Husk mig
▼ Indhold

Hvad stiller vi op med usikkerheden om klimaets udvikling?

Kjeld Rasmussen
Kjeld Rasmussen, lektor, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet
Af Kjeld Rasmussen

Nogle af de mest omdiskuterede begreber i klimadebatten kaldes på engelsk ’tipping element’ og ’tipping point’. Men hvad menes der mere præcist med disse betegnelser? Den engelske klimaprofessor Timothy Lenton definerer kort fortalt et tipping element som en del af ’the Earth System’, som kan skifte til en markant anderledes tilstand, forårsaget af menneskelige aktiviteter (fx udslip af drivhusgasser) inden for en tidshorisont på 100 år. Skiftet sker, når én eller anden klimavariabel, fx temperaturen, passerer en tærskelværdi, kaldet et tipping point. Et eksempel på et tipping element er sommerisdækket på Polhavet: Når isdækket reduceres, sætter det gang i en selvforstærkende proces: Mindre isdække medfører, at mere solenergi opsuges, fordi havet reflekterer sollys dårligere end is. Dermed opvarmes polområdet stærkere, og havisen smelter hurtigere. I dette tilfælde har vi sandsynligvis allerede passeret det relevante tipping point, så der ikke vil være ret meget is i Polhavet om sommeren om nogle årtier. Det er nok ikke det værste, der kan ske for menneskeheden – nogle vil hævde, at det faktisk vil være positivt pga. kortere skibstransporter mellem Europa og Stillehavsregionen.

Lenton og hans medforfattere har udpeget en række mulige andre tipping elements. Ét af dem er iskappen og isshelfen på Vest-Antarktis. Det har været kendt siden 70’erne, at Vest-Antarktis er potentielt ustabil, og at global opvarmning kan bidrage til destabiliseringen. De værst tænkelige konsekvenser vil være en havspejlsstigning på over 3 meter, oven i den, der i forvejen er forudset, og det vil kunne ske relativt hurtigt. Et andet eksempel er regnskoven i Amazonas, som kan tænkes delvist at dø pga. klimaændringer i kombination med fældning. Dette vil have en række negative konsekvenser, lokalt og globalt, og det vil føre til udledning af store mængder drivhusgasser, som yderligere kan accelerere den globale opvarmning.

Fælles for disse tipping elements er, at det er usikkert, om de vil ’tippe’, hvornår det i givet fald vil ske, og hvad der skal til for at udløse det. Klimamodellerne, som IPCC benytter til at give et bud på fremtidens klima, er ikke særligt gode til at forudsige sådanne hændelser. Det er også vanskeligt at angive en sandsynlighed for hændelsen, bl.a. fordi den ikke er observeret for nylig. Nogle af disse tipping elements er tilnærmelsesvis ’irreversible’: Når de først er tippet, kan de ikke nemt rettes op igen, i hvert fald vil det først kunne ske langt ude i fremtiden og evt. kræve en overvældende stor indsats. I nogle tilfælde vil realiseringen af ét tipping element kunne udløse et andet: Fx vil den hurtige forøgelse af koncentrationen af drivhusgasserne i atmosfæren forbundet med Amazonas-regnskovens (delvise) død kunne resultere i en global opvarmning, der kunne udløse eller fremskynde destabiliseringen af Vest-Antarktis.

Alt dette er nødvendigvis ret spekulativt: Hvordan kan vi med nogen sikkerhed sige noget om sådanne hændelser, som ikke tidligere er observeret? Selvfølgelig kan man studere palæoklimatiske data og forsøge på den måde at afgøre, om det faktisk er sket før. Hvis man ikke kan finde fortilfælde, kan man dog ikke slutte, at det ikke kan ske nu – for den igangværende stigning i drivhusgaskoncentrationen og temperaturen er både større og hurtigere end noget, der er set den sidste million år.

Det svære spørgsmål er nu, hvordan vi skal reagere på, at der eksisterer en risiko for, at klimaet ’tipper’. Her er tre muligheder:
  1. Eftersom vi for de fleste tipping elements’ vedkommende er usikre på, om de rent faktisk vil indtræffe, og eftersom vi hele tiden bliver klogere på, hvordan klimasystemet virker, så kan vi vælge at vente på, at vi bliver klogere – og evt. investere lidt ekstra i klimaforskning, så vi kan fremskynde det tidspunkt, hvor vi med større sikkerhed ved, hvad der vil ske.
  2. Vi kan hælde os op ad økonomerne og lade det komme an på en cost-benefit-analyse, som har til formål at fortælle os, hvordan vi skal handle for at opnå størst mulig ’nytte’ eller ’behovstilfredsstillelse’. Da der jo er usikkerhed om, hvad der vil ske, introducerer økonomerne begrebet ’forventet nytte’, som er produktet af hændelsens sandsynlighed og dens omkostning/gevinst. Altså vil det være nødvendigt at have et bud på sandsynligheden for at et givent tipping element realiseres. I økonomernes beregninger af, om det vil kunne betale sig at handle (fx gennem en hurtig reduktion i drivhusgasemissionerne), indgår desuden en ’diskontering’, som indebærer, at hændelser langt ud i fremtiden gives mindre vægt end hændelser her og nu.
  3. Vi kan benytte os af ’forsigtighedsprincippet’, som indebærer, at hvis der er usikkerhed om, hvorvidt noget ubehageligt/farligt vil ske, så skal vi undgå det, med mindre omkostningerne derved er meget store. Det er indlysende, at der er brede fortolkningsmuligheder her. Hvad vil det sige, at noget er ’farligt’, og hvad menes der med ’store omkostninger’? Forsigtighedsprincippet kan begrundes etisk: Vi er forpligtet over for kommende generationer til ikke at sætte deres velfærd på spil.
Diskussionen om, hvilken af disse tre (og især de sidste to) muligheder, der skal vælges, minder en del om diskussionen om indførelse af atomkraft i Danmark. Mange tilhængere anvendte argumenter af økonomisk karakter, baseret på ’forventet nytte’: Sandsynligheden for at den ’værst tænkelige katastrofe’ (en kernenedsmeltning under uheldige atmosfæriske forhold) ville ske, hævdedes at være så lille, at selvom katastrofens omkostninger ville være voldsomt store, så ville produktet af sandsynligheden og omkostningen blive så lille, at det ikke ville opveje de forventede økonomiske gevinster (som i debatten dengang omfattede ting som billig el, mindre luftforurening og færre dødsulykker i kulminer). Modstanderne henviste i stedet til forsigtighedsprincippet: At vi ikke kan tillade os at overlade store mængder radioaktivt affald til kommende generationer. Som bekendt vandt de sidstnævnte folkeafstemningen i Danmark, mens mange af vores nabolande valgte atomkraft til.

Ligheden med den aktuelle situation omkring tipping elements er åbenbar, men der er også vigtige forskelle: De mulige katastrofale konsekvenser af atomkraft optræder fra dag ét, mens der er en stor tidsforskydning mellem emission af drivhusgasser og deres fulde konsekvenser (fx i form af tipping). Hvis man anskuer dette fra et cost-benefit-perspektiv – og anvender diskontering – så betyder det, at de fremtidige negative konsekvenser tæller mindre i ’nytteregnskabet’. Effekten af dette kan fx ses i de beregninger, som ligger bag Lomborgs ’Copenhagen Consensus’-øvelse, som fører til den konklusion, at indsatsen mod klimaændringer skal prioriteres lavt. En anden forskel er, at hvor konsekvenserne af nedsmeltning i et atomkraftværk primært vil berøre befolkningen inden for en begrænset radius fra katastrofen, så vil effekterne af udledning af drivhusgasser i vores rige del af verden (eller andetsteds, men forårsaget af vores forbrug) primært ramme mennesker i andre og fattigere dele af verden. Der er (mindst) fire problemer her:
  • For det første er det tæt på umuligt at give et fornuftigt bud på sandsynligheden af tipping. Nogle klimaforskere vil gå så langt som at rangere forskellige tipping elements relativt til hinanden, men egentlige sandsynligheder er meget vanskelige at beregne.
  • For det andet er det også tæt på umuligt at fastsætte en meningsfuld økonomisk værdi af de skader, som kunne være resultatet af en destabilisering af Vest-Antarktis eller et sammenbrud af store dele af Amazonas-regnskoven. En havspejlsstigning på 4 meter ville true hundreder af millioner – hvis ikke milliarder – af menneskers livsgrundlag. Hvem tør give et bud på omkostningerne?
  • For det tredje vil skaderne, forårsaget af klimaændringer generelt – og tipping elements specifikt – som nævnt især ramme mennesker i ulande. Anvender man økonomernes metoder til ’værdisætning’ af skaderne, vil resultatet være, at de værdisættes ganske lavt: Værdien af et menneskes liv er bestemt af vedkommendes indtjening. Dette er i strid med de fleste menneskers etiske intuition.
  • For det fjerde falder ét af hovedargumenterne for anvendelse af diskontering bort, når vi taler om tipping elements: Argumentet lyder, at det ikke er acceptabelt, at vi bruger store midler på at undgå effekter af klimaændringer langt ude i fremtiden, for kommende generationer vil både være rigere og bedre udrustede teknologisk til at gøre noget ved klimaændringerne, når det bliver påtrængende. Problemet her er, at nogle af disse tipping elements, inklusive Vest-Antarktis og Amazonas, er irreversible på en ’relevant tidsskala’, dvs. inden for nogle få tusinde år. Hvis vi altså passerer det relevante tipping point, er det ligegyldigt, hvor rige og teknologisk avancerede vi er – skaden vil ikke kunne gøres god igen inden for en overskuelig tid. Det nævnte argument for diskontering falder dermed væk. Der gives andre argumenter for anvendelse af diskontering, men de er åbenlyst diskriminerende over for fremtidige generationer.
Svaret på det svære spørgsmål om, hvordan vi skal handle i lyset af vores (usikre) viden om eksistensen af tipping elements, kan således næppe hentes hos økonomerne. I lyset af usikkerheden om, hvor nær vi er på diverse tipping points, er det næppe heller klogt blot at læne sig tilbage og vente på, at vi bliver klogere. Vi står så tilbage med forsigtighedsprincippet, i én eller anden fortolkning. Vi kan forvente, at klimaforskningen gradvist vil gøre os klogere på, hvad vi kan forvente os af klimaændringer – herunder tipping elements – men vi kan næppe forvente, at dette fritager os for en normativ, etisk stillingstagen til, hvilke chancer vi vil tage på fremtidige generationers vegne, og på vegne af mennesker i andre dele af verden, som ikke har de samme muligheder som os for at håndtere konsekvenserne af klimaændringer generelt og tipping elements specifikt. I parentes bemærket har disse mennesker – i modsætning til danskerne – sjældent bidraget væsentligt til problemets opståen. Diskussionen får selvsagt fornyet aktualitet op til COP21 i Paris: Vi vil med stor sikkerhed observere, at summen af alle landes løfter om reduktion i emissionerne langt fra vil sikre, at 2°-målet nås. Vi sigter snarere mod det dobbelte, hvilket meget vel kan bringe os forbi ét eller flere tipping points.





1. april 2015, 21:59 15 kommentar(er) · 3281 fremvisninger

Kommentarer
ole nielsen 1. april 2015, 23:49
Hej Keld
Helt præcist er et cippingpoint et punkt hvor ekskalationes eskalation er blevet så stor at der ikke er nogen vej tilbage. Point of no return. På dansk at man har overskredet en narturligvis lovmæssighed.
Eks. Jorden er kommet ud af sin bane om solen, om 22 omgange indtræffer tippingpointet point of no return...dvs at den 22 omgang bliver jorden slynget ud i verdensrummet.
Interesant er det at alverdens lande skulle ha indgivet deres bidrag til begrænsning af CO2 med udgangen af 1 kvartal 2015, har I hørt noget, smiler
4 mulighed er den religiøse model. Det at vi nu ved at chippenpoint indtræffer om ca 15 år og at verden ikke kan ændre dette. Talte med min præst på Falster om at begynde at fortælle folk at vi skal begynde at afvikle menneskeheden på en pæn og smuk måde...feks konfirmationer ,.der skal den unge i kirken få at vide af mynderhederne at verden har overskredet tippingpointet point of no return og ikke skal få børn da verden vil ende i ragnarok i deres børns levetid.....håbet er en afvikling af menneskeden på en smuk og værdig måde.....
Kærlig hilsen Ole Nielsen 57 år
ole nielsen 2. april 2015, 00:07
Åbent brev til kirkeministeren
Forslag til ændring af konfirmationsforberedelsene og konfirmations handlingerne i den danske folkekirke.
Om 15 år når vi jordklodens tippingpoint point of no return, hvordan fortæller vi de unge konfirmander i kirken om at menneskeheden er slut indenfor en overskuelig årrække.
Forslag
Myndighederne skal fortælle de unge konfirmander at de ikke skal få børn da de vil opleve et ragnarok og ingen fremtid har. Finde en måde at afvikle meneskeheden på, på en smuk og værdig måde.
Forslagstiller
Ole Nielsen
Falster
ole nielsen 2. april 2015, 00:32
Kampagnen som jeg er ved at lancere blandt landets præster hedder.
,,Har du talt klima med dit barn idag,,
peterschoubye 13. april 2015, 01:35
Bemærkning til Kjeld Rasmussens:

Der er intet belæg for risiko for irreversibel "tipping" af global opvarmning på grund af mulig 2 graders global opvarmning, når man ser på, hvordan temperaturen historisk har varieret meget mere, uden tegn på "tipping" (se graferne i www.climate4you.com):

Iskernemlingerne i Grønland (GISP2 m.fl.) og i Antarktis (Vostok) viser således, at der siden sidste istid for 11.000 år siden, har været 8-10 varmeperioder, hvor temperaturen har været højere end i dag og 3 varmeperioder, hvor temperaturen var 2 grader højere end i dag - uden at det medførte "tipping", idet varmeperioderne hver gang blev afløst af kuldeperioder, hvor temperaturen faldt op til 4 grader fra varmeperiodens maksimum.

Efter sidste mellemistid, hvor temperaturen var 4-5 grader højere end i dag, faldt temperaturen pludselig 10 grader under den sidste istid, hvorefter temperaturen stg lige så brat for godt 11.000 år siden. brat (EEM perioden)lavere end i temperaturen efter hver varmepriode mindst 3 varmeperioder, hvorfortæller, hvordan den globale middeltemperatur har varieret siden sidste istids ophør for 11.000 år siden.

Peter Schoubye
peterschoubye 13. april 2015, 01:44
Sidste afsnit rettet:

Efter sidste mellemistid (EEM-perioden), hvor temperaturen var 4-5 grader højere end i dag, faldt temperaturen pludselig 10 grader ved overgangen til sidste istid - uden tegn på "tipping".

Peter Schoubye
kjeld r 14. april 2015, 10:26
Til Peter Schoubye

Mht 'tipping elements' så skal jeg gøre opmærksom på at Lenton's definition (fra "Tipping elements in the Earth's climate system" af Timothy M. Lenton, Hermann Held, Elmar Kriegler, Jim W. Hall, Wolfgang Lucht, Stefan Rahmstorf, and Hans Joachim Schellnhuber) refererer til konsekvenser (inden for de næste 1000 år) af menneskelige aktiviteter inden for de næste 100 år. Derfor kvalificerer de klimavariationer som du henviser til ikke som 'tipping elements'. Det gør dem selvsagt ikke uinteressante, men palæo-klimatiske forhold må du hellere diskutere med de rigtige eksperter på det felt, mine kolleger på 'Is & Klima' centeret på Niels Bohr Instituttet. I iskernerne er der mange eksempler på hurtige klimavariationer, og der er mange teorier om hvad de skyldes. Næsten alle disse hurtige ændringer er i øvrigt knyttet til istiderne, hvorimod den aktuelle mellemistid har været bemærkelsesværdigt stabil, indtil de sidste 50 år. Iskernerne registrerer temperaturforhold, der hvor sneen faldt, ikke global gennemsnitstemperatur.
I øvrigt er hastigheden hvormed menneskelige aktiviteter forøger koncentrationen af drivhusgasser større end noget vi kender fra den sidste 800.000 år. Det er der vist ingen der bestrider.
Som Lenton også skriver så stiller det videnskaben i en problematisk situation: Hvordan kan vi 'bevise' at et bestemt 'tipping element' er reelt ? Det eneste man kan gøre at identificere mekanismer der vil kunne føre til 'tipping' (i Lenton's definition af termen) og vise at den nødvendige eksterne 'forcering' sandsynligvis vil være til stede. I visse tilfælde kan man modellere forløbet, men modellen kan indlysende nok ikke valideres fuldt ud, når fænomenet ikke er observeret. Derfor er vores handlen på klimaområdet et spørgsmål om at tage chancer på kommende generationers vegne.

Kjeld Rasmussen
peterschoubye 14. april 2015, 14:44
Svar til Kjeld Rasmussen

Det stemmer ikke med iskernemålingerne, at "... den aktuelle mellemistid har været bemærkelsesværdig stabil, indtil de sidste 50 år". Den globale temperaturstigning fra 1965 til 2014 på 0,6 grader er væsentligt mindre end de temperaturvariatoner, der måles i iskernerne, på op til 4 grader mellem kolde og varme perioder i den nuværende mellemistid - uden tegn på "tipping".

Så vidt jeg forstår, så skyldes "Tipping" (d.v.s. selvforstærkende temperaturstigning) ikke primært CO2, men den af CO2 udløste temperaturstigning - der er langt mindre end temperaturstigningerne af andre årsager end CO2 i tidligere varmeperioder. Jeg synes, at Tipping-hypotesen er tankespin, der ikke passer med virkeligheden. Der er møske noget, jeg ikke har forstået?

Peter Schoubye
kjeld r 16. april 2015, 09:32
Til Peter Schoubye

Mht fortolkningen af iskernedata, så gentager jeg at den diskussion overlader jeg til eksperterne fra 'Is og Klima', men husk at temperaturerne bestemt ud fra iskernerne er lokale - ikke globale.

Mht 'tipping elements',, så hjælper det ikke at diskutere emnet uden at have en fælles definition. Lenton's definition er efter min mening et godt bud. Langt fra alle 'tipping elements' involverer CO2, det gælder fx en række selvforstærkende mekanismer der har at gøre med ændringer i albedo (fx reduktionen i sommer-havis i Polhavet). Men at selvforstærkende mekanismer i klimasystemet, relateret til CO2 (og andre drivhusgasser), ikke skulle eksistere er vist et svært synspunkt at forsvare. Må jeg som et eksempel henvise til den forskning der foregår ved CENPERM, hvor man studerer hvordan opvarmning fører til optøning af permafrost og dermed frigivelse af CO2 og CH4.

Kjeld Rasmussen
kulden-varmen 24. april 2015, 21:49
Reduktion af sommer-havis i Polarhavet vil øge udstrålingen fra det varme hav. Fordi isen virker isolerende.
Solen står så lavt at solstrålingen er svækket og har svært ved at trænge ned i havet, på grund af den skrå vinkel.
Ofte er det isfrie Polarhav dægget af en hvid tåge, som er hvidere end isen.
Den selvforstærkende effekt findes derfor ikke.

Hvis der frigives CO2 og CH4 fra permafrost så er den tidligere blevet bundet i jorden i varme tider, og mere plantevækst vil binde mere end der frigives.

Alle din 'tipping elements' er fup og fidus.
kjeld r 25. april 2015, 20:32
Det er for stor en ære at vise mig, at omtale disse mekanismer som 'mine tipping elements': de studeres af store grupper af forskere, underbygges af myriader af målinger, både på stedet og fra satellit. At affærdige dem som 'fup og fidus' kræver lidt mere end at skrive ordene, fx at dit udsagn underbygges med målinger, henvisninger til anerkendt forskning etc..

Mht permafrost så er det indlysende at kulstoffet er bundet i tidligere perioder. Det ændrer ikke ved at den igangværende optøning efter alt at dømme vil føre til en relativt hurtig frigivelse af store mængder. Det er imidlertid specielt det kulstof der frigives i form af CH4 som er problemet. Den forskning ved CENPERM som jeg henviser til, undersøger netop dette fænomen.

Kjeld Rasmussen
Jørgen Petersen 26. april 2015, 14:50
@ Kjeld Rasmussen
Problemet er kort fortalt, at vi står overfor så mange og store globale problemer, at vi umuligt kan løse dem alle. Derfor er vi nød til at prioritere. Det er den barske virkelighed. Her er det bare meget vanskeligt at se, hvorfor det lige er CO2- og klimaproblemet, som skal prioriteres højest.

Store globale problemer som f.eks. sult, fattigdom, uder- og fejl ernæring samt banale infektionssygdomme koster hver år millioner af mennesker livet. Hvor mange menneskeliv er det lige at CO2- og klimaproblemet koster? Hertil komme så, at vi har en global befolkningstilvækst på lidt over 1 % pr. år. Det betyder en fordobling at befolkningstallet på 70 år, såfremt at denne udvikling får lov at fortsætte.

Realistisk set så er der kun en måde at få befolkningstilvæksten ned på, og det er ved fattigdomsbekæmpelse. I veludviklede lande som f.eks. dem i Vesteuropa, USA, Canada og Japan er der ingen befolkningstilvækst af betydning. Mange af disse steder gå befolkningstallet endda tilbage. I Brasilien var befolkningstilvæksten eksempelvis på ca. 3 % pr. år i 1960érne. I dag er den på ca. 1 % pr. år.

Bekæmpelse af fattigdom kan man i realiteten også kun gøre på en måde, og det er ved industrialisering af de såkaldte udviklingslande. En sådan udvikling kræver bare masser af energi. Energi kommer indtil videre i al væsentlighed fra afbrænding af fossile energikilder. Det er problemstilling i en nøddeskal.

Ligegyldigt hvordan man fremstille klima- og CO2problemet, så er det kun et lille problem set i forhold til de store og alvorlige globale problemer. Det ændrer din megen snak om tipping point ikke ved. Eksempelvis har temperaturen tidligere været væsentligt højere end den er i dag, f.eks. under EEM-perioden eller under Holocæn Klimatisk Optimum, uden at dette medførte alvorlige problemer for mennesker, dyr og planter. Hvorfor skulle det så gøre det nu?

Her ud over er der jo ikke sket nogen reel global temperaturstigning i dette årtusind. Den globale CO2-udledning er endda steget ganske kraftigt i samme periode. Tilsvarende skal vi også huske, at den globale temperatur er ikke steget som den skulle ifølge de mange klimaprognoser, som efterhånden er ved at miste deres troværdighed.

Her ud over er der heller ikke sket nogen reel afsmeltning af isen ved polerne samlet set. Som bekendt vokser havisen jo ved sydpolen, og det opvejer afsmeltning ved nordpolen. Tilsvarende skal det siges angående den megen snak, der har været omkring frigivelse af CH4 fra optøning af permafrosten, at CH4 har kun en kort levetid i atmosfæren. Det vil sige 10 – 12 år, så vidt jeg umiddelbart kan læse mig til. Det reducerer jo unægtelig risikoen for uacceptable temperaturstigninger betragteligt.

Her til kommer så, at en mindre temperaturstigning kun vil være en fordel for såvel mennesker som dyr og planter. Det giver en større plantevækst og dermed en større høstudbytte. Eksempelvis er jorden igennem de sidste 30 – 40 år blevet væsentligt grønnere, og dermed væsentlig mere frugtbar. Hvorfor skulle denne udvikling ikke fortsætte, såfremt at vi fremover skulle få et lidt varmere klima?

Angående risiciene på klimaområdet for de kommende generationer, så må vi sige, at vi lever med mange risici. Klimarisikoen, som du omtaler, er kun en af mange. Intet ud over de utroværdige klimaprognoser taler således for, at denne klimarisikoen er reel.
neanderTaleren 27. april 2015, 19:54
Tak for interessante betragtninger, Kjeld Rasmussen.
Jeg er meget interesseret i klimaforskningen, der bestemt ikke er ukompliceret. Med hensyn til hiatus diskussionen, håber jeg, at der snart kommer et resultat ud af den dybtliggende forskning, der foregår omkring varmen i dybhavet. Det vil kunne stoppe meget af den diskussion, hvor mange forsøger, at gætte sig frem til, hvad der sker med det globale klima - uden at have den fornødne indsigt i de komplicerede mekanismer.
Klaus Flemloese 17. maj 2015, 01:29
Hvis man nu VIRKELIG bekymrede sig om klodens fremtid burde man spørge sig selv:

Hvilken enkelt begivenhed udgør den største fare for vor fremtid ?

Svaret er helt klart: at vi bliver ramt af en asteroide, som så mange gange før.

Statistisk set vil vi blive ramt af en asteroide hvert x antal år.

(hvor x er et ret stort tal)

De fleste vil nok her tørre sveden af panden og tænke, at det nok ikke sker i min

egen (eller mine tip-tip-tip-oldebørns) tid.

INTET KUNNE VÆRE MERE FORKERT !

Der er ikke noget til hinder for at der i dette øjeblik er en asteroide på kurs

mod jorden, og som vil ramme os om et par uger. Med deraf følgende større eller

mindre konsekvenser. Lige fra udslettelsen af alle (højere) livsformer til

udslettelsen af København (og dermed Danmark).

UN burde derfor droppe dette CO2 hysteri og i stedet arbejde for at alle

nationer (i egen interesse) samarbejdede om at få etableret et effektivt

værn mod asteroidenedslag.

PS: Det må forudses, (bl.a. i betragtning af at klodens "gennemsnitsemperatur"

iflg. satellitmålingerne ikke har rokket sig ud af stedet de sidste knap 20 år)

at dette co2 hysteri bryder sammen indenfor 5-10 år.

Spørgsmålet er så: Vil alle disse "klimaforskere" indrømme at de har taget

grueligt fejl ?

Politikerne vil jo henvise (med en vis ret) til, at de jo bare fulgte forskernes

anbefalinger.

(Det kan selvfølgelig ikke fritage dem for ansvaret for at tænke selvstændigt

og have en kritisk holdning overfor de modeller og teorier "klimaforskerne"

søger at pådutte dem, især når der er et VÆLD af "klimaskeptisk" information

tilgængeligt på internettet)

På baggrund af de historiske erfaringer må man nok desværre antage, at disse

"klimaforskere" (som jeg opfatter som krypto-kommunister) bare forsvinder

i glemslens mørke, ligesom fremtrædende venstrefløjspersonligheder efter

kommunismens kollaps.
kulden-varmen 24. maj 2015, 20:45
Det største globale problem er politikerne. De er korrupte.
kulden-varmen 24. maj 2015, 21:10
Det er for stor en ære at vise mig, at omtale disse mekanismer som 'mine tipping elements': de studeres af store grupper af forskere, underbygges af myriader af målinger, både på stedet og fra satellit. At affærdige dem som 'fup og fidus' kræver lidt mere end at skrive ordene, fx at dit udsagn underbygges med målinger, henvisninger til anerkendt forskning etc..


Med alt den forskning, så er du aldrig støt på svindel eller bedrag? At folk var så opsat på at bevise et og andet moralsk rigtigt, for at redde Jorden fra at smelte, at de kom glemme sandheden?
Deltag aktivt i debatten om artiklen Hvad stiller vi op med usikkerheden om klimaets udvikling?:

Husk mig

Vurderinger
Du skal være logget ind for at vurdere artiklen 'Kjeld Rasmussen: Hvad stiller vi op med usikkerheden om klimaets udvikling?'.
Meget godt
0%[Ingen stemmer]
Godt
0%[Ingen stemmer]
Middel
0%[Ingen stemmer]
Dårligt
0%[Ingen stemmer]
Meget dårligt
100%[1 Stemme]

Lignende indhold
Artikler
Tipping point - og hvad så? (Mernilds Klumme, september 2009)
DebatterSvarSeneste indlæg
Har CO2 overskredet et "tipping Point"?229-05-2016 09:08
When "Tipping Point" became "Turning Point" :-)5730-08-2015 17:34
Har vi passeret 'The tipping point'?409-07-2013 18:01
▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik