Husk mig
▼ Indhold

Klimaproblemet som global trussel

Af Hans Branner
Artiklen er en del af kapitlet Klimapolitik er verdenspolitik, der har været trykt i lærebogen Klima (AT-tema) fra 2009.

< Klima og den politiske dagsordenIndholdsfortegnelseKan staterne enes om løsninger? >


Klimaproblemet som global trussel

Som politisk fænomen skal klimaændringerne først og fremmest ses i sammenhæng med begrebet globalisering. Måske er klimaændringerne og deres konsekvenser det bedste eksempel på det, man forstår ved globalisering. Kernen i begrebet er det forhold, at verden hænger sammen på en ny og tættere måde, således at begivenheder og tilstande i én del af verden har konsekvenser for befolkninger og samfund langt borte, herunder også på andre kontinenter. Og det er jo netop tilfældet i forbindelse med klimaproblemerne. Hvis regnskoven i Brasilien fældes i samme tempo som hidtil, vil det mindske mulighederne for at bremse temperaturstigningerne og dermed indvirke på levevilkårene overalt i verden. Det samme kan siges om den stærkt stigende brug af kul i Kina, hvor et nyt kulkraftværk tages i brug hver uge for at imødekomme energibehovet i landets ekspanderende økonomi. Og hvis ikke amerikanerne er i stand til at reducere deres CO2-udslip, der pr. indbygger er dobbelt så stort som det danske, vil europæiske bestræbelser på at løse klimaproblemerne være stort set forgæves.

Med den tyske sociolog Ulrich Becks udtryk kan man sige, at vi i dag lever i et globalt risikosamfund, hvor risiciene – i modsætning til tidligere – er menneskeskabte, og hvor vi alle, uanset hvor vi bor på kloden, er udsat for de samme risici og har samme interesse i at bekæmpe deres opståen.

Mere end noget andet illustrerer klimaproblemet, at alle på jorden er blevet afhængige af hinanden – adfærden i en del af verden har indvirkning på forholdene i en hel anden del af verden. En indvirkning der i nogle tilfælde kan true selve eksistensen eller overlevelsen. Vi kan derfor heller ikke være ligeglade med, hvad der foregår i andre stater – selv langt borte.

Figur. 2: Globaliseringens dimensioner og deres sammenhæng
Globaliseringens dimensioner
Der skelnes i figuren mellem fem dimensioner i globaliseringen. I snæver forstand forbindes globaliseringen kun med den økonomiske dimension. Her tænkes på, at ny teknologi og højere levestandard har mangedoblet strømmen af varer og kapital på tværs af grænser og kontinenter og har skabt mulighed for en ny arbejdsdeling, hvorved fremstillingen af et produkt opdeles i faser, der foregår forskellige steder på kloden. I bred forstand er den økonomiske dimension ikke dækkende for begrebet, men den kan siges at være en slags motor for dele af den øvrige globalisering.

Den politiske globalisering er placeret for sig, idet den vedrører forsøget på styring af de andre dimensioner, markeret med de fuldt optrukne pile der udgår fra kassen. FN’s Sikkerhedsråd er således et eksempel på pilen op til den militære globalisering. Kyoto-protokollen fra 1997 er et eksempel på pilen op til den miljømæssige globalisering.
De stiplede pile angiver, at den politiske globalisering udløses af globaliseringen i de fire andre dimensioner. De er alle mere eller mindre forbundne med hinanden, men især den miljømæssige globalisering i form af de globale klimaproblemer forstærkes af de andre dimensioner (jf. pilene). Den stærkt øgede verdenshandel (økonomisk globalisering) er kun mulig ved, at også fly- og skibstrafikken øges stærkt, hvilket har haft konsekvenser for atmosfærens CO2-belastning. Samme konsekvens følger af den kulturelle globalisering, der bl.a. vedrører den øgede bevidsthed om og mulighed for at besøge fjerne steder på kloden. Også den militære globalisering kan have indvirkning på miljøbelastningen, bl.a. i kraft af USA’s militære tilstedeværelse i de fleste verdensdele.

Når globaliseringen er så tydelig i forbindelse med klimaproblemerne, hænger det sammen med, at vi alle lever under én fælles trussel i form af en forstærket drivhuseffekt. Vi bidrager alle i større eller mindre udstrækning hertil, og vi bliver alle ramt af konsekvenserne.

Klimaproblemernes globale karakter forstærkes af de afledede virkninger, der følger af dem (se figur 3). De ændrede levevilkår, der følger af klimaændringerne, kan i sig selv være en trussel for mange befolkningsgrupper: Hele øer og flodområder kan blive oversvømmet, vandmangel og ørkendannelse kan radikalt ændre hidtidige livsbetingelser, en række erhverv inden for landbrug, fiskeri og turisme risikerer at bukke under. Men når nogle grupper er direkte truet på deres eksistens, har det langt videregående indirekte virkninger på andre grupper. I kølvandet på de direkte trusler kan der opstå regionale konflikter, der risikerer at brede sig til andre områder; flygtningestrømme der truer sammenholdet i eksisterende stater; og fødevareprisstigninger der påvirker verdensøkonomien, og som kan udløse nye regionale konflikter. Det sidste er allerede observeret i 2008, hvor uroligheder som følge af stigende priser på fødevarer har ramt adskillige stater i Afrika, bl.a. Ægypten, Mozambique og Sudan. På grund af de mange afledede virkninger taler man om klimatruslen som en konfliktmultiplikator.

Figur 3: Klimatruslen og dens afledede virkninger
Klimatruslen

I modsætning til de trusler, der sandsynligvis vil blive en følge af klimaforandringerne, har de trusler, som individer og stater hidtil har været udsat for, normalt haft en mere begrænset geografisk karakter. På det militære område er truslerne dog i stigende grad blevet globale. Med Anden Verdenskrig blev størstedelen af jordens indbyggere påvirket af krigsbegivenhederne, og med atomkrigstruslen under Den kolde Krig var selve den menneskelige civilisation truet på sin eksistens. Globale trusler har altså eksisteret før – om end kun som undtagelser. Men der er i hvert én afgørende forskel mellem den tidligere atomkrigstrussel og nutidens klimatrussel. Og den vedrører muligheden for at afværge truslen.

Det var på ingen måde sikkert, at en altødelæggende atomkrig kunne undgås under Den kolde Krig. Men det var især to parter, de to supermagter USA og Sovjetunionen, der besad atomvåbnene og hvis indbyrdes forhold var bestemmende for krig og fred i verden. Denne såkaldte bipolaritet gjorde det relativt overskueligt at følge modpartens handlinger og også relativt let – hvis viljen var til stede – at indgå aftaler med hinanden. Og da der kun var to parter, kunne konflikten og dermed truslen på det nærmeste afblæses, da en af parterne, nemlig Sovjetunionen, i slutningen af 1980’erne måtte bukke under i kappestriden og endte med at blive opløst.

Med klimatruslen forholder det sig helt anderledes. Her er der et næsten uoverskueligt antal parter, omfattende både stater og internationale organisationer, der skal forhandle; konsekvenserne af ikke at indgå en aftale er – i hvert fald på kort sigt – meget ulige fordelt mellem staterne; det er meget sværere at afveje de fordele, der opnås ved en aftale mod de omkostninger, den indebærer; og truslen opleves af mange af parterne som mindre overhængende. Alt sammen forhold der mindsker løsningsmulighederne – i en situation hvor alle undersøgelser viser, at problemerne og dermed truslen blot bliver større, jo længere det trækker ud med at vedtage effektive forholdsregler på internationalt plan.

Men der er også faktorer, der vejer i modsat retning. Der er nok flere parter, der skal enes om en løsning, men samtidig er der også mange flere aktører end under Den kolde Krig, der i stand til at bidrage til en løsning. Hvor udviklingen tidligere stort set alene afhang af USA’s og Sovjetunionens adfærd, er der i dag ikke alene langt flere stater, der med deres handlinger kan modvirke truslen, men også enkeltpersoner og virksomheder kan bidrage. Og måske vil det vise sig, at det er en stærk folkelig bevægelse nedefra, der vil være udslagsgivende for, at der kan indgås forpligtende globale aftaler.

< Klima og den politiske dagsordenIndholdsfortegnelseKan staterne enes om løsninger? >






 0 kommentar(er) · 8989 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Klimaproblemet som global trussel:

Husk mig

Lignende indhold
Artikler
Rasmus Vincentz: Hvilken rolle spiller vores individuelle indsats i løsningen af klimaproblemet?
Jan Nielsen: CO2: Fra trussel til eksportmulighed
NyhederDato
Danskerne mere skeptiske over for klimaproblemet21-01-2011 12:50
Tv-meteorologer vil formidle klimaproblemet07-09-2009 06:34
Frigivelse af kulstof fra vådområder kan forværre klimaproblemet28-07-2008 00:33
DebatterSvarSeneste indlæg
GMO-afgrøder kan løse klimaproblemet og sikre fødevareforsyningen521-01-2017 19:00
Må man latterliggøre klimaproblemet?1521-04-2015 21:30
▲ Til toppen
Afstemning
Hvordan vil Coronakrisen påvirke klimadebatten?

Mindre opmærksomhed om klima

Ingen større påvirkning

Øget opmærksomhed om klima

Andet/Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2020 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik