Under klimatopmødet til december vil vi her skrive indlæg om COP15 og klima generelt.
Emnerne kan spænde bredt, men vil både have et fagligt indhold samt en personlig vinkel, der kan udspringe af enten en hændelse, en iagttagelse eller en oplevelse fra Bellacenteret.
Vi glæder os til at blogge her på Klimadebat.dk, og vi ser frem til at læse jeres kommentarer!
PS. Udgangspunktet for såvel COP15 som Generation K er, at menneskeskabt global opvarmning er et alvorligt problem. Hvis du ønsker at sætte spørgsmålstegn ved dét, så benyt forummet og ikke kommentarfeltet til vores blog ...
19. november 2009
Generation K er en dansk ungdomsdelegation til FN's klimatopmøde i København, COP15.
Generation K står for Generation Klima. Gruppens medlemmer er alle under 30 år, hvilket betyder, at de repræsenterer den generation, som kommer til at skulle føre de klimapolitiske beslutninger, som politikerne træffer i disse år, ud i livet.
Et fælles ønske for Generation K er, at der på COP15 bliver indgået en ambitiøs og bindende global aftale mellem verdens lande om at forebygge og imødegå de forestående klimaforandringer.
På COP15 vil medlemmer af Generation K fungere som ungdomsrepræsentanter udsendt af organisationen Natur & Ungdom.
Både før, under og efter topmødet vil Generation K forsætte kommunikationen og debatten med de unge.
Generation K har før sendt repræsentanter af sted til COP-møder, og siden sidste års topmøde i Poznan har Generation K rejst rundt til danske folkeskoler og ungdomsuddannelser for at oplyse elever om det klimapolitiske spil.
Organisationen ønsker at lægge pres på politikerne gennem oplysning/uddannelse og spændende happenings.