Hvor blev klimajournalistikken af?

Julie Søgaard, innovations- og kommunikationsleder, BioRefining Alliance

Af Julie Søgaard

Klimadepression. Det var et ord, der mødte mig igen og igen i januar og i de følgende måneder i 2010.

Jeg var netop begyndt som vært på Klima og Miljø på P1, og blev fra dag 1 konfronteret med den træthed og skuffelse, der tilsyneladende var opstået hos mange politikere og store dele af pressen i kølvandet på det noget tyndbenede resultat, som var kommet ud af COP15 måneden forinden i København.

Om man på daværende tidspunkt reelt kunne have forventet et bedre resultat i et forum som FN, kan man fortsat diskutere, og det er sådan set heller ikke målet med denne klumme.

Men resultatet kunne uden tvivl ikke stå mål med den hype og de store forventninger, der var opstået i årene og især månederne op til klimatopmødet blandt netop politikere og medier. ’Klima' var i samme periode sågar blevet et selvstændigt politik- og stofområde og ikke længere blot en del af miljøpolitikken og -journalistikken.

Det begrænsede resultat kunne dog bruges til mindst én ting. Det kunne groft sagt vise, hvem der tog klimadagsordenen alvorligt, og hvem der blot havde redet med på en klimapolitisk bølge i jagten på taletid, medieeksponering og læser/seer/lytter-tal i forbindelse med COP15.

Sat på spidsen var italesættelsen af den såkaldte klimadepression en kærkommen anledning for de meningsdannere og medier, som reelt kun i et begrænset omfang interesserede sig for klimapolitik eller klima som stofområde, til drastisk at nedjustere deres opmærksomhed på dette.

Da jeg kort efter min tiltræden som vært på Klima og Miljø i P1 Morgen blev spurgt om, hvorfor medierne fortsat skulle dække klima som stofområde, svarede jeg, at klimatopmødet jo ikke kunne sidestilles med eksempelvis H.C. Andersen-året. Klimadagsordenen blev ikke mindre væsentlig, blot fordi COP15 var overstået.

Men min opfattelse af, at klimatopmødet i store træk blev behandlet som sådan, blev bekræftet i de efterfølgende måneder og år. Her blev klimaredaktionerne løbende nedlagt på diverse medier og reduceret til de få journalister, der i forvejen havde haft klima som stofområde, og ’klima’ var heller ikke længere et fast tema på mediernes online-platforme.

Interessen for klima blev muligvis en smule mindre i befolkningen generelt, men faldet var ikke markant nok til, at det klart kunne måles i starten af 2010 og frem. Klima og Miljø på P1 fastholdt i hvert fald sit lyttertal. Det steg vist endda i forhold til de tilsvarende måneder året før. Og befolkningsundersøgelser viste, at klima stadig lå højt på dagsordenen og i nogle tilfælde højere end finanskrise, arbejdsløshed og integrationsproblemer.

At klimadagsordenen ikke kun er interessant, når verdens øverste ledere diskuterer det i FN, eller om klimaforandringer vitterligt skulle være den eneste grund til at overveje, om det er en god idé at slå ind på en grønnere vej, var og er vigtig i min formidling af stofområdet.

I min tid på Klima og Miljø tog jeg derfor oftest fat på initiativer længere nede i det politiske system, på græsrodsniveau og i erhvervslivet, hvor løsningerne ikke blot var skabt med henblik på at nedbringe udledningen af drivhusgasser, men også motiveret af ressourceknaphed, forsyningssikkerhed, skabertrang, markedspotentiale og jobmuligheder samt behovet for tilpasse sig fremtidens klima – uanset om det så er menneskeskabt eller ej.
Desuden fandt jeg det naturligvis også vigtigt at tage fat på den nyeste viden inden for klimaforskning, som jo heller ikke ophørte efter COP15.

Desværre blev også Klima og Miljø samt Miljøreportagen på P1 i 2011 ramt af ”klimadepressionen”. I hvert fald blev disse programmer skåret væk i forbindelse med sammenlægningen af P1 og P2 på FM-båndet.

Ledelsens begrundelse var, at et stofområde som klima og miljø efterhånden var så mainstream, at det med sammenlægningen i stigende grad kunne indgå i programmer med en bredere profil, og derfor ikke længere behøvede sit eget program. Gået nærmere på klingen måtte ledelsen dog erkende, at der nok ville blive tale om en nedprioritering af stofområdet, når der nu ikke længere fandtes programmer dedikeret til dette.

En aktuel underskriftsindsamling viser da også, at klima (og miljø) åbenbart ikke er blevet ’mainstreamet’ tilstrækkeligt. Ifølge underskriverne fylder det fortsat alt for lidt i et Public Service-medie som DR.

Min sidste udsendelse på Klima og Miljø (31. oktober 2011), der omhandlede verdens største miljøproblem – nemlig os mennesker – var med sin dommedagsagtige tone dels ment som en påmindelse om, at problematikken omkring klima og miljø ikke bliver mindre, blot fordi vi vælger at nedprioritere det som stofområde og dels ment som en ironisk kommentar til netop den dommedags-hype, medierne var eksponent for op til COP15, men som forsvandt som dug for solen, kort efter klimatopmødet var overstået.

Jeg appellerer derfor til medierne om atter at opprioritere og sikre en systematisk og grundig dækning af klima- og miljøspørgsmål – herunder ressourceknaphed, forsyningssikkerhed, biodiversitet og klimatilpasning – ikke som hypede klimaprædikanter, men som de kritiske medier de er eller bør være.