Globale perspektiver på klimadebatten

Af Rasmus Vincentz

Den hjemlige danske klimadebat har bestemt set bedre dage. Det gælder både, når man ser på, hvor ofte klimaspørgsmålet behandles i offentlige medier, men sandelig også når det gælder den måde, hvorpå klimaspørgsmålene behandles.

Spørgsmålet i denne klumme er, om det kun er i Danmark, at den offentlige interesse for klimaet er gået ned? Eller opleves den forskelligt andre steder i verden? Og kan vi lære noget af den måde, klimaspørgsmålet behandles på i andre lande?

Baggrunden for disse spørgsmål er helt enkelt, at jeg i den hjemlige klimadebat ofte føler mig lullet i søvn og narret til at tro, det også er sådan, den tager sig ud andre steder i verden. Heldigvis fik jeg mulighed for at få vendt helt op og ned på det, da jeg forleden var blandt studerende fra hele verden.

Her sidder klummeskribenten, i jakkesæt og blå skjorte, og underviser på Lausanne Universitet, midt i den ret vilde eng, der er en del af campus.

I starten af september var jeg nemlig inviteret til at afholde nogle workshops på det årlige World Student Environmental Summit (WSES). Det er en samling af studerende fra hele verden, som alle beskæftiger sig med, og er aktive inden for, miljøspørgsmål. Det var femte gang, WSES blev afholdt, og det fandt denne gang sted i Lausanne i Schweiz. Der deltog mere end 80 studerende, ligeligt fordelt fra de seks beboede kontinenter. Det gav en bred mangfoldighed af folk fra så forskellige lande som Bolivia, Mexico, Canada, Indonesien, Iran og Uganda.

Jeg deltog for at fortælle om mit arbejde med biodiversitet og give eksempler på, hvordan man kan sikre en rig og mangfoldig natur. Undervejs spurgte jeg en række af deltagerne, hvordan klimadebatten ser ud i deres del af verden – og svarene illustrerede på tankevækkende vis, hvor forskellig debatten faktisk opleves!

Jeg skal understrege, at der ikke er tale om nogen videnskabelig gennemgang, men udelukkende om folks personlige opfattelse af klimadebatten, og hvilke vinkler og perspektiver den har, alene for at give et perspektiv på den danske klimadebat.

I Canada var det klare billede, at folk i almindelighed efterhånden godt ved, hvad klimaspørgsmålene drejer sig om, men at den nuværende regering ikke ønsker større tiltag i forhold til klimaet, og at det derfor er universiteter og NGO’er, der driver den hjemlige debat, og hvorfra egentlige tiltag kommer.

Helt anderledes ser det, ifølge de folk, jeg talte med, ud i så forskellige steder som Norge og Kina. Her er staten på sagen, og selvom niveauet af forståelse for klimaproblemerne er højt, som i Norge, eller stigende, som i Kina, lægges der alligevel ikke op til meget handling blandt andre aktører.

Men udmeldingen fra Kina var helt klar: Folks viden om og interesse i klimaspørgsmålene er støt stigende, og statens indsats følger med (et stykke ad vejen).

I Australien fortalte dem, jeg talte med, at debatten om klimaet bærer præg af den dobbelthed, som også regeringen udviser i disse spørgsmål.

Klimadebatten i Australien er spændt ud mellem hensynet til på den ene side udvindingen af gas og andre råstoffer, og på den anden side de stadig hyppigere anormale vejrsituationer, i form af voldsomme oversvømmelser og tørke. Det giver et dilemma for regeringen, som mine medkursister bestemt ikke mente, bliver klaret særligt godt.

En deltager fra Tjekkiet kunne berette, at der i hendes hjemland så godt som overhovedet ingen debat er om klimaspørgsmålene, men at hendes forventning var, at det er fra universiteterne, man kan håbe på en udvikling. Dér er den viden og bekymring samlet, som kan give drivkraft i en debat.

Fra Israel lød det entydigt, at klimaet er blevet et meget større emne de sidste par år, og det både i forhold til reduktioner af drivhusgasudledningerne, men også omkring tilpasninger til klimaforandringerne.

Alt i alt giver ovenstående stikprøver et hurtigt indtryk af, hvor forskellig en klimadebat kan være!

Hvis jeg selv skulle svare på spørgsmålet i forhold til de danske mediers dækning af klimaspørgsmål, tror jeg godt, at jeg, uden en egentlig optælling, kan hævde, at antallet af danske avisartikler om klimaspørgsmål er gået ned, endda drastisk ned, siden COP15 i slutningen af 2009.

Et skøn over hvilke typer artikler, der oftest bliver offentliggjort i disse måneder, peger i retning af, at det primært er den videnskabelige del, der formidles. Senest har nyheden om de rekordhøje sommerafsmeltninger af den arktiske havis været formidlet i de fleste danske aviser. Dertil kommer, at de danske kommuners indsats en gang imellem formidles, samt diverse tiltag fra regeringen, med klimaministeren i spidsen.

Det giver, hvis man skal koge det sammen, et billede af en hjemlig klimadebat, som er så godt som fraværende. En dækning, hvor dilemmaer og konflikter sjældent forfølges, og situationens alvor aldrig ender på forsiden. Hvis der i dækningen overhovedet er lagt op til at gøre en indsats for klimaet, bliver det let formidlet som noget, andre tager sig af.

Jeg synes derfor, det er lærerigt at se, hvordan debatten om et så globalt fænomen som klimaforandringer tager sig meget forskelligt ud i forskellige dele af verden.

Jeg nåede kun at få et lille indblik i en række landes klimadebatter, men vil bestemt gå videre med det, og opfordrer alle til også at se ud over den danske debat og hente inspiration og erfaringer fra hele verden.

Lad det samtidig være en opfordring til at gå den hjemlige klimadebat efter i sømmene. Jeg synes, vi skal holde op med at tage den afmatning, som danske journalister viser over for klimaspørgsmålene, for givet. Det kan jo, som det har vist sig, være både værre og bedre andre steder.

Har vi i Danmark overhovedet den klimadebat, der passer bedst til vores forhold, og som er mest motiverende for en solid og fyldestgørende indsats? Eller skal vi, ved at se os selv udefra, rykke debatten nye steder hen, og med nye vinkler?

Hvordan kunne du godt tænke dig, klimadebatten så ud?

Godt, lad os så komme i gang med at skabe den!