Husk mig
▼ Indhold

Klimadebattens historik

Af Catharina Magdalena Merle Toft
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2011.


< Opgavens afgrænsningIndholdsfortegnelseSpecialets teoretiske udgangspunkt >


2.3. Klimadebattens historik
FN har spillet en stor rolle i at skabe debat om klimaforandringer. I 1988 etablerede UNEP og WMO den videnskabelige og mellemstatslige enhed, IPCC, til vurdering af klimaforandringer og disses potentielle miljømæssige og socioøkonomiske konsekvenser. IPCC har til opgave at gennemgå og vurdere de seneste verdensomspændende videnskabelige oplysninger vedrørende klimaet, og organisationen udfører således ikke selv forskning på området. IPCCs arbejde er baseret på tusindvis af forskere fra hele verden, der frivilligt bidrager med deres arbejdskraft.

I 1992 blev FNs rammekonvention om klimaforandringer vedtaget som FNs reaktion på problemet. Formålet med UNFCCC var at stabilisere koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren til et niveau, hvor menneskelig påvirkning af klimaet forhindres. Siden 1995 har der årligt været afholdt konferencer i UNFCCC-regi, og i 1997 blev Kyoto-Protokollen vedtaget ved nummer tre i rækken af COPs i Kyoto.19 Med Kyoto-Protokollen blev det globale samfund under ledelse af UNFCCC også enig om at tage de indledende skridt i et forsøg på at løse problemet vedrørende klimaforandringerne.

Kyoto-Protokollen kræver, at ilande20 reducerer deres emissioner med 5% under 1990-niveau imellem 2008 og 2012.21 I 2011 er antallet af lande, der har underskrevet og ratificeret protokollen nu oppe på 192 – med USA som eneste tilbageværende iland, der har underskrevet protokollen men ingen intentioner om at ratificere den.22

COPerne er blevet UNFCCCs møde- og forhandlingsforum. Siden den første COP i Berlin i marts 1995, har verden oplevet 15 yderligere, hvoraf den seneste blev afholdt i Cancun i december 2010.

2.3.1. Beslutninger

I nedenstående skema er hver COP listet op med sine væsentlige resultater og beslutninger.

COP:Resultater:
Earth Summit (1992 i Rio de Janeiro, Brasilien) • De fleste af verdens lande tilslutter sig ved UNCED en international traktat – UNFCCC – for at starte overvejelserne om, hvad der kan gøres for at reducere den globale opvarmning og for at afklare, hvilke temperaturstigninger, der er uundgåelige. Formålet med konventionen er at stabilisere koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren, for at forhindre farlig menneskelig indvirkning på klimasystemet.
COP1 (1995 i Berlin, Tyskland) • Den første COP finder sted og de internationale forhandlinger om klimaets fremtid skydes igang.
• Klimaet er et fælles men differentieret ansvar, hvorfor lande deles op i grupper, hvor ilande skal trække det hårdeste læs, selvom de nyindustrialiserede lande23 forventes at være verdens største udledere af drivhusgasser om 15 år.
COP2 (1996 i Geneve, Schweiz) • IPCCs videnskabelige resultater om klimaforandringer accepteres.
COP3 (1997 i Kyoto, Japan) • Kyoto-Protokollen bliver vedtaget og forpligter ilandene til at nedbringe drivhusgasemissionerne.
• Protokollen redegør for Kyoto-mekanismerne, såsom emissions trading, CDM og JI.
• De fleste ilande og nogle centraleuropæiske Annex B lande skal opnå retligt bindende reduktioner i udledningen af drivhusgasser med gennemsnitlig 6 til 8 procent under 1990-niveau i årene mellem 2008 og 2012, som bliver kaldt den første emissions regnskabsperiode.
• USA ønsker ikke at indgå i de retligt bindende aftaler.
COP4 (1998 i Buenos Aires, Argentina) • På grund af vanskeligheder ved at nå til enighed om de uløste spørgsmål ved Kyoto-Protokollen, vedtages istedet en 2-årig handlingsplan til fremme af Kyoto-Protokollens gennemførsel.
COP5 (1999 i Bonn, Tyskland) • COP5 er primært et teknisk møde.
COP6 (2000 i Haag, Holland/2001 i Bonn, Tyskland) • I 2000 i Haag udvikler drøftelserne sig hurtigt til forhandlinger på højt niveau om de store politiske spørgsmål, heriblandt en større kontrovers over USAs forslag om at tillade kredit til carbon-dræn i skove og landbrugsjord24; uenighed om konsekvenserne for lande, der ikke overholder emissionsreduktionsmål; og vanskeligheder med at løse, hvordan ulandene kan opnå finansiel bistand til at håndtere negative virkninger af klimaforandringer og hjælp til måling og eventuel nedbringelse af udledningen af drivhusgasser. Forhandlingerne kollapser og skal genoptages i Bonn, Tyskland i 2001.
• I 2001 er der gjort fremskridt i løsningen af de problemer, der lod konferencen i Haag kollapse og der opnås enighed om de fleste af de store politiske spørgsmål:
o Fleksible mekanismer: USA har oprindelig været en stor fortaler for de fleksible mekanismer, da protokollen blev sat sammen - herunder emissionshandel, JI og CDM, der giver ilande mulighed for at overholde deres emissionsreduktionsmål ved aktiviteter i ulandene som et alternativ til indenlandske emissionsreduktioner.
  o   Carbon sinks: Det bliver aftalt, at der vil blive givet kredit for en indsats, der absorberer kulstof fra atmosfæren eller opbevarer den, herunder skov- og landbrugsmanagement og revegetation.
  o   Overholdelse: De endelige afgørelser vedrørende overholdelse af procedurer og mekanismer bliver udskudt til COP7.
  o   Finansiering: Der er enighed om etablering af tre nye fonde til bistandsydelse til de forventede behov i forbindelse med klimaforandringerne.
COP7 (2001 i Marrakech, Marokko) • Forhandlerne får gjort et stort arbejde omkring Buenos Aires Plan of Action og afklaret de fleste operationelle detaljer, således at Kyoto-Protokollen er klar til ratificering. De herved tagne beslutninger bliver kendt som Marrakech Accords.
• USA fastholder imidlertid sin observatørrolle og afviser at deltage aktivt i forhandlingerne, hvorfor det ikke bliver muligt at få ratificeret Kyoto-Protokollen.
• Der bliver fastsat regler for den internationale handel med emissioner, herunder CDM; taget stilling til, hvad der skal ske, hvis lande ikke formår at overholde deres emissionsmål, og om det juridisk vil være muligt at stille disse lande til ansvar. Man får klarlagt regnskabsprocedurerne for fleksible mekanismer og besluttet, at man på COP8 vil gennemgå, hvorvidt de nuværende forpligtelser er tilstrækkelige, for herigennem også at åbne op for diskussionen om fremtidige forpligtelser.
COP8 (2002 i New Delhi, Indien) • Delhi Ministerial Declaration bliver vedtaget, hvorved ilandene forventes at overføre teknologi til ulandene og minimere klimaforandringernes indvirkning på disse.
COP9 (2003 i Milan, Italien) • Der skabes enighed om de Adaptation Funds, hvortil fundamentet blev lagt under COP7.
COP10 (2004 i Buenos Aires, Argentina) • Evaluering af de sidste ti COPs og fremtidige udfordringer.
Mitigation og Adaptation bliver væsentlige elementer i spørgsmålet om den fremtidige håndtering af klima.
• Buenos Aires Plan of Action bliver vedtaget med det formål at hjælpe ulandene i at tilpasse sig klimaforandringerne.
• Debatten om Post-Kyoto starter.
COP11 (2005 i Montreal, Canada) • COP11 er den første MOP, hvorfor det er en af de største intergovernmentale konferencer på klimaområdet nogensinde.
• Der bliver skabt enighed om at forlænge Kyoto-Protokollen efter dens udløbsdato i 2012 med Montreal Action Plan.
COP12 (2006 i Nairobi, Kenya) • Af medlemslandenes frygt for tab af konkurrencedygtighed og de økonomiske omkostninger nævnes emissionsreduktioner stort set ikke.
• En femårig plan bliver vedtaget til støtte for ulandenes tilpasning til klimaforandringer.
COP13 (2007 i Nusa Dua, Bali, Indonesien) • Under COP13 kommer en aftale om en tidsplan og enighed om strukturerede forhandlinger vedr. post-2012 perioden på plads med vedtagelsen af Bali Action Plan.
COP14 (2008 i Poznan, Polen) • Medlemmerne bliver enige om principperne for finansieringen af den fond, der skal hjælpe de fattigste nationer med at leve op til klimaforandringerne.
• Beskyttelse af skovområder bliver en del af de tiltag, der skal hjælpe med at bekæmpe klimaforandringer.
COP15 (2009 i København, Danmark) • Det overordnede mål for COP15 er at etablere en ambitiøs global klimaaftale for perioden efter 2012.
• Den 14. november 2009 meddeler New York Times, at præsident Obama og andre af verdens ledere har besluttet at udskyde den vanskelige opgave med at nå frem til en klimaaftale.
COP16 (2010 i Cancun, Mexico) • Aftalerne opnået i Cancun repræsenterer afgørende skridt fremadrettet med planer om at reducere drivhusgasudledningen og hjælpe ulandene med at beskytte sig mod klimapåvirkningerne og skabe en bæredygtig fremtid ved at:
  o   Fastlægge klare mål for reduktion af menneskeskabte CO2-udledninger over tid med det formål at holde den globale gennemsnitlige temperaturstigning under 2°C.
  o   Fremme deltagelsen af alle lande til at reducere CO2-udledningerne – i overensstemmelse med hvert lands evne og ansvar.
  o   Sikre international gennemsigtighed i de foranstaltninger, som træffes af de enkelte lande, og sikre, at de globale fremskridt hen imod det langsigtede mål bliver nået i tide.
  o   Mobilisere udviklingen af miljøvenlig teknologi.
  o   Økonomisk mobilisere ulandene til på sigt at tage større og mere effektive initiativer.
  o   Bistå særligt sårbare mennesker i verden til at tilpasse sig de uundgåelige konsekvenser af klimaforandringerne.
  o   Beskytte verdens skove.
  o   Opbygge global kapacitet, for at opfylde de overordnede udfordringer.
  o   Etablere effektive institutioner og systemer, der vil sikre, at målsætningerne bliver implementeret succesfuldt.


< Opgavens afgrænsningIndholdsfortegnelseSpecialets teoretiske udgangspunkt >






 0 kommentar(er) · 1280 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Klimadebattens historik:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik