Klimadebat.dk | Dansk forum om klima og energi 
 
 Oprettelse | Kodeord?
31. juli 2010, 10:41 Engelsk

Hvilke tiltag så du gerne gennemført inden for energisektoren?

Artikler om klima og global opvarmning | 10 spørgsmål til en klimaordfører, ordnet efter spørgsmål Skriv en kommentar




Hvilke tiltag så du gerne gennemført inden for energisektoren?


Nordjylland Power Station. Foto: VattenfallJohs. Poulsen, Radikale Venstre:
Danmark har alle teknologiske og økonomiske muligheder for at udbygge med vedvarende energi i form af vindkraft, solkraft, bølgekraft, biogas, biomasse mv. Derfor skal der investeres massivt i disse teknologier. Desuden ligger der et kæmpe potentiale i energibesparelser. Der skal f.eks. sættes fokus på lavenergihuse, som er intelligente og fleksible og de grønne afgifter skal øges, så det kan betale sig at spare på energien.


Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti:
Bedre afregning for biomasse og –gas samt hurtigere afreningspriser for vindmølleinvestorer.


Per Ørum Jørgensen, Konservative:
At vi ved at skabe de bedste rammer for udbygningen af vedvarende energi samt udvikling af ny teknologi til at gøre de fossile brændstoffer mere rene får nedbragt udledningen af CO2. Desuden skal energieffektiviteten styrkes, og der skal skabes mere viden om energibesparelser.


Per Clausen, Enhedslisten:
En fuld omlægning til vedvarende energiforsyning, og i hvert fald en plan for hvordan vi får indføjet 50 pct. vedvarende energi ind i vores energi system inden for de næste 15 år. Det skal være med omtanke. Biobrændstoffer er ikke vejen frem. Det kan godt være, det umiddelbare CO2-regnskab ser godt ud, men når vi tæller langtidseffekterne på natur og jord med, og ser hvilke sociale omkostninger, der vil være, hvis jorden skal bruges til at dyrke brændstof i stedet for mad, så holder det ikke. Vi skal se, hvordan vi for alvor får lagret varme og energi, og hvordan vi får en stor havvindmøllekapacitet til at fungere i vores system. Vi skal også have de første fuldskala bølgekraftanlæg i gang nu, så vi kan finde ud af, hvad potentialet er. Solvarme og solceller skal bruges nu, hvor det giver mening, og det er mange steder efterhånden.
Så er der en masse ikke så synlige tiltag, der kan gennemføres med varmepumper, mere effektiv regulering af fjernvarmen, intelligent energiforbrug m.m., som vi også skal kaste os over.


Mette Gjerskov, Socialdemokraterne:
Udover de tiltag, jeg allerede har været inde på, er der især tre tiltag, jeg vil fremhæve: Vi skal forske i lagring af strøm. Vi skal satse på CO2-genindvinding. Og vi skal ikke mindst satse på intelligente elmålere. Selvfølgelig har jeg en vis skepsis over for intelligente elmålere, hvor jeg frygter, at det alene er de store elselskaber, der kommer til at tjene kassen på bekostning af et gennemskueligt marked for forbrugerne. Jeg ønsker ikke, at elmarkedet skal ligne markedet for mobiltelefoner. Men når det er sagt, ser jeg et stort potentiale i, at man i en privat husstand kan begynde at bruge strøm til fx sin vaskemaskine og opvaskemaskine på tidspunkter, hvor der er et overskud af strøm fra vindmøller. Det er godt for klimaet, og det er ikke mindst godt for pengepungen.


Anne Grete Holmsgaard, Socialistisk Folkeparti:
Vi har et mål om 45 % vedvarende energi i 2025 og et fald i energiforbruget på min. 1 % om året.
De vigtigste virkemidler er:
* En kraftig satsning på de store VE-teknologier, dvs. vind, hvor det meste skal komme fra havmølleparker, mindst 1 stor havmøllepark hvert andet år (herunder en fælles dansk-svensk-tysk havmøllepark i Østersøen og en fælles tysk-dansk i Nordsøen), meget mere biomasse i kraftvarmen og mere biogas.
* En stærkere satsning på de "mindre" teknologier som solvarme, bølgekraft, geotermisk energi, solceller mv. Der etableres et prisstøttesystem, der understøtter, at nye teknologier kan markedsmodnes hurtigt og enkelt (se under forskning og innovation).
* Et fald i energiforbruget med min. 1% pr år og etablering af pakketilbud, der gør det attraktivt at nedbringe energiforbruget i eksisterende boliger og bygninger og ændring af reglerne for alment byggeri, så det bliver reglen at bygge lavenergibyggeri, samt at der konsekvent satses på energirigtige renoveringer. Det offentlige skal gå foran ved kun at bygge lavenergibyggeri.


Eyvind Vesselbo, Venstre:
Brug af mere biomasse.


Tilbage til hovedsiden: Ti spørgsmål til en klimaordfører




Tilføjet af branner 29. november 2008, 16:43 1 Kommentarer · 1272 Fremvisninger · Udskriv
 
Kommentarer
Egen Energi 15. april 2010, 20:21
Jeg så gerne bedre muligheder for private og virksomheder for at investere i vedvarende energi, som solcelleanlæg og vindmøller til produktion af egen elektricitet.
Med bedre muligheder tænker jeg specielt på tilskudsordninger, så der er endnu bedre økonomi i sådanne løsninger.

Det er idag muligt at installere solcelleanlæg for private, uden at installationen belaster økonomien - det er det fordi besparelsen på el regningen finansiere udgifterne til installationen. På denne måde kan den enkelte husstand bidrage til CO2 neutral energi produktion, uden at dette i princippet koster en krone.
Men med en større økonomisk fordel, vil dette uden tvivl være med til at påvirke markedet og dermed private initiativer til CO2 neutral energi produktion.

Thomas Hansen

Producer din Egen Energi, og reducer dit el forbrug!www.egen-energi.dk
 
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.
 
Vurderinger
Du skal logge ind for at vurdere en tekst.
Teksten er ikke vurderet.
 
Seneste debat
 
Gæsteafstemning
 
Information
 
Klummen
 
Videnskab.dk
 
Nyt fra Ing.dk
 
Klimanyheder
 
Copyright © 2007-2010 Klimadebat.dk | Dansk forum om klima, energi og global opvarmning