Husk mig
▼ Indhold

Indledning

Af Anja Julia Ryhl
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2010.


IndholdsfortegnelseDet sublime begreb >


Kapitel 1 - Indledning


1.1 Forord

Isbjørneunger med blød, hvid pels, små, runde ører og sorte bamseøjne ligger og støtter hovederne trøstende mod hinanden og illustrerer en webtekst, som forklarer, at isbjørnen er truet af udryddelse. Dette er klimaproblematikkens ofre. Et grågult kulkraftværk farver himlen gråsort med røg fra dets skorstene. Webteksten hertil fortæller, at kulkraft bærer den største skyld for klimaforandringerne. Her er klimaproblematikkens årsag. Høje vindmøller i et antal, der rækker så langt, øjet kan se, svinger sine vinger rundt ved en webtekst, som forklarer, at bæredygtig energi kan forsyne verden 100 %. Dette er klimaproblematikkens løsning.

Ovenstående er fremstillingen af klimaproblematikkens årsagssammenhænge på WWF Internationals hjemmeside under COP15 sat på spidsen. Det var dog denne fremstilling, som faldt mig for øje i mødet med hjemmesiden og dens websider. Efter et kig på disse websider forekom det mig nemlig, at naturen her blev skildret som noget småt og sårbart, mens teknologi, videnskab og klimakonferencen i København i december 2009, også kaldet COP15, var fremstillet som mægtige størrelser med mægtige evner. Det fik mig i første omgang til at associere denne kommunikation med det sublime, som jeg i forbindelse med mit retorikstudie var blevet præsenteret for ved værket ”Peri Hypsous”1. Det syntes mig nemlig, at teknologi, videnskab og COP15 blev fremhævet som sublime størrelser. En fremstilling som fremhævede skildringen af naturen som lille og sårbar. Efter at have studeret det sublime begreb, som det er blevet teoretisk udviklet, siden ”Peri Hypsous” blev skrevet i antikken, fandt jeg elementet til at beskrive fænomenet, som jeg iagttog i fremstillingen af naturen. Dette fandt jeg i Edmund Burke og Immanuel Kants beskrivelse af det skønne som en antitese til det sublime. Herefter konstaterede jeg, at WWF Internationals formidling af klimaproblematikken forbandt naturen med det skønne, mens teknologi, videnskab og COP15 blev fremhævet som sublime i overensstemmelse med det sublime begrebs terminologier, som disse er forstået af Burke og Kant samt i værket ”Peri Hypsous”. Dette forekom mig at være kontroversielt, da WWF jo netop er en organisation, hvis omdrejningspunkt er natur og miljø (se kapitel 3 under afsnittet ”Grundlæggende om WWF International”), og hvis ønske derfor umiddelbart burde være at fremhæve og sublimisere naturen, ikke menneskeskabte discipliner.


1.2 Motivationen bag specialets hypotese

Motivationen til specialets emne kom oprindeligt fra min opfattelse af, at formidlingen af klimaproblematikkens årsagssammenhænge under COP15 ville have indflydelse på menneskets forhold til natur og miljø. Jeg er af den overbevisning, at kommunikation er med til at skabe den måde, vi opfatter verden på og derfor den måde, hvorpå vi opfører os i den2. I forbindelse med COP15 blev klimaproblematikken fremstillet som en problematik, hvis årsagssammenhænge har at gøre med, hvordan mennesket påvirker natur og miljø, og hvordan natur og miljø omvendt påvirker mennesker. Klimaproblematikken blev nemlig forklaret som et fænomen, der både drejer sig om, hvordan menneskets handlinger har sat gang i klimaforandringer og om, hvordan disse klimaforandringer, som de tager sig ud i natur og miljø, påvirker mennesket (se bl.a. Hedegaard, 2008; Dahlager & Rothenboorg, 2009). Ved at forklare klimaproblematikkens årsagssammenhænge kan man derfor ikke undgå at berøre opfattelsen af menneskets forhold til natur og miljø. Altså vil man enten forankre eller ændre denne opfattelse og følgende have en indflydelse på, hvordan mennesket i fremtiden vil handle over for naturen og miljøet. Da COP15 fandt sted i København, kom opmærksomhedsskabende statsledere fra store nationer til byen og markerede, at klimaproblematikken var værd for verdenssamfundet at samle sig omkring (se fx Hansen, 2009). Dermed kom klimaproblematikken og dens årsagsforklaringer for alvor på verdensdagsordenen i denne periode. Jeg fandt det derfor interessant at undersøge formidlingen af denne problematik og dens årsagssammenhænge på netop dette tidspunkt, hvor det iboende syn på menneskets forhold til natur og miljø ville have mulighed for vid udbredelse. Det var derfor for at finde frem til, hvordan klimaproblematikkens årsagssammenhænge blev formidlet, og hvilken opfattelse af menneskets forhold til natur og miljø denne formidling gav udtryk for, at jeg i min research kom forbi WWF Internationals hjemmeside, hvor jeg stødte på fremstillingen, som jeg har refereret ovenover. Da WWF International virker toneangivende for WWF-kontorer i andre lande, og da WWF er en global udbredt organisation med mange støtter (se kapitel 3 under afsnittet ”Grundlæggende om WWF International”) var det mit rationale, at denne formidling af klimaproblematikkens årsagssammenhænge ville sætte sit præg hos mange mennesker på et globalt niveau. At den relevante formidling var at finde på internettet, som har mulighed for stor, global eksponering (se kapitel 3 under afsnittet ”Artefaktet og dets medie”), mente jeg, ville bidrage til sandsynligheden for, at netop denne kommunikation ville nå vidt ud i verden. Altså vurderede jeg, at denne kommunikation af WWF International ville have indflydelse på, hvordan et stort antal mennesker på globalt plan ville forstå deres forhold til natur og miljø og derfor være betydelig for, hvordan disse ville handle i forhold til disse størrelser. Jeg fandt det derfor både relevant, interessant og vigtigt at undersøge mine observationer i denne kommunikation nærmere. For det undrede mig, hvorvidt en kommunikation, der umiddelbart fremstod som kontroversiel for en organisation som WWF International, kunne være hensigtsmæssigt at anvende på et tidspunkt og i et medie, hvor den ville have chance for at præge forståelsen af natur og miljø hos en stor og bred del af verdens befolkning. Følgende udgør hermed specialets hypotese:

WWF Internationals formidling af klimaproblematikkens årsagssammenhænge på organisationens netsted, som den fremstod under COP15, forskønnede naturen, samtidigt med at den sublimiserede menneskeskabte discipliner som teknologi, videnskab og COP15 i overensstemmelse med begreberne inden for det sublime begrebs terminologier, som disse er tolket af Edmund Burke, Immanuel Kant og i værket ”Peri Hypsous”.

Jeg vil efterprøve hypotesens påstand ved en analyse af denne formidling af WWF International. Efterfølgende vil jeg søge at finde svar på to arbejdsspørgsmål for at imødekomme min undren i forbindelse med hypotesen:

1) Hvordan fremlægger denne formidling af klimaproblematikkens årsagssammenhænge, som den ses i lyset af det sublime begrebs terminologier, menneskets forhold til natur og miljø?
2) Hvorvidt er dette hensigtsmæssigt for WWF International?

Et stort antal forskningsbidrag har sat fokus på kommunikationen i forbindelse med klimaproblematikken. Bl.a. har flere teoretikere bud på, hvordan kommunikation omkring klimaproblematikken bør folde sig ud for at opnå engagement (Moser & Dilling, 2008; Schweizer, Thompson, Teel & Bruyere, 2009; Foust & Murphy, 2009); ligesom en række bidrag har undersøgt, hvordan klimaproblematikken bliver opfattet af den almene befolkning (Ungar, 2000; Stamm, Clark, Eblacas og Reynolds, 2000; Bord, O’Connor & Fisher, 2000). Weingart, Engels & Pansegrau har anlagt et historisk perspektiv og undersøgt, hvordan opmærksomheden omkring klimaforandringerne har ændret sig igennem tiden (2000); Russill har undersøgt brugen af de såkaldte ”tipping-points” i kommunikationen i forbindelse med klimaproblematikken (2008); et nyt sprogbrug, som er opstået i forbindelse med opmærksomheden omkring klimaforandringerne, har været interessefeltet for Nerlich & Koteykos undersøgelse (2009); Ihlen har anskuet klimaproblematikken i forhold til verdens 30 største virksomheder ved at iagttage, hvordan klimaforandringerne bliver behandlet i deres ikke-financielle rapporter (2009); funktionen af tropen synekdóke i retorikken omkring klimaproblematikken har været fokus for Moore (2009); og Foust & Murphy har anskuet fremstillingen af klimaproblematikken i forhold til apokalyptisk retorik (2009). Mig bekendt findes der dog endnu ikke en analyse, hvis fokus er at undersøge en konkret formidling af klimaproblematikkens årsagssammenhænge under COP15 ud fra det sublime begreb. Jeg mener derfor, at dette speciale begiver sig ind på et uberørt område i forbindelse med forskningen af den seneste kommunikation omkring klimaproblematikken.
Ligeledes mener jeg at belyse det sublime begrebs forhold til kommunikation omkring natur og miljø på en ny måde. Tidligere er der blevet peget på en sublimisering af natur og miljø (Oravec, 1981) og på en sammenhæng mellem menneskets opfattelse af natur og miljø og det sublime begreb (Oravec, 1996). Det er derfor ikke nyt at anskue kommunikation omkring natur og miljø med det sublime begreb som optik. I nærværende retoriske studie ønsker jeg dog endvidere at påpege det fænomen, at naturen bliver forskønnet. Dette er, mig bekendt, ikke tidligere blevet belyst.
Yderligere mener jeg at præsentere en ny tilgang til anvendelsen af det sublime begreb. Det sublime begreb har gennemgået en udvikling, siden ”Peri Hypsous” blev skrevet i antikken. Således har fx Burke og Kant i nyere tid tolket det sublime begreb på en måde, der har udviklet forståelsen af det sublime. Endvidere har disse teoretikere udvidet det sublime begreb, så det kan forstås som at indeholde det sublime såvel som det skønne element (se kapitel 2 under afsnittet ”Det sublime begreb i et videre perspektiv”). Forskning, der har betragtet og anvendt det sublime begreb, som det kan forstås i denne udvikling, er en generel mangel inden for det retoriske felt. Oravec henviser til sin egen doktorafhandling fra 1979, hvor det, ud fra hendes henvisninger, lader til, at hun har undersøgt retorikken i den amerikanske naturbevarelsesforening ud fra det sublime begreb, også som det er blevet udviklet i tiden efter antikken (1981, se note 14 og 18). Denne doktorafhandling er dog ikke publiceret og har altså ikke været mulig at finde frem til. Derfor er det ikke til at vide, hvordan Oravec har betragtet og anvendt det sublime begreb i denne afhandling. I Oravecs senere artikel anvender hun den sublime oplevelse som en del af det sublime begreb til at beskrive essayisten John Muirs formidling af natur og miljø (Oravec, 1981); ligesom hun i sit kapitelbidrag fra 1996 nævner eksempler på, hvordan natur og miljø er blevet fremstillet i forbindelse med den sublime oplevelse (s. 67). Derved betragter og anvender hun det sublime, som det kan forstås i sin udvikling af bl.a. Kant, der netop understreger den sublime oplevelse som en del af det sublime element (se kapitel 2 under afsnittet ”Det sublime begreb i et videre perspektiv”). Som eneste eksempler på retorisk forskning, der benytter sig af det sublime i denne forståelse, mener jeg dog, at Oravecs bidrag kalder på mere forskning, der yderligere kan belyse det sublime, som det er blevet udviklet af fx Burke og Kant. Forskning, der betragter og anvender det skønne element som en del af det sublime begreb, er desuden stadig en mangel i en retorisk kontekst. Denne knaphed på forskning er en faglig brist, fordi det ikke er blevet tilstrækkeligt belyst, hvilken effekt det sublime begreb, som det kan forstås i sin udvikling siden antikken, har på menneskets forhold til natur og miljø. På samme måde fremstår det sublime begreb i sin udvikling ubelyst fra et retorisk teoretisk synspunkt. Ved i dette speciale at anvende det sublime begreb, som det er forstået i værket ”Peri Hypsous”, men desuden er blevet teoretisk udviklet af Burke og Kant, og derved forstå begrebet også i lyset af sin udvikling, mener jeg at bidrage til at kompensere for denne brist.

Jeg finder det dermed relevant at belyse WWF Internationals online formidling af klimaproblematikkens årsagssammenhænge under COP15 ved det sublime begreb.

1.3 Teori og metode

Teoretisk set handler dette speciale om det sublime begreb, dets elementer og hvilken effekt og funktion disse har i et stykke retorik. Det sublime begreb, som det er beskrevet og fortolket af Edmund Burke, af Immanuel Kant og i værket ”Peri Hysous”, bliver således specialets teoretiske fundament. Da mit artefakt stammer fra internettet, har jeg i min analyse af dette desuden lænet mig op ad, især Elisabeth Hoff-Clausens, retningslinjer i forbindelse med analyse af materiale på internettet. Ligeledes vil jeg i specialets løb trække på forskellige relevante teoretikere.
Med det sublime begreb for øje vil jeg altså gå til mit artefakt. Således vil jeg benytte mig af en fremgangsmåde, der nærmere betegnet kaldes begrebsorienteret retorisk kritik3. Denne form for kritik er ikke baseret på en fast struktureret analyse. I stedet er den kendetegnet ved, at kritikeren tager udgangspunkt i ét eller flere begreber og, i ”en stadig didaktisk bevægelse” mellem nærlæsning af artefaktet og en refleksion over de anvendte begreber, lader disse belyse hinanden gensidigt (Villadsen, 2006, s. 41). Min metode er hermeneutisk fortolkende.

1.3.1 Præmissen om sproget som en symbolsk handling

Specialet hviler på Kenneth Burkes teori om sproget som en symbolsk handling. For Burke er sprog en handling, en symbolsk handling. Når mennesker skriver, taler eller kommunikerer på anden vis, vælger vi ikke kun det emne, vi vil tale om, men også hvordan vi taler om det. Burke introducerer konceptet terministic screens, som forklarer dette fænomen. Herved fremhæver han, hvordan de ord, der er anvendt til at beskrive virkeligheden med, altid vil repræsentere retors valg og fravalg i forbindelse med hans eller hendes beskrivelse af en situation: "Even if any given terminology is a reflection of reality, by its very nature as a terminology it must be a selection of reality; and to this extent it must function also as a deflection of reality" (Burke, 1966, s. 45). De termer, vi vælger, bliver en form for skærm, hvorigennem vi ser verden, og altså igennem hvilke vi forstår den: ”We must use terministic screens, since we can’t say anything without the use of terms; whatever terms we use, they necessarily constitute a corresponding kind of screen; and any such screen necessarily directs the attention to one field rather than another” (Burke, 1966, s. 50). Vi udlægger ikke et emne rent objektivt og neutralt, men i overensstemmelse med de valg vi har gjort i vores fremlægning af en situation. Dermed skaber vi et bestemt billede af verden, hver gang vi kommunikerer, der er i overensstemmelse med disse valg. Ved at skabe et verdensbillede igennem vores kommunikation udfører vi en handling. Burke skriver: "Inasmuch as definition is a symbolic act, it must begin by explicitly recognizing its formal grounding in the principal of definition as an act. In choosing any definition at all, one implicitly represents man as the kind of animal that is capable of definition (that is to say, capable of symbolic action)" (1966, s. 14) (Burkes kursivering og parentes). Dette verdensbillede vil blive et udgangspunkt for, hvordan folk forstår verden, og dermed virke som et motiv til hvordan de følgende handler i den (Foss, Foss & Trapp, 2002, s. 199). Rogers har kritiseret tankegangen implicit i Burkes teori4, om at virkeligheden er socialt konstrueret gennem diskurser, for at være antropocentrisk og for at passivisere natur og miljø samt for at anskue disse størrelser som objekter (se Rogers, 1998). Her mener jeg, at Rogers bringer en væsentlig kritik på banen. Udgangspunktet i Burkes teori er mennesket og dets diskurs frem for det materiale eller de fakta, der kommunikeres om. Herved fremstår mennesket og dets kommunikation som centrum for og som skaber af den fysiske verden og dens fakta, mens den fysiske verden anses som passivt objekt. Den fysiske verden og fakta heri, påpeger også Dryzek (2005, s. 12) og Coates (1998, s. 184-186), eksisterer dog uafhængigt af menneskets diskurs. Dette faktum kan tankegangen præsenteret af Burke lede opmærksomheden væk fra. Et udgangspunkt i sproget som en symbolsk handling kan dog gøre opmærksom på, hvordan menneskets holdninger og handlinger dannes ud fra diskursen omkring fx natur og miljø. Jeg anser derfor Burkes teori for væsentlig, fordi den understreger, hvordan kommunikation omkring natur og miljø er afgørende for, hvordan mennesket behandler disse størrelser. Princippet om sproget som symbolsk handling er derved bærende for dette speciale, der vil undersøge en særlig formidling af menneskets forhold til natur og miljø, og hvorvidt den måde, dette kan præge opfattelser og handlinger på, er hensigtsmæssig.

1.3.2 Forudsætninger som kritiker

At fortolkeren ikke kan ”springe uden for” den forståelsestradition, han eller hun lever i, angiver Kvale som et anerkendt princip for hermeneutisk meningsfortolkning (1998, s. 59). Til gengæld, fremhæver Kvale, kan fortolkeren bestræbe sig på at eksplicitere sine forudsætninger for forståelse (1998, s. 59).
Mine forudsætninger for forståelse findes først og fremmest i mit studie på Retorik. Denne baggrund fører i dette speciale til en forståelse for artefaktets betydningsdannelse og konsekvenser, som afsenderen af artefaktet, WWF International, ikke nødvendigvis er bevidst om. Klumpp & Hollihan påpeger, at redegørelse for den symbolske betydning af den retoriske ytring er en essentiel opgave for den retoriske kritiker (1989, s. 93). Denne vægt på den symbolske betydning af den retoriske ytring er i overensstemmelse med Kenneth Burkes teori om sproget som symbolsk handling, der fungerer som præmis for dette speciale. Jeg vil derfor i tråd med dette kortlægge netop artefaktets symbolske handling, der ligger i den betydning, som jeg med baggrund i mine retoriske studier mener, at artefaktet får. Dermed vil jeg se bort fra, om WWF International som afsender er bevidst om denne symbolske handling af organisationens relevante kommunikation eller ej. I forlængelse af denne fremgangsmåde har jeg afholdt mig fra et interview med WWF International, som ellers ville kunne afdække, hvorvidt denne bevidsthed er til stede hos artefaktets afsender.
Jeg må desuden vedkende mig at være engageret i arbejde for, og desuden at have et personligt ønske om, en mere bæredygtig omgang med ressourcer i natur og miljø. Jeg er bevidst om samt gør opmærksom på, at mine holdninger i denne forbindelse kan præge specialet.

1.4 Definition af termer

I dette speciale er især syv termer gennemgående og afgørende for specialet. Da disse kan tolkes forskelligt, vil jeg i det følgende redegøre for, hvordan jeg i dette speciale definerer betydningen af dem.

Global opvarmning
anvender jeg i overensstemmelse med NASA’s definition til at pege på stigninger i jordens overfladetemperatur (NASA, 2008). Klimaforandringer hentyder, også i overensstemmelse med NASA, til en langsigtet forandring i klimaet, som involverer mere end ændring i temperaturer, enten på jorden generelt eller i en region på jorden (NASA, 2008). Klimaproblematikken anvender jeg som term til at dække over klimaforandringerne som et problem, der søges afhjælpning på. Klimaproblematikkens årsagssammenhænge hentyder ligesom klimaproblematikkens årsagsforklaringer til, hvordan klimaproblematikken hænger sammen i årsager og virkninger; nærmere bestemt henleder jeg med denne betegnelse til, hvordan klimaproblematikken er ugjort af et fænomen, dets årsager, dets konsekvenser og dets løsninger. Termen miljø forstår jeg i betydningen af det, som omgiver natur og mennesker, og som har sin oprindelse i den ikke-menneskeskabte, fysiske verden. Miljø tager form af systemiske processer som økosystemer og det klimatiske system, samt af fænomener som ikke er klart afgrænsede, fx luft, vejr og temperaturer. Desuden definerer jeg jordkloden som miljø. Denne er klart afgrænset, men er ramme om livet for natur og mennesker og omgiver derved disse på et overordnet plan. Natur anvender jeg i forbindelse med dyr og planter, som ligeledes har sin oprindelse i den ikke-menneskeskabte, fysiske verden.

1.5 Specialets opbygning

Efter disse indledende redegørelser for specialets emnefelt, mit valg og anvendelse af teori samt mine definitioner af en række termer i kapitel 1, vender jeg mig i kapitel 2 mod en præsentation af det sublime begreb, som det anvendes i specialet. Dette involverer en redegørelse for, hvordan det sublime er blevet tolket i en traditionel retorisk sammenhæng i værket ”Peri Hypsous”, såvel som hvordan begrebet er blevet udviklet af Edmund Burke og Immanuel Kant.

I Kapitel 3 vil jeg forklare de retoriske omstændigheder, som jeg anskuer materialets artefakt i lyset af. Dette vil jeg gøre bl.a. med afsæt i Lloyd F. Bitzers teori om den retoriske situation.

Overvejelser i forbindelse med fremgangsmåden i analysen af specialets artefakt, som stammer fra internettet, vil indlede kapitel 4. Herefter vil selve analysen af WWF Internationals websider, der formidlede klimaproblematikkens årsagssammenhænge under COP15, folde sig ud.

I forlængelse af min analyse vil jeg i kapitel 5 fremlægge, hvordan jeg mener, at WWF Internationals formidling af klimaproblematikkens årsagssammenhænge fremstiller menneskets forhold til natur og miljø. Følgende vil jeg vurdere hensigtsmæssigheden af dette.

Jeg vil runde specialet af i kapitel 6 ved at tilføje, hvordan det sublime begreb og dets elementer har været et behjælpeligt redskab i dette speciale og ud fra dette pege på det sublime som et begreb, der rummer retoriske greb. Herefter vil jeg opsamle specialets resultater i konklusionen og pege fremad mod en videre brug af specialets overvejelser i en perspektivering.

IndholdsfortegnelseDet sublime begreb >






 0 kommentar(er) · 1321 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Indledning:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik