Husk mig
▼ Indhold

Hvad, vi taler om, når vi taler om klima

Af Rasmus Vincentz

Der er al mulig grund til at glæde sig over, at klimaspørgsmålet faktisk er på den politiske dagsorden, og nu er noget, som langt de fleste mennesker er bekendt med. Og selvom der endnu er en fatal mangel på egentlig handling og implementering af de flotte strategier og skåltaler, så er emnet faktisk noget, der tages stilling til, både hjemme, i virksomheder og politisk, såvel nationalt som internationalt.
Men netop derfor er det vigtigt at spørge sig selv og hinanden: Hvad er det egentlig, vi taler om, når vi taler om klima? Eller sagt mere ligetil: Hvad er det, vi i det daglige kalder klimaspørgsmålet?
Dette er nemlig langt mere end en akademisk Erasmus Montanus-øvelse, da de (politiske) løsninger, vi kommer frem til, hænger nøje sammen med, hvordan vi forstår, hvad problemet er.

Så lad os lige tage et kort historisk blik på, hvordan klimaet som dagsorden blev formet.
I gamle dage, der hvor klimaet slet ikke var på den brede politiske dagsorden, og heller ikke var noget, man henkastet henviste til over middagsbordet, var opfattelsen af klimaet en ganske anden, end vi ser det i dag.
Vi taler om blot 20 års tid siden, og alligevel er der bogstaveligt talt en verden til forskel. Dengang var det som udgangspunkt opfattelsen, at klimaet var en del af vores natur, og at det hang tæt sammen med de andre miljøproblemer, der var på dagsordenen.

I 1989 udgav Bill McKibben som den første overhovedet en populærvidenskabelig bog om klimaforandringerne, End of Nature (på dansk Farvel til Naturen – Gyldendal 1990). Som titlen antyder, bliver der her anlagt en vinkel på klimaspørgsmålet, som dækker hele vores natur, og især vægtes vores personlige forhold til naturen. Pointen med bogen er, at naturen, som tidligere var uafhængig af os, og frit udviklede sig på sine egne betingelser, nu med de menneskeskabte klimaforandringer endegyldigt er underlagt vores indflydelse. Den vil således aldrig mere kunne findes i sin uberørte og uspolerede form.
”Vi har ændret atmosfæren, og dermed har vi ændret vejret. Ved at ændre vejret gør vi hver eneste plet på jorden menneskeskabt og kunstig.” (McKibben 1990, s. 61). Og med dét følger en stor sorg, ”… for vi har ødelagt et storslået, overdådigt ødselt kunstværk, ført en hammer mod den mest perfekt proportionerede skulptur nogensinde” (s. 89).

Men McKibben var ikke den eneste, der ved klimadebattens opblomstring så klimaspørgsmålet som et spørgsmål om hele vores natur. Også Al Gore, som senere skulle være ham, der for alvor bragte spørgsmålet ud til alle og enhver, og som med sin enestående formidling fik gjort ellers ubegribelige klimamodeller og scenarier forståelige, anlagde på den tid en meget bred tilgang til klimaspørgsmålet.
I 1992 udgav Al Gore bogen Earth in Balance (dansk Jorden i Balance – Gyldendal 1993). Bogen handler helt grundlæggende om den miljømæssige krise, og den behandler blot klimaspørgsmålet som et blandt mange af de globale miljøspørgsmål, verden står over for, fra udvaskning af muldjord, over DDT og ozonhullet til klimaforandringer. Altså en bred forståelse af klima, som en del af en langt større naturproblematik.
Senere skulle Al Gore med sin film og foredrag være blandt de fremmeste til at snævre dagsordenen gevaldigt ind, og kun tale om klima som et spørgsmål om vores CO2-udledning og kun som den del, der stammer fra vores energiforbrug (Den ubekvemme sandhed, 2006).

Det er omkring denne tid, at vi oplever en voldsom indsnævring af klimadagsordenen, der i kraft af stærke forenklinger nu kun bliver set som et spørgsmål om vores energiforbrug. Altså den CO2, der stammer fra afbrænding af fossile ressourcer, uden inddragelse af spørgsmålet om naturen i form af skovfældning og landbrug m.m.
I Danmark er denne snævre og overforsimplede tilgang desværre stadig udbredt, og dermed også nogle politiske og personlige prioriteringer, som giver sig ud for at adressere klimaproblemerne, men desværre ofte kun tager fat på en del af udfordringen, svarende til at lappe halvdelen af hullet i sit flade hjul.
I Danmark er det nyeste og klareste eksempel på denne forsnævring af dagsordenen kommet til udtryk med det, der fuldstændig misvisende blev kaldt Klimakommissionen. Sagen var nemlig den, at kommissionen i sin rapport fra september 2010 stort set kun behandlede energispørgsmål, og gik ud fra, at hvis vi får styr på udledningerne fra energiproduktion (57 %), så er vi i mål med de nationale tiltag på klimaområdet. De resterende danske udledninger, der kommer fra landbruget (ca. 15 %) samt import af produkter som soya fra sydamerikanske regnskovsområder eller palmeolie fra Sydøstasien, er så godt som overset. Men ikke helt. På side 45 i kommissionens rapport er begrænsning af drivhusgasser ”fra andet end energi” behandlet. Vi taler her om 162 små ord, som afsættes til at behandle et emne af det omfang. Det fremhæves godt nok her, at landbruget er den næststørste udleder af drivhusgas (efter energisektoren), og det bliver slået fast, at det er ”afgørende at fokusere på en udvikling i landbruget, der i en betydelig grad kan begrænse udledninger fra selve produktionen”. Fuldt stop – så står der ikke mere! Det ville være sjovt, hvis det ikke var så tragisk.

I dag har vi fortsat et Klima- og Energiministerium (inkl. Byggeri), som er ansvarlig for klimaområdet herhjemme og i de internationale forhandlinger. En opdeling, der giver mening af en række grunde, men som desværre også afslører en opfattelse af klimaspørgsmålet som en sag for energinørderne uden indblanding fra folk, der går op i og har ansvar for natur og landbrug.
Men måske er der lys forude. Miljøminister Ida Auken holdt forleden oplæg på et arrangement kaldet Rebuild21. Her talte hun længe og meget passioneret om ressourcespørgsmål, og problemerne med at begrænse og erstatte vores enorme forbrug af jordens ressourcer. Ressourcetilgangen til klima- og miljøudfordringerne rummer et stort potentiale til at rejse nogle af de mere grundlæggende spørgsmål i dansk og international politik, på tværs af den tidligere omtalte snævre forståelse af klima. Det bliver spændende af følge, om miljøministeren har succes med at få den tilgang til at være fremherskende i dansk såvel som europæisk politik.

Imens vi afventer svaret på det, kan vi tage fat på at spørge os selv: Hvad mener du egentlig, når du taler om klimaspørgsmålet? Ser du alene skorstene, biler og kraftvarmeværker for dit indre blik, eller er muldjord, træer og køer også en del af billedet?
I mit daglige arbejde lægger jeg stor vægt på at holde klimaspørgsmålet åbent og omfattende, uden at forfalde til at snævre det ind. En halv forståelse risikerer at give halve løsninger, og dem kan vi ikke bruge til noget. Jeg har tidligere arbejdet meget direkte med energi i forhold til klimaindsatsen, men fandt den tilgang for snæver og savnede de større hensyn til den natur, vi lever i og lever af.
I mit arbejde i Lejre Klimagruppe lægger vi selvfølgelig vægt på de direkte energispørgsmål, som f.eks. udbygning af vedvarende energi i kommunen, og generel begrænsning i udledninger af drivhusgasser. Derudover er vi dog også meget engagerede i spørgsmålet om f.eks. lokal produktion af fødevarer. Det sidste både for at være med til at gendanne en rig og mangfoldig natur, som er godt for den biologiske mangfoldighed og for at binde kulstof i jorden, men selvfølgelig også for at sænke CO2-udslippet fra opvarmede drivhuse og lang transport.

Pointen er, at vi skal holde op med kun at tænke fossile brændsler og energiproduktion, når vi taler om klima. Ja, det udgør langt den største del af Danmarks udledninger af drivhusgasser, men håndteringen af energispørgsmål er på afgørende vis flettet sammen med spørgsmålene om, hvordan vi behandler naturen. Mest oplagt med udviklingen inden for biomasse, biogas og eventuelt optag af CO2 i mulden, men også i kraft af, at der ved vores afbrændinger af fossile brændsler skabes overflod af næringsstoffer i naturen, som kvæler utallige hjemmehørende arter og udrydder stor dele af den historiske danske flora og fauna.
Husk derfor, at klimaudfordringen, selv om det måtte stille større krav til vores formidling, vedrører hele vores natur i al dens mangfoldighed og kompleksitet! Kun med en nuanceret forståelse af problemet kan vi finde en nuanceret løsning.





28. januar 2012, 17:09 9 kommentar(er) · 3498 fremvisninger

Kommentarer
Jørgen Petersen 30. januar 2012, 20:09
Vi mennesker (og dyr for den sags skyld) har altid påvirket naturen. Vi udånder eksempelvis CO2 hele tiden.

Tilsvarende er den naturlige vegetation i Danmark løvskov. Danmark var således fuldstændigt dækket af løvskov for over 1000 år siden. Denne skov har vi mennesker som bekendt fældet i tidens løb af mange årsager.

Tilsvarende er den jyske hede opstået, som et resultat af skovfældningen. Lyng er således ikke den naturlige vegetation på heden. Lyngen er et resultat at skovfældningen. I øvrigt vokser heden til med skov igen helt af sig selv, hvis træerne får lov at vokse.

Det er derfor en illusion at tro, at naturen tidligere var uspoleret og uberørt af menneskehånd.

Spørgsmålet er således ikke om vi påvirker naturen og vores miljø, for det gør vi hele tiden. Spørgsmålet er derimod i hvilken retning vi påvirker den.

Her kan vi kun sige, at jo mere viden og indsigt vi får tilrådighed, jo bedre vi kan påvirke naturen og miljøet i en hensigtsmæssig retning.
Boe Carslund-Sørensen 31. januar 2012, 15:28
Spørgsmålet er således ikke om vi påvirker naturen og vores miljø, for det gør vi hele tiden. Spørgsmålet er derimod i hvilken retning vi påvirker den.

Her kan vi kun sige, at jo mere viden og indsigt vi får tilrådighed, jo bedre vi kan påvirke naturen og miljøet i en hensigtsmæssig retning.


Øh - hvem skal så lige bestemme, hvad der er en hensigtsmæssig retning?

Og er den valgte retning så også hensigtmæssig for alle andre dyr og planterne?

Problemet med mennesker og demokratiske afstemninger, om dette eller hint er hensigtsmæssig, er netop, at der kun tages hensyn til flertallet - hvilket ikke nødvendigvis er den bedste eller den rigtige beslutning.
Jørgen Petersen 31. januar 2012, 19:35
Winston Churchill sagde for mange år siden: Demokrati er en dårlig styreform, men der findes ikke nogen bedre styreform.

Til demokrati hører iøvrigt også ytringsfrihed. Det betyder, at dårlige og uhensigtsmæssige beslutningner kan kritisseres, og evt. laves om.
Kosmos 4. februar 2012, 15:44
Til demokrati hører iøvrigt også ytringsfrihed. Det betyder, at dårlige og uhensigtsmæssige beslutningner kan kritisseres, og evt. laves om

- her lidt (hjemlig) britisk kritik fra Lord Moncton:

Under Huhne, the Climate Change Department has been indistinguishable from a lunatic asylum. I first came across him – or, rather, didn't come across him – when he and I were due to debate the climate at the annual jamboree of a massive hedge-fund in Spain three years ago. Huhne only found out that I was to be his opponent when he reached Heathrow Airport. He turned straight around and went back to London...

- men jeg tror nu, meget af det gælder for nærværende dronningerige, as well!
Kosmos 4. februar 2012, 15:46
fra Lord Moncton

- so sorry!: Lord Monckton!
Jakob 8. februar 2012, 20:22
.




Rasmus Vincentz skrev:
Hvad mener du egentlig, når du taler om klimaspørgsmålet? Ser du alene skorstene, biler og kraftvarmeværker for dit indre blik, eller er muldjord, træer og køer også en del af billedet?
I mit daglige arbejde lægger jeg stor vægt på at holde klimaspørgsmålet åbent og omfattende, uden at forfalde til at snævre det ind. En halv forståelse risikerer at give halve løsninger, og dem kan vi ikke bruge til noget.



Jeg synes, at det er rigtig godt, at du minder os om, at klimapolitik handler om mere end energi.
Men jeg må undre mig over, at du nævner muldjord, træer og køer, og så ikke mere. Det er jo også en indsnævring.
I mine øjne er det blevet et pinagtigt tabu at tale om hovedårsagen, nemlig at mennesket fylder alt for meget på kloden.
I år 2050 forventer man, at menneskebestanden er blevet næsten fordoblet.
Og når det sammenholdes med, at størstedelen samtidigt kæmper en desperat kamp for at komme ud af fattigdom, så bliver problemet med hensyn til klima og råstofbevarelse helt uoverstigeligt.

Hvis verden vil løse klimaproblemet, så er der for mig at se ingen vej uden om at bryde tabuet om overbefolkning og arbejde seriøst på at finde de bedste løsninger på det problem.
http://www.klimadebat.dk/forum/overbefolkning-er-det-stoerste-problem-d7-e443.php

Det håber jeg, at du har mod til at tage op i en senere klumme, og jeg vil se frem til at læse den.
Med din baggrund, så har du måske bedre forudsætninger end de fleste for at gøre det godt.





.
delphi 20. februar 2012, 08:21
Hvis verden vil løse klimaproblemet, så er der for mig at se ingen vej uden om at bryde tabuet om overbefolkning og arbejde seriøst på at finde de bedste løsninger på det problem.


JA! LIge præcist og det er at bruge noget mere fossilenergi til at hive disse fattige mennesker ud af fattigdom, når de samfund disse mennesker lever i oplever mere velstand.
Jørgen Petersen 20. februar 2012, 18:49
Befolkningstilvæksten stopper helt af sig selv, når den økonomiske-, teknologiske-, og uddannelsesmæssige udvikling kommer op på et tilpas højt niveau.

I Vesteuropa, USA og Japan sker der således ingen befolkningstilvækst af betydning. I mange af disse lande sker der liggefrem en befolkningsmæssig tilbagegang når man ser bort fra indvandringen.

Som delphi så rigtigt skriver, så skal der bruges masser af fossilenergi, når de fattige udviklingslande skal op på vores niveau. Se blot på Kina.
Rasmus Vincentz 21. februar 2012, 22:23
Tak for kommentarerne til januars klumme.

Jeg vil prøve at følge op på i hvert to at de spørgsmål der bliver rejst.
(Beklager det blev lidt langt. )

1. om naturbegrebet
For det første påpeger Jørgen Petersen, at "det er en illusion at tro at naturen tidligere var uspoleret og uberørt af menneskehånd."
Og rejser derefter spørgsmålet om hvilken retning vi påvirker naturen.
Det er et interessant spørgsmål, og en vigtig debat. Jeg er selv til dagligt meget engageret i den i kraft af mit arbejde i Habitats, hvor vi netop udvikler landskablige projekter og løsninger, til at fremme en rig natur.
Jeg er helt med på at nogle af de romantiske forestillinger om det uberørte natur, er rene konstruktioner, som er uholdbare og ikke bør tages alvorlig. Der har længe i debatten om naturen været en strømning der hævde retten for den vilde og oprindelige natur, hvor al menneskelig indgriben anses som et overgreb og noget skadeligt. En tankegang som er tæt forbundet med især de amerikanske naturalister som f.eks. Thoreau og hans bog Walden.
Jeg mener dog at når vi i et land som Danmark og ligeledes mange andre steder i de industrialiserede lande, så godt som intet uberørt natur har tilbage, er debatten for eller imod uberørt natur derfor fuldstændig ligegyldig. I stedet bør vi koncentrere os om hvad vi kan gøre for at stoppe tab af arter, og for at sikre en stor rigdom i både arter, variationer i arter, og stort antal forskellige økosystemer som f.eks. enge, skove, overdrev osv.
Vi skal altså som mennesker ikke skamme os og holde os væk for ikke at 'spolere den uberørte natur', men i stedet langt hellere tage fat på at skabe en rig natur der hvor vi for længst har ændret og lavet om. F.eks. kan der i grusgrave skabes nogle fremragende naturområder, da der her findes næringsfattige arealer som kan give plads til mange af de planter som ellers udryddes på grund af overgødning.
Altså tage udgangspunkt i at når vi allerede har blandet os i naturen, kan vi lige så godt bruge vores evner og indsigter til at skabe en rig og mangfoldig natur, til gavn for os selv, og alle fremtidige generationer af både mennesker, dyr og planter. Præcis hvori det består er så op til den daglige kamp i kommuner, staten, private haver osv. og den kamp er allerede i fuld gang.

2. om overbefolkning

Tak til Jacob for kommentaren om overbefolkning.

Jeg har tit diskuteret overbefolkning i forhold til klimaspørgsmål, for eksempel i min tid i Klimabevægelsen, hvor en politik på området skulle fastlægges. Mit udgangspunkt er det at jeg fuldt ud anerkender problemet med at befolkningen er steget så enormt meget, og ser ud til at fortsætte med at gøre det (i hvert fald frem til 2050). Det er virkelig et vigtigt spørgsmål at behandle fordi der med hvert eneste mennesker er forbundet et stort træk på sparsomme ressourcer.
Min egen holdning er dog den pragmatiske at skal være meget varsomme med at gøre spørgsmål om befolkningsudvikling til en del af klimaspørgsmålet. For det første fordi det egentlig er et socialt spørgsmål som handler om fattigdom, oplysninger, adgang til prævention og ligestilling osv. noget som man sagtens kan tage fat på uden at behøves at gøre det til et spørgsmål om klimaforandringer, da klima jo er eller i hvert fald anses som noget de rige lande er hovedårsag til.
Derfor kommer der hurtigt nogle i-lande versus ulande elementer ind og støjer på linien, og forplumrer debatten om befolkning, når den tages med udgangspunkt i klima.

For det andet er jeg sikker på at det ikke gør det spor nemmere at engagere folk i kampen for at mildne klimaforandringerne, hvis man trækker en totalitær ideologi om fødselskontrol og sterilisering ind i debatten. Vi skal passe meget på ikke at gøre det at ville gøre noget ved klimaforandringer til et spørgsmål om vi deler holdninger til fødselskontrol, eller spørgsmål som til statens rolle i samfundet, geoingeneering osv.

Jeg mener derfor at klimaspørgsmålet bør holdes som en åben politiske diskussion uden at blive gjort til en sag for den ene eller anden fløj i en debat.

I mit daglige arbejde går jeg altid ud fra at det er de enkelte nye beboere på kloden som er problemet, men i stedet det system som de træder ind i, der er problemet. Et system hvor ressourceforbruget er enormt, og liniært så næsten intet genbruges. Det udgangspunkt virker rigtig godt i forhold til at sikre langt mere lyst til at engagere mig i at bidrage til løsninger, når jeg tænker på at vi skal ændre industritankegangene, øge de naturlige kredsløb og genskabe forbindelser til naturen, så vi kan spise, leve, elske og producere uden at skulle skamme os og vide vi tager noget fra nuværende og fremtidige generationer. Det er løsningsorienteret tilgang hvor der skabes plads til politik, kreativitet og innovation. Og i den tilgang er der brug for mange gode folk til at være en del af at gentænke og omforme det nuværende system – så skal vi ikke skamme os over at være her, men glæde os over vores evne til at skabe en bedre fremtid.
Det lyder nok rosenrødt, men jeg har større tiltro til at den tilgang kan bringe resultater end en dyb politisk fløjkrig på forskellige uacceptable totalitære tilgang til at fordele onder.

VH Rasmus
Deltag aktivt i debatten om artiklen Hvad, vi taler om, når vi taler om klima:

Husk mig

Vurderinger
Du skal være logget ind for at vurdere artiklen 'Hvad, vi taler om, når vi taler om klima (Vincentz' Klumme, januar 2012)'.
Meget godt
0%[Ingen stemmer]
Godt
0%[Ingen stemmer]
Middel
100%[1 Stemme]
Dårligt
0%[Ingen stemmer]
Meget dårligt
0%[Ingen stemmer]

▲ Til toppen
Afstemning
Vil Donald Trump trække USA ud af Paris-aftalen?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik