Husk mig
▼ Indhold

Kan staterne enes om løsninger?

Af Hans Branner
Artiklen er en del af kapitlet Klimapolitik er verdenspolitik, der har været trykt i lærebogen Klima (AT-tema) fra 2009.

< Klimaproblemet som global trusselIndholdsfortegnelseOmstillingen i nationale samfund >


Kan staterne enes om løsninger?

Tale fra Amerikansk klimaforsker 2008
”Vi har nået et punkt, hvor vi er i krise, i en nødsituation, men folk er ikke klar over det. Der er en dyb kløft mellem, hvad det videnskabelige samfund ved om global opvarmning, og hvad offentlighed og politiske beslutningstagere ved.”
James Hansen, leder af NASA’s klimaforskningscenter og en af USA’s mest fremtrædende klimaforskere. Fra en tale på Stanford University, nov. 2008.

Da lederne for verdens otte førende industrilande, G8-landene, mødtes i Japan i juli 2008 til deres årlige sammenkomst om verdens vigtigste problemer, kunne de stolt meddele, at der var opnået enighed om en ny skelsættende målsætning for bekæmpelse af klimatruslen: Inden 2050 skal udledningen af CO2 på globalt plan være reduceret med 50%. Det var andet år i træk, at klimaproblemerne var blandt de højst prioriterede emner på konferencen, hvilket i sig selv er en understregning af, hvor højt spørgsmålet er kommet op på den internationale dagsorden. Og enigheden var samtidig et udtryk for, at lederne føler sig forpligtet til at udvise ansvarlighed og handlekraft på området.

Men mange observatører, herunder eksperter og NGO’ere, var langt fra tilfredse. Anbefalingerne fra FN’s klimapanel IPCC er – hvis overskridelsen af den kritiske temperaturstigning på 2 grader skal undgås – væsentlig skrappere. Dertil kom, at der ikke var indbygget nogen forpligtelser, hvad angår overholdelsen af det angivne reduktionsmål. Denne mangel forstærkes af, at G8-landene kun kunne enes om et langsigtet mål og undgik mål for det korte og mellemlange sigt. Man kan spørge sig i hvor høj grad, der blot var tale om et slag i luften, idet næppe nogle af lederne vil være ansvarlige for deres lands politik om 40 år.

Eksemplet med G8-landene viser, at der på den ene side er et stort internationalt pres for at tage fat på klimaudfordringerne og en villighed blandt verdens ledere til at tage spørgsmålet alvorligt, men på den anden side, at staterne kun i begrænset omfang er parate til at bære de umiddelbare omkostninger, som en effektiv indsats indebærer. Der er tilsyneladende et misforhold mellem problemets omfang og – som allerede nævnt – viljen og evnen til at løse det. Hvad er udsigten til at overvinde dette misforhold?

Figur 4: To syn på globale problemer
Realisme og idealisme

De to hovedretninger i faget International Politik, realisme og idealisme, har som udgangspunkt et forskelligt svar på spørgsmålet (jf. figur 4). Iflg. Realismen vil stater altid først og fremmest handle ud fra deres egne snævre interesser og anskue andre stater som mulige modstandere. Det skyldes, at rammen om staternes handlinger er et internationalt anarki, dvs. en tilstand, hvor der ikke eksisterer faste regler og ingen almindeligt anerkendte, effektive sanktionsmidler over for andres adfærd. Under sådanne vilkår bliver staternes hovedbestræbelse at sikre deres egen overlevelse, hvilket ofte vil ske på bekostning af andre stater. Herved vil relationerne i højere grad blive præget af konflikt end samarbejde.

Den anden hovedretning, idealismen, bygger på helt andre antagelser. Her går man ud fra, at en række udviklingstendenser (der fremgår af figuren) gradvist gør stater mere samarbejdsvillige. De indser fordelen ved at indgå forpligtende aftaler med hinanden og herved afgive dele af den suverænitet, der ellers har karakteriseret uafhængige stater i flere århundreder. Resultatet er skabelsen af stærke internationale organisationer og andre former for regelsæt, der sikrer indgåede aftalers overholdelse og i en vis udstrækning erstatter det anarki, som realisterne anser for et grundvilkår.

Det er klart, at synet på klimaproblemerne og deres løsning vil være forskelligt inden for de to retninger. Som realist vil man være mere tilbøjelig til at hæfte sig ved de interessekonflikter, der gør sig gældende mellem staterne, f.eks. mellem udviklede og mindre udviklede stater, og mellem stater, der bliver stærkt berørt af klimaændringerne, og stater, der bliver mindre berørt og måske endda kan høste fordele af dem. Og man vil være skeptisk over for, om staterne er parate til at binde sig til aftaler, der indskrænker deres suverænitet. Idealister vil derimod have et mere positivt syn på løsningsmulighederne. For dem er klimaproblemerne netop et eksempel på den gensidige afhængighed, der er ved at opstå i det internationale system, og de fælles problemer staterne i stigende grad udsættes for. Øget oplysning om og forståelse for den alvorlige udfordring, som klimaproblemerne repræsenterer, vil derfor føre til, at der indgås forpligtende og effektive aftaler, som alle stater kan drage fordel af.

Teorier som realisme og idealisme er udgangspunkter for at forstå og fortolke virkeligheden, men deres antagelser vil aldrig fuldt ud svare til virkeligheden. Ser vi på den historiske udvikling, kan begge retninger således finde støtte til deres antagelser. De menneskeskabte klimaændringer som en global trussel har været genstand for undersøgelser og omfattende offentlig debat siden 1980’erne, men realisterne vil her fremhæve, at der er gjort meget få og helt utilstrækkelige fremskridt mht. at bekæmpe truslen. Staternes egeninteresser har stået i vejen. Supermagten USA har været uvillig til at indgå forpligtende aftaler, og interessemodsætninger mellem stater har konstant udvandet de resultater, som man har håbet ville komme ud af de utallige konferencer, der har været afholdt. Omvendt vil idealisterne pege på, at der på klimaområdet er sket store fremskridt, siden diskussionen startede. Højdepunkterne, der nævnes, er Montreal-protokollen fra 1987, der effektivt har bremset nedbrydningen af ozonlaget i atmosfæren, og Kyoto-protokollen fra 1997, der gennem indførelsen af et forpligtende kvotesystem sigter på at begrænse udledningen af drivhusgasser frem til 2012 (se oversigt). Begyndelsen er gjort til skabelsen af en mere omfattende international regulering af klimaområdet.

Ingen, heller ikke inkarnerede idealister, vil benægte de vanskeligheder, der er forbundet med at nå frem til aftaler, der for alvor reducerer den globale opvarmning og dens konsekvenser. G8-topmødet i juli 2008 er allerede nævnt som et eksempel på gabet mellem ambitioner og realiteter. Og vejen frem til den stort anlagte konference, der afholdes i København i december 2009, vil utvivlsomt igen vise, hvor begrænsede mulighederne er. To alvorlige knaster, der indbyrdes hænger sammen, skal ryddes af vejen, før en ny effektiv aftale til afløsning af Kyoto-protokollen kan indgås.

For det første skal verdens hidtil største udleder af CO2, USA, være villig til at ændre kurs og indgå en forpligtende international aftale. USA var i 1997 medunderskriver af Kyoto-protokollen, efter at landet havde opnået indrømmelser, der udvandede aftalen. Men siden sprang USA fra – aftalen blev aldrig ratificeret (godkendt) af det amerikanske senat. Hovedårsagen var valget i 2000, der bragte George Bush og republikanerne til magten. Den nye præsident ønskede ikke at pålægge sin befolkning byrder på grund af et problem, som han grundlæggende anså for at være fiktivt. Men herudover er der i USA generelt en langt større modvilje mod at afgive suverænitet til internationale myndigheder, end vi kender det i Europa. Måske fordi supermagten i højere grad mener at kunne klare sig alene.

Med valget af Barack Obama som ny præsident fra januar 2009 synes nye toner imidlertid på vej i klimapolitikken. Dels er Obama i modsætning til sin forgænger i langt højere grad indstillet på at samarbejde med andre stater i udenrigspolitikken. Den hidtidige unilaterale kurs vil blive forladt til fordel for en mere multilateral. Dels har han straks efter sin valgsejr tilkendegivet, at klimapolitikken vil få høj prioritet i hans præsidentperiode, og at USA aktivt vil deltage i processen frem mod topmødet i København. Han har bebudet store investeringer i ny energiteknologi, og på det korte sigt er målet at nå op på 10% vedvarende energi allerede i 2011. Mht. CO2-reduktioner er målet at nå ned på 1990-niveau i 2020. Det sidste betyder imidlertid, at også den nye amerikanske regerings ambitioner på dette centrale punkt er langt lavere end EU’s – om end Obama har stillet i udsigt, at udslippet skal reduceres med 80% frem til 2050.

Den anden knast vedrører muligheden for at inddrage de to befolkningstunge og økonomisk stærkt ekspanderende lande, Kina og Indien. Med tilsammen ca. 1/3 af jordens befolkning og med vækstrater i de senere år på over 10% for Kinas vedkommende og 7-8% for Indiens vedkommende er de to giganter blandt hovedsynderne, når skylden for nutidens høje CO2-udledning skal placeres. Ingen af dem har påtaget sig forpligtelser under Kyoto-protokollen, der kun omfatter industrialiserede lande. Både Kina og Indien blev dengang anset for at tilhøre kategorien af ulande, men i dag er der almindelig enighed om, at klimaproblemerne ikke kan løses uden også at inddrage en række hidtidige ulande, hvis økonomier er vokset stærkt. Det gælder f.eks. også et land som Brasilien. Disse nyindustrialiserede lande er som helhed parate til at medvirke i en ny aftale, men deres udgangspunkt er, at den globale opvarmning først og fremmest skal forklares med fortidens synder, og at de gamle ilande derfor bærer hovedskylden. Og i hvert fald er det helt afgørende for dem, at USA påtager sig en væsentlig del af forpligtelserne. Dermed er de to hovedknaster for et succesfuldt forhandlingsforløb i 2009 tæt forbundne.

Tabel 1: Drivhusgasudledning i 2000 og 2050 (% af global udledning)



Region20002050
Canada og USA2312
EU(25)148
Rusland og CIS*85
Oceanien og Latinamerika1210
Afrika og Mellemøsten1223
Asien3142
Total100100

Tabellen viser, hvordan udledningen forskydes fra Europa og Nordamerika til at have tyngdepunkt i især Asien.
*Sammenslutningen af tidligere Sovjetrepublikker, dannet i 1991. Kilde: EU Kommissionen, Feb. 2005, “Winning the Battle Against Global Climate Change”.


En række andre konkrete problemer, f.eks. vedrørende brugen af alternative energikilder, kan gøre det vanskeligt at nå til en ny aftale i København. Men herudover skal omtales tre generelle forhold, der kan indvirke negativt på internationale klimaforhandlinger.

  • Klimaet er et såkaldt fælles offentligt gode. Vi nyder alle godt af de klimaforhold, der har givet livsbetingelser på vores klode, og vi har alle en interesse i ikke at forringe dem. Men heraf følger også, at alle får fordel af den indsats, enkelte foregangslande yder, og af de omkostninger de er parate til bære. Visse lande opnår altså fordele uden nødvendigvis selv at yde noget, hvilket benævnes ’free-rider problemet’. I praksis betyder det, at disse lande kan vælge at sidde på sidelinjen og vente på, at de engagerede lande bliver enige om resultater. Men en sådan adfærd virker på den anden side demotiverende på de engagerede.

  • Man taler i dag om, at klimapolitikken er blevet sikkerhedsliggjort. Hermed tænkes på, at klimapolitikken er kommet så højt op på dagsordenen og er blevet så højt prioriteret, at den betragtes som en del af staternes sikkerhedspolitik. Sikkerhedspolitik handler om at afværge eller mindske truslerne mod statens eksistens og handlefrihed, og når noget bliver sikkerhedsliggjort, berettiger det ofte til at tage ekstraordinære midler i brug. Det ses i forbindelse med terrorlovgivningen, hvor telefonaflytninger i visse tilfælde er blevet lovliggjort. Risikoen ved sikkerhedsliggørelsen af klimapolitikken er først og fremmest, at staternes nationale interesser kommer så meget i fokus, at de har sværere ved at samarbejde (man kan dog også argumentere for det modsatte), og at de prioriterer uhensigtsmæssigt i valget af midler. F.eks. kan sikkerhedsliggørelsen føre til, at der i højere grad satses på at afbøde og forhindre konkrete skadevirkninger frem for at modarbejde de bagvedliggende årsager. Det var f.eks. tilfældet i forbindelse med USA’s prioritering af risiciene ved oversvømmelser på dets sydkyst som følge af de ødelæggelser, som orkanen Katrina forårsagede i byen New Orleans i 2005. Opmærksomheden forskydes herigennem fra de fælles problemer til de nationale.

  • I indsatsen mod klimaproblemerne er der indbygget en generationskonflikt. Endnu er problemerne for de fleste ikke overhængende. Der vil derfor for den nuværende generation af ledere være en fristelse til at udskyde de omkostninger, der er forbundet med en effektiv indsats, til kommende generationer (jf. om G8-lederne ovenfor). Hertil vil de være tilskyndet af størstedelen af deres vælgere, der også kun i begrænset udstrækning vil blive berørt af den globale opvarmnings konsekvenser. Dette forhold er naturligvis med til at dæmpe lysten til at indgå omkostningstunge aftaler her og nu. Effekten mindskes dog i den udstrækning, vælgerne bevidstgøres om problemets alvor og er i stand til se ud over deres egne kortsigtede interesser.

< Klimaproblemet som global trusselIndholdsfortegnelseOmstillingen i nationale samfund >






 0 kommentar(er) · 2115 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Kan staterne enes om løsninger?:

Husk mig

Lignende indhold
DebatterSvarSeneste indlæg
Endelige løsninger223-08-2009 15:33
Fortidens teknologi som fremtidens løsninger?627-05-2008 10:32
Konkrete løsninger!1812-02-2008 21:24
▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik