Husk mig
▼ Indhold

Kom ud og oplev energien på helt nye måder

Fredag 25. september afholdes Energidøgnet, og her skal klima-interesserede sætte kryds i kalenderen. Over hele landet afholdes cirka 40 arrangementer, som alle sætter fokus på energi – men med vidt forskellige vinkler.

Du kan se et vandkraftværk indefra og i funktion – og det har vist de færreste oplevet. Du kan komme gratis i Experimentarium eller spise klimarigtige pandekager i København. På Bornholm kan du opleve, hvordan Østkraft producerer el og varme samt se nogle af de mange køretøjer, der anvendes i energiforsyningen. Eller hvad med at se, hvor strømmen kommer fra på en summende transformatorstation i Svendborg eller få råd om, hvordan du får en lavere energiregning på JP Jakobsen Centret i Thisted?

Gå ind på www.energidognet.dk og se hele arrangementslisten. Den er opdelt i landsdele, så du nemt finder begivenhederne i dit område.

Det er, første gang Energidøgnet finder sted, og bag ideen står en række energiselskaber og varmeværker og deres brancheforeninger, Dansk Energi og Dansk Fjernvarme.

”Vi vil gerne sige goddag til vores kunder på en ny og anderledes måde. Og vi gør det ved at afholde Energidøgnet, som er en vifte af meget forskelligartede arrangementer. Det handler om energi i bred forstand, ikke kun om den energi, som kommer fra et kraftværk, men også kroppens energi, energibesparelser i boligen og mange andre ting. Det skal være en oplevelse, og vi vil gerne give kunderne en anden måde at opleve energien på, end den de normalt møder. Vi håber på denne måde at få kunder og andre til at interessere sig mere for vores energi- og ressourceforbrug,” siger projektleder Dorte Lindholm fra Dansk Energi.

Energidøgnet skal samtidig ses som et af Dansk Energis og energiselskabernes bidrag til klimatopmødet i København i 2009.

Energidøgnet involverer også Folkeskolerne i hele landet. De er blevet opfordret til at bruge dagen som en temadag, hvor energi og klima er i centrum. Skolerne kan endvidere tage kontakt til det lokale energiselskab eller varmeværk for at høre, om de har aktiviteter og materialer, der kan udnyttes til temadagen eller få inspiration på energidognet.dk, forklarer Dorte Lindholm.

Skoleaktiviteterne støttes af en konkurrence: ”Hvad ville jeres klasse gøre, hvis I sad med ansvaret for klimaet en dag? Ville I strø om jer med nye afgifter og tidoble prisen på benzin? Måske ville I hellere satse på ny, spændende energiteknologi og give støtte til en særlig god energibesparende idé?”

Sådan lyder udfordringen fra Energidøgnet, og klasserne kæmper om præmier på op til 5.000 kroner. Se mere om konkurrencen på www.energidognet.dk.


Kilde: Publikum Kommunikation




9. september 2009, 13:00 0 Kommentarer · 2008 Fremvisninger ·

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne nyhed.

Deltag aktivt i debatten om nyheden Kom ud og oplev energien på helt nye måder:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Hvordan vil Coronakrisen påvirke klimadebatten?

Mindre opmærksomhed om klima

Ingen større påvirkning

Øget opmærksomhed om klima

Andet/Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2020 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik