Husk mig
▼ Indhold

Klimaforandringer og fremtidens Arktis

Af klima- og polarforsker (Ph.D. og Post Doc.) Sebastian H. Mernild, University of Alaska Fairbanks, Alaska, USA

Det arktiske naturlandskab er under forandring som følge af klimaændringer. I de sidste årtier synes klimaforandringerne kun at bevæge sig i én retning. Vi er vidne til et varmere og vådere klima. Isen smelter 'nu', såvel i det terrestriske som i det maritime økologiske sårbare arktiske naturmiljø. I takt hermed er kampen om klodens nordligste punkt og dets ressourcer indledt. Dette såvel ved brug af imperialistiske, militære, naturvidenskabelige og politiske virkemidler. Skal vi acceptere de nationale interesser, hvor nordpolslandene enkeltvis køres i stilling til en udnyttelse af nordpolsressourcerne – olien og naturgassen – eller skal vi acceptere Nordpolen som et uberørt fælleseje – uden mineraludnyttelse – for verdenssamfundet, i lighed med Antarktis? Man kan passende spørge: Hvem ejer Arktis? I hvilket omfang skal ressourcerne udnyttes? Er der en politisk køreplan for området og for udnyttelsen af ressourcerne på og under havbunden?

Klimaforandringerne sker 'nu': stigende temperaturer, nedbør og fugtighed er et faktum. I løbet af de sidste 100 år er temperaturen på kloden steget mellem 0,3 og 0,6 grader celsius. Rekonstruerede temperaturforhold fastslår, at 1990'erne var det varmeste årti globalt set gennem de sidste 1000 år. Siden afslutningen af "den lille istid" omkring år 1920 og frem til i dag er temperaturen steget i det arktiske område, mest markant siden 1970'erne. Observationer siden 1957 og til i dag viser, at den årlige gennemsnitstemperatur er steget med 2–4 grader celsius i visse områder af det nordlige Canada, men hovedsagelig ligger stigningen i det arktiske område på 1–2 grader celsius. Alt tyder på, at opvarmningen for fremtiden vil fortsætte sin opadgående tendens: kraftigere end tidligere antaget. De stigende temperaturer er blevet efterfulgt af stigende nedbør på godt 1 procent pr. årti, og af en stigende luftfugtighed på godt 2 procent i løbet af de sidste 30 år. I Arktis falder der mere og mere nedbør, og det i form af regn frem for sne. De stigende temperaturer og den stigende regnmængde medfører, at det hvide Grønland og den hvide nordpol ændres til et mere grønt Grønland og en blå nordpol.

Konsekvenserne af de skitserede klimaforandringer sætter sine spor. Et alvorligt indhug i det arktiske naturmiljø finder steder netop 'nu' – cryosfæren (gletscheris, sne, permafrost og havis) ændres i omfang og i udstrækning. Klima- og havismodellering for fremtiden viser, at havet i værste fald indenfor de kommende 20–30 år vil være isfrit i og omkring Nordpolen i sommersæsonen. Med udsigten til svindende havis er retten til og udnyttelsen af Nordpolens undergrund – olie- og naturgasressourcer – blevet intensiveret af nordpolslandene. I troen på at påberåbe sig suverænitet over Nordpolen har forskellige virkemidler været anvendt: Canadierne har gennemført militære feltøvelser og opstillet planer om at bygge militæranlæg, og russerne har plantet deres flag under Nordpolen. Naivt at tro, at en imperialistisk kamp på flag er vejen frem: Amerikanerne placerede deres flag på Månen, men det er ikke lig med, at Månen blev deres. De fantasifulde aktioner, hvormed nordpolslandene skiftevis forsøger at påråbe sig retten til Nordpolen og dens ressourcer bør ende. Det er ikke et kapløb om at komme først mellem de interesserede lande, men et kapløb på tid om at skaffe oplysningerne inden FN's havretskonventions (UNCLOS) frist udløber i 2014. Derfor har Danmark iværksat videnskabelige ekspeditioner i området.

Der er ingen, der i dag har et virkelighedsnært skøn over, hvor meget olie der er under Nordpolen; tilsyneladende er olieselskaberne meget uenige. United States Geological Survey's (USGS) foreløbige vurdering er, at undergrunden rummer op mod 25 procent af verdens samlede uopdagede forekomster af olie og gas. Adskillige tusinder af milliarder kroner vil kunne pumpes op. Det vil være fristende at sige, at Danmark bør bruge alle ressourcer på at komme med til fadet, når rettighederne skal fordeles. Hvorfor holde sig tilbage? Vi opnår blot, at andre løber med rettighederne og de mange penge. Yderligere er verdens nuværende olie- og naturgasressourcer i hænderne på ganske få lande, hvoraf nogle af landene er villige til at udnytte denne situation politisk. Det må anses som en trussel for den globale økonomiske stabilitet. En stor forekomst af olie under Nordpolen vil kunne give et modspil til denne afhængighed, så længe det ikke er de samme lande, som i dag har de store olie- og gasforekomster, som får rådighed over de nye forekomster – f.eks. Rusland. Men omvendt vil det ligeledes være fristende at argumentere for, at olien ikke skal røres. Paradoksalt er det, at CO2-udledningen fra den arktiske olie og naturgas vil bibringe til en øget cryosfærisk nedsmeltning i det arktiske område. Den CO2-udledning, vi kan forvente fra de olie- og kulforekomster, som er i drift i dag, er allerede mere end kloden kan kapere, så hvorfor overhovedet tænke på at gå i gang et nyt sted? Som ydermere er et område, der er ekstremt økologisk sårbart og vanskeligt logistisk tilgængeligt. Nordpolen burde fredes som et arktisk laboratorium for bl.a. klima- og polarforskere med deraf følgende mulighed for en bedre forståelse af, hvad der sker ned til mindste detalje; dels vil man kunne sikre, at oliekatastrofer i lighed med ExxonValdez-forureningen i slutningen af 1980'erne i det sydlige Alaska ikke gentager sig. Et olieudslip der økologisk stadig har sat sig spor her 20 år efter. Ud fra en energiargumentation er det vel bedst ikke at anvende olie- og naturgasressourcerne under Nordpolen – hvilket ville være som at 'tisse i bukserne på en kold vinterdag'. En global målrettet satsning på vedvarende energi må anses som vejen frem, frem for blot at tømme klodens begrænsende ressourcer for olie og gas. Vi bør tænke langsigtet frem for i et snævert perspektiv af kun 30–40 år. Det eneste rigtige er vel, at Danmark arbejder hen mod en fremtid med 100 procent vedvarende energi, hvor vi er totalt uafhængige af fossile brændsler? Det er vel den eneste vej at bevæge sig, set i lyset af et miljø- og et rent energiforsyningsmæssigt perspektiv? Lad derfor olien og naturgassen på Nordpolen ligge hvor den er. Det har aldrig været meningen, at den skulle hentes op fra det økologiske sårbare arktiske naturmiljø.

Danmark må gå forrest i arbejdet for at få vedtaget en international traktat om Arktis – vi bør have indflydelse på en kommende opdeling af Polhavet samt indflydelse, hvis og såfremt olien og naturgassen skal hentes op fra undergrunden. Udenrigsminister Per Stig Møller og den grønlandske landsstyreformand Hans Enoksen har udsendt invitationer til udenrigsministrene fra Canada, Norge, Rusland og USA. Med Udenrigsministeren og landsstyreformanden i spidsen er der lagt op til debat vedrørende vedtagelsen af en sluterklæring, hvor deltagerlandene bekræfter, at de vil agere i overensstemmelse med de eksisterende retlige rammer, herunder FN's havretskonvention i relation til Arktis; at det overordnede mål er en bæredygtig, økonomisk udvikling af området med inddragelse af områdets befolkninger; og at der er behov for at styrke både det praktiske og det forskningsmæssige samarbejde i området markant. Det er et godt politisk initiativ, for vi behøver et fælles ståsted vedrørende Nordpolen og dets ressourcers anvendelse.

I 2004 tilsluttede Danmark sig FN's havretskonvention, der gør det muligt for nordpolslandene at gøre krav på undergrundens og havbundens ressourcer uden for 200 sømilegrænsen, hvilket normalt er grænsen for økonomisk udnyttelse af havet. For at man kan udvide denne grænse, skal en række betingelser være opfyldt. I havet omkring Nordpolen spiller den undersøiske bjergkæde Lomonosovryggen en central rolle. Bjergkæden strækker sig 1800 kilometer under Polhavet fra Grønland til Sibirien, og hvis Danmark kan bevise, at Lomonosovryggen har en naturlig geologisk sammenhæng med den grønlandsk-canadiske kontinentalsokkel, så vil vi kunne kræve vores del af ressourcerne under Polhavet og grænsen udvides dermed til 350 sømil eller knap 650 km fra kystlinjen, hvilket vil inkludere Nordpolen. En territorial udvidelse af Nordpolen, hvorvidt den bliver dansk, canadisk, russisk eller amerikansk, og en efterfølgende udnyttelse af ressourcerne bør kun ske, hvis ikke det er uundgåeligt og under skrappe restriktive miljømæssige forhold, da udvindingen vil foregå i det sårbare arktiske naturmiljø. Derfor bør et råd (et Nordpolsråd med samme beføjelser som OPEC (Organization of the Petroleum Exporting Countries)) bestående af f.eks. ministre; miljø-, finans- og udenrigsministre fra hvert nordpolsland regulere omfanget af ressourceudnyttelsen i nordpolsområdet under hensyntagen til f.eks. miljøets tilstand, så der ikke forekommer en rovdriftsudnyttelse på bekostning af miljøet. Nordpolen er et sårbart område – derfor bør vi passe på det. Vi har endda valgt at anvende det arktiske symbol – isbjørnen – i vort danske rigsvåbenskjold, hvilket må tolkes som et symbol på, at vi er stolte over og værner om det idylliske og barske arktiske område.

Man kan afsluttende sige, at klimaforandringerne gør Nordpolen til et varmt emne – ikke kun bogstaveligt, men ligeledes når det gælder udnyttelsen af de mulige ressourcer.





31. oktober 2007, 22:32 4 kommentar(er) · 7114 fremvisninger

Kommentarer
Kosmos 1. november 2007, 10:47
Observationer siden 1957 og til i dag viser, at temperaturen på årsbasis er steget med 2–4 grader celsius

- dvs. 100 - 200 grader: I sandhed 'Breaking news'!


i visse områder af det nordlige Canada, men hovedsagelig ligger stigningen i det arktiske område på 1–2 grader celsius

- hvis det osse er på årsbasis, bli'r det 'kun' 50 - 100 grader: Dét lyder jo mere rimeligt!
branner 1. november 2007, 14:37
Kosmos,
jeg synes du er en kende pedantisk her. Med "årsbasis" mener Mernild selvfølgelig årlig gennemsnitstemperatur og ikke stigning pr. år. Der er i grunden intet fejlagtigt ved formuleringen, blot er den lidt upræcis, og den er nu omformuleret...
Kunne være spændende med kommentarer til klummens indhold
GLAR 2. november 2007, 00:36
Hej Branner

Hvad er forskellen på årlig gennemsnitstemperatur og ikke stigning pr. år.

Hvis temperaturen er steget 2-4 C på årsbasis, så betyder det pr. år

Vi kan allesammen se hvad han mener, men det er altså ikke det han skriver. Han kunne f.eks. havde skrevet på gennemsnitsbasis 2-4 C
knielsen73 16. november 2007, 14:40
jeg er enig i, at formuleringen er lidt upraecis. Her er hvad han mener: I 1957 var den aarlige gennemsnits temperature X grader mens den idag er 2-4 grader varmere.
Deltag aktivt i debatten om artiklen Klimaforandringer og fremtidens Arktis:

Husk mig

Vurderinger
Du skal være logget ind for at vurdere artiklen 'Klimaforandringer og fremtidens Arktis (Mernilds Klumme, november 2007)'.
Meget godt
100%[1 Stemme]
Godt
0%[Ingen stemmer]
Middel
0%[Ingen stemmer]
Dårligt
0%[Ingen stemmer]
Meget dårligt
0%[Ingen stemmer]

Lignende indhold
Artikler
Martin Breum: Arktis er andet end smeltende is
Arktis
NyhederDato
Varm maj i Arktis og Nordsibirien25-06-2011 06:39
Mængden af is i Arktis topper usædvanlig sent13-04-2010 07:09
Mere is i Arktis efter kold vinter07-04-2010 10:25
Vinden skyld i en stor del af is-tabet i Arktis23-03-2010 05:33
Pris for afsmeltningen i Arktis: over 10 billioner kroner08-02-2010 10:02
DebatterSvarSeneste indlæg
Den minimale/maksimale isudbredelse ved Arktis/Antarktis611-02-2016 22:28
Arktis var koldere end i dag trods globalt meget varmere128-12-2015 15:06
En ny strategi for Arktis.223-08-2011 18:36
Arktis: Havis-afsmeltning 20101825-07-2010 08:50
Temperaturen i Arktis de siste 2000 år128-09-2009 14:28
▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik