Af Catharina Magdalena Merle Toft
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2011.1. Indledning”Verdens dyr flygter fra varmen”1
”134 lande hylder klimaet ved at slukke lys”2
”Fremtidens konflikter er her allerede”3
”Danmark er mindre grønt end vores eksportmarkeder”4
”Luftforurening koster os milliarder”5
De ovenstående overskrifter er blot få blandt mange. Landets aviser bringer næsten dagligt meddelelser, der er klimarelaterede. Fælles for dem er, at de hovedsageligt har en negativ vinkel.
Klima er i løbet af de sidste fire årtier kommet på den globale dagsorden, og klimaforandringer er i dag en af de nyere sikkerhedsproblematikker, som er genstand for internationale forhandlinger og som siden afslutningen på Den Kolde Krig
6 er kommet i fokus i stedet for den oprindelige militære sikkerhed.
Siden Kyoto-Protokollen er klimaforandringer blevet framet som det hotteste emne for menneskehedens fremtid
7 – et emne, der vil forandre alt og true menneskehedens eksistens, hvis ikke der tages hånd om problemet. Centrale videnskabelige organer, klimaforskere, miljøaktivister og politikere kræver omgående handling, og forskere er enige om, at klimaforandringer vil få fatale konsekvenser for os og vores eksistens på jorden. I 2006 udgav Storbritanniens HM Treasury
8 under ledelse af Nicholas Herbert Stern, Baron Stern of Brentford, den 700 sider lange økonomiske rapport om klimaforandringer, der går under betegnelsen Stern-Review. I Stern-Review redegør teamet omkring rapporten for de socioøkonomiske konsekvenser af klimaforandringerne. I 2007 fik Al Gore og IPCC
9 Nobels Fredspris for deres bestræbelser på at opbygge og formidle større viden om menneskeskabte klimaforandringer, og at skabe grundlaget for de foranstaltninger, der er nødvendige for at modvirke en sådan ændring. Men også offentligheden er bekymret for fremtiden, og hvad en varmere verden med mere ekstreme vejrforhold vil bringe med sig.
Alligevel kan der ikke opnås international enighed om, hvordan problemet skal håndteres.
Som Professor i Public Policy og Vicedirektør ved Institute of Policy Studies, Victoria University of Wellington, Jonathan Boston i 2007 citerer og udtrykker det, så har forskellige grupper, herunder eksempelvis Nobels fredsprismodtagere fra 2007, placeret klimaforandringer som værende menneskehedens største udfordring for fremtiden.
Et kendt citat i den sammenhæng er:
”Humanity is standing at a moment in history when a Great Transformation is needed to respond to the immense threat to the Earth.”10
Men Boston sætter spørgsmålstegn ved, om menneskeheden kan og vil leve op til denne udfordring, da fremskridt i processen hidtil har været små og langsomme.
Der kan således argumenteres for, at klimaforandringer er rykket op på et niveau, der kan minde om et sikkerhedsliggjort
11 niveau, hvor kritikerne af sikkerhedsliggørelse hævder, at det er sværere at nå til politisk enighed end på et politisk niveau.
Den danske klimakommissions formand, Katherine Richardson, ser årsagen til UNFCCC-klimaforhandlingernes manglende opnåelse af en global klimaaftale i relation til det faktum, at apparatet omkring FNs klimaforhandlinger aldrig har været designet til at håndtere et sikkerhedspolitisk komplekst problem, den største udfordring for menneskeheden i det 21. århundrede, især da FN ikke kan tvinge medlemslandene til at overholde miljøaftaler, og der kun er svage sanktionsmuligheder overfor dem, der bryder de internationale aftaler.
”Når FNs klimaforhandlingsapparat ikke har magtet at nå frem til en ny global klimaaftale og måske aldrig gør det, hænger det sammen med, at apparatet ikke fra starten blev skabt til at håndtere et emne, der har udviklet sig til et sprængfarligt sikkerhedspolitisk og økonomisk problemkompleks på den globale scene.”12
Katherine Richardson nævner i denne sammenhæng de to problemstillinger, som specialet vil beskæftige sig med: Er klima blevet sprængfarlig sikkerhedspolitik? Og hvordan er det skyld i, at der ikke kan opnås en global klimaaftale?
1.1. Problemformulering
Specialets problemformulering er således følgende:
Er klimadebatten forsøgt sikkerhedsliggjort i UNFCCC-regi, og i så fald hvordan?
Som det fremgår heraf, vil det være specialets formål at undersøge, hvorvidt klimadebatten i Københavnerskolens terminologi er forsøgt sikkerhedsliggjort i forbindelse med COPerne siden UNFCCCs etablering, og i givet fald, hvordan dette er foregået.
Hvis det viser sig, at aktører i UNFCCC-regi har forsøgt at sikkerhedsliggøre klimadebatten, vil det videre forløb være at vurdere hvilke konsekvenser en sådan sikkerhedsliggørelse kan have for internationale forhandlinger på klimaområdet.
Det er en yderligere forhåbning med specialet, at det vil være muligt at bidrage til og forbedre Københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesteori ved, med metodisk hjælp fra diskurs- og talehandlingsteorierne, at anvende teorien på en empirisk undersøgelse.