Husk mig
▼ Indhold

Hvad dybet gemmer

Af Sebastian H. Mernild, klima- og polarforsker, Ph.D., Los Alamos National Laboratory, New Mexico, USA

I februar kom der forlydender om, at et russisk forskerhold efter adskillige års borearbejde og forsinkelse havde fået hul igennem til kæmpesøen Lake Vostok under det antarktiske isskjold. Lake Vostok er en sø på omkring 10.000 kvadratkilometer og med en dybde på 800 meter, analog i størrelse med eksempelvis Lake Ontario i Nordamerika.
I årevis har forskerne forsøgt at bore sig igennem den mere end 3700 meter tykke iskappe, under ekstreme vejrforhold med temperaturer, der tidligere har nået rekordlave minus 89,2 °C ved den russiske forskningsstation Vostok Station (beliggende i den centrale del af The East Antarctic Ice Sheet, 3488 m.o.h.). Ingen nem opgave, da borearbejdet foregår i klodens mest ekstreme klimaområde (middeltemperaturen ligger omkring -65 °C om vinteren og omkring -20 °C om sommeren), men ligeledes fordi projektet i adskillige år har været stilleliggende på grund af usikkerheden omkring, hvorvidt russernes boremetoder var sikre nok, således at Lake Vostok – det uberørte miljø – under isen ikke blev fourerenet af antropogene, udefrakommende kilder.
Der er tale om et subglacialt miljø, som ikke har været i kontakt med atmosfæren eller direkte sollys i forventeligt mere end 15-20 millioner år, idet isen ligger som et låg over søen og forhindrer søvand i af strømme bort eller andet i at trænge ind. Søen har formentlig gennem de mange millioner af år kun været påvirket af opløste gasser i isen samt mineraler fra søbunden. Men hvad kan vi forvente, at dybet egentlig gemmer?

Interessen for det subglaciale miljø i Antarktis går tilbage til 1970’erne, hvor britiske ekspeditioner med radarmålinger forsøgte at indhente informationer om isens tykkelse samt bundtopografi – herved fik de ligeledes kendskab til tilstedeværelsen af vand, men det var først i 1996, efter at sattellitobservationer kunne synliggøre søernes tilstedeværelse, at der for alvor blev interesse for de subglaciale ferskvandssøer.
Allerede i 1998 havde de russiske forskere nået en boredybde af cirka 3600 meter, før projektet blev fastfrosset, cirka 130 meter over det uberørte vand i Lake Vostok af frygt for, at boreprojektet skulle forurene det uberørte miljø, og dermed skade økosystemet og forårsage enorm uoprettelig skade.
Så sent som i 2004 blev projektet genoptaget, efter at russerne havde udviklet en boremetode, som de vurderede økologisk sikker, hvorved der kun ville ske minimal fourering af det uberørte miljø. I november 2010 fik russerne så det endelige grønne lys af The Antarctic Treaty's Environmental Protection Committee til at udtage prøver af det urgamle søvand. Og her i 2012 synes holdet tilsyneladende at have nået bunden af isen, overfladen af søen.

Indtil videre går der forlydende om, at russerne dybere end 3600 meter i isen, i det frosne søvand har fundet mikroorganismer. Men på grund af boremetoden var det ikke muligt at indsamle vandprøver direkte dette år, og russerne skal derfor retur til Vostok kommende år for at bore en frossen kerne af søvand ud af isen, hvorfra analyser vil blive foretaget. Analyser, som kan pege i retning af:
1) om der faktisk findes liv (levedygtige habitater), og hvis ikke, hvad grænsen er, da det er alment kendt, at hvor der er vand, er der potentiale for liv.
2) om livets evolution og om der findes nye former for mikroorganismer
3) fortælle noget om tilsvarende glaciale forhold, som findes på en af Jupiters måner, Europa
og 4) fortælle noget om palæo-klimatiske forhold.

Russerne er ikke de eneste, der leder i dybet. Briterne og amerikanerne har ligeledes planlagt boreprojekter i Antarktis, hvor de vil undersøge nogle af de 387 søer, og koblingen mellem disse i det subglaciale miljø. Tilsammen bliver det interessant at se, hvad de forskellige forskningsprojekter kommer frem til i de kommende år.





1. marts 2012, 22:22 1 kommentar(er) · 3149 fremvisninger

Kommentarer
GLAR 2. marts 2012, 18:40
Interessant klumme.

Det er fornylig publiceret at norske grantræer overlevede den sidste istid i nogle små luftlommer. Da isen smeltede begyndte nye grantræer at invadere fra syd samtidig med at 'super træerne' også formerede sig. Det er DNA eksperten Eske Willerslev der har gjort opdagelsen. Han mener at de gamle DNA'er i 'super grantræerne' kan bruges til fordel for udvikling af skovbruget i fremtiden.

Mvh
Deltag aktivt i debatten om artiklen Hvad dybet gemmer:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Vil Donald Trump trække USA ud af Paris-aftalen?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik