Husk mig
▼ Indhold

Klimaforandringer og uddannelse

Jeppe Læssøe
Jeppe Læssøe, Aarhus Universitet, Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)
Af Jeppe Læssøe

Klimaet er en del af vores naturgrundlag. Forandrer vi det, er der så at sige risiko for, at vi saver den gren over, vi selv sidder på. Debatten om klimaforandringerne har i høj grad handlet om, hvor stor risikoen er for, at det sker. Men fordi det vedrører naturgrundlaget, er det ikke blot et spørgsmål om sandsynligheden for at det sker, men også et spørgsmål om risikoen ved at det skulle ske.

Denne risiko kan være svær at overskue, fordi det ikke blot handler om de direkte effekter, fx havstigning, men også om de afledte effekter på produktion, økonomi, sociale spændinger, indvandring, internationale relationer m.v.

Der er også en tidsmæssig dimension, idet klimaproblematikken ikke blot vedrører den akutte situation. Den rækker ud i en fremtid, som så mange forhold kan påvirke, men hvor vi ikke bare kan vente, men må træffe valg og handle nu, hvis det skal påvirke udviklingen. At tage stilling til hvad vi skal gøre ved en risiko, handler altså ikke bare om sandsynligheden, men også om de mulige konsekvenser og om mulighederne for at nå at påvirke udviklingen.

Som i alle risikospørgsmål handler det endvidere om etik, fx om vi synes, det er ret og rimeligt at tage risikoen, selvom denne kan have store konsekvenser for andre mennesker et andet sted og/eller på et andet tidspunkt. Desuden handler det om sociale forhold, fx om hvem vi har tillid/mistillid til, og om politisk-ideologiske orienteringer, fx tro på markedet eller på politisk regulering. Både når det drejer sig om risikoen ude i fremtiden, og om de allerede igangværende klimaforandringer, løber vi uvægerligt ind i politiske spørgsmål om, hvor meget/lidt og hvor hurtigt/langsomt der skal gøres noget. Og af hvem? Og hvordan?

Med andre ord er klimaforandringer en risikoproblematik, og som sådan kendetegnet ved, at vi må tage stilling og handle på baggrund af usikker viden, stor kompleksitet, etiske spørgsmål, sociale forhold og politiske kontroverser.

Hvad enten det handler om viden om klimaet og klimaforandringer, om risikovurdering og evne til at træffe valg under usikker viden, om etiske overvejelser eller om kompetence til at navigere og reflektere fremtidsorienteret og innovativt i et komplekst samfund med dets politiske kontroverser og alt det andet, vi hellere vil beskæftige os med – så handler det om forhold, der forudsætter og påvirkes af læring, og som derfor burde gøre uddannelse til en helt central faktor i politik vedrørende klima og bæredygtig udvikling. Men sådan er det langtfra.

Aktuelt er jeg i gang med en undersøgelse for UNESCO af uddannelse i nationale politikker vedrørende Climate Change Education (CCE) og Education for Sustainable Development (ESD) siden 2008.1 Det sker i forlængelse af en undersøgelse, som så på udviklingen frem til og med 2008.2 På det tidspunkt var der ved at ske et skift fra fokus på ESD til en voksende interesse for CCE, altså en bevægelse i retning af mere fokus på klimaforandringerne. Det var dog generelt set ikke omsat i politiske strategier og handleplaner. Status her fire år senere er, at de fleste af de undersøgte lande nu har vedtaget klimapolitiske strategier og planer, som også inkluderer elementer af uddannelsesmæssige indsatser. Så i den forstand er der fremskridt. Det er dog generelt mest på hensigtsplanet, og der er en række barrierer, som kræver løsning, såfremt det skal blive til noget i praksis.

En både god, og måske knap så god ting er, at der kun i meget begrænset omfang anvendes traditionel politisk regulering som virkemiddel til at fremme CCE. I stedet benyttes blødere governance-virkemidler med konferencer, netværkning, information og rådgivning. Det er fint i den forstand, at staterne ikke gennemfører en rigid politik fra oven, men samarbejder med de relevante aktører om udviklingen. Det er derimod problematisk, hvis staterne hermed blot overlader ansvaret til disse andre aktører uden også at se det som sin særlige rolle at tilvejebringe gunstige rammebetingelser og de nødvendige ressourcer til kompetenceløft og omstilling. Uden en sådan medvirken sker der ikke meget.

En anden afgørende faktor er selvfølgelig, hvad CCE opfattes som og gøres til. I forhold til de bredere intentioner i FN’s tiår for ESD (2005-2014) om uddannelse af verdens befolkning til engagerede og kompetente deltagere i socialt retfærdige og bæredygtige omstillinger, er der i nogle af de klimaforandringstruede lande et snævert fokus på uddannelse som undervisning i klima og instruktion i Disaster Risk Reduction (DRR). I andre lande sker der en anden form for indsnævring af CCE, idet det hovedsageligt gøres til en uddannelse i de tekniske kvalifikationer, som erhvervslivet har brug for i omstillingen til en ’grøn økonomi’.

Blandt de undersøgte lande, er det især de nyindustrialiserede lande med hastigt voksende økonomier, som er offensive med hensyn til at fremme CCE, og som indholdsmæssigt kobler det med de bredere kompetenceperspektiver i ESD. Indsatsen i Danmark efter COP15 og regeringsskiftet er i sammenligning hermed dårligt til at få øje på. Den nuværende regering fremhæver i sit regeringsgrundlag både vigtigheden af uddannelse og af bæredygtig udvikling. Men de to størrelser er ikke koblet i deres politik. Danmark er internationalt forpligtiget af FN’s tiår for ESD og i den forbindelse bruger Børne- og Undervisningsministeriet i år 1 mill. kr. på at understøtte ESD-projekter i folkeskolen. Det ligner mere en legitimerende handling end et helhjertet forsøg på at skabe en udvikling. Samtidig er en treårig bevilling på 4,5 mill. kr. fra globaliseringsmidlerne til et nationalt netværk for ESD udløbet, uden at regeringen har ønsket at give en ny bevilling til at støtte vidensudviklingen og -delingen på området, hvilket betyder et substantielt tilbageslag for at fremme ESD i Danmark.

Miljøministeriet lavede i 2012 en handlingsplan for klimatilpasning, som rummer et enkelt initiativ inden for CCE, nemlig en national kampagne som ligger inden for den snævreste tilgang til CCE: Informationsformidling til instruktion af befolkningen om, hvordan man individuelt kan gøre noget for at forebygge skader ved oversvømmelser m.v. Den seneste finanslov indeholder også en lille pulje af midler til at støtte lokal information vedrørende grønne omstillinger.

Hvis man tænker på, at klimaforandringerne ikke er den eneste udfordring, vores samfund står over for, men at det snarere drejer sig om flere sammenhængende kriser, og man samtidig tænker på, hvor stor uddannelsessektoren er, og hvor mange mennesker der – også uden for det formelle uddannelsessystem – er involveret i læringsforløb, så er der enorme udfordringer og enorme potentialer. Set i det lys fremstår den danske regerings små indsatser vedrørende ESD og CCE som ude af trit og ude af proportion. Man kan håbe, det blot er et spørgsmål om tid, før regeringen får formuleret en reel politik på området. Og man kan håbe, at fx ’Ny Nordisk Skole’, som har bæredygtighed som et af sine 10 prioriterede temaer, ikke (for)bliver et luftkastel, men tværtimod bliver et første regulært skridt i retning af en hårdt tiltrængt nytænkning af uddannelsesområdet. Men man kan også tvivle.

1 Omtalte undersøgelse, der endnu ikke er afsluttet, omfatter Australien, Brasilien, Costa Rica, Canada, Storbritannien, Danmark, Sydafrika, Mauritius, Tuvalu, Bangladesh, Vietnam, Sydkorea, Kina og Filippinerne.
2 Læssøe, J. m.fl. (2009): http://www.edusud.dk.





3. marts 2013, 20:38 1 kommentar(er) · 2806 fremvisninger

Kommentarer
Kosmos 5. marts 2013, 10:20
Blandt de undersøgte lande, er det især de nyindustrialiserede lande med hastigt voksende økonomier, som er offensive med hensyn til at fremme CCE, og som indholdsmæssigt kobler det med de bredere kompetenceperspektiver i ESD...

- det kunne være interessant at se et par konkrete eksempler på, hvad sådanne lande rent praktisk 'foretager sig' i denne sammenhæng!

Der er iøvrigt også ganske markante tendenser i (stik) modsat retning:

The Treasury has thwarted an attempt by senior economists across Whitehall to set up a review of resource depletion, climate change and growth to address the concerns of both industry and environmentalists

- se evt. også dette:

It's not easy being green these days, especially if you're a die-hard doomsayer of the global warming persuasion. Arctic ice has made a comeback, advancing so rapidly that the previous decade saw less ice at this time of the year than exists today. And previously balmy Arctic temperatures just nose-dived, according to the Danish Meteorological Institute, which has tracked Arctic temperatures since 1958...
Deltag aktivt i debatten om artiklen Klimaforandringer og uddannelse:

Husk mig

Lignende indhold
NyhederDato
Klimaundervisning skaber interesse for naturfag20-11-2009 05:20
Klimaundervisning ind på erhvervsuddannelserne02-10-2009 08:24
Ny nordisk uddannelse i marinøkologi og klima20-06-2008 12:44
DebatterSvarSeneste indlæg
Klimaangst og klimaundervisning10021-02-2013 11:16
Podcast med Jeppe Branner - Stifter af Klimadebat.dk831-01-2010 12:56
▲ Til toppen
Afstemning
Vil Donald Trump trække USA ud af Paris-aftalen?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik