Husk mig
▼ Indhold

Klimaet i antropocæn

Klaus Illum
Klaus Illum, civilingeniør, ph.d., docent (emeritus) i energisystemanalyse og energiplanlægning
Af Klaus Illum

For at begribe, hvor vi er, må vi huske på, hvordan vi kom hertil ad de menneskeskabte veje, der førte til den industrielle revolution og til den situation, menneskeheden og dens klode nu befinder sig i: Den antropocæne æra, det øjeblik i evolutionens tidsregning, hvor homo sapiens har taget magten over livet på Jorden.

I denne klumme henleder jeg opmærksomheden på de fossile brændslers altafgørende betydning i den teknologiske og sociale revolution, der har fundet sted i denne æra. Det kan der være grund til, fordi det er en udbredt forestilling, at alt kan fortsætte som hidtil inden for rammerne af den nuværende sociale, økonomiske og magtpolitiske verdensorden, medens de fossile brændsler udskiftes med andre energikilder, og befolkningstallet i de fattige lande stiger med én eller to milliarder. Man glemmer, at det er de fossile brændslers unikke egenskaber – stor energitæthed, lette at transportere og distribuere, og billige – der muliggjorde den teknologiske, økonomiske og sociale udvikling i antropocæn og bestemte de former, den har antaget. Og at den geografiske fordeling af de fossile ressourcer mellem landene har afgørende indflydelse på de internationale og nationale økonomiske og politiske magtrelationer.

Den eksplosive vækst i forbruget af fossile brændsler gik helt af sig selv i samspillet mellem de rigelige nye brændsler og de teknologier, der blev udviklet til at udvinde og bruge dem. Afviklingen af forbruget på en konstruktiv måde er ikke så let, og de teknologiske muligheder, der er, bliver ikke realiseret, så længe den teknologiske udvikling styres af økonomer, der betragter ‘energi’ som en substituerbar varekategori.

Væksten
Verdens forbrug af fossile brændslerDet begyndte i det 18. århundrede og tog for alvor fart i det 19. århundrede: Symbiosen mellem dampmaskinen og kullene. Dampmaskinerne skulle have kul, og uden dampmaskiner ingen kul. Og uden kulfyrede dampmaskiner ingen industriel revolution med en økonomisk vækst som aldrig før i menneskehedens historie. Den moderne verden blev skabt med kul og dampmaskiner.

Europas og Amerikas byer og landsbyer blev i det 19. århundredes sidste halvdel forbundet med jernbaner og telegrafledninger. Med dampskibe i rutefart til nær og fjern kunne man nu også planlægge sine rejser over sund og bælt og mellem verdensdelene. De mange tusinder fyrbødere på tog og skibe skovlede passagerer og gods i stadigt større mængder afsted på skinner og vand, så de nåede frem til den planlagte tid. I 1869 sejlede den første flotille af dampskibe gennem Suez-kanalen, som heller ikke var blevet til noget uden kæmpestore, dampmaskine-drevne gravemaskiner. Og med sejlskibe havde den været alt for besværlig at gennemsejle.

I USA var dampskibe på floderne og jernbaner mellem Atlanterhavet og Stillehavet en afgørende betingelse for den økonomiske vækst og for korneksporten til Europa, som gjorde det nødvendigt for de danske landmænd at lægge om fra korn- til smør- og baconeksport. Skorstene på andelsmejerier og -slagterier med remtræk fra deres dampmaskiner skød op i hver by og landsby. Det er kun ét eksempel på den revolution i den globale økonomi, som den kulfyrede dampmaskine afstedkom.

Med dampmaskine-teknologien – stempler, lejer, måleinstrumenter og al den øvrige metallurgiske og forarbejdningsmæssige teknologi, der hørte til – var de europæiske og amerikanske industrier klar til de næste gennembrud i den industrielle revolution: Med dieselmotoren og benzinmotoren, der i løbet af det 20. århundredes første halvdel sammen med den elektriske kraft fra kul- og oliefyrede kraftværker forandrede alt i denne verden i krig og fred: Byplaner og bygninger, veje, broer, havne, lufthavne, ..., alle den industrialiserede verdens fysiske infrastrukturer blev, som de blev, i den udvikling, der blev bestemt af billig olie til diesel- og benzinmotorer i biler, lastbiler, busser, tog, skibe, flyvemaskiner, entreprenørmaskiner og landbrugsmaskiner. Der er nu flere af disse små og store olieædende motorer, end der er mennesker i Kina og Indien tilsammen. Dertil kommer flyvemaskinernes jetmotorer. Således blev verdensøkonomien i det 20. århundrede endnu mere afhængig af olie end af kul. Og kul-, olie- og naturgasforbruget vokser stadig.

Verdensbefolkningens vækst 1805-2005Det 20. århundrede er således en enestående epoke i Jordens historie. Befolkningstallet voksede eksponentielt med en vækstrate på ca. 1,5 % p.a. fra 1,5 til 6,5 milliarder. Aldrig før har én art af store pattedyr formeret sig så hurtigt over hele kloden. Og aldrig før har mennesket i kraft af et endnu hurtigere stigende forbrug af fossile brændsler forandret kloden, grebet ødelæggende ind i dens økosystemer og destabiliseret klimaet.

Verdens forbrug af kvælstofgødningI den sidste halvdel af århundredet er også den voksende fødevareproduktion sket i kraft af fossile brændsler: Naturgas til produktion af kvælstofgødning; olie til landbrugsmaskiner, til udvinding og transport af kali- og fosforgødning og til transport af landbrugsprodukter; og kul til el-produktion. Uden de fossile brændsler havde befolkningstilvæksten ikke fundet sted.

Den faustiske forbandelse
Fra den eksponentielle væksts spæde begyndelse i 1800-tallet, drevet af de fossile brændsler, varede det næsten to århundreder, før det måtte erkendes, at denne vækst er dødbringende. Med fossile brændsler er landbrugsjord blevet forarmet, ferskvandsressourcer udtømt, have tømt for fisk, regnskove fældet og klimaet destabiliseret.

De sammenfald af biologiske, atmosfæriske og geologiske omstændigheder og de tektoniske forskydninger af Jordens kontinenter, der i løbet af hundreder af millioner år frembragte de lommer af fossile brændsler – de kul-, olie- og gasdepoter, der endnu var tilbage og tilgængelige for det moderne industrisamfunds opvækst – har vist sig ikke at være en velsignelse, men en forbandelse for menneskeheden og dens klode. Djævlen i Faust-legenden har overgået sig selv.

Hvis den geologiske fortid ikke tilfældigvis havde forlenet os med billige fossile brændsler, der i en årrække kunne udvindes i rigelige mængder, var vi kommet et andet sted hen, teknologisk, økologisk og økonomisk.

Spørgsmålet er nu, om den teknologiske udvikling, der er sket i kraft af de fossile brændsler (vindkraft-, solcelle- og solkraftværks-teknologierne, de elektrokemiske teknologier, atomkraften, bioteknologierne og IT-teknologierne) har gjort det muligt at udskifte det fossile brændselsfundament for alle de industrialiserede samfunds fysiske infrastrukturer med drivkræfter, der hele tiden genskabes i Jordens rotation i solstrålingen. De drivkræfter, der i milliarder af år har skabt og genskabt livet på Jorden i dets fantastiske biologiske mangfoldighed.

Nedtrapningens økonomi
Den industrielle revolution forløb helt af sig selv, teknisk drevet af de kulfyrede dampmaskiner, økonomisk af markedskræfterne. Med institutionaliseringen af aktieselskaber i midten af 1800-tallet blev det muligt at indhente kapital fra små og store investorer til finansiering af kul- og stålindustriens ekspansion, jernbanerne og de nye store dampskibe. Bygningen af Suez-kanalen var ét af tidens største privatfinansierede projekter. Der var store formuer at tjene. Da olie i store mængder kom på markedet efter århundredskiftet, sikrede symbiosen mellem bilindustrien og olieindustrien et voksende marked for den billige olie fra de mange oliefelter, der blev åbnet i USA, Mellemøsten og andre lande: Med benzin- og dieselslugende biler blev der afsætning for den hurtigt voksende oliemængde – udvikling af energiøkonomiske motorer kunne der ikke være tale om. I USA måtte The Texas Railway Commission med beføjelser til regulering af olieudvindingen i 1930’erne holde olieprisen oppe (på et lavt niveau) ved at begrænse olieselskabernes salg. En rolle, der efter oliekrisen i 1973 blev overtaget af OPEC.

Således skete udviklingen af den verden, vi nu lever i, i kraft af et ødselt forbrug af billige fossile brændsler i ubegrænsede mængder. Især et ødselt forbrug af olie – det enestående, lethåndterlige brændstof med stor energitæthed – i den stadigt voksende globale bilpark, der nu er på flere end en milliard biler med et unødigt stort olieforbrug. Samtidigt vokser det globale forbrug af elektrisk kraft fra kulfyrede kraftværker, ikke mindst i køle- og airconditioneringsanlæg under de varmere himmelstrøg, hvor uudholdelige hedebølger bliver hyppigere under klimaforandringerne. Den moderate formindskelse af denne ødselhed, der sker i nogle lande i disse år, kaldes ‘energieffektivisering’ og ‘energibesparelser’.

Fordelingen af det globale CO2-udslipEt resultat af ødselheden, drevet af de kapitalistiske markedskræfter i et marked med lave priser på fossile brændsler, er den mangedobling af CO2-udslippet, som nu destabiliserer Jordens klima. IPCC kundgør i sin seneste rapport (april 2014), at hvis ikke udslippet af CO2 og andre drivhusgasser til atmosfæren formindskes sådan som illustreret i CO2-udslipsfiguren, er der risiko for, at de allerede igangværende klimaforandringer udløser globale katastrofer af et uforudseeligt omfang. For at imødegå denne risiko skal der i de kommende årtier ske en drastisk formindskelse af afbrændingen af fossile brændsler. Størstedelen af de kendte kul-, olie- og gasreserver skal forblive, hvor de er – i undergrunden.

Det vil sige, at alle de private og nationale kul-, olie- og gasselskaber skal halvere deres udvindinger i løbet af de næste 20 år. Det gælder kulindustrierne i USA, Kina, Australien, Sydafrika og Europa (i Polen og Tyskland især brunkul) såvel som OPEC-landenes, Ruslands og Brasiliens nationale olie- og gasselskaber samt Shell, BP, Total og alle de andre. Og det betyder, at olieudvindingen fra tjæresand i Canada og fra olieskifer i USA og andre lande skal ophøre. Og at olieefterforskningen på dybt vand i Atlanterhavet, Polarhavet og Det Sydkinesiske Hav skal standses.

Samtidigt skal efterspørgslen af kul og olie naturligvis nedbringes i samme takt som udvindingen. Bilfabrikkerne skal indskrænke deres produktion af benzin- og dieselbiler. Kulfyrede kraftværker skal nedlægges. Flytransporten af mennesker og gods skal reduceres. Og Asiens skibsværfter vil ikke få mange nybygningsordrer.

Der skal således over en bred front ske en voldsom nedtrapning eller omlægning af produktionen i verdens største industrier med uoverskuelige økonomiske og sociale konsekvenser. Hvis grundlaget for de nationale økonomier i Rusland og de olie- og naturgasproducerende lande i Centralasien, i Mellemøsten og i andre OPEC-lande ikke skal smuldre under disse omstændigheder, og disse lande skal have mulighed for at finansiere omstillingen til en ny, bæredygtig økonomi, skal olie- og naturgaspriserne i løbet af de næste tyve år stige til omkring det dobbelte af de nuværende priser – samtidigt med at efterspørgslen falder til det halve. En markedsøkonomi, der kan afstedkomme sådanne prisstigninger på rigelige ressourcer, samtidigt med at efterspørgslen falder og dermed befordre enorme kapitaloverførsler til lande, hvis økonomier er helt afhængige af en stor olie- og naturgasproduktion, er endnu ikke opfundet.

Hvis ‘investorerne’ – de, som ved spekulationer på finans- og valutamarkederne har fået tilskrevet deres konti enorme beløb og har taget magten fra demokratierne – skal tilskyndes til at forrente deres kapital ved investeringer i – dvs. gældsætning af – nye industrier, der fremmer nedtrapningen, skal der indføres en global CO2-beskatning, der er så stor, at markederne for fossile brændsler skrumper og skovrydninger ophører.

Ud fra den betragtning at destabilisering af klimaet er en økonomisk eksternalitet – en omkostning, som skal indregnes i varepriserne – er der udbredt enighed blandt økonomer om, at en CO2-beskatning er en rationelt begrundet, nødvendig markedsregulering. Men hverken IPCC eller IEA har fremdraget de økonomiske problemer for de forskellige lande, som en CO2-beskatning, der er stor nok til at sikre at hovedparten af de kendte fossile brændselsressourcer forbliver i undergrunden, vil forårsage.

Grøn vækst ifølge Stern
At den nuværende globale økonomiske verdensorden – eller uorden – er baseret på produktion og transport af industri- og landbrugsvarer med fossile brændsler anerkendes ikke i de økonomiske lærebøger, hvis teser forudsætter uophørlig økonomisk vækst. Det antages, at hvis brugen af fossile brændsler skal ophøre, kan de erstattes med andre energikilder, så den økonomiske vækst kan fortsætte som hidtil. I den 700 sider tunge Stern-rapport The Economics of Climate Change (2007), der står som det videnskabelige grundlag for forestillingen om ‘den grønne omstilling’, skriver Nicholas Stern således:

“The economics of climate change is shaped by science. That is what dictates the structure of economic analysis and policies; ... With good policies the costs of action need not be prohibitive and would be much smaller than the damage averted.” (s. xiii)

Og han fortsætter: “If economics is used to design cost-effective policies, then taking action to tackle climate change will enable societies’ potential for well-being to increase much faster in the long run than without action; we can be ‘green’ and grow. Indeed, if we are not ‘green’, we will eventually undermine growth, however measured” (s. xiii).

De ‘actions’, Stern-rapporten taler om, er de altomfattende investeringsprogrammer, der i alle verdens lande skal gennemføres for at halvere forbruget af fossile brændsler i løbet af de næste to årtier og derefter helt at eliminere det. Rapporten estimerer de globale omkostninger, der knytter sig til formindskelsen af forbruget af fossile brændsler, på grundlag af antagelser om fremtidige priser på henholdsvis ikke-fossile og fossile energikilder. Dens beregninger beror således på den stiltiende forudsætning, at ‘energi’ er en substituerbar varekategori: At ‘energi’ i én form uden videre kan erstatte ‘energi’ i en anden form. Den angiver de estimerede omkostninger i procent af det globale BNP, men forklarer ikke, hvorfor – for eksempel – yderligere investeringer i motorveje og lufthavne tæller positivt i BNP-regnskabet, mens investeringer i fornyelser af energiforsynings-infrastrukturer tæller negativt som omkostninger. Forbrugsnedtrapningens konsekvenser for de lande, hvis økonomier er afhængige af olie-, naturgas- eller kuleksport, beskæftiger rapporten sig ikke med.

Stern-rapporten er således en fremstilling af problemerne og mulighederne, sådan som de tager sig ud i den teoretiske økonomis tankeunivers. Den har intet empirisk grundlag, men bygger på den antagelse, at den fossile økonomis præmisser kan lægges til grund for teoretiske fremskrivninger af dennes parametre under afviklingen af selvsamme økonomi. Den har intet med videnskab endsige virkeligheden at gøre.

Smarte, intelligente energisystemer
Hvis antropocæn ikke skal ende i endnu værre globale katastrofer end dem, der allerede udfolder sig, skal menneskeheden i samdrægtighed i løbet af de næste årtier konstruere tekniske komplekser, der med et stærkt begrænset og efterhånden intet forbrug af fossile brændsler kan frembringe så meget elektrisk kraft og kemisk bundet energi, at flere end syv milliarder mennesker – de fleste i kæmpestore byer – kan leve uden afsavn, omend ikke med et materielt forbrug på højde med det, de fossile brændsler har afstedkommet i de nuværende storforbrugende lande.

At opretholde eller tilvejebringe et menneskeværdigt livsgrundlag for indbyggerne i verdens voksende millionbyer – New York, Lagos, Mexico City, Beijing, Tokyo, Sao Paulo, ... – samtidigt med afviklingen af forbruget af fossile brændsler er en formidabel, teknisk, økonomisk, social og kulturel opgave, hvis løsning – hvis den findes – ingen har nogen realistisk forestilling om.

Man forestiller sig komplekse tekniske systemer, der ligesom de biologiske økosystemer udnytter solstrålingen og de atmosfæriske og hydrosfæriske potentialer, der frembringes ved Jordens rotation i solstrålingen: Systemer af komplekse samspil mellem mange forskellige enheder, på samme måde som i naturlige økosystemer; systemer af en helt anden art end de simple, disaggregerede fossile energisystemer, hvori hver enhed – hvert kraftværk, hver industri, hvert transportmiddel – kan fungere uafhængigt af hinanden, fordi de fossile brændsler er lette at lagre og distribuere til hvert af de mange forbrugssteder, så deres kemisk bundne energi uden videre kan udløses hvor og hvornår, der er brug for den.

De nye computerstyrede systemer kaldes ‘smarte’ og ‘intelligente’ – betegnelser, som førhen var udtryk for menneskelige egenskaber. Det smarte og intelligente ved de systemer, der nu er under udvikling, er, at de skal kunne styre energiomsætningen i samfundet, sådan at de store forsynings-aktieselskaber opnår de størst mulige fortjenester under givne markedsvilkår (brændselspriser, el-priser, fjernvarmepriser, skatter og afgifter) og forbrugerne får de lavest mulige el- og varmeregninger. Om man med sådanne systemer fremmer gennemførelsen af de investeringer, der skal foretages for at afstedkomme en med hensyn til klimaindsatsen smart og intelligent ombygning af energisystemet, er tvivlsomt.

Her skal det kun bemærkes, at de ‘smarte’, ‘intelligente’ energisystemer tegner sig som en fremtrædelsesform for en transformation fra antropocæn til en ny teknocæn æra, hvor de mest primitive former for menneskelig intelligens i form af computerprogrammer tager magten fra de menneskelige kulturer.

I Danmark
Parolen ‘fossilfrit Danmark i 2050' er ikke udtryk for gennemtænkt strategi for tilrettelæggelsen af de investeringsprogrammer, der skal gennemføres for at nedbringe det danske bidrag til væksten i atmosfærens CO2-indhold. Det er jo under alle omstændigheder aldeles uden betydning for klimaændringerne, at Danmark afvikler sit forbrug af fossile brændsler, og derved formindsker det globale CO2-udslip med knap en promille. Kun hvis vi med de investeringer, vi foretager, indgår som en – omend lille – aktiv, konstruktiv og solidarisk partner i det store globale projekt, er pengene ikke spildt. Men så skal formålet med de danske investeringer i ombygningen af energisystemet være:
at afstedkomme den hurtigst mulige nedtrapning af brændselsforbruget til en mængde, som kan dækkes af Danmarks andel af de begrænsede biomasse-brændselsressourcer, der her i landet og i andre lande kan frembringes på en økologisk bæredygtig måde uden at forøge atmosfærens CO2-indhold, samtidigt med at den globale fødevareproduktion forøges, så den kan dække de nuværende og fremtidige behov. Det til enhver tid resterende fossile brændselsforbrug skal fortrinsvist dækkes med naturgas.
(‘Brændselsforbruget’ betyder her den primære, kemisk bundne energi, der tilføres energisystemet; brint og andre brændstoffer, der indgår i den interne energiomsætning i systemet, skal ikke medregnes. ‘Danmarks andel’ bør beregnes som den procentdel, der svarer til Danmarks befolkningstal i forhold til den globale befolkning, ca. 0,7 promille).

Med denne målsætning for øje er kriteriet for, at en strategi for ombygningen af energisystemet er økonomisk hensigtsmæssig og formålstjenlig, at de investeringer, der foretages, i deres helhed og indbyrdes samspil afstedkommer en i henhold til den klimapolitiske målsætning tilstrækkeligt hurtig nedtrapning af brændselsforbruget.

De igangværende investeringer i udskiftning af kul og naturgas i store og små danske kraftvarmeværker med importerede træbrændsler (træpiller og flis) opfylder ikke dette kriterium. De formindsker ikke brændselsforbruget, men medfører et forbrug af verdens træbrændselsressourcer, der langt overstiger den andel, der tilkommer os.

Globalt andrager skovfældningen for tiden ca. 3,6 mia. kubikmeter om året. Heraf bruges godt halvdelen til brændsel, resten til fremstilling af tømmer, papir og pap m.m. i træindustrierne (FAOStat, 2009). Heri indgår fældning af regnskove med efterfølgende afbrænding i Sydamerika, Afrika og Asien med noget i retning af 0,4 mia. kubikmeter om året. Fældning til træindustrierne andrager således omkring 1,6 mia. kubikmeter om året. Antages (højt regnet), at 10 % af denne mængde i dag går tabt i skovene og fabrikkerne, kan der uden yderligere skovfældning globalt opnås en forøgelse af produktionen af træbrændsler (træpiller og flis) fra affaldstræ svarende til en brændværdi på i alt omkring 1.500 PJ om året.

Det globale, årlige kulforbrug andrager for tiden ca. 6 mia. tons med en brændværdi på ca. 150.000 PJ. Det er således en forsvindende del af det globale kulforbrug, der i praksis vil kunne erstattes med træbrændsler uden en kraftig forøgelse af skovfældningen med en yderligere forøgelse af atmosfærens CO2-indhold til følge.

At gøre Danmark ‘fossilfrit’ ved udskiftning af kul med importerede træbrændsler i kraftvarmeværkerne er således kun en fordel for træbrændsels-industrierne i USA og andre lande og – med de nuværende energiafgifter – for forsyningsselskaberne og deres fjernvarmeforbrugere, ikke for klimaet. Det er en ulykke, hvis andre lande går samme vej – England og Holland gør det allerede.

Hvis ikke Danmark, som endnu er et rigt og teknologisk fremmeligt land, kan nedtrappe sit forbrug af fossile brændsler til forbrugsniveauet i 1950’erne uden at trække på andre landes ressourcer, er der ingen lande i denne verden, der kan.





1. juli 2014, 23:04 16 kommentar(er) · 3915 fremvisninger

Kommentarer
Jørgen Petersen 2. juli 2014, 14:36
@ Klaus Illum

Hele din argumentation står og falder med, om IPCCs skræmmerapport står ved magt.

Som det efterhånden gentagne gange er blevet fremført i dette debatforum, så er der så godt som intet, der tyder på, at CAGW er på ved til at blive en realitet.

Jeg må sige, at det er hovedrystende, at du ukritisk tager udgangspunkt i disse skræmmerapporter.
Klaus Illum 2. juli 2014, 17:33
Jørgen Petersen,
hvis du i stedet for din impulsive hovedrysten læser, hvad jeg skriver, vil du opdage, at jeg diskuterer de problemer, der knytter sig til den hurtige nedtrapning af forbruget af fossile brændsler, som IPCC siger er nødvendig for at begrænse risikoen for endnu mere katastrofale klimaændringer, end dem der allerede er sket.
Relevansen af den diskussion afhænger ikke af, hvorvidt IPCC tager fejl eller ikke.
Du kan anfægte mit udsagn: At afbrændingen af fossile brændsler har destabiliseret klimaet, hvilket er det samme som at sige, at IPCC tager fejl. Men dermed anfægter du ikke min diskussion af de problemer, der knytter sig til CO2-nedtrapningen.
Hverken du eller jeg er kompetente til at bekræfte eller afkræfte IPCC's vurderinger. Men du er måske født så sent, at du kommer til at se, hvordan det går. Jeg anser risikoen for, at IPCC's vurderingen er realistiske for så stor, at det er for farligt ikke at tage dem til efterretning.
Og der er meget andet, mennesker har ødelagt i kraft af de fossile brændsler.
Med venlig hilsen
Klaus Illum
Jørgen Petersen 2. juli 2014, 22:47
Klaus Illum

Hvis IPCC tager fejl, så er det jo netop ikke nødvendigt at nedbringe forbruget af fossilt energi. Her er den afgørende forskel i vore synspunkter.

Som det sikkert er dig bekendt, så er der efterhånden rigtigt mange, som er dybt uenig med IPCC og deres synspunkter, påstande og konklusioner. Her taler jeg ikke bare om lægfolk, men om virkelig kompetente folk.

Bemærkes skal det, at jeg mener ikke, at der er belæg for at sige, at afbrænding af fossilt energi HAR destabiliseret klimaet. Hvor er dokumentationen for det, hvis den ellers findes?

Vi kan derimod konstatere, at klimaet hele tiden skifter. Eksempelvis er det blevet væsentligt varmere siden den lille istid var på det koldeste. Vi kan også konstatere, at temperaturstigningen i disse ca. 300, år har medført mange fordele for os mennesker. Fordele som langt overstiger ulemperne.

I øvrigt har jeg gentagne gange i dette debatforum anført, at i realiteten er det ikke muligt at nedbringe den globale CO2-udledning. Vi har kort sagt ikke teknologien til det. Derfor vi prisen for at gøre det være ufattelig høj.
Kosmos 2. juli 2014, 23:24
Hele din argumentation står og falder med, om IPCCs skræmmerapport står ved magt

- jeg er delvis enig; men Klaus Illum har jo ret 'på den lange bane': Der vil på sigt ikke være tilstrækkelige fossile energiressourcer til at dække en voksende verdenspopulations behov - specielt ikke, da det må forventes, at stadig større befolkningsgrupper vil forvente/kræve øget materiel velstand, med det deraf følgende accelererende energibehov.
Dette gælder også, selvom nye fund af fx. kul og skifergas kan udskyde tidspunktet, hvor der nødvendigvis må 'nye boller på suppen'!
'Bollernes' natur er det p.t. svært at øjne, men (mere) fission, fusion og nye metoder til energilagring er vel nogenlunde oplagte veje at (forsøge at) gå?

Endelig tak til Klaus Illum for en meget grundig - og let læselig - fremstilling, samt ikke mindst for at 'tage handsken op' i den efterfølgende debat!
Jørgen Petersen 3. juli 2014, 08:18
På lang sigt skal vi naturligvis over til andre energiformer som f.eks. fission og fusion. Det kommer helt af sige selv. Det er bare ikke det diskussionen går på. Den går på, om vi skal ofre enorme summer på at udfase de fossile energikilder for herved at reducere CO2-udledningen.

Bare i vores lille land er det besluttet at bruge i størrelsesordenen 120 mia kr. på denne opstilling frem til 2020. Det er vanvittigt mange penge, også har man ikke engang sikret sig, at de "nye" energikilder kan spille sammen. Eller rettere sagt, så ved man i forvejen, at det kan de kun meget dårligt. Man behøver således ikke at være professor i samfundsøkonomi for at kunne se det komplet vanvittige i dette ressource spild.
Kent Bisgaard 3. juli 2014, 22:05
Med den enorme befolknings tilvækst vi har på kloden, er vi nød til at kunne forsyne kloden med den billigste og nemmest tilgængelig energiform vi pt. Har til rådighed, men samtidigt reducere udledningen af co2. Vil fission og fusions energi være løsningen.
Vi er nød til at skabe mulighederne for 3 verdenslande, til at de kan udvikle sig.
Jeg ved godt at meldingen kan være kontroversielt, men hvis vi fortsat skal holde den levestandard vi har idag, kan jeg ikke se andre muligheder.
Men der er ingen der tør tage disse beslutninger???
simonjeppesen 7. juli 2014, 00:35
Jørgen Petersen

Hele din argumentation står og falder med, om IPCCs skræmmerapport står ved magt


Hvorfor laver IPCC en skræmmerapport? hvem vil de skræmme og hvorfor? Er det en konspiration og evt hvem er det der står i kullissen og manipulerer IPCC's rapporter??
Kosmos 8. juli 2014, 17:09
Hvorfor laver IPCC en skræmmerapport? hvem vil de skræmme og hvorfor? Er det en konspiration og evt hvem er det der står i kullissen og manipulerer IPCC's rapporter??

- ikke godt at vide...her nogle betragtninger:

We have only a few decades of data, and in climate terms this is probably too short to demonstrate that either the Antarctic increase or the Arctic decrease is anything other than natural variability.

But the relentless focus by activist scientists on the Arctic decline does suggest a political imperative rather than a scientific one – and when put together with the story of the US temperature records, it's hard to avoid the impression that what the public is being told is less than the unvarnished truth.

As their credulity is stretched more and more, the public will – quite rightly – treat demands for action with increasing caution...
Holger Skjerning 8. juli 2014, 23:12
Jeg har lige skrevet en grundig kommentar, men den "forsvandt"! - Hvad gør jeg forkert?
Holger Skjerning
Kosmos 9. juli 2014, 15:21
Hvad gør jeg forkert?

- ikke godt at vide!? Hvis du udftylder 'Kommentér'-feltet og dernæst klikker på 'Kommentér'-knappen nedenunder, burde dine tanker være som mejslet i granit (næsten)!


(Men det er alligevel altid en god idé, at lagre sine inputs lokalt, så de kan genskabes, hvis/når uheldet er ude!).
simonjeppesen 10. juli 2014, 22:13
But the relentless focus by activist scientists on the Arctic decline does suggest a political imperative rather than a scientific one – and when put together with the story of the US temperature records, it's hard to avoid the impression that what the public is being told is less than the unvarnished truth.


"activist scientists" lyder lidt ladet til den negative side - mon ikke de bare er "scientists" der gør deres job og rapporterer hvad de ser og måler... jeg skal ikke kunne sige om der er mere fokus på arktis, men det er jo der at temperaturøgningen går hurtigst, så det er måske ikke uden grund hvis der er særlig stor interesse for arktis... Så vidt jeg har forstået er en af de nyere observationer at jetstrømmen omkring arktis er destabiliseret og laver nogle voldsomme og langvarige (måneder) udsving der medfører "sært" vejr særligt i nordamerika... Skulle ismassen uventet øge (måske midlertidigt) i Antarktis er det måske udtryk for at klima-modellerne ikke er perfekte, men det betyder ikke nødvendigvis at de er helt forkerte heller...

Jeg studser lidt over brugen af ordet "skræmmekampagne" i Jørgen Petersens kommentar... IPCC -rapporterne er udarbejdet af 3000-4000 (måske flere) klimaforskere der formentligt har viet deres karriere til at fortælle hvad der sker med klimaet og hvad fremtiden sandsynligvis vil bringe... fordi de ikke lige siger det JP godt vil høre betyder det ikke nødvendigvis at de tager fejl, men måske at JP burde være ydmyge og lytte lidt mere... Jeg er klar over at mange, heriblandt JP, har investeret så meget af deres identitet i at fornægte menneskeskabte klimaændringer af de aldrig kan overbevises og jeg er sikker på at 4-5 klimaforskere har gjort den samme investering... Men vi andre kan jo forsøge ikke at grave os ned i skyttegrave lige med det samme og ha en saglig debat uden mudderkastning...

Mon ikke også der er nogle stærke kræfter der forsøger at så tvivl om menneskeskabte klimaændringer - jeg kan stærkt anbefale bogen: Merchants of Doubt: How a Handful of Scientists Obscured the Truth on Issues from Tobacco Smoke to Global Warming... by Naomi Oreskes and Erik M. Conway (7 Jun 2012)...

Ha en god aften :-)
Kosmos 11. juli 2014, 13:34
IPCC -rapporterne er udarbejdet af 3000-4000 (måske flere) klimaforskere der formentligt har viet deres karriere til at fortælle hvad der sker med klimaet og...

- hmm...:

2.500 videnskabsmænd og -kvinder står bag den nye klimarapport fra FN's klimapanel, IPCC. Det siger næsten alle i forbindelse med offentliggørelsen af rapportens resume for beslutningstagere. Men sandheden er, at det er et meget forenklet udsagn. Det store antal personer har ganske rigtigt være involveret i rapportens udarbejdelse, og mange af dem bakker den op, men langt de fleste har kun bidraget med små dele omkring deres egen snævre ekspertise - og nogle af de to et halvt tusinde har endda indsendt stærkt kritiske kommentarer...
Kilde
simonjeppesen 14. juli 2014, 13:01
2.500 videnskabsmænd og -kvinder står bag den nye klimarapport fra FN's klimapanel, IPCC. Det siger næsten alle i forbindelse med offentliggørelsen af rapportens resume for beslutningstagere. Men sandheden er, at det er et meget forenklet udsagn. Det store antal personer har ganske rigtigt være involveret i rapportens udarbejdelse, og mange af dem bakker den op, men langt de fleste har kun bidraget med små dele omkring deres egen snævre ekspertise - og nogle af de to et halvt tusinde har endda indsendt stærkt kritiske kommentarer...


Ok - jeg æder den.... det er (ifølge artiklen) ikke 3000-4000 klimaforskere... men min hovedpointe er at det er mange der bidrager til rapporten (jeg tror også antallet afhænger lidt af hvordan man tæller - er det antallet af forfattere til artiklerne i rapporten eller er det alle dem der har deltaget i dataindsamling og analyse)... det havde været interessant at vide hvad de kristiske kommentarer går på - det kan være det blot drejer sig om detaljer i præsentationen af de enkelte bidrag... Generelt tror jeg at at forskere er ret forsiktige med at udtale sig om videnskabelige felter de ikke har en rimelig ekspertise i....
Boe Carslund-Sørensen 15. juli 2014, 11:11
simonjeppesen


Hvornår er der blevet sat videnskabligt lighedstegn mellem antallet af bidragydere til en rapport og rapportens kvalitet ?
simonjeppesen 21. juli 2014, 02:24
Hvornår er der blevet sat videnskabligt lighedstegn mellem antallet af bidragydere til en rapport og rapportens kvalitet ?


Aldrig! - det er mit udmiddelbare svar

Men igen - måske der er en statistisk sammenhæng mellem antal af videnskabelige bidragsydere og kvaliteten af en rapport - jeg tror aldrig sådan en analyse er blevet foretaget....

Men det er et interessant spørgsmål!!

Mit eget helt private synspunkt er at jeg mener at den konsensus der findes i videnskabelige kredse om at vi har en række seriøse (og i hvert fald delvist-) menneskeskabte problemer... overbefolkning, overforbrug af ressurser, klimaændringer, artsudryddelser, skovfældning, overfiskning, erosion af landbrugsjord, peak oil, peak everything - osv osv... Det er klart at der er usikkerhed om mange ting og ting der kan og skal diskuteres og undersøges nærmere - men jeg vil mene at man stadig kan tale om en overordnet konsensus om at vi har nogle seriøse problemer vi skal ha løst.... - og ja! jeg ved der er nogen der mener der ikke er problemer med noget og at alt det dårlige er naturligt og iøvrigt er alt blevet bedre og vil fortsætte med at blive bedre endtil vi lever i en Star Trek film - disse forskere findes....

Det er klart at det ikke er de nummeriske antal af folk der siger det ene eller det andet....

Men så betyder antal noget alligevel... der skal altså mere end en enkelt veltalende person (fx Hr. Lomborg) til at danne nok modtyngde til at få mig til at ændre grundholdning....

Og så alligevel... nok er der nogle tusinde folk på IPCC rapporter - men det ville være let at finde 50.000 amerikanske avangelister (der selv mener at de har videnskaben + gud på deres side) der mener at dommedag er lige om hjørnet - dem vil jeg personligt ikke stole på uanset hvor mange de er... og selv om de skulle vælge at lave en flot rapport med nogle grafer og bibelvers...

Så antal har åbenbart noget at sige for mig personlig, men det kommer også an på hvem der skriver...

Hvordan vuderer du en rapports tyngde Boe Carslund-Sørensen??
Jørgen Petersen 17. august 2014, 12:30
@ Klaus Illum

Efter at have læst din artikel igen må jeg sige, at du omgås sandheden temmelig lemfældigt. Du skriver eksempelvis.

"Det 20. århundrede er således en enestående epoke i Jordens historie. Befolkningstallet voksede eksponentielt med en vækstrate på ca. 1,5 % p.a. fra 1,5 til 6,5 milliarder."

Vækstraten i befolkningstallet har ikke været eksponentielt i anden halvdel af den 20. århundrede. Dette ses i øvrigt tydeligt i det viste diagram: Verdensbefolkningens vækst 1805 - 2005. I dette diagram følger befolkningstilvæksten en ret linje fra omkring år 1950 og frem til år 2005. Så er der ikke tale om en eksponentiel vækst. I dag er befolkningstilvæksten således nede på ca 1 % pr. år.

For mig er dette en afgørende forskel, for det er en kendt sag, at befolkningstilvæksten falder i takt med at vi kommer op på et højere udviklingsniveau. Dette er i øvrigt den eneste reelle mulighed, som vi har for at få befolkningstilvæksten under kontrol.
Deltag aktivt i debatten om artiklen Klimaet i antropocæn:

Husk mig

Vurderinger
Du skal være logget ind for at vurdere artiklen 'Klaus Illum: Klimaet i antropocæn'.
Meget godt
75%[3 Stemmer]
Godt
25%[1 Stemme]
Middel
0%[Ingen stemmer]
Dårligt
0%[Ingen stemmer]
Meget dårligt
0%[Ingen stemmer]

▲ Til toppen
Afstemning
Vil Donald Trump trække USA ud af Paris-aftalen?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik