Husk mig
▼ Indhold

Var det klima eller hvad var det, Davos satte på dagsordenen?


Var det klima eller hvad var det, Davos satte på dagsordenen?12-02-2015 15:59
Klaus Krogsbæk
☆☆☆☆☆
(4)
- Klimaforandringer gør comeback, skrev The Guardian fra World Economic Forums møde i Davos i januar. Virksomhedslederne, som traditionelt har opfattet kampen mod klimaforandringer som dårligt for business, blev tilsyneladende hjulpet på andre tanker af mødet i Davos ...

Diskussionerne forud for FN's klimakonference i Paris stod højt på dagsordenen i Davos. 'Beslutningerne på konferencen vil forme de næste 20 år', forklarede den prominente klimaekspert Lord Stern til de mange politikere og forretningsfolk (The Guardian 21. januar). Om man overhovedet når frem til at beslutte noget juridisk bindende på 'COP21' i Paris (30. nov. 11. dec.) er dog højst usikkert. Men mødet i Davos blev måske et skridt på vejen.

De skeptiske holdninger over for en aftale bunder dels i et forsvar for de fossile brændstoffer og dels i en modstand mod overordnede politiske beslutninger på klimaproblemerne. Skeptikerne mener, at der er for lidt fokus på den fossile brændsels betydning for en billig og velstandsudviklende energiforsyning og på alternativernes utilstrækkelighed. Omvendt er der for meget fokus på de skadelige virkninger, som kun indrømmes at medføre global opvarmning "i et eller andet omfang", som dagbladet Børsen skrev; og videre i samme leder: "det grænser til en forbrydelse at lægge hindringer i vejen for ny teknologi og ny udvinding, der sænker prisen på og øger mængden af fossilt brændsel" (9. januar).

Skeptikerne fremfører desuden, at FN's indsats hidtil ikke har haft en positiv virkning på kuldioxid-udledningen. Også dette spor repræsenteres af Børsen, som umiddelbart efter COP20 i Lima - i lederen "FN's omrejsende klimaturister" - argumenterede for, at kuldioxid-udslippet bedst imødegås gennem nationale indsatser, "når nu befolkningerne her efter rimelig oplysning forlanger det, og de teknologiske muligheder dertil udvikles. At styre gennem FN er næppe muligt". Kun "de enfoldige bevarer håbet om, at FN-mødet i Paris til næste år kan "redde" klodens klima. Der er vist ikke andre, der fæstner lid til så gloriøse resultater", slog bladet fast (22. december).

I forhold til betydningen af de fossile brændstoffer for velstandsudviklingen, står skeptikerne med gode kort på hånden, efter som der er en nøje sammenhæng mellem vækst og udledning af kuldioxid. Det globale BNP og de globale energi-relaterede kuldioxid-emissioner følges ad. Udviklingen viser sig også i det globale olieforbrug. I 2011 konsumeredes 88,9 millioner tønder pr. dag, i 2013 var det 91,3 - hvilket ikke er godt for udledningen af kuldioxid. Og den viser sig i det globale kulforbrug. Op igennem 00'erne dækkede kul knap halvdelen af stigningen i den globale efterspørgsel for energi, og det forventes, at kullets betydning vil fortsætte med at stige i de kommende år - hvilket er endnu værre for udledningen af kuldioxid.

Over for dette står den anden side af virkeligheden: kloden har allerede i dag udledt mere end halvdelen af den mængde kuldioxid, der kan tillades, hvis temperaturstigningen skal forblive under to grader. Fortsætter forbruget som hidtil, vil budgettet være brugt op senest i 2040.

Denne erkendelse prægede mødet i Davos, som sluttede forrige lørdag. På mødet var der blandt statsledere, ledere af internationale institutioner og CEO's for transnationale selskaber en klar erkendelse af den generelle klimaproblematik herunder de fossile brændstoffers rolle. Stemningen var behersket optimistisk, hvilket især skyldes tre vigtige initiativer fra september sidste år, nemlig en rapport, et FN-Summit og et underskriftsinitiativ.

'The New Climate Economy Report' – med slagtitlen 'Better growth, better Climate' – blev udgivet den 16. september af 'The Global Commission on the Economy and Climate'. Rapportens konklusion er kort og godt, at "lande på alle indkomstniveauer har muligheden for at bygge vedvarende økonomisk vækst og på samme tid reducere den enorme risiko ved klimaforandringer". Kommissionen omfatter tidligere toppolitikere og ledere inden for økonomi og erhvervsliv og arbejder sammen med bl.a. Verdensbanken, OECD og en række FN-organer. Kommissionen er nedsat af syv lande - Colombia, Etiopien, Indonesien, Norge, Sydkorea, Sverige og UK.

I New York den 23. september, en uge efter udgivelsen, havde FN's generalsekretær Ban Ki-moon inviteret regeringsledere samt ledere fra den private sektor og civilsamfundet til 'The Climate Summit 2014'. Mødet var ikke en del af FN's officielle klimaforhandlinger, men havde til formål at vise, at "ledere på tværs af sektorer og på alle niveauer handler og således flytter grænsen for, hvad der er muligt i dag, i 2015 og frem".

På Summit-mødet offentliggjorde Verdensbanken et dokument, som 74 lande (heriblandt Kina, Rusland, Tyskland og Danmark), 23 provinser og delstater (heriblandt syv amerikanske), og en række storbyer (bl.a. Tokyo, Vancouver og Rio de Janeiro), som i alt er ansvarlige for mere end 54 procent af den globale udledning af drivhusgasser og 52 procent af verdens BNP, sammen med over 1.000 transnationale selskaber og internationale finansinvestorer skrev under på med henblik på at udbrede prisfastsættelse af udledning af kuldioxid.

Rapporten, Summit-mødet og underskriftsinitiativet blev på WEF-mødet i Davos set som afgørende for, at det private erhvervsliv kunne se sig selv i klimaproblematikken og for etablering af det nødvendige samarbejde mellem stater og business communities. Og således forene de to hidtil adskilte perspektiver for klima og vækst; som Unilevers CEO Paul Polman udtrykte det, kan man nu "actually have the cake and eat it too".

Også herhjemme er der opbakning til ideen om at få en pris på udledning af kuldioxid. Udmeldningen fra Summit-mødet blev positiv modtaget af administrerende direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard: "Hvis vi gerne vil sikre os, at vi globalt får energi, som udleder mindre og mindre drivhusgas, så skal der være en pris på CO2. Et kvotesystem med en pris på forurening, som i EU og Californien, er klart den mest effektive løsning, for så koster det at udlede CO2", sagde han til Ritzau den 24. september 2014.

Men i hvilket omfang kan en pris på udledningen af drivhusgasser løse problemet; og er det rigtigt, at "markedsbaserede mekanismer er egnede til at levere omfattende reduktioner i emissionerne" (Verdensbanken)?
Spørgsmålene kræver en selvstændig behandling, grundigere end pladsen her tillader. I hvert fald nytter det ikke noget, hvis venstrefløjen afviser ideen uden at gå i detaljer med argumentationen. For det første fordi det handler om klimaforandringer og konsekvenserne heraf – en problematik, som dårligt nok kan overvurderes og derfor heller ikke tilsidesættes med overskrifter og slagord. For det andet fordi alternativer til de markedsbaserede løsningsforslag vil blive mødt af en massiv modstand. Udfordringerne med de politiske løsninger kan således hurtigt vise sig at matche selve klimaforandringerne.

Umiddelbart ser jeg tre problemer ved primært markedsbaserede løsninger (dvs. handel med og/eller afgifter på emissioner). For det første matcher en central placering af markedsbaserede løsninger måske nok vores politiske kultur men ikke klimaproblemets faktiske omfang og det tidspres, vi er under. Begrænses drivhusgasserne for langsomt, vil de CO2-neutrale alternativer ikke kunne konkurrere med de fossile brændstoffer i tide til at forhindre katastrofal global opvarmning. Begrænses drivhusgasserne omvendt for hurtigt, vil prisen på den fossile brændsel stige brat og risikere at udløse en politisk modreaktion fra både forbrugerne - borgerne og industrien.

For det andet fører en ændring af prisen (fx gennem forøgede afgifter) ikke nødvendigvis til en bevægelse væk fra den eksisterende produktion og forbrug. Således har høj skat på benzin eksempelvist ikke ført til overgang fra privatbilisme til kollektive transportmidler. I stedet bæres de forøgede udgifter af forbrugerne, der så må skære ned andre steder.

For det tredje skal vi huske på, at størrelsen af udledningsproblemet afspejler omfanget af erhvervslivets investeringer i de CO2-tunge områder. Afgifter på CO2-udledning formodes hurtigt at flytte investeringer til hidtil dyrere - men renere - alternativer ved at gøre CO2-energi mindre attraktivt. Men de kapitalistiske investeringer kan ikke bare forlades uden et massivt indgreb i den eksisterende kapital og dermed i profitten. Derfor var man også på mødet i Davos bekymret for de investorer, der kunne risikere at stå tilbage med "stranded assets", fx kul eller olie-reserver som ikke må udvindes. Kompensation bliver derfor et omfattende spørgsmål i de kommende års klimapolitik.

Svaret på klimaproblematikken fra verdens førende politikere og erhvervsledere er en prisfastsættelse af de begrænsede naturlige ressourcer – uanset om vi taler fisk i verdenshavene, om det gælder drikkevand, eller om det gælder udledning af drivhusgasser. Så spørgsmålet er, hvad det egentlig var, som blev sat højt på dagsordenen i Davos? I hvert fald må vi andre spørge os selv, om det er rigtigt at forsøge at løse klimaproblemet efter den samme opskrift, som skabte det? Om ikke andet må tiden frem mod Paris bruges til at diskutere dette spørgsmål.

--

Artiklen har været bragt i Kritisk Debat 2. februar 2015.
Deltag aktivt i debatten Var det klima eller hvad var det, Davos satte på dagsordenen?:

Husk mig

Lignende indhold
NyhederDato
Klimaet skal tilbage på dagsordenen05-01-2011 05:06
Klimaet højt på dagsordenen hos EU's formandsland07-01-2009 09:12
▲ Til toppen
Afstemning
Vil Donald Trump trække USA ud af Paris-aftalen?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik