rum, kausalitet (de rene anskuelses- og forstandsformer) kommer ikke ind i bevidstheden via tingen i sig selv, men ligger i bevidstheden som betingelse i vores kognitive apparat forud for forestillingen. Rum knytter sig til min anskuelse der angiver position som ikke er træk ved objektet selv der er helt fri for denne form. Kant opererer med 12 rene aprioriske forstandsformer der forbinder mangfoldigheden af anskuelser. Kant taler i den forbindelse om en transcendental apperception (syntesen af de 12 anskuelsesformer) som øverste enhedsinstans der samler mangfoldigheden af sanseindtryk og forestillinger så det fremstår som ordnet enhed i vores forstand. Schopenhauer kritiserer Kant for fejlagtigt at give selve objektet en kausalitet hvormed det får lov at indvirke på subjektet. Schopenhauer vil benægte det er tilfældet, han siger forstandsformen kausalitet erkender fra virkningen til årsagen, hvormed verden står som en anskuelse udstrakt i rummet. Forstandsformen kausalitet forener rum og tid i forestillingen materie , dvs. virken. "Denne verden som forestilling er kun i kraft af og for forstanden".

Schopenhauer går nu videre, forgriber nyeste landvindinger inden for kognitionsvidenskab og neurologi ved at fundere denne øverste transcendentale apperception i 1) en biofysisk organisme og 2) metafysisk i viljen (metafysikken er om tingenes indre væsen hvor naturvidenskaben ophører).

Schopenhauer siger at det kan godt være at vores sanser blokerer os fra at vide hvad 'nomen' er og altså kun kan kende fæ-nomenerne for os. Men der er en genvej. Hvis verden ikke var andet en forestilling, ville intet jo være værd at lægge mærke til, verden blot passere ligegyldigt forbi os. Verden må have en realitet bag forestillingen, verden må kunne tydes (udlægges). "Så meget er sikkert at det vi søger, er noget der i sit væsen må være fundamentalt forskelligt fra forestillingen, og som forestillingens former og love derfor også må være helt fremmede for. Af samme grund kan vi ikke nå frem til det inderste væsen med udgangspunkt i forestillingen"....."Vi kan ikke trænge ind til tingenes indre [væsen] udefra, men netop kun indefra, så at sige gennem en underjordisk gang der pludselig fører os derind, nemlig ved at vi benytter os af den hemmelige forbindelse som vi opretholder til tingene. Det er ved hjælp af denne vi lukkes ind i den fæstning det var umuligt at indtage udefra" (med forestillingen som middel).

Den hemmelige forbindelse er kroppen, dvs. subjektet selv er nøglen. "Ved alle ting, med undtagelse af min egen krop, kender jeg kun en side, nemlig forestillingen. Forståelsen af mit indre væsen kan opnås fordi min krop er den ene ting jeg ikke kun kender den ene side af (jeg kan se min hånd som objekt ), men også kender kroppen fra den anden side der kaldes viljen". Denne sidste tilstand af kropslige bevidsthed om os selv som vilje er distinkt fra kroppens rums-tidslige repræsentation, denne indre erfaring passerer ikke gennem formerne ved kognition som rum, tid. Viljen er noget oprindeligt der strømmer gennem os som kropslig kinæstetisk erfaring som er det tætteste vi kommer på at opleve verdens indre essens med oprindelse i evigheden uden for tiden.

"Ved at overføre den oplevelse vi har af viljen som kroppens essens til alle andre forekomster, får vi en privilegeret adgang til verden, uden om erkende-apparatets forvrængende linse".

Viljen (metafysikken)

Schopenhauer siger, "Mange har hidtil subsumeret begrebet vilje under begrebet kraft (årsager virkninger som de fremtræder for os) men så opgiver vi den eneste umiddelbare erkendelse som vi har af verdens væsen fordi vi lader den [viljen] gå under i et begreb der er abstraheret ud fra fremtrædelsen og som derfor aldrig vil føre os ud over denne".

Viljen er, siger Schopenhauer, det magiske ord, hvormed vi kan nå ind til tingenes substantielle beskaffenhed bag forestillingsverden. Viljen er verdens inderste væsen, og identificeres med Kants "Ding an sich". Den første erkendelse er nemlig at vi vil. Viljen er det eneste blandt alle mulige begreber der ikke har sit udspring i anskuelsen. Kun viljen er tingen i sig selv som sådan på ingen måde forestilling men toto genere forskellig fra denne. Viljen er i sin egenskab af ting i sig selv helt forskellig fra formerne den først iklæder sig i det øjeblik den fremtræder.

Den første sandhed om verden er min forestilling "må derfor suppleres med en sandhed der ikke er så umiddelbar sikker som den vi her går ud fra. For kun dybere forskning, vanskeligere abstraktion, adskillelse af det forskellige og forening af det identiske kan føre frem til den. Det drejer sig om en sandhed der er meget alvorlig, og som synes enhver betænkelig, ja, endda frygtelig, nemlig den at man også kan og må sige "Verden er min vilje".

Viljen er fri. Mennesket er ikke.

Hvorfor udtrykker Schopenhauer sådan filosofisk pessimisme? Fordi Viljen er blind og aldeles grundløs og regerer over intellektet. "Det at vi i det hele taget vil, er vores ulykke: hvad vi vil, er slet ikke interessant". Hvad viljen vil er i bund og grund ubegrundet og finder først efterfølgende sine forklaringer. Den præ-rationelle vilje som impuls, emotion, trang, blind stræben agerer ikke for nogen-som-helst sag hvormed intellektet må forsyne os med omfattende efterrationaliseringer for at tilegne os sådan overbevisning. Intellektet er accidensen føjet til der bliver bekendt med alle viljens afgørelser a posteriori. Viljen kan banke intellekt på plads der som inklinerende part kun belyser tilstedeværende motiver. Menneskets essens er ikke rationalitet men ren vilje (ikke meget ulig kvantefysikkens lære om hver ting i universet består af ren energi uden nogen tilstand af absolut hvile). Viljen derfor ingen intern individuel funktion af hjernen men universel livsdrift der er helt og udelt til stede i alt værende – fra de nederste objektivationstrin til de øverste, viljen er som et nedadstyrtende vandfald, til græsset der gror efter irritamenter til det forstandige dyr, til viljen i lungen der ånder i mennesket om natten. Jo længere vi bevæger os tilbage i dyreriget des svagere bliver intellektet uden det fører til svækkelse af viljen. Overalt beholder viljen sin hengivenhed over for livet som er egoisme og hensynsløshed over for andet. Viljens store enkelthed består i "villen eller ikke villen" der er væren der ikke kræver øvelse.

På trods af tingenes mangfoldighed for os i forestillingsverden inklusiv vores egen krop betragtet som et objekt forbliver viljen ganske udelelig; der er således ikke lille del af viljen i stenen og stor del i mennesket. Forhold mellem del og helhed vedrører udelukkende rummet og giver så snart man har forladt denne anskuelsesmåde, ikke længere mening. Tiden er alene til for viljens fremtrædelse eller objektivitet og hidrører ikke viljen selv som verdens inderste beskaffenhed.

Når Schopenhauer ser det frygtelige i at "Verden er min vilje" har det at gøre med erkendelsen i reglen forbliver viljens tjeneste fordi den netop skudt frem af den. Mennesket ser sine egne grænser som universets grænser. Glemmer hvad vi alene forstår; husker hvad viljens drift begærer. Viljener i denne verden er det forsnævrende perspektiv, der ekskluderer synspunkter inden det viljedrevne intellekt med fornuften bliver bevidst om det med egocentrisk-sortering af virkeligheden.

Ingenting er så foragteligt, som når man diskuterer med et menneske og gør alt for at overbevise ham - da pludselig mærker man, at man ikke har med hans forstand at gøre, men med hans vilje; han VIL ikke forstå

Arthur Schopenhauer


Det almindelige menneske "ser altså relationerne med betydning netop for det selv, jegets følelse af konstans, overlades til en automatiseret vilje og vane, der bliver i sig selv og ikke rækker ud til tingene". Futilt at appellere til forståelse i en diskussion; diskussionen med sofismer, insuinationer, benægtelse, manipulation bestyrker folks oprindelige viljesforestillinger. Sandheden kræver helt ekstraordinært et viljesløst erkendelsessubjekt. Verden er derfor et viljesinferno. Hvor den ene vilje fornægter den anden opstår ondskaben. Individualiserede viljesytringer støder sammen i deres stræben efter at erobre materien der beherskes af andre ideer (naturkræfter) og tilkæmpe sig stadig højere trin i viljens objektivation. "Faktum at viljen nødvendigvis må tære af sig selv, idet der intet findes ud over den, og fordi det er en sulten vilje" Det der med Fausts ord holder verden sammen i dens inderste, vil altid være det samme (S.Fauth). Et verdenssyn kompatibel med min skitse af Gary Mosher's CAnCeR model om hvordan vi politisk kannibaliserer hinanden. Enhver optimistisk perfektibilitetsforestilling er derfor "illusorisk" uanset historiske institutioner vi måtte finde på.

Schopenhauer giver en slags forløsningslære i den æstetiske kontemplation der er én af de fire mulige men midlertidige udveje fra det "viljesinferno" der er menneskets skæbne. Centralt står konceptet geniet, ligesom genialiteten, er noget mennesker besidder i varierende grad, der består i kapaciteten til æstetisk oplevelse der undtagelsesvis løsriver sig fra viljens tjeneste og ikke længere betragter tingene hvor, hvornår, hvorfor og hvortil i relation til egen vilje men alene koncentrerer sig om hvad tingen er, dvs. objektets bagvedliggende idé. Subjektet ophører med at være individuelt subjekt, bliver rent, viljeløst, smerteløst, tidløst, erkendelsessubjekt der ophæver sig selv i kontemplationens objekt eller i selve ideen der nærliggende kan være musik, billedkunst eller en god bog, den rolige æstetiske kontemplation udfylder os og frigør os fra viljens motiver "hvorved enhver individuel forskel forsvinder så det er ligegyldigt om det skuende øje tilhører en mægtig konge eller en forpint tigger" og glemmer, hvor nærig, hvor bitter, hvordan man nu er. Schopenhauer siger kunsten er det sted mennesket har en moralsk medmenneskelig forpligtelse. Schopenhauer mener musikken er kunstarten der ikke bare kopierer ideer, men at musikken er en uformidlet og direkte kopi af viljen. Anderledes vil naturtro malerier af anrettet mad og nøgne kvinder rettes mod viljens begær ikke komme den viljeløse æstetisk skønne objektive kontemplation i møde. Missæren består netop i at så snart der igen opstår eller anden relation mellem et af de RENT anskuede objekter og vores viljes drift, vores person, er det slut med enheden. Vi falder tilbage til den erkendelse som beherskes af principium individuationis der opdeler i partikulære gennem kognitionsformerne rum, tid, kausalitet, vi erkender ikke længere objektiv idéen, men den enkelte ting, leddet i en kæde vi selv er en del af. Vi er nu igen udleveret til "viljens tugthusarbejde". De fleste mennesker befinder sig for det meste på dette sted. Mange menneskers eksistens ligger i viljen mere end i viljeløs kontemplationen, aktion og reaktion er deres eneste element. Schopenhauer peger på flere hverdagseksempler. Typisk vil de have "meget svært ved at betragte et fremmed og sjældent dyr, men må irritere, drille og lege med det udelukkende for blot at opnå følelsen af reaktion og aktion". Relative frihed nydes altså kun sålænge, man ikke er trådt ind i forestillingsverdens kæde af årsager og virkninger, men så snart den gør sig gældende i verden, er det slut med friheden. "Når vi udfører en handling, er vi – ligesom alt andet værende – fanget i kæden af årsager og virkninger" hvorfor valgfrihed i handlingen er illusoriske.

Man does at all times only what he wills, and yet he does this necessarily. But this is because he already is what he wills

In any course of events, one and only one course of action is available to the agent, and the agent performs that action with necessity


Når vi som mennesker oplever forskellige konkrete valg og handler på en bestemt måde, så er det ikke abstrakte begreber der gør udslaget; handlingerne er deterministisk resultat af sammentræffet mellem vores intelligible karakter (udelt viljesakt uden for tiden) og tilstedeværende motiver som determinerer viljens fremtrædelse i tid og rum (vores empiriske karakter). Noget i os er konstant.vi kæmper for vores skæbne.

Schopenhauer er godt klar over det forunderlige faktum at ethvert menneske a priori anser sig selv for at være helt frit i sine enkelte handlinger, at vi hvert øjeblik kan begynde et nyt liv. Schopenhauer beskriver hvorfor denne illusion virker så overbevisende på os i hans prisvindende skrift om "fri vilje" og determinisme der ligger udenfor vores ambition her. Her må være tilstrækkelig at sige vi er indtrådt i rækken af grunde og følger og ikke kan unddrage os samme deterministiske kausalitet der omfatter sten, planter; bare fordi vi som viljens højeste objektivitation har opnået "bevidsthed" om viljens aktivitet, betyder det ikke vi har noget "valg".
Redigeret d. 14-06-2013 23:50
14-06-2013 23:21
Antinatalist DK
☆☆☆☆☆
(9)
ANDEN DEL "Konklusion"

Livet er Lidelse, fordi Livet er Villen

Viljens ufordelagtige træk
er den kun findes som splittelse. Enhver villen udspringer af et frustreret behov, deprivation. Den naturlige tilstand for et ønske er frustrationen, og opfyldelse er en temporær tilstand. Mennesket er umiddelbart udleveret til en mangeltilstand hvor kravene kan række ud i det uendelige og være umulige; mens opfyldelsen ofte er kort og karrigt tilmålt. En længe ventet tilfredstillelse kan være tilsyneladende og blot en skuffelse. Viljen forgøgler at kunne gøre os tilfredse hvilket vi fundamentalt ude af stand til at være; viljen ændrer form som selvstændigt princip. Livet qua villen indebærer faktum at vi umiddelbart er udleveret til trang, mangel og utilfredshed med éns tilstand der gør mennesket må handle. Denne a prioriske kendsgerning om livet sætter i værk fra begyndelsen. Schopenhauer giver her en metafor for at anskueliggøre sin abstrakte tænkning

Det nyfødte spædbarn, fødes med "en stærk og tøjlesløs vilje". Men da barnets bevidsthed og intellekt endnu befinder sig på et uudviklet plan, er viljen uden et egentligt mål. Den er ren vilje. "Den nyfødte bevæger sig vildt, ustyrligt og skriger: spædbarnet vil på det heftigste, endskønt det endnu ikke véd, hvad det vil ... det raser nu som en tilfangetaget mod væggene og gitrene i sit fængsel"


Det kan være fristende at tilskrive nydelsen en positiv oplevelse og lidelsen negativ oplevelse, som var de modsatte ender af samme oplevelses skala. Men fjern behovet for at spise og nydelsen er fjernet. Sexuel nydelse kan ikke eksistere uden sexuel frustration, etc. Det Schopenhauer siger, er, at effekten af nydelsen essentiel er negativ, der har at gøre med nydelsen ikke er en unik selvstændig positiv, men kun er udfrielse. Nydelse "mangler" en selvstændig positiv eksistens; nydelserne er kontingent af fundamentale negativer. Som personer styres vi ikke af ideer, verden retter ikke ind efter ideer. Vi skubbes af viljens mangel og frustration der er den mest fundamentale a prioriske kendsgerning om livet. Tilfredsstillelsen er flygtigt fænomen der "piggybacker" på lidelse eller frustration. Positiver er er nullificering af behov, en tilstand af frustration og lidelse, bragt til ophør.

"Unless suffering is the direct and immediate object of life, our existence must entirely fail of its aim"

Studies in Pessimism


Filosofisk pessimismes endelige store ironi er nu: selv hvis vores ønsker er tilfredsstillet, dem der nu kan (en del frustrerede ønsker falder ikke inden for det mulige og forbliver altid frustrerede), da vil resultatet kun være kedsomhed. (Schopenhauer spekulerer at kedsomheden bevirker at væsener der holder så lidt af hinanden som det er tilfældet med mennesket, alligevel i så høj grad søger hinanden. Kedsomhed er kilde til socialt samvær). Schopenhauers mere vigtige centrale påstand er at eksistensen af kedsomheden er mere end blot evidens på en uønsket tilstand; det er beviset at mennesket fundamentalt er ulykkelig.

"Hvis livet selv besad en positiv værdi og et sandfærdigt indhold, ville der ikke være noget der hed kedsomhed: den blotte eksistens ville udfylde og tilfredsstille os. Som tingene er har vi ingen nydelse i eksistensen undtagen når vi stræber efter noget"


Hvis ikke vi kæmper frem mod vores mål, så oplever vi kedsomhed. Denne type kedsomhed er ikke nødvendigvis kun henslængt på en doven søndag eftermiddag – det er manglen på noget håb, drømme, og ønsker. Livet er som udgangspunkt meningsløst og kræver labyrinter af konstrueret mening for ikke at blive eksistentielt pinefuldt. Kedsomhed, som Schopenhauer brugte ordet, kan have store ligheder med klinisk depression. Pendulsvinget mellem lidelse og kedsomhed som er livets ultimative bestanddele lader os eventuelt se eksistensens indbyggede vanvid (nichtigkeit).

Planten besidder ingen sensibilitet og kender ikke til smerte. Infusionsdyr og stråledyr kun eget ringe af lidelse. Med hvirveldyrene nervesystem og herunder mennesket indtræder især med intelligensen evnen til smerte af høj grad. Geniet kan lide mest af alle. Hos mennesket ligger kilden til menneskelig lidelse ikke alene i nutiden, som anskuelige forestillinger eller umiddelbar følelse, men kan komme til os via fornuften, mennesket evne til dannelse af abstrakte begreber til forskel fra dyret, der åbner for pinefulde tanker fra både fortiden og fremtiden, som dyret, der udelukkende besidder forstandens kausalitet og lever i nutiden, således befinder sig i en tilstand af misundelsesværdig sorgløshed, helt er fritaget for. Følsomheden vokser med intelligensen og her peger Schopenhauer på den malende filosof Tischein's fortolkning. Ved heftige psykiske og åndelige lidelser tilføjer mennesket sig selv fysisk smerte for at få opmærksomheden væk fra disse udholdelige tanker. Filosofi og religion blev til på grund af menneskets viden om det går døden imøde. Ligesom religionen for de religiøse er belønningen i himlen der er drømt op for at retfærdiggøre og udstå lidelsen på jorden.

Afsluttende. Schopenhauers aprioriske lidelse var viljens hvileløshed der er en konstant negativ evindelig "mangel af noget" og stræben for at behøve noget der sig selv er en form for lidelse omend subtil og abstrakt. Når livet leves uden refleksion, eventuelt indtil videre ad interim kan denne simplicitet overses. Så er der en anden kategori lidelse, et andet mere umiddelbare syn på lidelse der omfatter dagligdagens negative oplevelser: mental eller fysisk smerte. Eksempler: din chef fyrer dig og du er nedtrykt, din mor dør, du brækker din arm, kronisk degenerativ sygdom i udvikling, naturkatastrofer, et nyt holocaust osv. Inden for rammerne af metafysikken får vi at hvert indtryk af lidelse på kroppen er omgående affektion af viljens objektivitet eller fremtrædelse (bemærk viljen uden for tiden står uforandret). Når indtrykket går mod viljen kaldes det lidelse. Lidelsen (med metafysisk betydning) hører ikke til perceptionelle forestillinger; men objektive affektioner af viljen i dens fremtrædelse vi hver betaler på vores pekuniære måde; hvilket vil sige kroppen; fremtvungen øjeblikkelig villen eller ikke-villen af det indtryk kroppen er udsat for.

Lidelsen ligger i livets væsen og strømmer derfor ikke ind over os udefra",..."enhver bærer i sit eget indre rundt på den som uudtømmelig kilde". "Selvom den enkelte altid leder efter ydre årsag..."..."Akkurat som frie mennesker skaber sig en afgud for at have en herre"


Nogen fristes til (hvilket er forkert) at sige Schopenhauer ikke er en sand pessimist fordi han også siger der er livsværdier, som æstetisk kontemplation, artistisk geni, retfærdighed, livsværdi i moralsk medfølelse med hinanden fordi vi deler lidelseseksistens, "askesen" m.m for nogen af os når først livet er påbegyndt. [askesen er den ro der forudsættes for velbehag der fornægter viljen der trækker afsted med os men ikke til kedsomheden indtræffer]. Dog, konflikter disse positive livsværdier ikke med hans pessimisme, pointen med den er, nemlig, at ikke-eksistens ville være langt bedre og denne verden altid er af det værre! Dette leder ham etisk til den antinatalistiske position (tillægger børnefødsler negativ værdi). Vi så nærmere på den position i forrige trin 1.

Følgende appendiks highlighter et par af Schopenhauers filosofiske fortrin i forhold til andre filosoffer
Redigeret d. 14-06-2013 23:55




Deltag aktivt i debatten Filosofisk pessimisme siger der er noget fundamentalt galt med verden (trin 2):

Husk mig

Lignende indhold
DebatterSvarSeneste indlæg
Antinatalisme siger stop med at frembringe nyt liv og lidelse (trin 1)514-06-2013 22:20
Hvad er der da galt?11409-07-2012 16:51
▲ Til toppen
Afstemning
Hvordan vil Coronakrisen påvirke klimadebatten?

Mindre opmærksomhed om klima

Ingen større påvirkning

Øget opmærksomhed om klima

Andet/Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2020 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik