Succes i Paris kræver et lykkeligt Lima

Af Inge-Merete Hougaard

Mens det afgørende klimatopmøde i Paris 2015 rykker nærmere, begynder interessenter rundt om i verden at rasle med sablerne for at samle politisk opbakning til deres agenda. Men hvad sker der bag de officielle politiske udmeldinger, hvad er den private sektors og civilsamfundsorganisationernes rolle, hvad bliver der talt om, og – måske lige så interessant – hvad bliver der ikke talt om?

Traumet fra 2009
Hvor pinligt! Jeg bliver rød om ørerne og må kigge ned i notesbogen for ikke at få øjenkontakt med nogen. I mikrofonen runger historien om dengang, da Lars Løkke i ellevte time trak en helt ny tekst op ad lommen og præsenterede den for parterne ved forhandlingsbordet ved klimatopmødet COP15 i København i december 2009. ’Det må ikke gentage sig i Paris,’ siger den tidligere miljø- og energiminister fra Costa Rica, Álvaro Umaña.

Inge-Merete Hougaard (t.v.) og kollega i GlocalMinds Colombia Juliana Figueroa (t.h.) efter konferencens anden dag.

Jeg er til det ottende Latin American Carbon Forum i Bogotá, Colombia, og her husker man stadig Lars Løkkes stunt i Bella Centret. Det er snart fem år siden; fem år brugt på at slikke sårene fra fiaskoen, genoplive klimaagendaen efter dens brutale død, og forberede verden på den næste store mulighed for en international klimaaftale ved COP21 i Paris december 2015. Og måske er det ikke blot den næste store mulighed, måske er det endda den sidste. ’Vi orker ikke yderligere 5-7 års forhandlinger. Det løb er kørt. Vi skal i mål i Paris.’ Sådan siger Neeraj Prasad fra Verdensbanken, der sammen med otte andre organisationer, herunder danskbaserede UNEP DTU Partnership (tidligere UNEP Risø), står bag forummet.

Vejen til Paris
Forummet i Bogotá ligger tæt op til et stort anlagt klimatopmøde, som FN’s generalsekretær Ban Ki-moon har inviteret verdens regerings- og statsledere, virksomheder, finansinstitutioner og civilsamfundet til d. 23. september 2014 i New York. Topmødet er ikke en del af de officielle forhandlinger, som foregår under UNFCCC’s årlige klimatopmøder, de såkaldte COPs, der i år foregår i Lima til december, men det forventes, at man kan accelerere processen ved at give verdens ledere plads til at komme med ambitiøse udmeldinger, der kan rykke agendaen. ’Arbejdet uden for de officielle forhandlinger giver gødning til forhandlingerne,’ som Perus Rosa Morales, præsident for COP20 i Lima, siger.

Nærværende forum, klimatopmødet i New York og COP20 i Lima er, sammen med en endnu ukendt række møder i 2015, blot stationer på vejen til Paris, hvor den store klimaaftale, der med ikrafttrædelse i 2020 for første gang involverer alle verdens lande, forventes vedtaget. Men benarbejdet skal gøres nu, siger Omar Ramirez-Tejada, vicepræsident for Det Nationale Råd for Klimaforandringer og CDM i Den Dominikanske Republik: ’No va a estar Paris, si no tenemos una Lima feliz’ – Der bliver ikke noget Paris, uden et lykkeligt Lima.

Blandede interesser
I tre dage har repræsentanter fra latinamerikanske regeringer, udviklingsbanker og civilsamfundsorganisationer samt internationale organisationer, finansinstitutioner og forskningscentre præsenteret deres bud på, hvad de presserende temaer i klimadebatten er. Der er blevet diskuteret alt fra CO2-udledninger, finansieringsmekanismer og prisen på CO2-kvoter til klimatilpasning, skovrejsningsprojekter og vedvarende energiformer. Der er blevet snakket CO2-beskatning, teknologioverførsel og den private sektors rolle. Og der er blevet snakket internationale aftaler, gensidige forpligtelser, og samarbejde på kryds og tværs, i højden såvel som i bredden.

Luften er tyk af forkortelser som CDM, NAMA, REDD og MRV – og antallet af forkortelser bliver ikke mindre af, at forummet dels foregår på engelsk, dels på spansk.

Det er gratis at deltage i forummet, så det er en broget flok, der er samlet her: regeringsrepræsentanter, forretningsfolk, forskere, projektledere, investorer og folk med generel interesse for klimaagendaen. Nogle har været med i mange år og kender alle begreberne og forkortelserne ud og ind, mens andre knap nok ved, hvad CDM står for, hvad NAMA står for, hvad MRV står for. Og så er det svært at følge med i præsentationerne.

Hvem husker skatteopgørelsen?
Blandt de mange præsentationer er der mange bud på, hvordan man kan drive udviklingen af klimatilpasningsprogrammer og mekanismer til begrænsning af udledningen af drivhusgasser. Eksempelvis tilbyder den Interamerikanske Udviklingsbank (BID) bolivianske småbønder, der normalt ikke har adgang til lånemuligheder, mikroforsikringer, der skal hjælpe dem mindske risikoen for klimarelaterede katastrofer som oversvømmelse og tørke. Et andet eksempel er Cuba, hvor man p.t. er 95 % afhængig af fossile brændsler, men har en målsætning om at producere 24 % vedvarende energi i 2030. Dette skal blandt andet foregå ved at installere biogasanlæg i samtlige svineproduktionsenheder inden 2020.

Blandt de mere forbrugerorienterede mekanismer er forsøget på at påvirke borgernes og forbrugernes handlinger gennem politiske initiativer, som fx via indførelse af en CO2-afgift. Som inspiration for de latinamerikanske lande præsenteres succesen fra delstaten British Columbia i Canada. Her har man omlagt skatten, således at skatten på arbejde er faldet, mens brændselspriserne er steget. Afgiften blev indført i 2007, steg med 5$ om året over en femårig periode og har resulteret i et fald i brændselsforbruget per capita på 16 %.

Forsker Tom Pedersen fra University of Victoria, som er en af initiativtagerne bag afgiftsomlægningen, påpeger, at succesen hovedsagligt skyldes, at borgerne var godt informeret på forhånd og dermed kunne tilpasse deres indkøb og investeringer i hus og bil i mere energieffektive løsninger. Han havde desuden forventet, at andre delstater eller lande ville følge trop, men det har desværre ikke været tilfældet. Blandt andet derfor så man sig nødsaget til at fastfryse afgiften i 2013, hvorefter der ikke har været yderligere afgiftsstigninger. Desuden har det været svært for delstaten at kommunikere til befolkningen, at ændringen ikke var en skattestigning, men en afgiftsomlægning, hvor man har fjernet noget af skatten på arbejde og flyttet det over som afgift på naturressourcer. Men folk har en tendens til at glemme deres årlige skatteopgørelse, når de står nede ved benzintanken og tanker deres SUV.

Babelstårnet
Man kan indimellem undre sig over, hvorfor vi laver så komplekse systemer for at regere noget, der i bund og grund burde være så simpelt. Hvorfor vi bygger babelstårne og gør det så indviklet, så komplekst og gennemreguleret, mens det i bund og grund bare handler om, at vi hver især som borger, som forbruger, som medarbejder, som virksomhedsejer bør tage ansvar for vores handlinger.

Med al den kollektive viden og erfaring, som vi mennesker har akkumuleret over tusinder af år, burde vi være i stand til at organisere os selv og samfundet på en mere hensigtsmæssig måde. Vi er så kloge, men gør vores systemer så indviklede. Som mennesker burde vi kunne gøre det bedre.

Men den slags lommefilosofiske overvejelser passer ikke rigtig ind her til forummet, så vi fortsætter med at udvikle nye mekanismer, der skal få folk til at gøre, som vi gerne vil have dem til at gøre.

Verdensbanken præsenterer auktionsmekanismen, som mødte meget kritik og skepsis fra salen.

Eksempelvis præsenterer Verdensbanken en ny auktionsmekanisme, der skal få virksomheder til at investere i vedvarende energi. Forslaget afføder en storm af spørgsmål fra salen, hvilket vidner om, at man selv inden for murene er ved at nå et mæthedspunkt for, hvor mange nye spil vi kan opfinde.

Et spørgsmål om tillid
Mens det kan være svært at finde rundt i, hvad diverse regeringer, udviklingsbanker, finansinstitutioner og forskningscentre kan finde på af mekanismer for at få os til at gøre, som de gerne vil have, vi skal gøre, er der til gengæld meget klare bud på, hvad aftalen i Paris næste år bør indeholde.

Ifølge John Christensen fra UNEP DTU Partnership handler det først og fremmest om at få alle med om bord under parolen ’fælles, men differentieret, ansvar’ – et begreb, der går igen fra Kyoto-aftalen, men som der er behov for at revidere i forhold til, hvad det betyder i dag. Denne betragtning deler Álvaro Umaña fra Costa Rica – der er behov for at anerkende forskellene i de historiske udledninger af drivhusgasser, og for at analysere de forskellige landes levestandarder, for derefter at kunne fordele ansvaret. John Christensen peger også på behovet for at have handlingsplaner både på langt og kort sigt; det er tvingende nødvendigt at knække kurven for CO2-udledninger inden 2020. Og så efterlyser blandt andet Thomas Forth fra det tyske Ministerium for Miljø, Naturbeskyttelse, Bygning og Atomkraft langt større ambitioner fra verdens ledere.

Endelig er der bred enighed om, at et af kodeordene i vellykkede forhandlinger er tillid. Tillid til at de forskellige forhandlingsparter spiller med åbne kort og ikke laver ræveaftaler bag om ryggen på de andre. Eller som Omar Ramirez-Tejada fra Den Dominikanske Republik siger: ’Dette handler ikke om G8 eller G77 – dette handler om G196.’

Den lyserøde elefant
Med alle disse emner på dagsordenen er det alligevel, som om der er et spørgsmål, man ikke rigtig tør tage op – den lyserøde elefant i lokalet, som alle prøver at undvige: Hvor længe kan vi blive ved med at forsvare en fortsat stigning i levestandarden i Danmark og andre højindkomstlande, når vi ved, at der ikke er ressourcer nok til alle? Når vi ved, at det er os, der mærker ressourcepresset til sidst? Hvor længe kan vi blive ved med at pålægge andre lande at gå på kompromis med en bedre levestandard, for at vi kan beholde vores egen? Hvor længe kan verdens økosystemer klare det? Og hvor længe kan vi moralsk holde til det?

Vi kan ikke længere udsætte debatten; den skal på agendaen i Paris. Hvis vi skal nå dertil, må vi begynde at debattere det allerede nu i New York, og debatten må fortsætte i Lima til december. For vi kan ikke komme luskende med det i Paris i ellevte time.


Inge-Merete Hougaard er kandidat i International Development & Management, aktivt medlem af Omstilling Nu og bosat i Colombia.