Hvorfor er CO2 mere "in" end solen?

hvor meget det lave skydække globalt har ændret sig de sidste 40 år..?

The measured low cloud cover factor over the whole Earth for the period 1984-1994 (thick red line). Also plotted are the reconstructed low cloud cover factors for the whole Earth derived from: the cosmic ray flux (black line), the Sunspot number (magenta line) and the aa index (green line).

Taking advantage of the superior classification of cloud types in the latest ISCCP D2 product we were able to assess the correlation with cosmic rays of cloud at three levels, low, medium and high, independently. Only for the low cloud was there any significant correlation with cosmic ray flux, but this appears to be widespread across the globe with a significant degree of correlation globally, in the tropics and in mid-latitudes, particularly over the oceans.

Menneskeheden har et alibi, nemlig at klimaet har varieret, længe før mennesket eksisterede.

"Hvad angår din påstand om 'helt ukorrekte forudsigelser' om varmere atmosfære i 5-15 kms højde vil jeg blot anbefale dig at kigge på en banal temperaturkurve som f.eks denne fra wikipedia - som du kan se, er temperaturen deroppe også steget ganske jævnt."

" Men altså FORESTILLINGEN ER: i 10 km´s højde over f.eks Grønland i haves minus 60 grades celcius. IPCC troede så at luften her ville blive opvarmet ca 1 grad. Så har vi 59 minus grader. DENNE minus 59 GRADERS LUFT skulle så ROASTE indlandsisen fra 10 km højde. Ja, for deres tanke var trods alt ikke at varmen skulle bevæge sig nedad i atmosfæren, da varme går opad."

"Jo, Først kom temperatur stigning, som medførte en mindre CO2 stigning. Og da først der var skabt CO2, så var det CO2 der medførte at temperaturstigningen fortsatte!"

So the data sets of UAH, RSS, and HadCRUT don't have any data for the poles. GISS does, but according to Lee and others, it is interpolated. IMHO that is just one more reason to think of GISS data as an outlier due to this interpolated polar data and the many other issues that have been raised about the GISS dataset recently, not the least of which is missng data from easily obtainable stations.

So it looks like GISS interpolates polar data. UAH and RSS could interpolate polar data but choose not to because the interpolation cannot be trusted. HadCRU is a mystery pudding and cannot be trusted.
Hansen has argued that trend errors in US surface measurements didn't matter because the US represented a small fraction of the global surface area. Assuming a polar angle of 82.5N as being the highest latitude with trustworthy satellite MSU data, I calculate the surface area (land and sea) being missed at about 0.4%, the same as Patrick Hadley in an earlier post. Why bother to interpolate when this is a factor of ten smaller than the surface area dismissed by Hansen? Is this where Waldo is hiding?

A point about the POES satellites. They are NOT in polar orbits. The inclination is about 98 degrees, meaning that they do not come closer to the poles than about 82 degrees north or south. I suppose they can cover areas a bit closer to the poles by using off-nadir measurements at the cost of lower quality data and more complex data interpretation.
As for surface data there is actually a weather station at the South Pole and one or two more stations above 80 degrees south. The North Pole has never had a weather station except for a brief period in 1937 when the Papanin expedition was there. There is definitely no weather stations north of 83 north for the simple reason that there is no land closer to the pole anywhere. If the Alert station on Ellesmere land is still operating it is probably the northernmost in the World (about 82 degrees). There are few, if any, other operating stations north of 80 degrees.
So in essence: there are almost no reliable weather data south of 82 degrees south, and none at all north of 82 degrees north.

The degree to which UHI affects current estimates of global temperatures remains under debate. Peterson (2003), based on an analysis of urban and rural temperatures from 289 stations 1989-1991 in USA, concluded that the effect was small or negligible. On the other hand, a recent study by McKitrick and Michaels (2007) indicate that there is considerable influence of urban heat release on global temperature estimates. These authors conclude that removing the nonclimatic UHI effects would reduce the estimated 1980-2002 global average temperature increase over land by about half.

In conclusion, we still need to improve our understanding of urban heat islands, the local weather and climate within cities, and there might be a serious influence of this phenomenon on current global temperature estimates. The effect would be to make the 20th century global temperature increase larger than what is real.

The existing network of meteorological stations was never designed as a means to measure the global surface temperature. Most of the meteorological stations was established to obtain information on weather where people are living. And that is precisely what they are doing. That is also why there is a regrettable lack of meteorological stations in the Arctic, the Antarctic, in high mountains, and elsewhere where the population density is low. Meteorological institutions are doing an excellent job and can definitely not be blamed for potential effects of UHI on global temperature estimates.

Føler du dig deprimeret, hjælpeløs?Savner du et eskapistisk eventyr med en lykkelig slutning, når du læser om klimaforandringer? Så er Bjørn Lomborgs Cool It: The Sceptical Environmentalist's Guide to Global Warming måske bogen for dig.

Trods den stigende bekymring i offentligheden over den globale opvarmning og det voksende politiske incitament til at foretage sig noget hurtigst muligt forkaster Lomborg tanken om, at klimaforandringer skulle være den største udfordring for menneskeheden her og nu.

Han præsenterer sig som bekymret, men realistisk økonom og sætter i denne egenskab spørgsmålstegn ved de »stærkt overdrevne og følelsesladede påstande«, som han kalder det, der ligger til grund for den udbredte miljøpessimisme. Hans egen tese bygger desværre på forvanskninger, et mangelfuldt kendskab til det videnskabelige grundlag, nonchalant økonomi og en forbløffende ligegyldighed over for klimaforandringernes virkninger for de 2,4 milliarder mennesker i verden, som lever for under 12 kroner om dagen.

Man må dog begynde med at rose Lomborg for hans sikre politiske timing. Ret beset er Cool It et koncentreret angreb på Kyotoprotokollen – den internationale aftale om at reducere mængden af drivhusgasser. I næste måned mødes verdens regeringer på Bali i Indonesien for at indlede forhandlinger om en efterfølger til den nuværende aftale, der udløber i 2012. Lomborgs budskab til dem og til de miljøaktivister, der kræver handling nu, kunne dårligt være mere nøgternt: bliv hjemme og spild ikke tid, penge og politisk kapital på at løse ubetydelige problemer.

Til forskel fra en del andre klimaskeptikere bestrider Lomborg ikke det videnskabelige grundlag. I den fjerde rapport fra FN's klimapanel (IPPC), der er udsendt i indeværende år, slås det fast, at de stigende koncentrationer af drivhusgasser påvirker jordens klima. Koncentrationen af kuldioxid (CO2) i jordens atmosfære er nu nået op på 380 ppm (dele pr. million) – højere end maksimum i de sidste 600.000 år – og stiger stadig. Lomborg erkender, at dette påvirker klimasystemet. Men han påstår, at vi sagtens kan leve med konsekvenserne.

Hvad er så konsekvenserne? Lomborg anfører IPPC som kilde for en påstand om, at selv om drivhusgasserne stiger til 560 ppm, vil det kun få jordens gennemsnitstemperatur til at stige med to grader celsius. Vi får at vide, at det vil koste 990 milliarder kroner at implementere Kyotoprotokollen, og at alle disse penge kun vil forsinke den globale opvarmning med et par dage i det 21. århundrede. Hvorfor spilde så mange penge?

Cool It har en fiks og færdig modgift parat til hver eneste klimaforandring. Her er et eksempel. Er man bekymret ved tanken om, at mange europæere vil dø under hedebølger og generelt stigende temperaturer? Det er der ingen grund til at være, for de varmere vintre vil betyde færre dødsfald som følge af kulde – og de forskellige regeringer kan i øvrigt nedbringe temperaturen i storbyerne ved at plante flere træer, bygge flere springvand, male vejene hvide og fjerne asfaltbelægninger (nej, det er ikke en vittighed).

Er man bange for oversvømmelser? Glem det. Ti-tolv millioner kroner brugt på den rigtige slags kystsikring er mere end nok til at give beskyttelse. Bliver du nervøs ved tanken om den smeltende is på Grønland og den vestlige Sydpol? Det er der ingen grund til, for en hel del gletsjere bliver faktisk større.

En del af problemet med Lomborgs historie er, at han enten misforstår eller bevidst forvansker den videnskab, der beskæftiger sig med klimaforandringer. Klimaforskning handler om sandsynligheder. FN-rapporten opstiller en række sandsynligheder, og Lomborg udvælger det mest optimistiske scenarium og fremholder det som en kendsgerning.

Et eksempel er hans påstand om, at gennemsnits-temperaturen vil stige med mindre end to grader celsius. Dette fremlægges som en af rapportens konklusioner. Det er forkert. Rapporten fremlægger en række mulige scenarier, men ingen af dem peger på temperaturstigninger på under to grader celsius over det præ-industrielle niveau – nogle af dem peger på stigninger på over fem grader.

Hvorfor har det betydning? Fordi de fleste troværdige klimaforskere anser de to grader for at være tærsklen for farlige klimaforandringer. De mulige langsigtede virkninger omfatter en fremskyndet afsmeltning af den Vestantarktiske iskappe (hvilket vil forøge vandstanden i verdenshavene med flere meter), et sammenbrud i marine økosystemer og forvandlingen af store områder med regnskov til savanne. Drivhusgasser med en koncentration på de 560 ppm, som Lomborg omtaler, kan føre til, at vores børns børnebørn kommer til at opleve en økologisk katastrofe.

For verdens fattige er truslen mere overhængende. I indeværende års Human Development Report, der udgives sidst i denne måned, undersøger vi nøje vekselvirkningen mellem klima og fattigdom. Vores vurdering er, at den globale opvarmning truer med at forårsage hidtil ukendte og potentielt irreversible tilbageslag for menneskelige fremskridt.

For det første må man se på, hvad klimaforandringerne betyder for mennesker, der lever af landbrug i landene syd for Sahara. Over 300 millioner mennesker lever i den yderste fattigdom i dette område. Det store flertal af dem er afhængige af landbrug og regnvand. Vi ved allerede, at klimaforandringerne har ført til reduceret nedbør og mere langvarig tørke i mange lande. Vi ved også, at denne udvikling vil fortsætte.

I tørkeområderne i lande som Burkina Faso, Sudan og Kenya tyder klimamodellerne på et potentielt fald i produktiviteten på op til 40 procent i løbet af de kommende halvtreds år i takt med de stigende temperaturer og den reducerede nedbør. Da produktiviteten i landene syd for Sahara allerede er under halvt så høj som i det øvrige Afrika, står man her over for potentielt katastrofale vanskeligheder med at bekæmpe fattigdommen. Klimachok er allerede nu en kilde til fattigdom og lidelser. I et land som Etiopien kan en enkelt tørke resultere i fattigdom for millioner af mennesker. Den kan også udløse en cyklus af afsavn. Når tørken indfinder sig, tvinges i forvejen underernærede familier til at skære ned på deres fødevareforbrug, afhænde produktive aktiver, spise færre måltider, skære ned på sundhedsudgifterne og tage børnene ud af skolen.

Lomborg fortæller os, at vi skal bruge flere penge på at bekæmpe hungersnød og infektionssygdomme. Det kan man kun give ham ret i. Men forestillingen om at vi kan vinde krigen mod underernæring og forbedre sundhed og uddannelse, samtidig med at klimaforandringerne udsætter flere hundrede millioner mennesker for mere udbredt og langvarig tørke, er rent ud sagt latterlig.

Dog ikke så latterlig som Lomborgs betragtninger om oversvømmelse. Det er rigtigt, at kystbyer i den industrialiserede verden som New York og Los Angeles kan beskytte deres indbyggere mod klimaforandringerne.

Et besøg ved de store floddeltaer ved Ganges, Mekong eller Nilen, afslører en ganske anden virkelighed. Her bor flere hundrede millioner mennesker, som risikerer, at deres hjem bliver permanent oversvømmet som følge af den stigende vandstand i verdenshavene og voldsommere storme. Samtidig er disse områder kornkamre for hele nationer.

I modsætning til byer som København eller Rotterdam, hvor regeringerne kan investere offentlige midler i kystsikringssystemer, er de sårbare kystsamfund i Bangladesh eller Vietnam overladt til at klare sig med de forhåndenværende ressourcer.

Oversvømmelser og storme kan ligesom tørke nedbryde de udviklingsmæssige fremskridt, der er bygget op gennem flere generationer. I Mozambique genopbygger man stadig skoler og sundhedsklinikker, der blev ødelagt under oversvømmelser for tre år siden, og hvoraf en del er finansieret med dansk støtte. I Guatemala er befolkningen endnu ikke færdig med at genoprette de landbrugssystemer, der blev tilintetgjort af orkanen Stan – en katastrofe i 2005, som kostede flere menneskeliv end orkanen Katrina, men ikke i nær samme grad påkaldte sig mediernes opmærksomhed.

Det lader sig naturligvis ikke gøre at sammenkæde specifikke hændelser i klimaet direkte med overordnede klimaforandringer. Usikkerhed er en indbygget egenskab ved klimaet. Men der er dog to sikre holdepunkter. Det første er, at klimachok vil blive en stadig stærkere fattigdomsfremkaldende faktor i det 21. århundrede. Det andet er, at den form for selvtilfreds laden stå til, som Lomborg går ind for, vil skabe endnu dybere skel mellem rig og fattig i vores allerede dybt ulige verden – og at kommende generationer må betale en høj pris for den økologiske gæld, vi er i fuld gang med at stifte.

Balimødet giver gode muligheder for at tage den udfordring op, som klimaforandringerne er. Den nordlige halvkugles regeringer er nødt til at udvise lederskab ved at forpligte sig til at reducere CO2-udslippet med mindst 80 procent ved hjælp af en blanding af afgifter, loft-og-handel og regulering. Samtidig er der hårdt brug for internationalt samarbejde om at eksportere CO2-reducerende teknologier til Indien og Kina og beskytte jordens fattigste og mest sårbare mennesker mod den globale opvarmning, der nu er uundgåelig.

Velinformeret skepsis har en rolle at spille i den offentlige debat om klimaforandringer. Denne debat lider ganske rigtigt under en overdreven fremhævelse af potentielt katastrofale virkninger for de rige lande, mens der lægges mindre vægt på den overhængende kritiske situation for verdens fattige. Problemet med Lomborgs bog er, at den er en udfoldelse af skepsis tilsat fejlagtige oplysninger, som sigter på at afspore Kyotoprotokollen – dermed skulle der være sikret den gode salgstal hos religiøse, neokonservative klimaskeptikere i USA.

Klimaforandringerne er den største udfordring for den samlede menneskehed her ved begyndelsen af det 21. århundrede. Vores reaktion på denne udfordring afspejler vores vilje til at reducere fattigdommen her og nu og vores etiske ansvar over for kommende generationer. Det egentlige valg står mellem at lade den globale opvarmning forvolde hidtil ukendte tilbageslag for menneskets udvikling allerede i vores levetid og overlade vores børn og børnebørn til en økologisk katastrofe eller at gøre noget nu, inden det bliver for sent at undgå de farlige klimaforandringer.



Kevin Watkins (f. 1954) er leder og hovedforfatter for UNDP's »Human Development Report« siden 2005. Senior gæstelærer ved Oxford Universitet, bestyrelsesmedlem for Centre for Global Development, UNICEF's Innocenti Centre og Journal of International Development.

Kevin Watkins i weekend avisen...

Backradiation of the heat radiation outgoing from the earth's surface would only be possible by reflection, similarly to the effect of aluminium foil under roof insulation.

Heat transfer is determined by the ratio of the fourth powers of the temperatures of the emitting and the absorbing bodies

Thus only water in its liquid or solid states shows qualities to some extent comparable to a greenhouse (i.e. mimicking, however locally, the effect of fixed and airtight glass or foil)

Frank Lansner skrev:
Hvis man nu tager en uhyre lille mængde gas og tilsætter en 255 K klode, ja så vil gassen blive 255K varm.
MEN! hvis man så at sige presser denne gas op til 1 atm, vil den så ikke blive opvarmet efter PV=nRT ??

Hvis vi opfatter atmosfærens tryk på de underste lag som et arbejde (jeg ved ikke om det er rigtigt) f.eks som et tungt stempel der falder ned i en cylinder, så vil der vel være udført et stykke arbejde svarende til den potentielle energiforskel af stemplet.

What is the difference between the Sahara and the Amazon? The REAL greenhouse gas is water vapor - ...

Man ser at selvom man tilføjer atmosfæren nok så meget yderligere CO2 så ændrer set ikke nævneværdigt på "vinduets" størrelse.

Hertil er det en kendsgerning at et tryk fald ikke afgiver nævneværdigt energi i form af varme.

Det er mig en gåde, hvordan du får det til at hænge sammen med tilstandsligningen som udgangspunkt.

Ja, det er i høj grad en kendsgerning, et trykfald køler..!

"As another example: The Sahara desert's temperature goes from over 100 degrees in the daytime to freezing at night. In the Amazon, the temperature ranges from about 98 in the daytime to 96 at night. Why can't all the CO2 in the atmosphere trap heat over the Sahara? What is the difference between the Sahara and the Amazon? The REAL greenhouse gas is water vapor - for which we should be thankful."

Altså hvis du i praksis har et stempel hvor i du vil afprøve tilstandsligningen vil du jo netop miste energi gennem stempelvægge osv. Det er det som sker i atmosfæren

Netop det som sker omkring overfalden når vand fordamper der sker en kanon køling, men det skal jo tilskrives vandet som fordamper

Du glemmer så bare i farten, at når du roder sådan noget som fordampning ind i systemet, så gælder tilstandsligningen ikke mere, og så vidt jeg har opfattet det, så var det netop tilstandsligningen, der var udgangspunktet for hele analysen......

Er det sandheden, du søger, eller agerer du nærmere bare kamufleret propagandamaskine imod Al Gore. Det er efterhånden et spørgsmål, der med ubehagelig kraft begynder at presse sig på.......

Ser man på en temperaturprofil ned gennem atmosfæren under de 15 km, så har vi en pæn ret linie gående fra -60 grader ved 15 km til måske + 20 grader ved jorden. Vi har altså en luftmasse for neden der er 80 grader varmere end den foroven, og hvis ikke dette blev holdt i skak af pv=nRT tror jeg det ville sige FLOF! og så ville den varme luft stige op. Tågesnak? Måske, men jeg tror ag pv=nRT omfordeler temperatur og tryk. Men det er ikke noget jeg går til valg på!

Har i hørt, at Gore folket mener at ja, godt nok er bidraget til varmen fra CO2 i sig selv ret småt, men hvis det blot bevirker en halv grads opvarmning, så mener de rent faktisk at jordens klimasystem er SÅ ustabilt/labilt at så vil alle mulige processer løbe løbsk? såkaldt "positive feedback"?