Husk mig
▼ Indhold

Handelsministeriets program 1977-80

Artiklen er en del af bogen Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.

< De første kommercielle solfangereIndholdsfortegnelseEuforien 1979/80 - kvalitetsproblemerne >

Af Jens Windeleff

Handelsministeriets program 1977-80

Udstillingerne af solfangerne på messer og dyrskuer skulle ofte ske udendørs for at kunne demonstrere hvor varmt det solopvarmede vand kunne blive. Men det kunne også regne og blæse. Engang viftede en kraftig kuling således en udendørs stand 30 meter væk.
Samtidig havde Handelsministeriet under Erling Jensen iværksat Udviklings- og demonstrationsprogrammet for solvarme. De rigelige midler herfra resulterede sammen med støtte fra STVF, Teknologirådet og EU i en lang række projekter til udvikling af aktiv og passiv solvarme, herunder også solvægge, samt lavenergibyggeri og lagringsteknologi, som banede vejen til den mere kommercielle udnyttelse af solenergien. En vigtig del af programmet blev installation og måling på 7 demonstrationsanlæg i Blovstrød, Gentofte, Greve, Herfølge, Næstved, Tilst og Juelsminde. Projekterne gennemførtes hovedsageligt af Laboratoriet for Varmeisolering på DTU i samarbejde med Teknologisk Institut, hvor der i de kommende år blev mere end 25 personer beskæftiget med solenergi. Torkild Vest Hansen, Peter Steensen, Otto Paulsen, Mads Lange, Torben Esbensen, Svend Svendsen, Simon Furbo og Henrik Lawaetz var nogle af de ledende skikkelser. Samarbejdet førte til nedfældelse af hele solvarmeteorien i ’Solvarmebogen’ (1978) samt udvikling og gennemførelse af solenergikurser som DIEU og 3-D kurser (DIF+DTU+DTI) samt kurser i VVS-teknisk Forening med mere end 200 deltagere i alt. Parallelt hermed udgav Bent Sørensen fra Niels Bohr Instituttet i 1979 en 700 siders lærebog ’Renewable Energy’, med 200 sider om solvarme. Som spin-off udviklede Vest Hansen og Frank Bason et beregningsprogram for solfangere som kunne eksekveres på en stor lommeregner.

Handelsministeriets program og senere i 1980-81 Energiministeriets Forskningsprogram (EFP) havde sat sig som mål at hæve ydelsen fra 100 kilowattimer pr. m2 om året til 300. Det lykkedes næsten, bl.a. fordi de selektive overflader dukkede op, i første omgang som klæbbare folier, senere i 1981 kom Sunstripabsorberen fra Gränges som et vældigt løft, der kom til at indgå i bl.a. Batecs og Arcons produktion af solfangere. Desuden blev varmetabene fra rør, beholder og absorber væsentligt reduceret, og de mange resultater fra demonstrationsprojekterne blev samlet op i en vidensbank. Klaus Ellehauge og Carsten Nielsen fra DTU konkurrerede på det tidspunkt med Mads Lange fra Teknologisk Institut om at udvikle den højest ydende solfanger. DTU vandt med en hårsbredde med ydelsen 380 kWh/m2. Som et kuriosum kan nævnes, at Carsten Nielsen efter et tv-interview, hvor han berettede om de gode resultater, blev kaldt ind i ministeriet, hvor han blev bedt om at dokumentere udtalelserne. Man kunne ganske enkelt ikke tro, det var rigtigt, ej heller selvom det kun var laboratorieresultater – og helt galt var det, at Carsten Nielsen også havde spået solvarme til rumvarme en fremtid.

Samtidig kom i 1979 en ny tilskudslov, som gav statstilskud til 30 % af omkostningerne til godkendte anlæg. Handels- og Boligministeriet administrerede loven til at begynde med, men overførte den allerede året efter til Energistyrelsen. Institutterne, dvs. primært Teknologisk Institut fik i samarbejde med DTU til opgave at udarbejde en godkendelsesordning, og da man herigennem fik fabrikanterne i tale, blev de nyvundne erfaringer hurtigt stillet til rådighed for en bred kreds.

Det første officielle gennembrud for solvarmen kom på Skiveudstillingen af lavenergihuse i 1977. Flere arkitektfirmaer, heriblandt Suensons tegnestue, havde medtaget solvarmeanlæg i projektet, som fik stor presseomtale, også i udlandet. Herefter fulgte en lang række udstillinger bl.a. i Ringsted, på Herningmessen og dyrskuet i Roskilde, hvor flere elselskaber i øvrigt også reklamerede for solvarme.

Der fulgte også eksport til Syrien og Danida-støttede projekter i Kenya, og der blev gennemført en række mellemstore installationer, bl.a. Greve Svømmehal, der blev forsynet med 480m2 af Per Alling solfangere, Tinggården i Herfølge, vandrerhjemmet i Rebild og en boligforening i Frederikshavn.

< De første kommercielle solfangereIndholdsfortegnelseEuforien 1979/80 - kvalitetsproblemerne >






 0 kommentar(er) · 1252 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Handelsministeriets program 1977-80:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Vil Donald Trump trække USA ud af Paris-aftalen?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik