Af Rasmus VincentzJulen er en dejlig tid, og jeg holder egentlig af den, med al dens overflod og vulgære nostalgi. Men den rummer også en række større og mindre udfordringer. En af de udfordringer ved julen, som altid har faldet mig særlig svær, er at skulle formulere en ønskeliste. Og jeg ved, jeg ikke er alene om det problem.
Men ønskelister er faktisk værdifulde, fordi de tvinger os til at gøre os det helt klart, hvad vi mangler, drømmer om og har brug.
I denne klumme har jeg bestemt mig for at udarbejde en liste med de ønsker, jeg har på klimaområdet. Det har jeg valgt, fordi styrken ved ønskelister er, at de kan hjælpe os til at træde ud over de nøgterne betragtninger, de distancerede analyser og de vrisne kommentarer, og i stedet højt og klart melde ud, hvad man rigtig godt kunne tænke sig. Det mener jeg i høj grad, klimadebatten trænger til.
Derfor har jeg besluttet, at denne klumme simpelthen skal være en ønskeliste. En ønskeliste over, hvad jeg rigtig godt kunne tænke mig sker, i forhold til at gøre noget seriøst ved klimaspørgsmålene. Og det helst i løbet af 2013.
Ønske #1: Begrænsning af udvindingen af fossile brændstofferDet første og måske største ønske handler om, at politikken på klimaområdet, både i Danmark og internationalt, i højere grad kommer til at handle om at lade de fossile brændstoffer blive i jorden. Det bedste udgangspunkt for en seriøs indsats mod klimaforandringerne må være at sikre, at der kun udvindes og sælges fossilbrændsler svarende til hvad, klodens økosystemer kan fiksere.
Jeg ønsker mig, at der både nationalt, og helst også internationalt, bliver lavet i hvert fald to aftaler.
Den ene aftale handler om skiffergas. Når vi ved, at omkring 80 % af de kendte reserver af fossile brændstoffer bør blive i jorden for at undgå at overskride målet om en maksimal stigning i den globale temperatur på 2 grader celsius, så levnes der ikke noget økologisk rum til at udvinde og bruge noget som helst skiffergas. Aftalen skulle derfor meget gerne sørge for, at skiffergassen aldrig bliver udvundet og brændt af.
Den anden aftale handler om profitten fra selskaberne i den fossile industri. Olieindustrien er virkelig stor og profitabel. Ud af verdens 10 største virksomheder, målt efter omsætning, er
7 af dem beskæftiget inden for fossilindustrien, med omsætninger fra 250 til svimlende 482 milliarder US dollars, og med årlige profitter hos f.eks. Shell og Exxon Mobile på henholdsvis
30 og 40 milliarder US dollars. I lyset af at disse profitter er hentet hjem ved at forbruge fremtidige generationers reserver af olie og gas, samt at klimaet skubbes ud af balance med enorme skader for nuværende og kommende generationer til følge, er det for mig at se oplagt, at noget af indtjeningen bliver givet til at sikre alternativer.
Derfor kunne jeg ønske mig, at der internationalt aftales, at en procentsats af fortjenesterne på fossile brændsler skal gå til investeringer i vedvarende energiteknologi, opbyggelsen af energisystemer baseret på vedvarende energi og klimatilpasning. Et system, der med tiden kan erstatte det nuværende primært fossilbaserede energisystem.
Ønske #2 En ordentlig pris på udledning af drivhusgasserMens vi venter på, at ønsket om en begrænsning af udvindingen af fossile brændstoffer bliver opfyldt, er det et stort ønske, at der bliver sat en reel pris på udledningen af drivhusgasser.
Det foreløbigt bedste bud på et system, der kan sætte en pris på udledninger af drivhusgasser, er kvote- og kreditsystemet under Kyoto-protokollen, samt dets implementering i EU med det europæiske kvotehandelssystem EU-ETS.
Det nuværende system lider dog under nogle alvorlige udfordringer i kraft af, at der de sidste år reelt har været så stort udbud af CO2-kvoter, at priserne ikke har udgjort nogen motivation for grøn omstilling i industrien, samt at det efter COP18 kun er EU og Australien, der reelt er med i opretholdelsen af et internationalt system for handel med CO2-kvoter.
Som det ser ud i dag, kan det europæiske og australske system slet ikke sikre den efterspørgsel og den udbredelse, der er nødvendig for at have en pris, som kan bruges som rettesnor i virksomheders og staters fremtidige investeringer.
Jeg vil derfor ønske mig, at det nuværende system udvikles og suppleres, så der dannes en reel pris på udledninger, måske op til en pris på 15 eller 20 euro. Præcis hvilken metode, der anvendes, kan diskuteres, men måske kan både mængden af kvoter og deres priser reguleres, således at der opstår en reel gevinst ved at mindske udslippet af drivhusgasser, og at der dermed skabes motivation for valg af mere grønne teknologier og løsninger. Ellers kan det være, at muligheden for en skat på udledninger af drivhusgasser må på banen.
Ønske #3 En holdningsændring på transportområdetFor at der kan ske en seriøs og succesfuld indsats for klimaet, er lovgivning ikke tilstrækkeligt. Derfor må der også ske ændringer i vores holdninger til, hvad der er acceptabelt i forhold til udledninger af drivhusgasser.
En af de helt store poster på de private CO2-regnskaber er transport, herunder i særlig grad flytrafik. Med en gennemsnitlig personlig udledning i Danmark på et sted mellem 11 og 20 tons CO2 årligt, betyder en international flyrejse med en udledning på 3-4 tons CO2 per person virkelig meget.
Desuden udgør transporten op imod en tredjedel af de samlede danske udledninger, og derfor lader denne sektor meget tilbage at ønske i forhold til at reducere udledningerne.
Der bliver nogle gange peget fingre af de embedsmænd og politikere, som flyver til klimatopmøderne, fordi de i forbindelse med at arbejde på at løse klimaproblemerne bidrager til dem med øget CO2-udslip. Men jeg har endnu ikke set nogen artikler, eller hørt nogen debatter, hvor folk blive konfronteret med det yderst uacceptable i lige at flyve en privat smuttur til New York, London eller Beijing.
På transportområdet er det derfor vigtigt, at der både politisk, men også fra privat side, udvikles en ny moral omkring, hvornår det er socialt acceptabelt at rejse med fly.
Mit ønske for 2013 er derfor, at mange flere danskere holder op med at benytte flyrejser til ture af kort varighed, og samtidig udvikler en generel holdning om, at det er uacceptabelt at skulle udlede adskillige tons CO2 blot for at have en hyggelig weekend.
Politisk vil mit ønske på transportområdet være, at regeringen, og gerne et par af de andre partier, officielt værdipolitisk melder ud, at de desværre ikke anser flyrejser til korte fornøjelsesture som værende acceptable, set i lyset af udfordringerne med klimaforandringerne.
Ønske #4 En rigtig god klimadebatFor det fjerde ønsker jeg, at der opstår en omfattende, meningsfuld og konstruktiv klimadebat. Med klimadebat mener jeg klare udmeldinger om, hvad man mener, der bør gøres og ikke gøres, samt en villighed til at diskutere disse spørgsmål offentligt.
Den smule debat om klimaet, man i dag kan opleve i danske medier og til offentlige arrangementer, er mildt sagt utilstrækkelig. Når man tænker på, hvor stor betydning, ændringerne af klimaet i et eller andet omfang allerede har, og i hvert fald vil få, på alle menneskers liv, så er det ubegribeligt, hvor lidt det dækkes og diskuteres.
Det er meget sjældent, det bliver diskuteret, hvilke midler og hvilket tempo, der er acceptabelt i klimaindsatsen, og meget sjældent, at de praktiske og moralske udfordringer behandles i medier eller over middagsbordet.
Ønsket om en seriøs klimadebat kunne starte med udmeldinger, både fra politisk side som f.eks. de politiske partier inklusiv ungdomsafdelinger, og fra samfundsbærende interesseorganisationer som f.eks. Dansk Industri, LO og DA. Ligeledes kunne forskningsinstitutioner, tænketanke og mange af de foreninger, der på den ene eller anden måde beskæftiger sig med emner, der er direkte berørt af klimaforandringerne, blande sig. Det gælder f.eks. landbruget med de enorme udfordringer, fødevareproduktionen står over for, i takt med at klimaet ændrer sig.
Ovenstående er altså fire af mine ønsker på klimaområdet for 2013. De er store, endog meget store, men det må ønsker gerne være, især når det handler om noget så vigtigt som, hvordan vi tackler udfordringerne med klimaforandringer.
Spørgsmålet er ikke, om ønskerne er realistiske, for jeg er fuldstændig ligeglad med, om de anses som urealistiske, da jeg med Herman Daly vil sige: ”Jeg vil hellere bruge mine kræfter på det, der er politisk umuligt, end det, der er fysisk umuligt”.
Det store spørgsmål er i stedet, om du vil være med til at opfylde disse ønsker, og om du har andre ønsker på klimaområdet?