Artiklen er en del af bogen
Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.
Af Ejvin BeuseGræsrods-ursumpenI kølvandet på energikrisen i 1973 opstod der i Danmark et sprudlende undergrundsmiljø, hvis ambition det var at ændre radikalt på holdningen til forbruget af naturens ressourcer. Denne pludselige bevidsthedsopvågning kom på det energimæssige felt specielt til udtryk blandt en del af de studerende på Arkitektskolen i København og på Danmarks tekniske Højskole.
NOAH havde allerede inden energikrisen taget hul på ressource-diskussionen. I bogen ‘Nogle oplysninger om den jord vi sammen lever på’ gennemgås område for område konsekvenserne af vores måde at leve på. Bogen blev trykt i 27.000 eksemplarer og blev en ‘bibel’ i både højskoleundervisning og studiekredse. Det er tankevækkende, så relevant meget af indholdet stadig er her 30 år efter.
Et andet forum var Øko Ra, der havde sit udspring i ønsket om at lave en økologigruppe på Byggeteknisk Højskole på Drejervej i København. Bag initiativet stod undervisere som arkitekt
Flemming Abrahamsen og civilingeniør
Svend Ganneskov. Navnet dækkede over Økologisk Ressource Anvendelse, men samtidig er Ra jo det ægyptiske navn for sol. Gruppen fik sin ilddåb på udstillingen ‘Byggeri for millioner’, som fandt sted i det nuværende Grøndalscenter i 1974.Med en ihærdig indsats fik man tilkæmpet sig en plads i ‘Badeafdelingen’, og på blot en uge lykkedes det gruppen at få etableret en udstilling, som blev et stort tilløbsstykke. På standen viste man en stor model af en vindmølle med drejelige vinger og en model af en klimaenergi-by opbygget i form af en stor model. Der var selvfølgelig medtaget sæsonlagring af solenergien, ligesom en model af et enkelt hus viste, hvordan man kunne anvende både
passiv og aktiv solenergi. Succesen gav blod på tanden, og temaerne fra udstillingen blev siden omsat til plancher.
Øko Ra fik stor betydning for arbejdet med vedvarende energi. De formidlede som nogle af de første praktisk anvendelig viden om konstruktion af vindmøller, solfangere, biogasanlæg og lavenergihuse. F.eks. var det også folk fra Øko Ra der introducerede Christian Riisager i vindmøllebygningens kunst, og det var Øko Ra der gav Danmarks tekniske Højskole ideen til et Nulenergihus, og da Landbohøjskolen besluttede sig for at bygge en vandbremsemølle, stammede ideen også fra Øko Ra. Ja, sågar en højskole for miljø og energi var i støbeskeen omkring 1980. Set i lyset af den dengang ret store arbejdsløshed skulle navnet være ‘Den erhvervsøkologiske Højskole’ og have en bestyrelse med repræsentanter for miljø- og energigrupper. Projektet blev støttet af Albertslund Kommune, som også havde fundet en bygning i Morbærhaven til skolen, men det hele strandede da det viste sig, at man ikke havde lov til at gå ind med en nødvendig kommunegaranti på 100.000 kroner.
Af andre subkulturer kan nævnes Folkets Øko-Tek på Christiania, hvor der senere bl.a. blev startet en produktion af brændeovne. Og Øko-feministerne - et rigtigt københavnerfænomen, hvor bl.a.
Ulla Falck var en aktiv deltager. Natur og Ungdom spillede også en vis rolle, ligesom Ølejrbevægelsen blev en slags kuvøse for de tidligste praktiske eksperimenter med VE-teknik. Men det var oprettelsen af OOA i 1974, der blev grundlaget for en mere konkret og målrettet debat om både energipolitik og energiteknik.
En varm sommerSommeren 1975 var usædvanlig god, lang og varm. Det nød man bl.a. godt af på ølejrene rundt om i landet. På Avernakø, hvor NOAH ellers havde fast tilholdssted for sine sommerlejre, havde man overladt scenen til en af de kulturministerielle ølejre, som havde fået den idé, at lejrene også gerne måtte have et mere struktureret indhold. Valget var uvist af hvilken grund faldet på emnet atomkraft og alternativ energi. Det formede sig som to ugelange studiekredse, der lå hver formiddag fra mandag til fredag, og hvor man havde sikret sig kvalificerede oplæg ved at hyre et par folk fra miljøet.
Meget pædagogisk handlede det den første uge om atomkraften, hvor en ung teologistuderende fra Sønderjylland ved navn
Siegfried Christiansen stod for oplæggene. Jeg tror ikke, at det var et lønnet job, men han har sikkert fået opholdet for sig selv og sine to små drenge betalt og kunne jo så også få lidt ferie ud af det. Materialet til studiekredsen var OOAs allerførste grundbøger, som på det tidspunkt var totalt ukendt materiale for deltagerne.
I den anden uge handlede det så om alternativerne, og nu trådte en lige så ung arkitektstuderende fra kollektivet ‘Spartacus’ i Hellerup ind på scenen. Det var
Peter Brusendorff, som på Kunstakademiet i København sammen med en gruppe bestående af både studerende og lærere havde dannet Freja-gruppen, som havde udgivet, hvad de selv kaldte for en samling arbejdspapirer om en mere fornuftig omgang med ressourcerne. Temaer fra Freja-håndbogen fra 1974 og forlægget til 1975-udgaven udgjorde i spritdublikeret form materialet til denne anden uges studiekreds. For næsten alle deltagerne var begrebet økologi også noget helt nyt. Begrebet stammede ligesom økonomi fra græsk, forklarede Peter. Oikos, som det rigtigt hedder, betyder hus, nomos forvaltning og logos betyder forståelse. Så det hele handlede om, forklarede han, at vi i vores civilisation simpelthen havde forstået for lidt og forvaltet for meget.
Sumpen får livI OOA nåede man imidlertid i sensommeren 1975 til den erkendelse, at det var en umulig opgave både at skulle bruge kræfter på at afværge atomkraften, samtidig med at man effektivt og troværdigt kunne oplyse om og lave lobbyarbejde omkring alternativerne til atomkraft.
Det faldt helt i tråd med, hvad man måtte konkludere i Øko Ra efter et noget nedslående foretræde for handelsminister Arne Christiansen, som efter at have lyttet tålmodigt et par minutter konkluderede: ‘Hvad kan det nytte?’.
Da Svend Ganneskov og Siegfried Christiansen kort efter mødtes kunne man hurtigt blive enige om nødvendigheden af at danne en politisk orienteret energigruppe. For at få en energiteknisk set bredt, orienteret gruppe inviteres foruden initiativtagerne bl.a.
Don Butler,
Helmuth Hansen og
Carl Herforth til et møde hos
Ole Terney den 3. september 1975. Der afholdes nu et antal møder i hastig rækkefølge, hvorunder navnet på den nye gruppe diskuteres heftigt. Alternativ energi bliver foreslået, men det argumenterede bl.a. Siegfried imod med den begrundelse, at det jo så kunne omfatte alt muligt. Der bliver til sidst på et møde den 2. oktober i ‘hovedkvarteret’ Arendalsgade 3 enighed om et forslag fra Carl Herforth om navnet: ‘Organisationen for Vedvarende Energi’. I forbindelse med udgivelsen af en ny og gennemrevideret udgave af fortegnelsen over vedvarende energianlæg blev dannelsen præsenteret for offentligheden på et pressemøde i Arendalsgade den 6. november 1975.
Mange af OOAs lokalgrupper valgte af praktiske årsager at høre både til OOA og OVE, og der var da også i de første år et tæt parløb mellem de to organisationer. Et samarbejde som bl.a. resulterede i udgivelsen i 1976 af ‘Skitse til alternativ energiplan for Danmark’, skrevet af en række forskere, og siden samarbejde omkring etableringen af regionale energikontorer og dannelsen af Samvirkende Energikontorer. Således udsprang det første energikontor i Århus af OOAs lokalafdeling her.
På en måde sluttes ringen igen i 1999, da OOAs Københavnskontor flytter fra Ryesgade til et bofællesskab med Københavns Miljø- og Energikontor, KMEK, i ‘Økologihuset’ på Blegdamsvej. Energikontoret startede med afsæt i OVE i Willemosgade, men blev hurtigt det forum der kunne samle de lokale initiativer. Da OVEs aktiviteter samtidig trak mod vest til Århus, blev KMEK det naturlige samlingspunkt. Men OVE bevarede som ‘mindretalsgruppe’ sin aktivistbase i ‘Økologihuset’ med hovedvægten på Europa, og et solidt engagement i og kontakt til de østeuropæiske lande. Da Forum for Energi og Udvikling også flyttede til stedet, besluttede OVE at leje sig ind med en arbejdsplads til OVE-International - en nye gren i organisationen, oprettet som en konsekvens af det stigende internationale engagement.