Husk mig
▼ Indhold

Hvorfor udbygger Danmark den vedvarende energi – og ikke atomkraft?

Af Niels Fuglsang
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2011.


< Idéparadigme 1: KeynesianismenIndholdsfortegnelseIdéparadigme 2: Klimaforandringer >


4.2 Hvorfor udbygger Danmark den vedvarende energi – og ikke atomkraft?
Da idéerne om klimaforandringer virkelig begyndte at få politisk indflydelse i Danmark omkring 1990, fik Danmark allerede på dette tidspunkt omkring 3 % af sin elektricitet fra vind. Dermed havde Danmark et godt udgangspunkt for at satse på vindenergien i 1990’erne. Atomkraft var en del af strategien for en flerstrenget energiforsyning i planerne fra 1974, 1976, 1979 og 1981. Men i 1985 traf Folketinget en beslutning om, at atomkraft ikke skulle være en del af den fremtidige energiforsyning i Danmark. Jeg vil i dette afsnit opholde mig ved spørgsmålet om, hvorfor Danmark udbyggede vedvarende energi frem for atomkraft, før jeg går videre til klimaidéernes indflydelse på energipolitikken i næste afsnit.

En række af de analyser, jeg behandlede i afsnit 2, indeholder forklaringer på, hvorfor Danmark udbyggede den vedvarende energi og ikke atomkraft. Rational choice-institutionalistiske analyser, som Toke (2002) og Toke et al. (2008) (felt B i figur 2.3) lægger vægt på, hvordan energisektorens decentrale struktur øgede incitamentet til lokale investeringer i vindenergi. Sociologisk institutionalistiske analyser som Mendoca et. al (2009: 6-7) og Hadjilambrinos (1999: 1118) (felt C i figur 2.3) peger på den kultur for lokalt demokrati, som eksisterede i Danmark, og som var fremmende for tilslutningen til vedvarende energi i modsætning til a-kraft.

Jeg vil her sammenligne den institutionalistiske forklaring på, hvorfor Danmark udviklede sig i retning af vedvarende energi og ikke atomkraft, med min konstruktivistiske forklaring. Det gør jeg for at vise, hvordan min forklaring supplerer den institutionalistiske forklaring og på den måde bidrager til en bredere forståelse af det danske eksempel.

4.2.1 Institutioner der fremmer vedvarende energi og modvirker a-kraft.
Man kan identificere to centrale institutioner i den danske energisektor, der begge har påvirket aktørernes interesser i retning af vedvarende energi og væk fra atomkraft, og som i forskellige former inddrages af Toke (2002), Toke et al. (2008), Mendoca et. al (2009) og Hadjilambrinos (1999) for at forklare, hvorfor Danmark satsede på at udbygge vindkapaciteten.

Den første vigtige institution består i, at der er en lang tradition for vindenergi og vindmøller i Danmark. Den danske opfinder Poul la Cour (1846-1908) var den første i verden til at lave forsøg med og udvikle vindteknologi med henblik på at producere elektricitet27. La Cours eksperimenter og undervisning har betydet, at der i Danmark tidligt blev institutionaliseret en accept af vindmøller. Det vil sige, at en relativt stor del af den danske befolkning – i forhold til befolkningen i andre lande – var venligt stemte over for vindmøller. Samtidig var der i Danmark en viden om vindmøller, som gjorde det oplagt for Danmark at investere i denne teknologi (Hansen, 2008: 416-427; Geertsen, 2009: 20-24).

Den anden institution var elsektorens organisering, der var præget af andelsbevægelsen og dennes decentrale tradition. Elselskaberne var på landet traditionelt decentrale andelsselskaber, hvor man som borger var ”tvunget” andelsejer. I byerne var det som regel kommunerne, der ejede elselskaberne, og borgerne var således også medejere i den forstand, at de betalte skat til kommunen (Interview, Hoffmann: 00.10.10; Grohnheit, 2002: 109). På samme måde var vindmøllerne i 1970’erne, 1980’erne og stadig til en vis grad i 1990’erne ejet af lokale entusiaster og ideologer – naboer, venner, og små ”andelsselskaber” – der gik sammen for at bygge vindmøller28. I 2004 var stadig 23 % (600 MW) af vindmøllerne i Danmark ejet af andelsforeninger. Herigennem ejede over 100.000 medlemmer mere end 3.200 vindmøller. Pointen er her, at hvad enten det var en flok naboer, der sammen investerede i en vindmølle, eller det var det lokale elselskab – som borgerne selv ejede – så var vindmøllerne ofte på den ene eller anden måde ejet af borgerne selv. Det havde stor betydning, da det dels udbredte viden om vindmøller og på samme tid skabte accept af vindmøllerne. Det gjorde det altså nemmere at installere nye vindmøller uden at støde på modstand i befolkningen (Mendonca et al, 2009: 6-8). Ud af den decentrale struktur og andelsbevægelsen opstod desuden et specielt syn på demokrati, hvor det selv at eje energien blev opfattet som en demokratisk ret29 (Hadjilambrinos, 1999: 1118).

4.2.2 Det konstruktivistiske perspektiv som supplering
De to oven for nævnte institutioner – traditionen for vindenergi og den decentralt organiserede energisektor – havde uden tvivl betydning for, at Danmark udbyggede vindkraft efter oliekriserne i 1970’erne, og de institutionalistiske analyser bringer os således et stykke af vejen mod forståelsen af udbygningen af vedvarende energi.

Den decentrale tradition i energisektoren bringer os dog ikke hele forståelsen af, hvorfor Danmark tidligt gik i gang med at udbygge den vedvarende energi. Faktum er, at udbygningen i 1970’erne og 1980’erne blev iværksat og planlagt af staten, og udbygningen kan således ses som et led i institutionaliseringen af keynesianismen. Som Blyth forklarer, kan nye idéer i krisetider give anledning til nedrivningen af de gamle institutioner og opbygningen af nye (skridt 3 og 4). Og det gjorde keynesianismen, som jeg viste i afsnit 4.1. Nogle af de nye institutioner, som blev bygget op med udgangspunkt i den keynesianske idé, kom netop til udtryk i statslig regulering, der fremmede udbygningen af vedvarende energi, ligesom skiftende regeringer jævnligt pålagde elselskaberne at udvide med vindkraft og biomasse. Folketinget indførte således statsstøtte til vedvarende energi i 1976. Fra 1976 til 1989 blev der givet støtte til vindmøller i form af anlægsstøtte. Oprindeligt blev vindmøllerne støttet ved, at staten bidrog med 40 % af investeringsomkostningerne. Denne støtteform blev dog gradvist udfaset og holdt op i 1989. I 1983 fremsatte den borgerlige Schlüter-regering et lovforslag om at give tilskud til elektricitet produceret på vedvarende energi. Tilskuddet blev fastsat til 28 øre/kWh. Dette princip for støtte til vedvarende energi – den såkaldte ”Feed in Tarif” (FIT) – fortsatte frem til 1999, hvor man omlagde den som et led i liberaliseringen af elsektoren30. Desuden havde man i 1985 indgået den første aftale med energiselskaberne om at opstille 100MW vindenergi. Denne aftale blev fulgt op sidenhen af en række aftaler om opstilling af nye vindmøller. Resultatet var, at Danmark allerede i 1990 havde en vindmøllekapacitet på adskillige hundrede MW (Skytte et al., 2004: 101-118; Energistyrelsen, 2011).

Derfor kan man ikke, som de institutionalistiske analyser forsøger, finde hele forklaringen på udbygningen af den vedvarende energi i de institutioner, der har eksisteret i den danske energisektor siden starten af 1900-tallet. De institutionalistiske analyser kan forklare, hvorfor staten valgte at satse på vedvarende energi frem for atomkraft. Men hvorfor skulle staten overhovedet træffe et valg? Hvorfor skulle staten blande sig i energipolitikken i form af planlægning og introduktion af diverse afgifter? Det kan ikke forklares ved at henvise til andelsbevægelsen eller Poul la Cour. Det kan man derimod forstå ved at inddrage idéer i analysen. Nemlig ved at se keynesianismen som en idé, der – som Blyth forklarer – tolker 1973-krisen og samler en alliance af aktører, der bagefter nedbryder de eksisterende institutioner og bygger nye op i form af statslig planlægning og regulering.

Min analysemodel, som jeg har præsenteret i afsnit 3, er netop et forsøg på at koble idéer med institutioner for at give en mere fuldkommen forståelse af baggrunden for det danske eksempel. Den keynesianske idé skaber en revolutionær forandring i energisektoren. Men institutionelle forandringer vil altid være påvirket af de institutioner, der findes i forvejen. Således også i dette tilfælde, hvor eksisterende institutioner gør, at keynesianismen bliver en planlægning hen imod vedvarende energi frem for imod atomkraft.

Jeg vil nu fortsætte med en analyse af, hvordan klimaidéerne fra omkring 1990 begynder at skabe evolutionær institutionel forandring i den danske energipolitik.

< Idéparadigme 1: KeynesianismenIndholdsfortegnelseIdéparadigme 2: Klimaforandringer >






 0 kommentar(er) · 3300 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Hvorfor udbygger Danmark den vedvarende energi – og ikke atomkraft?:

Husk mig

Lignende indhold
Artikler
Holger Skjerning: Kernekraft tilbage i energidebatten?
Atomkraft
Bør atomkraft komme på tale?
NyhederDato
Bill Gates ind i klimakampen med atomkraft15-02-2010 09:48
USA vil reducere CO2-udslip med atomkraft13-01-2010 13:03
Atomkraft på vej tilbage – nu som klimaløsning25-11-2009 10:05
DebatterSvarSeneste indlæg
Atomkraft5428-06-2013 14:03
Klima-debatmøde om atomkraft 9. september kl. 19-215622-06-2010 21:37
Atomkraft - ja tak?505-11-2009 11:40
EU satser på atomkraft915-02-2009 12:20
Renæssance for atomkraft?1125-03-2008 11:22
▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik