Nu venter vi på anden halvdel af regnestykket

Kirsten Halsnæs, professor i klima og økonomi, DTU

Af Kirsten Halsnæs

Det Miljøøkonomiske Råd – vismændene – offentliggjorde den 26. februar 2014 en beregning af omkostningerne ved, at Danmark har erklæret sig som foregangsland for klimapolitik og vedvarende energi. Meget skarpt blev det konkluderet, at det var alt for dyrt at være foregangsland, og at vi nu skulle stoppe en videre udbygning med havvindmøller og sænke vores ambitioner for drivhusgasreduktion i modsætning til regeringens mål om en 40 % udslipsreduktion i 2020 regnet ift. 1990.

Sådanne beregninger er yderst betimelige, da vi står over for store udfordringer med at takle klimaændringerne, tænk bare på de overraskende store oversvømmelsesskader, som skete så sent som i december sidste år med orkanen Bodil. Yderligere er det også klart, at en stabilisering af de globale temperaturændringer på et 2 graders niveau vil kræve meget store drivhusgasreduktioner, og det er derfor meget vigtigt at satse på økonomisk effektivitet. Desværre kan Det Miljøøkonomiske Råds beregninger dog kun siges at være en første og indtil videre meget begrænset analyse af økonomien i klima- og energipolitikken.

Gevinsterne mangler
Et godt og traditionelt økonomisk princip er, at vi skal sammenligne omkostninger og økonomiske fordele ved at gennemføre indsatser som drivhusgasreduktion og vedvarende energi. Fordelene kan være mindskede klimaændringer, mindre lokal forurening, beskæftigelse, danske innovationsgevinster og lignende, men den slags indgår slet ikke i den miljøøkonomiske rapport. Rapporten erklærer blot, at der ingen fordele er ved den drivhusgasreduktion, som følger med udbygning af nye havvindmølleparker. Vi er nemlig omfattet af EU's kvotesystem for drivhusgasreduktion, og der har vi jo allerede opfyldt målene. Reduktioner i Danmark vil så blot medføre øgede udslip i andre lande.

Det er en meget teknokratisk tankegang, som overser, at der jo kan være god mening i, at vi overvejer, hvor langt det er økonomisk attraktivt for os at gå i klimapolitikken.

Gevinsten ved mindsket klimaeffekt
Der er en række begrænsninger i mulighederne for at sætte pengeværdier på fordelene ved at undgå klimaændringer, men jeg vil alligevel her kort introducere et lille regnestykke bare for at illustrere en helt traditionel økonomisk logik i, hvad vi kunne få ud af at satse på drivhusgasreduktioner ud over EU's kvoter.

Gevinsten ved at undgå klimaændringer blev i Stern-rapporten fra 2008 opgjort til at være ca. 80 $ per ton CO2 for et globalt stabiliseringsscenarie på 3 grader. Set ift. Energistyrelsens 2012-statistik, hvor elsektoren udledte 340 g CO2 pr. kWh, svarer det til en CO2-reduktionsgevinst på lidt under 20 øre pr. kWh, hvilket er meget tæt på omkostningerne ved drivhusgasreduktion baseret på havvindmøller, som ifølge den miljøøkonomiske rapport kan repræsenteres ved PSO-afgiften, som var 16 øre pr. kWh i 2012. Den præcise størrelsesorden af de tal kan naturligvis diskuteres, men uanset usikkerheder er det dog værd at bemærke, at gevinstsiden ved klimapolitik bestemt ikke bør overses, og at den ikke ser ud til at være mindre end omkostningerne.

Spilder Danmark penge ved enegang?
Vismændene har som bekendt konkluderet, at EU's drivhusgasudslip ikke falder, fordi vi bygger flere vindmølleparker, men det holder ikke helt stik. Vi kan jo blot vælge ikke at udbyde CO2-reduktionskvoter fra de nye vindmølleparker til EU's marked.

Yderligere er der en række andre argumenter for, hvorfor det er en god ide at satse på en ambitiøs dansk drivhusgasreduktion. Først og fremmest er vi meget langt fra at være på vej til en 2 graders stabiliseringsmålsætning, som ifølge IPCC kan kræve, at verdens udslip i 2050 kun må være omkring 20 % af, hvad det var i 2000.

Klimaændringerne har også en række alvorlige etiske dimensioner, da verdens fattigste lande især er sårbare over for ekstremt vejr og klimaforandringer. Udviklingslande er særligt sårbare, da deres økonomi er domineret af landbrug og andre meget klimaafhængige sektorer. Med svage sundhedssystemer, en svag infrastruktur og svage regeringer er kapaciteten til at modgå klimapåvirkninger samtidig lille.

Alt i alt er der altså stærke argumenter for, at vi i Danmark husker at få det hele med, når vi regner på, hvor langt vi skal gå i klimapolitikken, og jeg vil anbefale, at den næste rapport fra Det Miljøøkonomiske Råd arbejder videre med regnestykkerne.