Husk mig
▼ Indhold

Klima, is og havniveau – før, nu og frem

Af Sebastian H. Mernild, klima- og polarforsker, Ph.D.,Los Alamos National Laboratory, New Mexico, USA, og Bjarne Holm Jakobsen, Ph.D., Femern A/S (tidligere KU/IGG).

Behovet for viden om forandringer i klodens isdækker og klima har gennem de seneste år været i fokus. Dette understreges bl.a. af FN’s klimapanels (IPCC’s) 4. tilstandsrapport fra 2007, hvor man endnu ikke var i stand til på et holdbart videnskabeligt grundlag at inddrage fx. Indlandsisens bidrag i relation til det stigende havniveau, samt af Arktisk Råds udsendte rapport i maj (www.amap.no/swipa), hvor havspejlet i år 2100 vurderes at nå niveauer på 0,9–1,6 m over det nuværende.

I den seneste tid, hvor klimaforandringer og -effekter i stigende grad bringes til vores kendskab, samler en del af interessen sig bl.a. om den grønlandske indlandsis, da netop temperaturerne i Arktis inden for de seneste seks år ikke har været målt højere, og fordi indlandsisen i 2010 var udsat for rekordafsmeltning (siden 1960) samt et markant tab. Der er et behov for at opnå en bedre forståelse af klimaets indvirkning på Indlandsisen og omvendt, da stigende afsmeltning og udstrømning af is (kælving) til f.eks. Nordatlanten har betydning for det stigende globale havniveau samt for den oceaniske cirkulation. Dette kan føre til ændringer i Golfstrømmen og dermed især til ændringer i klimaet i det nordatlantiske område, herunder ikke mindst i Vesteuropa.

Kvartærtiden, som er vores nuværende geologiske tidsalder, regnes for at starte for cirka 2,6–2,8 millioner år siden efter lukningen af åbningen mellem Nord- og Sydamerika og etableringen af de grundlæggende geologiske, oceaniske, atmosfæriske og orbitale rammebetingelser, som også kendetegner vores nutid. De seneste par millioner år har dog været præget af vekslende kulde- og varmeperioder, idet jordens systematisk varierende bevægelser i forhold til solen har ændret fordelingen af indkommende solstråling på de forskellige breddegrader, og ikke mindst i perioder reduceret solindstrålingen til Arktis. Istider med udbredte isdækker vekslede med mellemistider, hvor isdækkerne svandt ind, og det globale havspejl blev påvirket med variationer i størrelsesordenen 100 meter. Selv om vi overordnet set taler om cykliske skift mellem lange istider og relativt set kortere mellemistider, så er både istider og mellemistider ganske ustabile perioder. I istider forekommer varme faser, hvor store dele af de store isdækker smelter tilbage, og også i mellemistiderne ses betydelige udsving i temperaturer og isdække. Ses der tilbage over de seneste 1–2 millioner år, så tegner der sig et billede af en meget forskellig længde og intensitet af varme og kolde perioder.

Betragter vi specifikt det grønlandske område og den varierende solindstråling, så ses et tydeligt maksimum af indstråling i de polnære områder, der for cirka 11.000 år siden førte til starten på vores nuværende mellemistid Holocæn og til den dramatiske afslutning på den seneste istidsprægede periode, Weichselistiden, som havde varet omkring 100.000 år. Det ses også, at solindstrålingen igennem de seneste 11.000 år har ændret sig med et betydeligt fald i den polnære indstråling og en derved stadig stærkere indstrålings- og temperaturgradient mod de lavere breddegrader. Betingelserne for glaciation i Grønland er således blevet bedre gennem Holocæn, idet energioverskuddet om sommeren er aftaget og en gradientdreven atmosfærisk cirkulation generelt set har ført mere snenedbør til det grønlandske område i vinterhalvåret. Fra midten af Holocæn ses således også tydelige tegn på en neoglaciation i Grønland, ligesom is- og snedækket i hele det arktiske område har været i tilvækst.

Ses der ind i fremtiden og på fordelingen af solindstråling over de næste årtusinder, så må vi erkende, at vi vil befinde os i en kølig fase af den nuværende mellemistid, senest dokumenteret ved den lille istid (1250–1850), hvor store områder på den nordlige halvkugle havde et betydeligt koldere klima. I et lidt længere perspektiv, ud over de første 1.000–2.000 år, tegner der sig konturerne af solindstrålingsbetingede lidt varmere faser, som samlet kan komme til at strække sig over mere end 30.000 år. Mellemistider med en sådan længde kendes også fra tidligere dele af Kvartærtiden, selv om de naturligvis som også den nuværende har være præget af både koldere og varmere faser.

Havspejlet forud for vores nuværende mellemistid, dvs. under Weichselistidens maksimum for ca. 18.000 år siden, var omkring 120 meter lavere end i dag. I Holocæn antages havspejlet at have nået sit nuværende niveau for 4.000–6.000 år siden, hvorefter der kun har været tale om relativt mindre ændringer og fluktuationer. Ser vi på den forudgående Eem-mellemistid (130.000–114.000 år siden), så regnes denne for i sin varmeste fase at have været op mod 5 grader varmere end i dag, Indlandsisen væsentlig mindre (omkring 30 procent) og havspejlet for at have ligget nogle meter over det nuværende havspejl.

Med vores viden om Indlandsisens udvikling i nutidens klima må vi konkludere, at Indlandsisens massebalance i Eem-tidens varmere klima formentlig har været negativ over længere tid. At Indlandsisen ikke nedsmeltede totalt skyldes, at Eem-perioden og Eem-periodens varmeste fase var relativt kort og blev efterfulgt at en væsentlig koldere periode, Weichselistiden, hvor isen igen voksede. Det er netop på baggrund af denne indsigt samt på baggrund af den relativt set stabile og kølige klimaperiode, vi burde gå i møde de kommende årtusinder – betinget af solindstrålingsfordelingen på kloden – at den seneste klimaudvikling siden 1970’erne giver anledning til bekymring.

Det er bekymrende, at vi øger mængden af drivhusgasser med en sådan rate, at jordsystemets evne til på kort sigt at modvirke denne ubalance overskrides voldsomt, og at temperaturerne ikke mindst i Arktis derfor fortsat vil stige. Skal vi lære af fortiden, så tegner der sig et billede af en nært forestående periode, hvor store dele af Indlandsisen vil blive udsat for en accellererende nedsmeltning koblet til en vanskelig forudsigelig men dramatisk destabilisering af det globale havspejl og klima.





1. juni 2011, 22:30 2 kommentar(er) · 4428 fremvisninger

Kommentarer
GLAR 7. juni 2011, 22:18
En havvandsstigning på 0,9-1,6 m år 2100 modsvarer 324.000 - 576. 000 km3 smeltevand eller i gennemsnit mellem 3640-6470 km3 om året.

Det er jo ingenting i sammenligning med Al Gores prognoser på mindst 1974 meters havvandsstigning ifølge bogen "Vores Valg'... hvor han viser et photoshop foto af kloden uden Cuba og nærmeste naboer og Panama er nærmest blevet til Internationalt farvand, hvilket modsvarer 710.640.000 km3 run of og 7.984.719 km3 m året i gennemsnit.

Men på den anden side så er jordens normaltilstand Istid og den tilstand arbejder kloden langsomt hen imod (med eller uden CO2) i geologiske termer... den eneste måder er at stoppe varmetilførslen til Nordeuropa og det kan kun ske ved at stoppe Golfstrømmen.

Nu har der de sidste 11.714 år været 8,5 kulde/varme cyklus'er og vi får sikkert nogle flere før det går så galt. Et godt bud er Dr. Ritesh Arya's prognose der siger en transformationsperiode de næste 160-70 år hvor temperaturen vil stagnere og langsomt dykke mod et kulde minima i 2344 for så igen at stige til at nyt varme-maxima i 3014.

Dr. Ritesh Arya præsenterer sine C-kurver på et klimatopmøde i Lissabon i juli/august 2011
GLAR 9. juni 2011, 09:59
Hvad er egentligt Indlandsisens normaltilstand vægt/volume mæssigt... ?
Deltag aktivt i debatten om artiklen Klima, is og havniveau – før, nu og frem:

Husk mig

Lignende indhold
Artikler
Havniveau
DebatterSvarSeneste indlæg
Ændringer i havniveau2417-08-2013 12:24
DK havniveau korrigeret for isostasi?525-10-2011 14:12
▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik